Sri Lankas seværdigheder – erfaringer og top 50 oplevelser

Bliv inspireret af vores top 50 seværdighedsliste på Sri Lanka

sri lanka

Sri Lankas seværdigheder

Fantastiske Sri Lanka byder på seværdigheder og oplevelser ud over det sædvanlige – både hvad angår natur og strande, men i særdeleshed når det kommer til kulturelle oplevelser. Faktisk har Sri Lanka hele 8 steder, som optræder på Unescos Verdenskulturarvsliste.

Nedenfor har vi lavet en oversigt over nogle af Sri Lankas vigtigste seværdigheder.
Listen er opdelt efter geografiske områder, således I nemt kan danne jer et overblik over, hvad I bør opleve på Sri Lanka, alt efter hvor i landet I befinder jer. Endvidere er listen lavet ud fra vores artikel om, på hvilke tidspunkter af året, det er bedst at rejse rundt til de forskellige områder af landet. Artiklen kan derfor sammenholdes med vores guide om vejr og klima.

Listen starter med en beskrivelser af seværdigheder i nord Sri Lanka og slutter med beskrivelser af seværdigheder i det sydlige af landet.

Hvad skal I se og opleve i det nordlige Sri Lanka

Jaffna

Jaffna er en by i det nordlige Sri Lanka. Langt størstedelen af indbyggerne er tamiler. Byen har været et vigtigt sted for udviklingen af tamilsk litteratur og kunst, og har en meget interessant historie.
Der skulle eftersigende ikke være mange turister i Jaffna endnu.
Vi har fundet det svært at finde opdateret information om det nordlige Sri Lanka, men når man taler med de lokale og de NGO’er, som opholder sig i det nordlige af landet, så oplyser de, at der stadig er ”ar” efter borgerkrigen, og at disse ar er ganske tydelige. Manglende økonomiske midler har resulteret i en yderst langsommelig genopbygning af den nordlige del af landet.

Ifølge TripAdvisor er de 10 største seværdigheder i Jaffna følgende:

  • Det smukke tempel Nallur Kovil (Jaffnas vigtigste varetegn). Derudover templerne Naga Pooshani Ambal Kovil, Nagadipa purana vihara, Naguleswaram Temple og Dambakola Patuna Sangamitta Temple.
  • Jaffna Fort, som skulle have smuk arkitektur. Et besøg her skulle efter sigende give et godt indblik i Sri lankas historie. Fortet er fra portugisernes tid.
  • Elephant Pass – indgangen tilJaffna – en slags mindesmærke.
  • Kantharodai Viharaya, det første sted, som Buddha skulle have været ankommet til. Består af små, runde “iglo-templer”.
  • Keerimalai Hot Springs.
  • Murikandy Pillayar Shrine, som er et helligt sted, et tempel.

Seværdigheder i Lavlandet og en del af Sri Lankas kulturelle trekant

Anuradhapura

Byen Anuradhapura er kendt for sine historiske bygninger fra Lankan-civilisationen, og er dermed endnu en af Sri Lankas seværdigheder, som ligger på UNESCO’s verdenskulturarvsliste.
Anuradhapura er et skøn oplevelse, og emmer af historie gamle fortællinger om Sri Lanka.
Anuradhapura er spredt ud over et stort område, så lej enten en chauffør, som kan køre jer fra sted til sted, eller lej cykler, så i på den måde kan komme rundt blandt ruiner af paladser, pagoder og Buddhastatuer.
Vores anbefaling er klart at I oplever det hellige træ, Sri Maha Bodhi, som eftersigende er over 2500 år gammelt. Træet er en stikling fra det træ, som Buddha sad under, da han blev oplyst.

Er I historisk interesserede, er Anuradhapura en seværdighed ud over det sædvanlige. Rejser I med mindre børn, er det en seværdighed, der kræver en vis portion tålmodighed. For større børn kan det dog være en ret lærerig oplevelse.
Et råd er at hyre en turistguide, som kan vise jer de væsentligste seværdigheder. En dygtig guide vil kunne fortælle mange brugbare historier, og lære jer om buddhismen.

Ifølge TripAdvisor er de største seværdigheder i Anuradhapura følgende:

  • Mihintale er et helligt stenbjerg, som betragtes som rammen omkring buddhismen på Sri Lanka, da det var her buddhismen for første gang blev introduceret til landet.
    Klippen/bjerget er mødested for mange religiøse, der gerne går den 1840 trins vej op ad bjerget for at nå til toppen med den betagende udsigt. Turen kan – på grund af varmen – anbefales at tages enten tidligt på dagen eller ved solnedgang.
  • Er I interesseret i templer, er der rig mulighed for at besigtige et par af disse i Anuradhapura, bl.a. Ruwanwelisseya tempel og Isurumuniya Rock Temple.
  • Sri Maha Bodhi, som er et helligt træ, der skulle være over 2500 år gammelt. Stikling fra det træ, som Buddha sad under, da han blev oplyst. Forskere har taget prøver fra træet, og disse prøver rent faktisk viser, at træet er over 2000 år gammelt. Vis respekt, når I er ved træet, og husk at tage skoene af.
  • Vilpaththu Nationalpark, som indbyder til safari og et indblik i de vilde dyrs liv i deres naturlige element.

Dambulla

Det gyldne tempel
I Dambulla finder I huletemplet ”Det gyldne tempel”, som er på UNESCOS verdenskulturarvsliste, og dermed endnu én af Sri Lankas seværdigheder.
Templets hovedattraktion består af 5 stengrotter, som rummer kendte hulemalerier med buddhistiske motiver og symbolikker. Ud over grotter og flotte hulemalerier ses næsten overalt store Buddhaer. I én af grotterne ligger en 14 meter lang Buddha-statue, og i en anden grotte sidder 56 mindre Buddha-statuer på ræd og række. I alt rummer templet over 150 Buddhastatuer og figurer.
At opleve ”Det gyldne tempel” i Dambulla giver de fleste en følelse af ærefrygt og spiritualitet. Der er ingen tvivl om, at det er en meget stor oplevelse også for Sri Lankas indbyggere at besøge dette tempel, og overalt vil I opleve folk, der beder. Husk at udvise respekt, og at dække skuldre og knæ. I vil endvidere blive bedt om at tage jeres sko af. Jorden brænder på grund af varmen, så medbring evt. et par strømper.
Bedste råd er at besøge templet først på dagen – inden det når at blive for varmt. Der er mange trapper op til Det gyldne tempel, så heden kan virke overvældende ved fysisk aktivitet. Husk vand.

Udsigten fra templets område er fantastisk, og i det hele taget synes vi, at et besøg til Det gyldne tempel er et must, når I befinder jer på Sri Lanka.

Sigiriya

Sigiryia er på UNESCOS Verdenskulturarvsliste.
Sigiryia er en kæmpemæssig klippe, der ligger i området mellem Dambulla og Habarane i lavlandet på Sri Lanka. Klippen er 200 meter høj, og for at komme til toppen, skal I gå mange trin opad.
Sigiryia er en af de mest betydningsfulde, historiske monumenter, som Sri Lanka kan byde på, og er absolut én af landets største seværdigheder. Lokale kalder det ”verdens 8. vidunder”!
Der er langt til toppen, men når I efter lang tids vandring i den fugtige hede når målet, rummer den øverste del af klippen ruinerne af et gammel kongeligt palads fra omkring det 5. århundrede, som rummer bassiner, haveanlæg og meget mere. Det er en storslået oplevelse! Særligt udsigten kan tage pusten fra én; uspoleret natur og jungle, som kun findes på Sri Lanka!
Gå enten til toppen af Sigiriya om morgenen eller sidst på dagen, da varmen kan være heftig midt på dagen, og dermed gøre turen virkelig anstrengende.

Rejser I med mindre børn, er det ikke anbefalelsesværdigt at tage turen medmindre I er trænet i at gå, og kan have en slynge eller bæresele på maven eller ryggen. Når I toppen vil vi dog sige, at det er alle anstrengelserne værd! Det er en fantastisk oplevelse!

Polonnaruwa

Polonnaruwa er et ældgammelt ruinkompleks.
Polonnaruwa er ligeledes på UNESCO’s verdenskulturarvsliste, og er derfor endnu en af Sri Lankas mange seværdigheder.
Polonnaruwa er en gammel hovedstad med mange gamle bygninger, haver og templer spredt over et større område. Sæt jer derfor ind i, hvad I ønsker at se, når I er der. Kender I ikke til Polonnaruwas historie, kan det være en god idé at lave en aftale med en turistguide, som kan vise jer rundt, og sætte jer ind i historien.

Politiken skriver følgende (Rejser, 23.10.2010):
“Da Anuradhapura faldt, flyttede kongen hovedstaden til Polonnaruwa. Byen er yngre og derfor i bedre stand end Anuradhapura. Ligesom sin storebror, så er Polonnaruwa et spindelvæv af gamle ruiner, srilankansk historie og buddhisme”.

Er I historisk interesseret, må Polonnaruwa derfor være et must at have på sin liste over ”Hvad skal man se på Sri Lanka”.
Ud fra et børneperspektiv, er det dog muligvis ikke førsteprioritet – medmindre I rejser med større børn.

Når turen går til Sri Lankas østkyst

Trincomalee

Trincomalee ligger i det nordøstlige Sri Lanka, og er beliggende på en halvø ud til den Bengalske Bugt. Trincomalee er en af de vigtigste havnebyer på Sri Lanka.
Området omkring Trincomalee har nogle flotte strande, som i sommersæsonen har relativt roligt vand, hvilket gør det muligt at svømme. Ønsker I strand- og badeferie, bør I besøge Trincomalee i perioden maj-november.

Efter borgerkrigens slutning er Trincomalee blevet et sted, som mange turister besøger. Befolkningen på Sri Lanka tager selv til Trincomalee for at holde ferie. Der er lagt an til masseturisme i området omkring Trincomalee, men denne er heldigvis endnu ikke slået igennem. I stedet vil I endnu kunne opleve en ret lokal stemning, hvis blot I holder jer fra Passikudah.

hoteller på sri lanka

Gode seværdigheder i Sri Lankas højland

Kandy

Kandy er på UNESCO’s verdenskulturarvsliste, og var i tidligere tider Sri Lankas hovedstad.
Kandy er en by, der emmer af atmosfære og god stemning – og naturligvis masser af den karakteristiske storby-larm. Byen er omkranset af frodighed, og den store sø, der ligger midt i byen, er med til at understrege, at Kandy byder på stemning og oplevelser ud over det sædvanlige.
Byen bærer præg af at være en storby med rig mulighed for kulturelle oplevelser, men alligevel med en gennemtrængende stemning af, at du befinder dig i et land, hvor befolkningen – trods turismens indtog – har formået ikke at give køb på sig selv.
Næsten uanset hvor I befinder jer, kan I høre en religiøs messen ud af de højttalere, der er opstillet rundt omkring i byen, og det mærkes ganske tydeligt, at byen rummer noget helt særligt.
Nedenfor listes nogle af de væsentligste seværdigheder for Kandy op, så I har mulighed for at danne jer et overblik over, hvilke I selv mener I kunne profitere af at besøge, når I rejser med børn – i kan også her læse om vores erfaring med Kandy.

Der er registreret et stort antal af dengue i Kandy, hvorfor det er yderst vigtigt, at I beskytter jer mod myggestik, når I befinder jer i byen.

Læs også: Vaccinationer og info om dengue! 

Temple of Tooth

Temple of Tooth (Sri Dalada Maligawa) er en af Sri Lankas største og mest religiøse seværdigheder, og pilgrimme og buddhister fra hele verden valfarter til Kandy for at besøge templet, da det efter sigende skulle rumme en af Buddhas tænder.
Historien om tanden er, at da Buddhas ligbål var brændt ned, så fandt man i ligbålet 3 dele fra hans jordiske ”hylster”, deriblandt hans kindtand. En prinsesse smuglede tanden til Sri Lanka, men efter nogen tid blev den stjålet og ført til Indien i år 1283. Efterfølgende blev tanden igen bragt tilbage til Sri Lanka af Kong Parakramabahu d. 3. Det var på det tidspunkt, at man mente, at den, der havde tanden i sin besiddelse, også havde magten over Sri Lanka.
Tanden ligger i et skrin i templet, men det er ikke muligt at se den. Skrinet er dog synligt.
Tanden tages frem og æres hvert år til Esala Perahera festival i juli og august, hvor skrinet med tanden bliver hyldet og tilbedt i et optog med elefanter, udklædte mennesker, der udfører rituelle danse, fakkelbærere og utallige pilgrimme.
Et besøg i templet medfører altså ikke, at I ser tanden, men giver til gengæld et fantastisk indblik i den spiritualitet, som befolkningen i landet sætter meget højt.

sri-lanka-sevaerdigheder-temple

Som besøgende og turist, vil I opleve at være lige midt i et lands kultur, når de mange buddhister, som befinder sig i templet, fremsiger bønner og lægger offergaver. Overalt er de messende stemmer gennemtrængende, og folk er tydeligvist meget berørte over at befinde sig på et af de allerhelligste steder i verden.
Ønsker I selv at medbringe offergaver, er der forskellige boder i nærheden af templet, hvor I kan købe blomster m.m.

Grundet tidligere attentat på templet er sikkerhedsniveauet omkring templet meget højt, og der er mange vagter til stede.
Ved indgangen til templets område skal alle igennem sikkerhedskontroller. Både for at tjekke, at man ikke medbringer bomber eller andre skadelige genstande, men også for at sikre, at alle er anstændigt påklædt. Sørg derfor for at bære tøj, der dækker både skuldre og knæ.
Lige inden I bevæger jer ind i templet, vil I blive bedt om at tage jeres sko af.

Forestilling med kandyan dance

Når turen går til Sri Lanka og Kandy, kan det være en sjov oplevelse at se en forestilling med Kandyan Dance.
The kandyan Dance er dans, akrobatik og mystik tilsat meget speciel og eksotisk musik. Forestillingen er præget af bulder og brag, turbaner, trommer, lokale instrumenter, fremmede lyde og lugte. Det er masker og dragter, ildslugere, folk der går på ild og smukke traditionelle danse, som bygger på et gammelt sagn om nogle shamanere, der for mange, mange år siden kom til Sri Lanka for at hjælpe en syg konge. Kongen led af mareridt, men efter at shamanere havde danset rundt om kongen, forsvandt mareridtene. På daværende tidspunkt var det at betragte som en form for djævleuddrivelse, hvilket forestillingerne også fint giver udtryk for.

se de fantastiske artister til kandyan dance

Det er muligt at købe billetter til Kandyan Dance alle steder i Kandy, men et godt råd er at skaffe dem via det sted, I overnatter.
Kandyan Dance er en god og overskuelig kulturel oplevelse også i børnehøjde.

Peradeniya, Den Botaniske Have i Kandy

Lige uden for Kandy centrum ligger Den Botaniske Have, Peradeniya, som er anlagt af den sidste konge af Ceylon. Peradeniya skulle være Asiens største botaniske have, og er lidt af en seværdighed. Haven er utrolig smuk og på grund af dens størrelse, hviler der en særlig ro og luft i haven, selv om der er mange besøgende.
Haven er kæmpestor med et areal på lidt over 600.000 kvadratmeter, hvilket er en fordel, når I rejser med børn, da det giver børnene rig mulighed for at få løbet noget af det krudt af, som ellers kan være svært at få løbet af sig i en storby, som er præget af tæt trafik og massevis af mennesker.

Den Botaniske Have i Kandy rummer alle de plantearter, som findes på Sri Lanka, og alle havens planter og træer medfører et mangfoldigt dyreliv. Der er massevis af fritlevende aber, flyvende hunde, alverdens fugle m.m. Specielt de flyvende hunde er en imponerende oplevelse.
En tur hen ad palmeallén og havens sø, der er formet som Sri Lanka, er en fin lille oplevelse for børn.
Omkring det store areal ligger floden Mahaweli, og det er muligt at gå ud over floden på en stor hængebro, hvilket medfører begejstring specielt hos børn.
Har I mindre børn med, er det eventuelt en god idé at leje en af de små transportmidler med chauffør, så I kan komme så vidt muligt rundt i haven.

flot have og dejlig afslappende atmosfære til hygge med børnene

Det er muligt at spise medbragt mad i haven, hvilket vi vil anbefale, da restauranterne er dyre, og madens kvalitet ikke særlig god.

Kandy Lake

Ved solnedgang er en tur rundt om Kandy Lake et must!
Det lyserøde skær fra aftensolen, hvis sidste stråler spejler sig i søens vand, er et syn, der kan bringe ro i selv den mest urolige sjæl.
Den store sø midt i Kandy by, omkranset af frodighed, store villaer og larm fra byens leben, er samtidig byens åndehul. Begiver I jer på en tur rundt om søen, vil I kunne se flere smukke ting omkring søes bredder. Af de mest stemningsfulde seværdigheder i aftenssolens lyserøde skær – og til lyden af messen fra templet i nærheden – er munkenes gamle badehus, gammeldags isvogne, hvorfra der bliver solgt pindeis med smag, som vi havde glemt eksisterede, samt dyreliv, som kun kan findes i en asiatisk storby; varaner, aber, fugle og skildpadder.

smuk udsigt ved kandyan lake

 

Af andre seværdigheder i Kandy er følgende

  • Kandy View Point – ønsker I at se Kandy ”fra oven”, kan I tage til udsigtspunktet, som ligger i bakkerne over byen. Hyr en guide via jeres hotel, som kan køre jer til ”Kandy View Point”, eller lav en aftale med en tuk-tuk-chauffør, som kender stedet, så I er sikre på at komme til den rigtige destination.-
  • En anden seværdighed, som måske giver et lige så godt view ud over Kandy by, er den store Buddha statue, som ligger på toppen af et bjerg.
  • Der er flere templer i området omkring Kandy, men har I først oplevet Temple of Tooth, og den stemning, som er i dette tempel, blegner de andre templer en smule ved siden af. Kan I ikke få templer nok, så besøg eventuelt Lankatilaka templet, Embekka templet og Temple of the Gadaladenia.
  • Kandy's markeder og mange butikker har mere at byde på, end mange andre steder på Sri Lanka.
  • Sri Lankas mest populære sport er cricket, og har I ønsker om at overvære en sådan kamp, bør I besøge Pallekele International Cricket Stadium. Det er her muligt at overvære internationale cricketkampe, hvilket skulle være en stor oplevelse.
  • Ønsker I ikke at tage længere op i højlandet, hvor de store teplantager og fabrikker kan give jer et indblik i Sri Lankas te-historie, kan I besøge te-museet i Kandy, som giver et godt indblik i ikke bare Sri Lankas, men hele verdens tehistorie.

Ella

Et besøg i smukke Ella henleder tankerne til en kølig dansk sommer, når den er bedst.

Luften i Ella er frisk, og harmonerer perfekt med det frodige bjerglandskab og de smukke omgivelser.
I vil på alle måder mærke, at I befinder jer i højere luftlag, og en tur gennem landskabet byder på omgivelser, der rummer bjerglandskab så langt øjet rækker, utallige teplantager og urtehaver med liflige dufte af krydderurter.

Kigger I ned på den jord, I betræder, er sandsynligheden for at I finder funklende krystaller, hvor I går, temmelig stor, hvilket særligt for børnene er en kæmpe oplevelse.

Der er ikke som sådan store kulturelle oplevelser at komme efter i Ella, men den omkringliggende natur er utrolig smuk.

Little Adams Peak

Ellas største seværdighed er Little Adams Peak, som er et lille bjerg, der har en virkelig flot udsigt. Little Adams Peak kan sagtens bestiges med børn.
Vejen til bjergets top er nem og fremkommelig – udsigten fra toppen anstrengelserne værd!
Rejser I med mindre børn, er det muligt at have klapvogn med på størsteparten af turen, da ruten hovedsageligt foregår af stier. Det er først det sidste stykke ad vejen, at stier afløses af trapper. Har I en baby eller et helt lille barn med, vil det være en god idé at anvende en bæresele.

Turen op ad det lille bjerg foregår i den smukkeste natur, hvor I er omgivet af theplantager og hvor I, hvis I kigger godt efter, har muligheden for at finde flotte og funklende krystaller.
I kommer endvidere forbi små landsbyer, hvorfra I både kan høre musik og også støde ind i små forhutlede, tiggende børn.

smuk udsigt i ella

Husk en trøje! Både når I er i selve Ella, men også når I om eftermiddagen bevæger jer ud på vandreture. Vinden kan godt være kølig, og har I – inden turen gik til Ella – været et smut forbi sydkysten, vil I måske opleve at fryse en smule.

Ayurveda-behandlinger

Når I befinder jer i Ella, vil I opleve, at der vil være adskillige muligheder for at få ayurveda-behandlinger.
Ayurveda er et naturmedicinsk behandlingsprogram, der oprindeligt opstod i Indien for 4-5000 år siden, og er en yderst brugt og anerkendt behandlingsform på Sri Lanka.
Ayurvedisk massage er en massageform, hvor diverse olier fylder en hel del!
Kroppen masseres blidt efter de ayurvediske foreskrifter, og efterlader én i en stressløs og rolig tilstand.
Det siges, at den ayurvediske massage medfører, at der løsnes op for ophobet stress og anspændthed i kroppen, og at kroppens egne naturlige modstandskraft derigennem øges.

Det er også muligt for børn at modtage disse behandlinger, men det skal afstemmes med deres alder.

Togtur op gennem højlandet

Snyd ikke jer selv for en ægte Sri Lanka seværdighed; Tugturen fra Ella og op igennem højlandet mod Nuwar Eliya!

Banegården i Ella er nærmest en seværdighed i sig selv – som at træde et skridt tilbage i tiden, eller som at træde ind på en lokation til en film om svundne tider. Smukt og roligt uden elektronik og højt tempo.
Kigger I hen langs sporet, mens I venter på, at toget kører ind på banegården, kan I iagttage spor af det liv, der leves langs banen.

Turen i toget et billedskøn. I kan vælge enten at sidde på de pladser, I har fået tildelt i jeres kupé, eller I kan vælge at sidde udenfor i mellemgangen. Udenfor vil I mærke vinden i håret, og lige så langsomt fornemme, hvordan luften bliver køligere, jo længere I bevæger jer opad i det frodige landskab.
Søde skolebørn i uniformer vinker smilende, når toget passerer den ene landsby og teplantage efter den anden, og lige så langsomt kan I skimte flere og flere teplukkende kvinder i farverige gevandter på de grønne bjergskråninger.

togtur er også must på sri lanka

Billetterne til togturen kan bestilles på posthuset i Ella eller direkte på banegården.
Der vil dog ofte være kø til billetlugen i Ella, hvorfor det er mere praktisk at bestille ved posthuset.
Billetterne er ikke dyre, og standarden er rigtig fin. Prisen for 2 voksne og 3 børn på 1. Klasse er ca. 238 kr.
Togturen fra Ella til Nuwara Eliya tager ca. 3 timer, så bestil enten mad til turen, når I køber billetterne, eller sørg for at have sandwich eller andet spiseligt samt drikkevarer med. Maden, som serveres undervejs af togets personale, er spicy.

Af andre seværdigheder i Ella er

Ella Spice Garden, Ravana Ella Falls og huler.
Det er også muligt at besøge tefabrikker i Ella-området, men skal I til Nuwara Eliya, vil vi anbefale jer at besøge en tefabrik her i stedet.

Nuwara Eliya

Når folk taler om, hvad man skal se og opleve på Sri Lanka, må Nuwara Eliya være en af de byer, ja nærmest seværdigheder, man ikke kan komme udenom!
Har I på nogen måde interesse i at opleve det ægte Sri Lanka og opleve et område, hvor kolonitiden virkelig har sat sit præg, så bør I tage til Nuwara Eliya.

Nuwara Eliya kaldes også Little England – og ikke uden grund – da det var her englænderne i 1800-tallet slog sig ned som store teplantageejere, hvilket i dén grad har sat sine spor på byens arkitektur.
Mange af byens bygninger stammer fra kolonitiden, og det engelske præg er ikke til at komme udenom. I denne by møder engelsk landsbyidyl Asien for fuld skrue!

anderledes at lande her når man ligger kommer fra de smukke strande

Te bliver her produceret i store mængder, og I må ikke snyde jer selv for en ”4-o’clock afternoon tea” i en af de mange tesaloner, som findes i de gamle, historiske hoteller, hvor tjenere i uniform og med hvide handsker serverer teen sirligt i fornemme porcelænskopper.

Fuldend oplevelsen af jeres tur til Nuwara Eliya ved at booke en overnatning på et af de gamle hoteller fra kolonitiden, hvor gulvene knirker og møblement og rammer med billeder fra fornemme og svundne tider sætter prikken over i’et på oplevelsen.

I vil hurtigt mærke, at I befinder jer i 1900 meters højde. Her er køligt, og om natten kan temperaturerne dale til 10 g. Husk derfor en fleecetrøje eller en jakke.

Besøg en tefabrik

Sri Lanka er verdens 4. største te-eksportør. Benyt derfor jeres tid i højlandet til at besøge en tefabrik. Det er en lærerig oplevelse for både børn og voksne.
En rundvisning på en te-fabrik giver et godt indblik i, hvordan man gennem de sidst rigtig mange år har produceret te på Sri Lanka, og man får også en følelse af, at teknikken ikke har forandret sig på dette område de sidste 100 år. Meget foregår ved håndkraft og med ældgamle maskiner. I får muligheden for at følge de friske teblades lange vej mod den færdigproducerede te, og hilser på de hårdtarbejdende kvinder.
Bestil jeres rundvisning via jeres hotel, eller få jeres chauffør til at arrangere en rundvisning.

På de fleste store tefabrikker bliver I efter rundvisningen gelejdet over i den tilhørende tesalon, hvor I vil få en kop gratis te.
Det er muligt at købe fabrikkens te i tilhørende butik.
Det forventes, at guiden, som har givet jer en rundvisning på fabrikken, modtager drikkepenge for sin indsats.

Victoria park

Victoria park er en fin botanisk have, som ligger placeret i centrum af byen, og hvor børn kan få mange timer til at gå med at lege.
Det er en stor og velfriseret park med smukke planter og en dejlig legeplads, hvor det er nemt at komme i kontakt med lokalbefolkningen. I kan læse mere om vores tur da vi rejse rundt i højlandet og bl.a besøgte Nuwara Eliya

sri lanka seværighed stejl trappe på adams peak

Horton Plains

Horton Plains skulle efter sigende være en meget smuk nationalpark med beliggenhed ca. 1 times kørsel syd for Nuwara Eliya. Det er den eneste nationalpark i højlandet.

Stedet giver mulighed for gode vandreture og udsigtssteder, bl.a. “Verdens ende”/Worlds End, som er en kæmpe klippe, hvorfra man kan se ca. 900 m. ned.

Det er muligt selv at gå rundt selv inde i nationalparken, men det kan også anbefales at hyre en guide eller en chauffør.

Parken rummer unikke fuglearter og en særlig hjort, sambar hjorten. Endvidere har de 3 største floder på Sri Lanka deres udspring her (Kelani, Walawe og Mahaweli).

Vælger man at besøge Horton Plains, skal man være opmærksom på, at det efter sigende ofte er tåget der.

Hortons Plains er på UNESCOS verdenskulturarvsliste.

Seværdigheder på Sri Lankas vest- og sydvestkyst

Negombo

Når I lander på Sri Lanka, vil I befinde jer ganske tæt på Negombo. Det er derfor også ofte den by, som mange turister vælger at tage et par overnatninger i, for at komme sig efter den lange rejsetid, og for at at ”lade op” til at rejse videre.
Rejser I med mindre børn, kan det være en god idé at starte jeres ferie ud med ikke at skulle køre videre efter den lange flyvetur, og derfor kan Negombo anbefales til de første par dage, hvorefter børnene igen er klar til at rejse videre.

Negombo byder på både dejlig strand og et lille indblik i kulturen og det lokale liv, der leves i byen.
Der er et fint lille udbud af små butikker og restauranter, hvor I kan nyde en stærk rice and curry.

Bentota

Bentota er kendt for sin lange, brede, flotte strand, og for sine mange resorts og hoteller. Vi kan på diverse charter-ferie-udbyderes hjemmesider læse, at Bentota har alt, hvad hjertet begærer, hvis man drømmer om charterrejser; restauranter, natklubber o.s.v.

Vil I gerne strandferie og charterlivet, er Bentota at anbefale.
Som alle andre steder på Sri Lanka, er stedet stranden bred og ikke overfyldt. Der er rig mulighed for at benytte sig af vandsport og andre aktiviteter.

Af andre seværdigheder i Bentota kan nævnes skildpaddefarmen, flodsafari og et flot tempel.

Hikkaduwa

Hikkaduwa er et af Sri Lankas første ferieområder, og stranden og alle stedets muligheder for forlystelser, er tillokkende for dem, der ønsker en stor grad af “charterleben”.

Bravotours skriver følgende på deres hjemmeside
“Den lille fiskerby, Hikkaduwa, var den første af Sri Lanka’s strande, der blev ”opdaget” af turister. Strandene er lange, brede og skønne, og vandet er roligt takket være koralrevet langs kysten. Her kan man på den mest miljøvenlige måde – nemlig ved at snorkle eller dykke, se de utrolige stimer af farvestrålende fisk, der lever i havet. På samme måde kan man opleve det fantastiske multifarvede koralrev. Hvis man gerne vil se vidunderne i dybet med tørre fødder, kan man i stedet tage en tur med en af bådene med glasbund. For dykkerentusiaster er der flere skibsvrag, man kan udforske, og har man lyst til at surfe, er Hikkaduwa et fantastisk godt valg. I området finder man masser af skønne hoteller, restauranter og barer. Der er også mange spændende butikker i området, som sælger masker, ædelsten, smykker, batik og antikviteter.”

Colombo

Colombo er Sri Lankas økonomiske og kommercielle hovedstad og største by.

Tag jeres børns alder med i betragtning, hvis I overvejer at besøge Colombo, da byen er stor, varm, fuld af tæt trafik og larm. Successen af en storbyferie kan mange gange hænge sammen med børnenes alder. Er de små, er I som forældre ofte på overarbejde, da der i storbyer lurer en del flere farer for små børn, end for større børn.
Har I store børn er det ikke noget problem, og de vil højst sandsynligt fryde sig over muligheden for at shoppe billigt tøj.

I må ikke snyde jer selv for en overnatning på det verdensberømte Galle Face Hotel i Colombo (se flere billeder og priser her) . Det skulle efter sigende være sådan en slags “once in a lifetime-oplevelse”, og på listen over én af de 1000 ting man bare MÅ se og prøve, inden man dør (publiceret i bogen af samme navn).

Hotellet er i klassisk kolonistil og opført af briterne i 1864. Hotellet oser af sjæl og stemning, har udsigt over det Indiske Ocean, knirkende trapper og himmelsenge. Også her har I mulighed for at få et strejf af historiens vingesus – og i ånden vil I kunne skåle med alle de celebs, der har besøgt hotellet, bl.a. Nixon og John D. Rockefeller.
Ønsker I ikke at spendere en overnatning på jer selv på hotellet, er det også muligt at spise i restauranten eller blot få en drink i baren.

Udover Galle Face Hotel er Colombo en storby, der byder på seværdigheder i form af et miks af både moderne storby og diverse gamle kolonibygninger, bl.a. fortet fra den portugisiske og hollandske periode.

Bekendte, som har boet et par år i Colombo, beretter om gode shoppingmuligheder, samt mulighed for at få indblik i en by, der også består af store kontraster i forhold til uligheden i landet, da kontrasterne mellem rig og fattig er meget tydelig her.

Vær opmærksom på risikoen for denquefeber i denne store by – læs evt. mere om vaccinationer, malaria og denque her på vores guide om vaccinationer til Sri Lanka

Kalpitya

Kalpitya ligger på Sri Lankas nordvestkyst, og skulle efter sigende bestå af små fiskersamfund og yderst smukke strande. Vi er blevet fortalt, at det her er nemt at komme i kontakt med lokalbefolkningen. Stedet er ikke præget af turismen endnu, og byen emmer af autencitet.

Ud over meget smuk strand, kan man få et strejf af historiens vingesus i form af det hollandske fort og Peterskirken. Endvidere mulighed for en sejltur på floden eller et besøg til lagunen.

Ligesom ved Mirissa kan man ved Kalpityia i perioden december-april komme ud og se hvaler og delfiner.

Vi oplevede ikke Kalpitiya selv, men har fra børnefamilier, som selv har været der, hørt, at det skulle være en utrolig god oplevelse.

Galle

Galle Fort og den gamle bydel

Galle er på UNESCOs verdensarvsliste – se UNESCOs officielle video eller billedgalleri, og dermed endnu en af Sri Lankas seværdigheder.

Galle er Sri Lankas 4. største by, og ligger 10-15 min. kørsel i tuk tuk fra Unawatuna. Er I alligevel i Unawatuna, er det nærliggende at tage til byen og få et sus af historie og kultur.
Galle Fort er for alle – også børn!

Galle er en sammensat by – på den ene side enormt flot oppe ved Galle Fort, som meget tydeligt bærer præg af kolonitiden. Flotte, flotte gamle bygninger og huse fra tiden, hvor byen var under både hollandsk og engelsk styre, og gamle, velholdte engelske biler på gadehjørnerne. Brolagte, smukke gader. Moderne is-caféer, som ville passe ind i enhver vestlig storby. Smuk stemning fra hengemte tider, som dog i splitsekunder brydes af mødet med et par forhutlede tiggere og lyden af fortravlet tuk tuk-kørsel i udkanten af fortet.

Når man kører ud fra fortet, brydes den gamle bydels nostalgiske billede af skønhed og følelsen af at være sat tilbage i tid, af sindssyg larm og trafik, stanken af fisk (Galle er en havneby), lugten af stærke krydderier, masser af gadebutikker lige ud til hovedvejen, høj musik; titusindvis af indtryk alle steder fra!! Man væltes nærmest omkuld af den hektiske vigør og alle de fremmede ting, som kan være svære at forholde sig til.

Modsætningerne mødes i Galle, og i mødet med byen er det slående, hvor sammensat og fremmedartet Sri Lanka måske nok kan virke på de fleste

På trods af Galles størrelse findes der i byen ikke et indkøbscenter. Der er små rodede butikker, som sælger alt muligt skrammel alle steder.
Vær opmærksomme på, at mange ikke forstår engelsk, men at I i stedet bør kommunikere med både hænder, lyde og pegen.

Ambalangoda

Ambalangoda er en lille badeby i nærheden af Galle.
Byen er kendt for sin særlige djævledans og fremstilling af masker.

Af lokale kunstnere fik vi en sådan maske med hjem, således vi kunne holde onde ånder fra vores hus.

Vi så ikke djævledans i byen, men har fået fortalt, at denne dans efter sigende skulle fordrive onde ånder.
Kommer I ikke til Ambalangoda, men går turen i stedet til Kandy, vil I kunne få glæde af at se en forestilling med kandyan dance, som også er en slags traditionel djævledans.

Pinnawala

Pinnawala er et elefantbørnehjem, der ligger ca. 90 km fra Colombo – på vejen til Kandy.
Mange har måske set elefantbørnehjemmet i fjernsynet, og det beskrives flere steder som en virkelig stor oplevelse at se elefanterne i virkeligheden.
Har I først prøvet safari, vil I dog højst sandsynligt blive skuffet over pinnawala!
Ikke kun fordi I har oplevet “the real thing” – men også fordi Pinnawala efterhånden er blevet en ren turistfælde!
De aktiviteter, der nu foregår, er til ære for turisterne, og er ren show off – der er ikke meget autencitet over stedet længere.
Tidligere var Pinnawala et godt sted at tage hen for børnefamilier – nu anbefales det, at man i stedet støtter op om, at elefanterne kan blive i deres naturlige element, i stedet for at være turistattraktioner.
Tager I billeder i Pinnawala, vil I – på trods af betalt indgang – blive opkrævet penge.
Mod betaling kan I også få lov til at hjælpe med at fodre babyelefanterne eller hjælpe med at bade dem. Du kan her læse om familien Sievertsens oplevelser i Pinnawala fra da de besøgte stedet i marts 2016. Se samtidig deres fantastiske billeder.

Sinharaja Forrest Reserve

Sinharaja Forrest Reserve ligger i den sydlige del af Sri Lanka, og er Sri Lankas regnskov.

Sinharaja regnskov er et besøg værd, hvis I ønsker at opleve en regnskov i virkeligheden.

Sinharaja skulle eftersigende rumme dyre-og plantearter, som er særegne, og regnskoven er derfor beskyttet af UNESCO, da den rummer forskellige levesteder for diverse endemiske dyre- og plantearter, der kun holder til her (endemisk: arter, hvis forekomst og udbredelse er begrænset til et meget snævert, geografisk eller økologisk område. Dvs. de pågældende arter findes kun i det pågældende land eller den pågældende lokalitet, ø, eller lignende).

Der skulle være godt med kravl, igler, insekter, edderkopper og slanger, særlige fugle og planter at finde i regnskoven.

I udkanten af regnskoven ligger et lille bassin, som de lokale bader i, og som sjældent ser skyggen af turister. Bassinet består af køligt vand fra regnskoven.
Det er en helt særlig oplevelse først at vaske sig i vandet fra en lille, kold kilde, hvorefter I fra kanten kan springe i bassinet sammen med alle de lokale fra den lille landsby, som man på vejen til regnskovens yderkant kører igennem, og hvor indbyggerne virker til at leve i overensstemmelse med naturen og de vilde dyr, der på meget synlig vis bevæger sig roligt rundt blandt menneskene.
Er I i Unawatuna, og trænger I til at opleve andet end strand, kan I spørge en af de lokale tuk-tuk-chauffører, om de kender til det lille bassin i regnskoven, og om de har lyst til at bringe jer til det i bil. Vær opmærksom på, at det kræver en længere køretur.

Når turen går til det Syd- og sydøstlige Sri Lanka

Unawatuna

Unawatuna, som er et af de mest kendte og udviklede turist-steder, og som hvert år har mange besøgende, er en lille by præget af turisme, små diller-daller-butikker og strandsælgere. Trods det, at Unawatuna er et af de steder, som flest turister tager til, når de besøger Sri Lanka, virker stedet endnu ikke helt til at være gearet til masse-turisme.
Dog er tilstedeværelsen af pågående sælgere enorm, og det er knapt muligt at indtage et måltid mad eller at ligge på stranden i fred. Der er derfor ikke meget harmoni og autencitet over Unawatuna, men mere charterstemning og en følelse af til tider at være jaget vildt.

Efter vores tur til Yala rejser vi til Unawatuna, som I kan læse mere om her

Unawatuna Beach

Unawatuna bærer meget præg af, at man har forsøgt at lokke flere turister til ved at smide store sten og sand ud i vandet for at tage toppen af strømmen, og dermed afværge de store bølger. Dette har resulteret i, at mange steder af stranden er blevet ”ædt”. Det er således ikke muligt at gå langs strandkanten flere steder i bugten, da flere områder af stranden er ødelagt.
Endvidere har man bygget på ALT, hvad der kan bygges på, og den intime stemning, der sikkert har været på stedet engang, er ikke længere at finde.
Bevares; vandets farve er flot! Men det er jo ikke alt! Den tid, hvor kokospalmerne svajede ind over stranden, og hvor plastikdimmere ikke var den mest dominerende faktor, er forbi.

I forhold til sydkystens øvrige strande er Unawatuna slet ikke på samme scala! Roen og autenciteten er ganske enkelt væk!

Jungle Beach

Jungle Beach ligger i kort afstand mellem både Unawatuna og Galle.
Får I nok af pågående strandsælgere og strandlivet ved Unawatuna Beach, kan I nemt komme til Jungle Beach med tuk-tuk for ca. 200-300 lkr. (ca. 10-15 kr.) fra hovedgaden i Unawatuna.
Når I ankommer, og stiger ud af tuk-tukken, skal I gå et lille stykke vej for at nå selve stranden. Hav det in mente, hvis I har helt små børn med. Medbring evt. bæresele – det er yderst besværligt med klapvogn!

Bugten/Jungle Beach ligger omgivet af en lille slags jungle, og her er en helt rolig stemning uden strandsælgere og andre hektiske mennesker. Vandet er roligt og til at svømme i, hvilket gør det til en børnevenlig oplevelse – modsat vandet og stranden ved selve Unawatuna, hvor der er meget strøm og høje bølger.
Efter tsunamien døde de fleste koralrev omkring Sri Lankas kyst. Det er derfor ikke muligt at se levende koraller i området. Medbring dog alligevel dykkerudstyr, så jeres børn trygt kan snorkle ved stranden, og studere de døde koraller. De døde koraller kan hives op til stranden, og børnene kan efterfølgende bygge sandslotte af dem.
I samme ombæring kan I jo få en god snak med børnene om, hvordan vi bedst muligt kan passe på verdens have.

Fra Jungle Beach har I udsigt til Galle Havn og de store skibe.
Selv om Jungle Beach er hengemt og ligger isoleret, er det muligt at købe mad og drikke på stedet.

Mirissa

Fantastisk strand – fantastisk sted. Helt klart et besøg værd, når turen går til Sri Lanka! Læs mere da vi holdt ferie ved Mirissa her

Mirissa er en lille badeby, som har den mest fantastiske strand. Stranden ligger i en bugt, og er omkranset af palmer, der roligt svajer ind over stranden. Vandet er klart, visse steder er der store bølger, andre steder er vandet roligt og klart.
Der er forskel på, om I befinder jer på hovedstranden, eller om I bevæger jer længere om i den lille, rolige bugt, som ligger ved siden af hovedstranden. Ved hovedstranden er vandet mere vildt med store bølger, hvorimod vandet i den lille bugt er som i en swimmingpool.
Det er på den måde muligt for en hel familie at kombinere flere interesser på ét sted; I kan både surfe, benytte bodyboards, snorkle og svømme, alt efter hvor I beslutter jer for at gå hen på stranden.
Stemningen, der hviler på stranden i Mirissa, er meget laid back. Folk lever det afslappede ferieliv, mediterer, hører musik, leger i sandet, og sidder henslængt og drikker lassies.

skøn skøn strand stemning i mirissa

Mirissa er et udpræget turiststed, men endnu ikke spoleret af strandsælgere. I kan roligt bevæge jer uforstyrret rundt på stranden. Selv om Mirissa er besøgt af mange turister, er følelsen af autencitet stadig til stede, hvilket medfører, at man kommer helt ned i gear. Vær tålmodige når I bestiller mad og drikke – tempoet er langsomt.

Et af de bedste steder at tage på hvalsafari, er ud fra Mirissas kyst. Det skal blot påpeges, at I skal være søstærke, og at det også anbefales, at jeres børn har en vis alder, da turen er lang, og aktiviteten strækker sig over ca. 5 timer.

I Mirissa ligger et tempel, som også er værd at besøge. I kan – alt efter hvornår I befinder jer i byen – være heldige at se et af de religiøse optog, der indimellem smykker byens gader. En fantastisk oplevelse at se både børn og voksne danse udklædt op igennem byens gader, påført påfuglefjer og malet på det fineste. Levende elefanter, fakler og forvirrende musik er gerne en del af optoget.

Tangalle

Er I til tropestemning og lange strande med svajende palmer, og ønsker I samtidig at få et indblik i kulturen på Sri Lanka, kan vi kun anbefale, at I lægger vejen forbi Tangalle. – Læs mere da vi gjorde det og havde en fantastisk badeferie på de flotte strande.

Tangalle har en helt særlig ånd over sig.
Samtidig med, at I får oplevelsen af, at I er ankommet til et meget fremmedartet land, så ligger der en stemning af tryghed og ro over byen, der både har larmende trafik og menneskemylder, butikker, markeder og lokale restauranter.
Måske stemningen skyldes, at folk har en venlig og imødekommende indstilling til turister. Eller at stedet endnu ikke er for præget af, at turismen har gjort sit indtog.

Ved Tangalle findes nogle af Sri Lankas flotteste strande.
Der er strandene ved Tangalle by, som er store, lange og brede – og så er der Goyambokka!
Goyambokka har indtil for ikke så længe siden været en velbevaret hemmelighed. En perle!
Det er efter vores mening ikke blot en strand – det er en seværdighed.
Stranden ligger i en lille bugt pakket tæt ind i palmer. De små resorts ligger hovedsageligt gemt væk bag palmerne, og er ikke så synlige fra stranden. Alt efter, hvad I efterspørger på en tur til Sri Lanka, og naturligvis afhængig af, hvem I er, har vi en formodning om, at I vil have følelsen af at opleve et lille bid af paradis, hvis I lægger vejen forbi dette fantastiske lille spot.

fås ikk bedre end tangalle i sri lanka

Et vigtigt opmærksomhedspunkt er, at understrømmen i havet ved Goyambokka, som ved de fleste af Sri Lankas kyster, er stærk. Det er dog alligevel muligt at bade i vandet.

Yala

Yala Nationalpark er absolut én af Sri Lankas største seværdigheder, og I må ikke snyde jer selv for en safari i denne store, flotte nationalpark, der rummer vilde dyr og speciel natur.
Kør rundt blandt store elefanthorder, se krokodiller ligge og sole sig på store sten, betragt vandbøflerne, mens de dovent afkøler sig i vandhuller, oplev vildsvinefamilierne øffe rundt, se de store tukaner og ørne i de krumbøjede og eventyragtige træer – og ikke mindst; få et glimt af leoparden.

I kan enten vælge at booke en morgen- eller aftensafari, da eftermiddagsheden ikke er ideel at bevæge sig ud i.

Der er mange måder at bestille safarier på. I kan enten vælge at booke en jeep og guide via jeres hotel, eller selv arrangere en tur, hvor I kontakter safari-firmaer, og aftaler prisen. Uden for nationalparken vil en guide stige på jeepen, således I undervejs kan blive informeret om de forskellige dyr, eller lade jer guide mod det sted, hvor nationalparkens absolut største seværdighed er at finde; leoparden.
Alt efter hvor og hvordan I booker jeres tur, er det muligt at skrue safarien sammen på forskellig vis.
I kan vælge blot at booke en safari, hvor I udelukkende kører efter at se dyrene, men I kan også vælge at købe en safari, som f.eks. inkluderer en madkurv, således I i et afsikret område kan indtage frokost og drikkevarer, alt imens I er omgivet af skøn natur og dyrelyde.

Det er en stor oplevelse for både børn og voksne at tage på safari, og at være iblandt store og vilde dyr på meget autentisk vis.

smuk udsigt i yala

Vi vil anbefale jer at bruge lidt ekstra penge på at booke et ophold på Cinnamon Wild Yala, da dette med garanti sikrer jer følelsen af at få det fulde udbytte af jeres safari. Læs da vi boede ved Yala på vores rejse til Sri Lanka
Resortet ligger i udkanten af nationalparken, hvorfor I ikke kan undgå at være lige midt i det impornerende dyreliv.
Lej en bungalow, som oser af safari-stemning, og lad aberne ”bumle” eftermiddagen ind på taget af jeres hytte, mens I risikerer, at vildsvinefamilierne lægger vejen forbi jeres veranda, og også gerne besigtiger jeres bungalow, hvis ikke I husker at lukke døren efter jer. Der er af samme grund alarm på hytten… just in case…
På de små stier i området er der skilte med elefanter, hvorpå der står, at I skal være opmærksomme på, at disse krydser jeres vej.
Krokodillerne ligger dovne og soler sig ca. 100 m fra poolens område, og i horisonten øjnes de store ørne på jagt efter føde.
Det er ikke tilladt at færdes på stierne i området efter mørkets frembrud, medmindre I følges med en bevæbnet vagt.
Velkommen til ”the real thing” – Sri Lankan wildlife når det er bedst!

Arugam Bay

Arugam Bay er en lille fiskerlandsby beliggende på Sri Lankas sydøstkyst.

Arugam Bay skulle efter sigende have fantastiske strande og unikke muligheder for surfere. Rent faktisk skulle Arugam Bay være det bedste sted at surfe på Sri Lanka.

Der er i byen også mulighed for at opleve en smuk lagune og besøge templer.

Arugam Bay får overalt fantastiske anmeldelser, men overvej, om ikke det er et sted, I bør tage større børn med til, da vandet kan være meget uroligt, og understrømmen stærk.
Arugam Bay er ”surfers paradise”, og hvis I har børn, der enten er habile surfere, eller som bare gerne vil lære at surfe eller benytte sig af bodyboards, er det stedet at tage til.

Ønsker I at besøge Arugam Bay i perioden med uroligt vand for at udnytte bølgerne, vil vi anbefale jer at booke et hotel med pool til børnene. Du kan læse mere her på vores anden rejse til Sri Lanka da vi tog et stop ved Arugam Bay

Uda Walawe National Park

Mellem Sydkysten og højlandet ligger Uda Walawe National Park, som byder på safari-oplevelser, som efter sigende kan måle sig med de oplevelser, man kan få på de afrikanske savanner. I vores rejsebeskrivelse da vi rejste rundt i højlandet, kan i også læse om vores tur til Uda Walave

Tag en morgen- eller eftermiddagssafari, og oplev store horder af elefanter, aber i massevis, krokodiller, bøfler, påfugle m.m. i en nationalpark, I nærmest kan have for jer selv.
Det er ikke kun dyrelivet, men også naturen i parken der er storslået!

her i uda walave ser man massevis af elefanter

Hyr en chauffør/guide via jeres hotel.
En safari koster lidt penge, men er det hele værd! Når I besøger Uda Walawe nationalpark, vil I helt klart få en oplevelse, hvor I på meget autentisk vis føler jer i ét med naturen. Endvidere vil I få en oplevelse af, at der er en stor respekt for, at dyrene skal trives i deres rette element.

Andre Sri Lanka seværdigheder ud over ovennævnte

Krydderier og et besøg i en ”urtehave”

Maden og mange dufte på Sri Lanka bærer præg af, at man befinder sig i et land, der dyrker og gør brug af nogle fantastiske krydderier. Særligt er Sri Lanka kendt for deres kanel.

Vi blev af vores chauffør fortalt, at der i en strækning på sydkysten var en del ”urtehaver”, der arbejdede med krydderier og urter også til medicinsk brug. Han anbefalede os et besøg i en sådan urtehave, men da vi ikke har stor interesse heri, valgte vi et sådan besøg fra. Vi tog dog naturligvis krydderier med hjem fra vores rejse, som den dag i dag stadig smager.

Det var tydeligt at se, at mange lokale var meget overbeviste om planters og krydderiers healende virkning. Både kokke og chauffører kunne berette om de forskellige urters virkning, og hvad indtag af disse betød for vores helbred. Faldt børnene og slog sig, fik de påsmurt salver lavet af specielle urter, havde vi kvalme, skulle vi drikke en særlig urteolie, og ved forkølelse en anden.

Vores ældste datter var med til at lave Srilankan rice & curry i et hyggeligt køkken med udsigt over havet, hvilket var en rigtig god og lærerig oplevelse. Hun fik derigennem et lille indblik i, hvordan de forskellige krydderier bruges, og blev meget inspireret i forhold til at bruge disse også i maden herhjemme. Der bliver derfor ofte lave sri lankansk mad i vores køkken i Danmark.

Smykkeforretninger/juveler

Vi ved det! Disse former for seværdigheder kan være turistfælder!

Dog var vi så heldige, at vi under vores besøg i Kandy lærte en juvelerfamilie at kende, som både inviterede os hjem i deres private gemakker, men også hen i deres silke- og juvelerforretning.

Vi fik her mulighed for at opleve, hvordan man på Sri Lanka finder ældelsten, og ligeledes hvordan de smukke smykker bliver fremstillet.
Det var en meget spændende og lærerig oplevelse for os alle.

Vi brugte ikke en krone på smykker, men vores børn gik til gengæld fra butikken med hver deres månesten, som de efterfølgende har fået sat i en sølvring herhjemme i Danmark. De har nu en ring med et evigt minde fra Sri Lanka, og deres oplevelse med juvelerfamilien.

Skildpaddefarm

Skildpaddefarme er en seværdighed for særligt børnefamilier, og der eksisterer mange af disse på Sri Lanka.
Det er en meget lærerig oplevelse at besøge en sådan farm, og børnene får indsigt i, hvor truet en dyreart hav-skildpadderne er.
Det er på skildpaddefarmene muligt at få et indblik i havskildpaddernes livs-cyklus, og også få en forståelse af, hvor truet en dyreart de rent faktisk er..
I de store sandkasser ligger skildpaddeæggene indtil de klækker, og derfra hjælpes de små skildpadde-babyer over i de lune bassiner med vand, som de kan svømme rundt og vokse sig store i.
Medarbejderne på skildpaddefarmene taler et godt engelsk, og de giver brugbare informationer om, hvornår skildpadderne igen kan sættes ud i havet. Derudover informerer de gerne om, hvad skildpadder udsættes for af mishandling, og hvordan vi som mennesker kan støtte i at informere om, at dette er forkert og strengt forbudt.
Store bassiner rummer kæmpe skildpadder, der rekreerer efter at have været udsat for mishandling.

Både børn og voksne informeres om, at de små hav-skildpaddeæg er et delikatesse for bl.a. kinesere, og at der for mange mennesker er gået forretning i at samle disse og videresælge dem på “det sorte marked”. Æg fra havskildpadder betragtes som en gastronomisk specialitet, og derfor kan en hel strand med skildpaddereder blive ribbet for æg, og ende på tallerkenerne på dyre restauranter.

Indsamling af havskildpaddernes æg betragtes som et kæmpe problem på Sri Lanka.

sri lanka

 

 

Hvis du kunne bruge ovenstående informationer, har spørgsmål eller måske senere får nogle erfaringer med at rejse rundt på Sri Lanka, må du meget gerne give feedback, så andre også kan få glæde af dine oplevelser og informationer eller spørgsmål/svar.

Meld dig gerne til vores facebookgruppe, så du løbende kan blive opdateret med nye guides til Sri Lanka og andre spændende steder i verden, som det kan anbefales at rejse til.

Håber, at guiden hjalp, og at du og din familie får en rigtig god oplevelse.

God tur fra Stine

(Læs her vores andre 24 artikler om Sri Lanka)

Der forekommer reklame i indlægget. Reklamen er i form af henvisninger til netshops, der forhandler de produkter, vi selv har haft stor glæde af at medbringe på vores rejser, og som vi derfor anbefaler til andre. Købes produkterne via vores links, får vi provision af salget. For mere information, kan I evt. læse mere i vores cookie- og privatlivspolitik.

1 Comment on Sri Lankas seværdigheder – erfaringer og top 50 oplevelser

  1. Martin Trolle Thomsen // 23. august 2018 ved 11:52 // Svar

    Tak for god info omkring Sri Lanka.
    Kune være super hvis I sætter alle jeres links til at åbne i nyt browservindue, så man ikke kommer væk fra jeres side ;o)

Skriv en kommentar

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*


Follow my blog with Bloglovin