Pakkeliste; få et overblik over, hvad I skal huske at medbringe til Cuba

Pakkeliste til rejsen til Cuba

Jeg har tidligere lavet et indlæg om, hvordan man bedst muligt forbereder sig på en ferie til Cuba, som hovedsageligt tager udgangspunkt i Cubas kultur og mentalitet, hvilket også giver et lille indblik i, hvorfor Cuba er så specielt et land at rejse rundt i. I mine øjne en fuldstændigt uvurderlig og vigtig viden, som giver det bedste udgangspunkt for den mest fantastiske oplevelse af Cuba.
På trods af, at jeg i det nævnte indlæg også skriver en masse om, hvad man skal huske at være opmærksom på og ligeledes medbringe på en rejse til Cuba, så har jeg derudover efterfølgende fundet ud af, at det kan være en rigtig god idé at lave en overskuelig liste, der rummer de ting, som jeg personligt har været taknemmelig for at have medbragt!
Derfor dette indlæg, som er en form for ”opmærksomhedsliste” over ting, som jeg gerne vil understrege kan være vigtige at huske på, og som kan være en hjælp til børnefamilier, når man står foran en rejse til Cuba.

Cuba er ikke, som andre lande vi har besøgt! Flere ting kan være svære at skaffe, så derfor er det vigtigt, at I selv husker at medbringe mange ting. Endvidere er maden temmelig dårlig, så har I i forvejen lidt kræsne og småt-spisende børn, så husk endelig at medbringe snacks i form af knækbrød, nødder m.m.
For at gøre jeres rejse mere bekvemmelig, vil jeg anbefale, at I – oven i den gængse pakkeliste – har fokus på at medbringe følgende:

Praktisk at medbringe på en ferie til Cuba

Solcreme – medbring meget! Det er svært at anskaffe sig solcreme på Cuba!

Myggespray – medbring meget Autan!

Mikrofiber håndklæder – nærmest uundværlige, hvis I rejser på egen hånd og bor i en casa tæt på en strand, som I gerne vil besøge. En casa leverer ikke strandhåndklæder.

UV-badetøj – både til børn og til voksne! Solen er hård på Cuba!

Sunde og nærende knækbrød + evt. mandler/nødder – det er nemlig rigtigt, hvad man siger; maden på Cuba er VIRKELIG dårlig! Ofte var vi ikke i stand til at få maden ned, og så var det dejligt, at vi i stedet kunne spise knækbrød. Som forældre er vi dermed fri for at bekymre os for meget i forhold til, om børnene bliver mætte eller får nærende kost. Vi kombinerede knækbrød med frugt – også når vi kørte længere strækninger, og blev sultne.
Frugten i landet er lækker, men udvalget egentlig ikke så stort – er I til guava, vil I dog føle, at I er kommet i himlen!
Derudover består kosten meget af ris, bønner, kylling og svinekød. Grøntsager virker til at være lidt af en mangelvare. Pizza kan købes de fleste steder, og hvidt brød vil I også nemt kunne komme til.

Tandpasta, tandbørster og tandtråd – ikke sådan lige at skaffe i alle butikker! Findes dog i de større byer.

Barbergrej/skrabere og barbergel. Alle former for hygiejne- og kosmetik-artikler bør bare generelt medbringes – lige fra vatpinde til negleklipper!

Bind/tamponer.

Toiletpapir – toiletpapir virker generelt til at være en mangelvare på Cuba, så køb det fugtige toiletpapir fra Lotus (ligesom vådservietter) i Bilka eller lign., og hav det også altid med i turtasken. Ofte skal man betale lidt penge (måske 0,25 CUC) for at komme på toilettet, og så får man udleveret et lille, bitte stykke toiletpapir – hvis man er heldig! Det gør sig faktisk også gældende på en del restauranter! Ekstra opmærksomhedspunkt er, at toiletpapiret ikke må smides i toilettet, men i stedet skal smides i en spand. Hvor delikat det end lyder, så vænner man sig til det! I samme ombæring; Husk at medbringe håndsprit! Det er nemlig heller ikke altid, at der er vand i vandhanen på offentlige toiletter.

Håndsæbe. Har I små bodyshampooprøver fra tidligere hotelophold eller lignende, så medbring endelig. Vi oplevede at få brug for det, og resterne gav vi til de lokale.

Hårshampoo og bodyshampoo – er til rådighed i de bedre casas og på resorts, men I kan også sagtens risikere, at I kommer til at bo steder, hvor det ikke er ”med i prisen”.

Bleer –  det er muligt at skaffe bleer, men de er lidt dyre.

Mælkepulver og babymad – vi så ikke det store udvalg, og derudover kan det være trygt at medbringe det produkt,som I i forvejen er vant til at bruge.

Ørepropper – aldrig har jeg brugt ørepropper, som på Cuba! Der er virkelig meget larm og leben! Det har sin charme, men hører I til de lydfølsomme typer, så er det et must at medbringe disse.

Desinficering – troperne rummer bakterier, som formerer sig pænt hurtigt. Vi medbringer ALTID desinficering til små sår m.m.

Rejseparaplyer – det regner en del på Cuba – i hvert fald i Viñales! Og når det regner, så står det, som oftest, ned i stænger!

En lille lommelygte – når det tordner og lyner på Cuba, forsvinder strømmen ofte, og dermed også alle former for belysning. Derudover er det en stor fordel at medbringe en lygte, hvis I har planer om at bevæge jer i byernes gader om aftenen, da der ofte ikke er meget gadebelysning, og da der er pænt mange huller i vejene.

En taske til håndbagage – hvis I, som os, rejser på egen hånd, vil I med garanti have lyst til at udforske de forskellige byer og strande, hvorfor en rygsæk er virkelig anvendelig til vand, brød, mikrofiberhåndklæder, kasketter m.m.

Affaldsposer eller plastikposer  – både til vasketøj og til affald. Medbring eventuelt også en rulle med fryseposer, så I kan tage boller og lignende med på f.eks. stranden. Boller og brød kan købes billigt ved de brødsælgere, som går rundt på gaden.

Vaskepulver – det er dyrt at få vasket sit tøj på Cuba – priseksempler fra de forskellige casas; 0,50 CUC pr. underbuks, 1 CUC pr. kjole og bluse. Da vi var afsted i 1 måned, var det ikke muligt for mig at vaske alt i hånden, hvorfor vi fik vasket det vigtigste, og så selv vaskede små kjoler, badetøj og andre småtterier i hånden. På resorts er det endnu dyrere at få vasket sit tøj!

Universal adapter – mange steder er der kun stik til 110 v., hvorfor en adapter er uundværlig.

Batteribank -kan være en fordel at medbringe, da det hænder, at der er ”strømudfald”. Ved overspænding efter lyn og torden kan I skåne jer selv for bekymring, hvis I bruger en batteribank til opladning af mobiler m.m.

Kortspil og andre rejsespil. Endvidere er det en RIGTIG god idé at ”investere” i et abonnement til bøger, blade eller film, som I kan gøre offline! Der er IKKE internet på Cuba, som vi kender det, hvorfor underholdning kan blive en mangelvare! Børn i Danmark (og andre vestlige lande!) er jo vant til at være ”på” og have adgang til underholdning, men dette er ikke muligt på Cuba! Når der skal slappes af efter en god, lang dag med masser af indtryk, er det derfor en super idé at have offline produkter på sin ipad eller lignende.

Tennisbolde og lidt legetøj til de cubanske børn – falder i mega god jord! Derudover er det rigtig fint at medbringe små parfume- eller sæbeprøver, hvis I ligger inde med sådan nogle! Cubanerne har ikke så meget, og er utrolig taknemmelige for at modtage selv små ting! Hav altid et par ting i jeres turrygsæk, som I kan forære væk til nogen, der virkelig har brug for det.

Parlør/ordbog – virkelig vigtig at medbringe, hvis I rejser på egen hånd, da kun ganske få cubanere taler engelsk, hvorfor det kan være nødvendigt, at I enten har et lille kendskab til spansk eller i det mindste kan slå et par vigtige og yderst brugbare ord op. Vi brugte vores en del.

LonelyPlanet – internetadgang kan være svær at opnå, hvorfor det er smart at have en rejsebog med, der kan hjælpe med idéer om, hvilke seværdigheder man skal opleve, hvor man skal spise o.s.v.

Kort over Cuba – både hvis I selv ønsker at køre rundt (der er meget dårlig skiltning på vejene), men også hvis I benytter chauffører, som I ”finder på gaden”. Vi oplevede, at en del chauffører ikke kunne finde adresserne på vores casas, og derudover; hvis I selv ved, hvor I skal hen, er I mere sikre på ikke at blive kørt til en forkert casa, som f.eks. er en ven af chaufføren, som dermed tjener provision på at køre jer et andet sted hen end ellers aftalt 😉

Euros – just in case – og ikke livsnødvendigt! Der findes ATM’s/hæveautomater i de større byer.

Visa- og mastercard til at hæve penge i automater. Husk, at det ikke er muligt at benytte amerikanske kreditkort.

Dokumenter i håndbagagen – vigtigt når I rejser rundt på Cuba:

Når I lander i lufthavnen på Cuba, vil I opleve, at cubanerne er meget strikse i forhold til registrering af indrejsende. Der vil blive taget billede af jer med et lille kamera, og pas og visum vil blive nøje gennemgået. Hav derfor alle praktiske dokumenter parat.

Det er en god idé er at købe en mappe til rejsedokumenter, som er nem at have i håndbagagen, og som rummer:

Gyldigt pas – skal være gyldigt i mindst 6 mdr. efter indrejse.

Visum – se vores guide til bestilling af visum til Cuba. Jeres visum bliver tjekket grundigt både ved ind- og udrejse.

Rejseforsikring  vi havde hørt, at vi skulle vise dette ved indrejse, hvilket dog ikke var tilfældet. Hav alligevel forsikringspapirerne klar (og oversat til spansk/engelsk) – bare for en sikkerhedsskyld.

Vouchers – som kan dokumentere, hvor I skal bo. Vi viste ikke vores, men er informeret om, at der oftest spørges ind til dokumentation af første overnatningssted.

Tøj til en ferie på Cuba:

Her er ikke så meget slinger i ”valsen”, og I behøver ikke at pakke anderledes, end hvis I rejser til andre tropiske (læs: varme!) lande. Eneste forskel er måske, at der ikke er så stort et udvalg af butikker, hvis I skulle komme til at mangle noget. I vil dog kunne købe t-shirts med Che Guevara og Havana Club-statements i massevis!
Naturligvis skal I også pakke tøj alt efter rejsens længde. Det vigtigste er dog massevis af undertøj og minimum 2 sæt badetøj og en UV-t-shirt 😉 Og husk så lige støttestrømper til den lange flyvetur!

Har I behov for en generel ”tjekliste”, så tjek vores pakkeliste til voksne, som kan være med til at give et godt overblik, når tasken skal pakkes!
Derudover har vi naturligvis lavet aldersopdelte pakkelister til børn, som også kan være en fordel at gennemgå inden rejsen.

Vi har altid brugt rygsække på vores rejser, men denne gang havde vi købt kufferter/trolleys, hvilket viste sig at være en stor succes – også fordi vi havde mere bagage med end ellers, og dermed havde tunge kufferter, som vi kunne rulle efter os, og derfor ikke skulle bære på ryggen. Da vi hovedsageligt kørte med forskellige chauffører fra sted til sted, var det nemt at smide kufferterne op på taget af bilen, og derudover krøllede tøjet ikke. Endvidere kan man låse sine kuffeter, hvilket er en fordel på Cuba, hvor berigelseskriminaliteten er relativ høj.
Efter at have fløjet med Air France, er et godt råd dog at pakke et sæt tøj i håndbagagen, eller at fordele jeres tøj i alle kufferterne, hvis I vil være helt sikre på at have tøj med til de første par dage! Vi fik nemlig ikke alle vores kufferter med i første omgang, hvorfor vi manglede tøj til de første par dage.

Et sidste godt råd, inden I tager afsted; har I planer om at købe gode cigarer på Cuba, så køb dem KUN i godkendte butikker, og IKKE på gaden, af folk, der byder sig til!
Køber I gode og dyre cigarer, så sørg for at have købt en humidor inden, således de gode cigarer kan opbevares på bedst mulig vis, når I igen sætter fødderne på dansk jord – ellers kan cigarkøbet i sidste ende være spild af penge!

Ønsker I at få et overblik over, hvad det koster at rejse rundt på Cuba, kan I her læse om prisniveauet på Cuba, og dermed få hjælp til at lave et realistisk rejsebudget.
I kan på vores side også læse om Cubas strande og om oplagte destinationer, hvor I kan bo på resorts.

cuba

Der forekommer reklame i indlægget. Reklamen er i form af henvisninger til netshops, der forhandler de produkter, vi selv har haft stor glæde af at medbringe på vores rejser, og som vi derfor anbefaler til andre. Købes produkterne via vores links, får vi provision af salget. For mere information, kan I evt. læse mere i vores cookie- og privatlivspolitik.

2 Comments on Pakkeliste; få et overblik over, hvad I skal huske at medbringe til Cuba

  1. Hej!
    Tusind tak for en fed hjemmeside! Vi er en familie på 4 (2 voksne og to børn; 14 og 5 år), som i oktober rejser til Cuba i 3 uger. Så vi læser ALT hvad I har af gode råd og ideer til turen.
    Jeg har et spørgsmål (faktisk nok flere, men I får dem i afpassede doser…):Hvorfor anbefaler I lige Autan Myggespray? Den indeholder da ikke DEET, eller gør den? Er den meget bedre end andre?
    Venlig hilsen Rikke

    • Hej Rikke.
      Fantastisk! Både at I skal afsted (glæd jer), men også at I kan gøre brug af vores hjemmeside 🙂
      Vi medbringer altid massevis Autan, og køber derudover lokale myggemidler, når vi kan komme til det. Dog er Autan virksomt, og til at skaffe herhjemme.
      Jeg har lavet dette indlæg, som I måske kan få glæde af at læse https://www.atrejsemedboern.dk/sri-lanka-vaccinationer/.
      På CDC’s hjemmeside (Centers for Desease Control), som jeg har linket til i ovenstående indlæg, kan I se hvilke ingredenser i myggespray, der foretrækkes i forhold til bedst mulig beskyttelse. Grunden til at vi selv medbringer Autan i læssevis er, at det er et anbefalet virksomt middel, og derudover også at det er svært at få fingrene i myggespray på Cuba.
      Husk generelt selv at medbringe det I ved, at I får behov for – selv havde vi meget glæde af det, jeg har beskrevet her https://www.atrejsemedboern.dk/pakkeliste-cuba/.

      Du er mere end velkommen til at kontakte mig, hvis der melder sig nogle spørgsmål – bare “bring it on” 😉

      De bedste hilsner fra Stine

Skriv en kommentar

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*