Ønsker I badeferie, så tag til en af Sri Lankas bedste strande

goyambokka beach var den bedste strand på sri lanka

Sri Lanka er et land med fantastisk smukke strande. Nedenfor kan I læse 2. del af vores 5 rejsebeskrivelser fra vores rejse til Sri Lanka, hvor vi havde en skøn badeferie ved fantastiske Tangalle – og ikke mindst vidunderlige Goyambokka strand.

ferie til sri lanka

Tangalle – De bedste strande i Sri Lanka

Skal man holde badeferie på Sri Lanka, og er man til tropestemning og lange strande med svajende palmer, kan vi kun anbefale at man lægger vejen forbi Tangalle og Tangalle strand.

Vi startede vores rejse til Sri Lanka med 6 dage i Tangalle ved Goyambokka Beach, da vi havde brug for stille og roligt at vænne os til det tropiske klima og til sansebombardementet. Derudover havde vi brug for at komme ned i tempo, da vores hverdag var hektisk og fortravlet. For os var en badeferie ved en lækker strand i troperne helt perfekt at starte ud med – naturligvis iblandet lidt kultur.

det lokale marked i tangalle på sri lanka

Tangalle er en større by, som ligger i den sydligste del af Sri Lanka, og hvor man som turist har en følelse af at kunne bevæge sig trygt og sikkert rundt. Massetursimen virker ikke til endnu at have gjort sit indtog, hvilket lægger en behagelig dæmper på stemningen og tempoet.

Folk er nysgerrige og vil gerne i kontakt, men uden at være påtrængende og ligeledes uden at virke til at have bagtanker.

I Tangalle by er der gadeboder og mindre butikker, men ikke af international standard.

lækre friske grøntsager og frugter på det lokale marked i tangalle

Om søndagen er der et stort lokalt marked i centrum af byen, som er et besøg værd. Her kommer folk fra oplandet med deres hjemmedyrkede grøntsager, frugter og krydderier, de lokale fiskere sælger deres fangst og ligeledes er der kød i alle afskygninger.

Derudover sælges lerkrukker, tøj, legetøj m.m. Der var lyde, lugte og indtryk i massevis, og det var for vores børn en overvældende oplevelse.

krukker sælges fra de lokale

Tangalle byder på gode muligheder for at spise lokalt – man skal blot spørge nogle af tuk-tuk-chaufførerne, hvad de anbefaler, hvis man ønsker at spise lokalt, og samtidig ikke har lyst til at få dårlig mave.

Meget tæt på Tangalle by ligger der en lang og smuk strand, også kaldet Medilla beach, der også rummer mulighed for bl.a. at spise seafood. Vi blev oplyst, at det grundet høje bølger og understrøm ikke var muligt at svømme der. Stranden var dog ufattelig smuk med kridhvidt sand og klart vand, og pigerne spænede rundt og fandt smukke strandskaller, mens de drak friskpresset mango- og ananassaft.

en anden strand i tangalle

Vi boede, som nævnt, ca. 3 km fra Tangalle by ved Goyambokka beach. Vi tog hver dag en tuk-tuk ind til Tangalle, pris ca. 200 LKR (10 kr.).  Pigerne elsker at køre med tuk-tuk, og alene turene frem og tilbage var en oplevelse i sig selv.

Spørger man vores børn, hvad de husker som det bedste fra vores rejse til Sri Lanka, står ferien i Tangalle helt klart som noget ganske særligt for dem, og de vil rigtig gerne tilbage til lige præcis Tangalle igen.

god badeferie på sri lanka

Fakta:

Tangalle ligger 200 km fra Colombo. Tangalle-området er på 146km2 og har et ca. indbyggertal på 75.000. En brugbar sammenligning er, at området er cirka halvt så stort som Langeland og har en befolkningstæthed på 10x så meget.

Goyambokka strand – En af de bedste oplevelser på Sri Lanka

Goyambokka strand er en perle! Særligt, hvis man ikke ønsker at blive overrendt af strandsælgere og for mange mennesker.

For os står Goyambokka strand som det smukkeste sted vi var, da vi rejste rundt på Sri Lanka, og børnene drømmer sig ofte tilbage til tropeidyllen. Ønsker I at opleve én af Sri Lankas bedste strande, er det efter vores mening et must, at tilbringe et par fredfyldte dage på lige præcis dette spot.

Stranden ligger i en lille bugt pakket tæt ind i palmer. De små resorts ligger hovedsageligt gemt væk bag palmerne, og er ikke så synlige fra stranden

gode bølger ved stranden

Der hviler en rolig og intim stemning på stranden, som vi benyttede os af, når vi om morgenen gik på tur efter strandskaller og flotte sten. Der var dog mulighed for at støde ind i en ko eller to, når vi tog en morgentur langs vandkanten.

Skumringstiden ved stranden var også noget ganske særligt. Der var næsten stille. Folk bevægede sig langsomt og uden de store ord. Det lagde en naturlig dæmper på vores børn, som nød en aftendukkert i det lune vand, hvorefter de med ryggen mod havet nød det smukke syn af harmoni inde på stranden.

hygge på stranden ved skumringstid

Inden tusmørkede sænkede sig, kunne den yngste lige nå at lege lidt i sandet.

Som så mange andre steder i Asien løber der frie hunde rundt på standen, men vi følte os ikke på noget tidspunkt utrygge derved.

hunde der hygger på stranden

Vi skulle dog være opmærksomme, når hundene var i kamp med de små fritlevende varaner, som også gik omkring på stranden.

Hvis man ønsker at holde badeferie på Sri Lanka, er det vigtigt at være opmærksom på, at vandet ofte er uroligt, og at der ved de fleste kyster er en stærk understrøm. Vi oplevede på hele Sri Lanka, at der var høje bølger ved vandet, hvilket også var tilfældet på Goyambokka beach. Dog var det muligt at bade i det lune vand – faktisk var Goyambokka det sted, hvor vi badede mest, og hvor vandet var mest roligt.

Vi fik stor glæde af bodyboards til vores børn, som vi lånte af den bar, der lå på stranden. Det var en beach-bar/restaurant, hvor nogle ”hustler-agtige” knægte arbejdede. Vi blev informeret om, at man skal være ret opmærksom på de ansattes adfærd, da flere turister havde haft uheldige oplevelser med personalet, men vi oplevede ikke selv noget ubehageligt.

Da vi var ved Goyambokka Beach, var man på nabostranden ved at opføre et kæmpe resort. Det står højst sandsynligt færdigt i dag, og har evt. påvirket mængden af besøgende på stedet.

god strand på sri lanka

Alt i alt kan vi som børnefamilie kun anbefale Goyambokka, hvis man ønsker en ferie, hvor sol, strand og vand står højt på ønskesedlen.

 

Palm Paradise Cabanas – Bedste overnatning i Tangalle, lige ved Gyambokka strand

Tangalle, Goyambokka Strand og Palm Paradise Cabanas – vores absolut favorite-spot on earth!!!

VIGTIG INFO – OPDATERET 3. MARTS 2017.

Grundet det store antal danske børnefamilier, som Palm Paradise Cabanas oplever indtager deres resort (beklager!), så har PPC pr. 1. marts. 2017 indført begrænsninger, så de ikke længere vil modtage familier med børn under 6 år.
De vil derudover ikke længere tilbyde ekstra senge/madrasser, og udbyder fremover kun 2 værelsestyper, som max. kan indeholder 2 voksne og 2 børn.

PPC anmoder os om ikke længere at anbefale stedet, hvilket vi hermed så undlader at gøre!

Se derfor links til andre overnatningssteder ved Goyambokka Beach her, som vi dog ikke selv har erfaringer med at bo på.

Vi boede på Palm Paradise Cabanas (se flere billeder og priser) ved Goyambokka Beach i Tangalle, og kan kun anbefale dette sted. Det er intet mindre end fantastisk!  Ildfluer, påfugle, varaner og masser af egern i haven. Smukke blomster og tropedufte. Frodighed og duften af noget ganske særligt og godt.

den hytte vi boede i på palm paradis

Vi har skrevet følgende i vores dagbog dagen efter vi ankom til Palm Paradise Cabanas og Sri Lanka:

“Pigerne mener, at dette nok er det tætteste man kommer på paradis! Ikke nok med, at naturen og omgivelserne er betagende – befolkningen er smukke, rolige og endnu ikke “mærket” af turisme.

se-flere-billeder-priser-og-bestil-her-lille-g

Vi er ikke omgivet af plastikdimmere og folk, der forsøger at sælge, men opsøger selv det, vi har behov for. Det er meget fremmedartet… Meget eksotisk det hele… Vi føler os helt trygge og ubekymrede. Vi bor i en ekstremt frodig have lige ned til stranden. Her er vilde påfugle, varaner, slanger, masser af egern, der pibler frem og tilbage, aber, der vækker os om morgenen ved at skælde ud og kaste kokosnødder ned på vores hytte og ildfluer, som flakser omkring, når mørket sænker sig.

en af de lokaleMaden er fantastisk!! I går fik vi srilankansk rice and curry med MEGET fremmedartede ingredienser – det smagte himmelsk! Kokken forsøgte at forklare, hvad vi spiste, og vi har aldrig set det før… Men godt smagte bladene, “træstykkerne” med bønner i osv osv Vi har været i Tangalle-by et par gange – pigerne ELSKER at køre i tuktuk. Trafikken er dog sindssyg, og det handler om at holde godt fast og lukke øjnene indimellem!!!! Vi købte i dag 2 solcremer, 2 sunblockere, 2 fede kasketter, en taske og strandlegetøj for 135 kr… Og sunblocker er så i vores tilfælde yderst nødvendigt; efter et par timer på stranden første dag (indsmurt i faktor 30, naturligvis), er vi brændt fuldstændigt af! Havde helt glemt, at troperne er sådan!! Nu bader vi med sunblocker, hatte og t-shirts – bare lige indtil vores kroppe har vænnet sig til i det mindste af være i skyggen… Vi er efter bare 2,5 dage blæst omkuld med indtryk. Alle sanser bombarderes. Det er fantastisk, og vi nyder hvert minut!”

Vi havde booket en hytte i 2 plan inden vi tog afsted, og denne levede til fulde op til vores forventninger. Til pengene en utrolig flot standard. Morgenmad var med i prisen. Endvidere blev hytten gjort rent hver dag. Det kostede 1250 kr. i døgnet for os 5 inkl. morgenmad. Beliggenhed stort set på stranden i rolige og fredfyldte omgivelser.

Det var muligt at spise i den tilhørende restaurant til rimelige penge. Maden var god, og kokken tilpas exentrisk – ja faktisk var han en oplevelse i sig selv. Han inviterede pigerne med i køkkenet, og specielt vores 12-årige datter fik indsigt i at lave rice and cyrry srilankan style.

den største i køkkenet og lave sri lankansk mad

Restauranten er delt op i flere åbne ”træ-terrasser”, og man kan høre bølgerne slå ind på stranden, når maden indtages i den lune aftenbrise.

Palm Paradise Cabanas ligger i en lille have, som grænser direkte ned til stranden, Goyambokka Beach. Palm Paradise Cabanas har en pool, men da stranden er langt mere indbydende, benyttede vi den ikke, da vi var der.

Vi kan kun anbefale stedet til børnefamilier. Her er roligt, trygt og aflukket.

Du kan her læse 3. del af vores rejseberetning fra vores rejse til Sri Lanka, hvor vi er på Safari i Yala Nationalpark, udforsker smukke strande i Ranna og Unawatuna og oplever Galle, som er på UNESCO’s verdensarvsliste.

sri lanka

maldiverne

 

Denne side indeholder affiliatelinks.Køber du noget via disse links modtager jeg en lille procentdel af dit køb. Det betyder ikke noget for dig - men på den måde bidrager du til, at jeg kan finansiere dette projekt :-)

6 Comments on Ønsker I badeferie, så tag til en af Sri Lankas bedste strande

  1. Hanne ronøe // 15. januar 2016 ved 4:57 // Svar

    Hvordan kom i fra colombo til Tangalle

    • Hej Hanne.
      Vi havde bestilt en chauffør til at hente os i lufthavnen via det første sted, vi havde booket i Tangalle.
      Hvis I allerede ved, hvor I skal bo, når I ankommer, så sørg for at få dem til at arrangere afhentning i lufthavnen – husk at aftale en pris.
      Vi var så heldige, at vi blev afhentet af en fantastisk chauffør, som vi så selv efterfølgende lavede aftaler med om at køre os på resten af vores ferie – ihvertfald det meste af tiden.

      De bedste hilsner fra Stine

  2. Annette olsson // 25. september 2016 ved 14:06 // Svar

    Hej ved du om man kan søge visa hjemmefra til 2 måneder vi skal afsted i slutningen SF december til slutningen af februar. Mvh Annete

  3. Rønnaug Sulheim // 11. juni 2017 ved 13:00 // Svar

    Hei! Vi drar til Sri Lanka 25. juni. Vi har tre jenter (piger) som dere. Starter opp med en uke på rundreise, avslutter med en uke ro. Vi vil ha fin strand, deilig basseng og bra vær. Må vi reise økt, eller vil Goyambukka være bra? Når var dere der? Mvh Rønnaug Sulheim

    • Hej 🙂
      Hvor lyder det dejligt 🙂 Jeg håber, at I får nogle fantastiske oplevelser derude.
      I rejser i juni, så hvis I ønsker at være på den sikre side rent vejrmæssigt, så vil jeg anbefale jer at tage østpå.
      Goyambokka er SÅ smuk, men måske nok også lige mere usikker rent vejrmæssigt i den periode, hvor I tager afsted, hvorimod østsiden har højsæson.

      Vi har været på Sri Lanka flere gange, men sidst vi var der, var i sommers (2016), hvor vi var på sydkysten i slutningen af juli. Vejret var godt der, men vandet stadig uroligt. På østsiden var vandet helt roligt.

      Rigtig god rejse til jer.

      De bedste hilsner fra Stine

Skriv en kommentar

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*