Las Vegas hustlers

Oplev Las Vegas

Oplev fest, gak og glamour i Las Vegas – byen, der aldrig sover.

Skrevet af Stine / Foto: Stine


Alle veje fører til Las Vegas. Ramasjang-byen, der på et roadtrip gennem et tyndt befolket og støvet terræn åbenbarer sig som en slags storslået fatamorgana i Nevadas golde ørkenlandskab.
Oplev New York, Paris og Venedig på én og samme dag i byen over alle underholdningsbyer. Oplev Las Vegas.

Festlige, underholdende, crazy Las Vegas – et kæmpe go, go, go herfra, særligt hvis man er til overdrevne og kitchede universer, hvor alt serveres uden den mindste forventning om forargelse. Byen fremstår på en eller anden måde fuldstændig grænseløs, og er på samme tid gennemsyret af en vanvittig humoristisk og befriende stemning. Her er højt til loftet og en atmosfære præget af det fantastiske fravær af al den politiske korrekthed, som ellers er indbegrebet af det mere konservative USA.
Las Vegas er rendyrket gakkelak og vanvid på mest underholdende måde. Det er bare at læne sig tilbage og tage imod i byen, der har åbent 24/7.

Oplev Las Vegas' spændende attraktioner

Las Vegas er muligvis ikke en by, som familier med helt små børn vil elske, men har man lidt større børn, er det en kæmpe oplevelse. Alt larmer og blinker, der er mennesker overalt, og de fleste fornøjelser er dyre. Der er dog også gratis oplevelser i form af en tur ned ad Fremont Street og The Strip, det dansende springvand foran Bellagio og vulkanen, der hver aften kl. 19 går i udbrud foran The Mirage. Gratis er det også at besøge alle de kolossale hoteller langs The Strip, hvoraf flere er surrealistisk fremført med for eksempel sejlende gondoler på kanaler, som i Venedig. Eller Caesars Palace, som jeg drømmer om at overnatte på, når jeg engang er blevet rig, og mine børn er flyttet hjemmefra. Så inviterer jeg min mand på vaskeægte amerikansk casino med alt, hvad deraf følger – mafiastemning, drinks og guldkjole.
Las Vegas er derudover indbegrebet af glamourøse shows, forestillinger med Cirque du Soleil, koncerter med masser af kendte musikere, casinoer, der er alle 1980'er film værdige og bling bling i alle afskygninger. Det hele og mere til findes i Las Vegas.

Oplev Las Vegas på Freemont Street, byens ældre version af “The Strip”, hvor folk er klædt ud som figurer fra skrækfilm, bl.a. Chucky og klovnen Pennywise, som rækker langefingeren op i hovedet på én, når man går forbi, dansende bedstefædre og figurer fra Marvel filmene, cancan dansere og strippere, der klasker én i måsen og hustlere i alle afskygninger, der viser bare bryster for en dollar.

En tur langs The Strip er naturligvis det, man kommer for, når man besøger Las Vegas. The Strip leverer levende “troværdige “beviser på, at både Michael Jackson og Elvis stadig lever i bedste velgående. De giver finurlige shows langs hele gaden og på alle fortove.
Her er masser af larm og liv, underholdning i alle former, kvinder i næsten bar mås, typer i alle afskygninger og en tæt dunst af cannabis. Det er der dog stort set alle steder i USA.

Skulle I få lyst til at blive gift (måske igen), er der masser af muligheder herfor i de mange chapels, som ligger rundt omkring.
Bevæger man sig lidt ud i gyderne, rummer byen dog også boheme-agtig hygge og små åndehuller med plads til optankning efter at have fået kastet det ene indtryk efter det andet direkte i fjæset. Containerpark er blandt andet et godt bud på et åndehul midt i byen, som har en hyggelig og børnevenlig stemning med ro til at spise en is eller drikke en kop kaffe på en af de mange caféer, der ligger her .

Er I på et roadtrip i USA, ligger Las Vegas kun 4 timers kørsel fra Los Angeles og knapt 6 timers kørsel fra Phoenix.
Personligt mener jeg ikke, at man kan bruge mere end 3 dage i Las Vegas.

Hvornår er det bedste rejsetidspunkt for et besøg i Las Vegas

Sætter I jer for, at I gerne vil opleve Las Vegas, er det bedste rejsetidspunkt foråret eller efteråret, hvor temperaturerne er milde.
Somrene i Las Vegas kan være ekstremt varme, mens vintrene kan være kølige.

Hvor skal man bo i Las Vegas

Vi havde booket overnatning på Ellis Island (reklamelink), som ligger lige bag The Strip.
Ideelt havde været at bo direkte på The Strip, men vi synes, at Ellis Island er et godt bud på et prisvenligt hotel, specielt hvis man er afsted som en stor familie.
Havde jeg været afsted på en tur til Las Vegas, hvor jeg vidste, at dette ville være både første og sidste gang, havde jeg klart booket et af de mere blærede hoteller direkte på The Strip. På en eller anden måde tænker jeg, at det må være en slags once in a lifetime oplevelse enten at bo på Ceasars Palace, Bellagio eller The Mirage.

Oplev Las Vegas – OG de små Route 66 byer i nærområdet

Efter en overnatning i Las Vegas kørte vi mod Kingman på Route 66 for at spise morgenmad på en vaskeægte amerikansk Diner. Modsat Williams synes vi ikke rigtig, at Kingman har det store at byde på, men er man i området, vil et besøg her muligvis være en god måde at få lidt Route 66-stemning på.
På vejen videre ville vi proviantere i Seligman – den vildeste Route 66-flække vi endnu har oplevet. Et sted, hvor kragerne vender, og hvor den lokale købmand tabte kæben, da vi talte dansk – han havde ganske enkelt aldrig hørt noget lignende! Udvalget af varer var yderst begrænset, og bestod hovedsageligt af 3 rynkede kartofler, et par poser krøllede m&m’s hvis sidste salgsdato var overskredet for længst, lidt chips, og nogle af indbyggernes hjemmebagte muffins. Spøjs oplevelse.

Diner i Kingman
Sheriffens kontor i Seligman
Grocery Store i Seligman

Til lyden af krager og med en følelse af at tiden var gået baglæns, kørte vi videre mod Grand Canyon i det fineste snelandskab.
På turen hertil tankede vi naturligvis proviant i Seligman – det indtil videre mest remote Route 66 by, vi endnu har oplevet.

Har I lyst til at læse om flere af USA's spændende byer og oplevelser, kan I finde beretninger på min side om USA.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *