15 ting jeg ville ønske, nogen havde fortalt os, inden vi flyttede til USA

Alt det, jeg selv gerne ville have vidst, inden vi pakkede vores liv sammen og flyttede fra Danmark til USA.

Står I foran en udstationering til USA – eller overvejer I et liv i udlandet – deler jeg her de erfaringer, overraskelser og fokuspunkter, som jeg mener er værd at tage med i overvejelserne. Både de praktiske, de kulturelle og dem, ingen rigtig fortæller om.

Skrevet af Stine/ Foto: Stine

At beslutte sig for at flytte om på den anden side af jordkloden med sin familie er ikke noget, man gør fra den ene dag til den anden. Det er en vild og livsændrende beslutning.
For vores vedkommende gik der mere end et år, fra det første frø blev sået, til vi rent faktisk forlod Danmark og flyttede til USA.
Det var en spændende, langsommelig og nervepirrende proces, hvor stemningen næsten dagligt skiftede mellem:
“Yes, vi gør det!”
og:
“Åh nej, hvad er det, vi har kastet os ud i?”

Når min mand tidligere med et drømmende blik i øjnene spurgte, om vi ikke skulle flytte til udlandet, var mit svar ellers altid et klart og nærmest rungende nej.
Jeg kunne ikke se fordelene. Tværtimod har jeg altid hældt mest til ro, rutiner og forudsigelighed i vores børns opvækst. Jeg har aldrig været tilhænger af tanken om, at små børn nødvendigvis skal være omstillingsparate. Jeg har derimod haft en dyb tro på, at børn har brug for trygge og genkendelige rammer, hvorfra de kan vokse og gro.
Længere rejser? Ja, meget gerne. Men at flytte langt væk fra Danmark? Nej tak.
Sådan havde jeg det i hvert fald, mens børnene var små. Nu var de blevet store.

Samtidig kom tilbuddet om en udstationering under endnu en coronanedlukning. De tunge eftervirkninger af isolation og restriktioner blev en væsentlig årsag til, at vi overhovedet begyndte at overveje et liv som expats i nogle år.

Som så mange andre familier brugte vi coronatiden til at tænke vores liv igennem. Vi blev mindet om, at intet er helt sikkert, uanset hvor meget kontrol vi forsøger at skabe. Og at livet indimellem åbner en dør, som man måske ikke bør være for hurtig til at lukke igen.

Uanset hvor grundigt man forbereder sig, kan man dog ikke vide præcis, hvad der venter, eller hvordan familiens enkelte medlemmer vil reagere.

Her er de 15 ting, jeg i dag ville ønske, at nogen havde fortalt os.

1. En udstationering er ikke kun et nyt job

Når en familie bliver udstationeret, handler det ofte på papiret om den ene voksnes arbejde. Men i praksis får alle i familien et nyt liv.

Én får måske en spændende stilling, nye kolleger og en tydelig rolle fra første arbejdsdag. Resten af familien skal samtidig skabe en hverdag helt fra bunden.
Børnene skal begynde på nye skoler, forstå et nyt sprog og finde deres plads i sociale fællesskaber, de ikke kender. Den medfølgende ægtefælle skal måske sætte sin egen karriere på pause og samtidig få alt det praktiske til at fungere.
Det er derfor vigtigt, at beslutningen ikke kun vurderes ud fra jobbet og lønnen. Den skal vurderes ud fra, hvilket liv hele familien får mulighed for at skabe.

2. Der findes ikke ét USA

USA er et kolossalt land, og forskellene mellem stater, byer og lokalområder er enorme.

Klima, politiske holdninger, skolekultur, ungdomsliv, værdier, boligpriser og graden af offentlig service kan variere markant. Det liv, man får i Arizona, er ikke nødvendigvis det samme, som man ville få i New York, Californien eller en mindre by i Midtvesten.
Forsøg derfor ikke kun at lære “USA” at kende. Undersøg den konkrete by, forstad og det skoledistrikt, I skal bo i.
Hvordan lever familierne? Hvordan foregår ungdomslivet? Er området præget af tilflyttere? Findes der offentlig transport? Hvor store er afstandene? Er det realistisk, at børnene selv kan komme rundt?

Vi flyttede til Arizona uden helt at forstå, hvor meget den lokale kultur ville påvirke vores hverdag. Det blev et blind spot, som vi efterfølgende har brugt mange kræfter på at forstå.

Læs også: [Kulturchok – når livet i USA ikke føles, som man havde forestillet sig]

3. Skolesystemet kan blive det største kulturchok

Det amerikanske skolesystem er markant anderledes end det danske. For os har mødet med skolerne været en af de største udfordringer ved flytningen.
Undervisningsformen, lærer-elev-relationen, karaktererne, disciplinen, sikkerheden og de sociale fællesskaber fungerer anderledes. Selv skoler i samme område kan være vidt forskellige.
Undersøg derfor skolerne grundigt, inden I vælger bolig. I USA er adgang til offentlige skoler som regel knyttet til jeres adresse, og et forkert boligvalg kan derfor også blive et forkert skolevalg.

Privatskoler kan være meget dyre, og internationale skoler er ikke nødvendigvis en realistisk mulighed. For vores vedkommende ville ét skoleår for ét barn på en international skole koste omkring 150.000 kroner.

Har I større børn, skal I også være opmærksomme på, at college kan koste meget store beløb.

Overvej samtidig, om børnene skal fortsætte med danskundervisning, så de har mulighed for at vende tilbage til det danske skolesystem. Undervisning kan blandt andet købes gennem Danes Worldwide.

Læs mere:

[Middle School i USA – vores personlige erfaringer]

[High School i USA – en personlig beretning]

[Collegelivet i USA – når universitetet er en hel by]

4. Børn reagerer forskelligt på den samme flytning

Man kan planlægge bolig, skole, økonomi og flyttedato. Men man kan ikke planlægge, hvordan ens børn vil reagere.

Nogle børn kaster sig hurtigt ind i det nye liv. Andre reagerer med vrede, tristhed, hjemve eller modstand. Og det barn, man på forhånd troede ville få det sværest, er ikke nødvendigvis det barn, der faktisk kommer til at kæmpe mest.

En stor omvæltning vil påvirke børnene, uanset hvor mange sten man som forælder forsøger at fjerne fra deres vej.
Når ens børn kæmper, følger der ofte en bølge af dårlig samvittighed og selvbebrejdelse. Man ved måske rationelt, at oplevelsen på sigt kan være berigende, men det gør ikke mindre ondt at se sit barn savne, føle sig ensomt eller have svært ved at finde sin plads.

Det er ikke nødvendigvis et tegn på, at beslutningen var forkert. Det er et tegn på, at store forandringer tager tid.

5. Sproget er kun én del af tilpasningen

Det hjælper naturligvis at kunne tale sproget. Vores yngste datter modtog ekstra engelskundervisning inden flytningen, så hun ikke udelukkende skulle basere sin kommunikation på sit almindelige skoleengelsk. Det gav hende et bedre udgangspunkt.

Men selv når man kan ordene, skal man stadig lære kulturen. Man skal forstå humoren, omgangsformen og alle de uskrevne regler. Hvornår er en invitation reel? Hvordan taler man til en lærer? Hvor direkte må man være? Hvad forventes der af forældrene? Hvordan skaber børn og unge venskaber?

Det sproglige og det kulturelle hænger sammen, men er ikke det samme.

6. Det amerikanske ungdomsliv er markant anderledes

Noget af det, vi gerne ville have forstået bedre på forhånd, er forskellen mellem dansk og amerikansk ungdomsliv.

I vores område er relationen mellem børn og voksne mere formel, og unge har mindre frihed, end vi kender fra Danmark. Lærere og venners forældre tiltales med Mrs., Ms. eller Mr. – ikke ved fornavn.

Forældre fører generelt tættere kontrol med, hvor børnene er, og hvem de er sammen med. Drenge og piger får ikke nødvendigvis lov til at være sammen uden voksent opsyn.
Jeg blev eksempelvis kontaktet af moren til en 13-årig dreng, der var på besøg hos os sammen med en flok piger. Hun bad mig sætte mig i nærheden, holde øje med alt og sikre, at alle døre stod åbne. De unge kunne ikke forventes at passe på sig selv, forklarede hun.
For frisindede danskere kan den tilgang virke voldsom. Men det er sjældent konstruktivt at bruge al sin energi på at bekæmpe den kultur, man er flyttet ind i.
Forsøg i stedet at forstå den og kombinere det bedste fra den nye kultur med de værdier, I selv kommer med.
Personligt er dette til stadighed den allerstørste udfordring for mig.

Den strammere opdragelse kan – alt efter hvad man fokuserer på – også have sine positive sider. Mange unge er utroligt høflige. En ung mand, der henter ens datter til en date, kommer helt op til døren, giver hånd og hilser pænt. Han er ofte opdraget til at holde døren, trække stolen ud, komme med blomster og betale for mad eller kaffe.

At opleve ungdomslivet fra nye vinkler er anderledes. Ikke nødvendigvis entydigt bedre eller dårligere.

7. Fællesskaberne opstår ikke altid af sig selv

I Danmark opstår mange børne- og ungdomsfællesskaber omkring den faste skoleklasse. I USA har eleverne ofte individuelle skemaer og bevæger sig fra fag til fag med forskellige klassekammerater. Det kan gøre det sværere at få en fast social base.

Til gengæld spiller sport og fritidsaktiviteter en enorm rolle. Det er ofte her, børnene finder deres venner og deres følelse af tilhørsforhold.
Derfor er det vigtigt at undersøge mulighederne for sport, musik, kunst eller andre aktiviteter i området. Vær forberedt på, at deltagelse ofte kræver både tid, transport og penge.

På mange skoler træner børnene flere hverdage om ugen og spiller kampe i weekenderne. Forældrene forventes at engagere sig, transportere og deltage.

Tak også ja til skolearrangementer og invitationer fra andre familier. Venskaber og netværk kræver en aktiv indsats – især i begyndelsen.

8. Hjemve forsvinder ikke nødvendigvis hurtigt

Savnet af Danmark, familie og venner kan fylde meget – også længe efter flytningen.
Det hjælper at bevare en stabil kontakt til netværket derhjemme. FaceTime, beskeder og fælles traditioner kan skabe kontinuitet, men fysisk samvær kan ikke altid erstattes af en skærm.

Har I mulighed for det, kan ferier i Danmark være værdifulde. Vi har også gjort meget ud af at holde vores hjem åbent for venner og familie hjemmefra.
Når ens to verdener får lov til at mødes, føles afstanden mindre. Samtidig får gæsterne et konkret indblik i det liv, man forsøger at forklare på afstand.

Hjemve er ikke et tegn på, at man ikke er glad for sit nye liv. Man kan sagtens høre til to steder og savne det ene, mens man værdsætter det andet.

9. Sundhedssystemet er virkelig godt – og fuldstændig vanvittigt

Vi har mødt dygtige læger og modtaget god behandling i USA. Men selve systemet er svært at forstå og kan skabe en konstant følelse af utryghed.

Sundhed er business i USA. Alt handler om forsikring, netværk, godkendelser, selvrisiko, egenbetaling og regninger, der kan dukke op længe efter behandlingen.

Da vores ældste datter på et tidspunkt blev alvorligt syg, var hun indlagt i ti dage og blev efterfølgende opereret. Vi vurderer, at behandlingen samlet kostede omkring en million kroner.
Mens hun lå meget syg og var koblet til forskellige maskiner, kom en af hospitalets økonomi medarbejdere ind på stuen med deres betalingssystem på en rullevogn. De bad om vores kreditkort, fordi det så ud til, at forsikringen måske ikke dækkede.
Vores syge datter modtog samtidig gentagne opkald fra det hospital, der skulle foretage operationen, fordi de ikke kunne finde en tilstrækkelig forsikringsgaranti.

Det er svært at beskrive den frustration og utryghed, man oplever, når hensynet til betaling blandes direkte ind i en alvorlig sygdomssituation.

Vi har også betalt omkring 1.400 kroner for et almindeligt lægebesøg ved mistanke om hals- eller øjenbetændelse og cirka 2.800 kroner for en samtale hos en speciallæge om allergi.

Børnetandpleje er heller ikke gratis. Vi måtte betale omkring 23.000 kroner for behandling af en tand hos et af vores børn.

Sørg derfor for at forstå præcis, hvordan familiens sundhedsforsikring fungerer, inden I flytter. Hvilke hospitaler er dækket? Hvad er selvrisikoen? Hvad er det maksimale årlige beløb, I selv kan komme til at betale? Er tandlæge og medicin omfattet?

På dette punkt er “det går nok” ikke en tilstrækkelig strategi.

10. En højere løn er ikke nødvendigvis en bedre økonomi

En amerikansk løn kan se attraktiv ud, men den skal vurderes i forhold til de faktiske leveomkostninger.
Bolig, biler, forsikringer, lægeregninger, tandlæge, college, sport og fritidsaktiviteter kan koste langt mere, end man forestiller sig fra Danmark.

Det er ikke særligt sjovt at flytte til et nyt land, hvis økonomien ikke giver plads til at opleve det. Hvis der ikke er råd til en bil, aktiviteter for børnene eller rejser i det land, man er flyttet til, kan udstationeringen hurtigt føles begrænsende.

Undersøg derfor hele expat-pakken og ikke kun lønnen:

Hvem betaler boligen?
Er der støtte til skole eller college?
Er sundhedsforsikringen tilstrækkelig?
Betaler virksomheden flytning og hjemrejser?
Er der pensionsbidrag?
Hvad sker der, hvis udstationeringen stopper tidligere end planlagt?
Hvilken hjælp får I ved hjemflytning?

Det er de samlede rammer, der afgør, om økonomien er tryg.

11. Visummet bestemmer mere, end man tror

Visumtypen kan få stor betydning for hele familiens liv.

Undersøg, om den medfølgende ægtefælle må arbejde, og hvilke rettigheder børnene har. Må de tage et fritidsjob? Kan de arbejde uden for deres skole eller college? Hvad sker der med familiens opholdsgrundlag, hvis hovedpersonen mister sit arbejde?

På vores visum måtte både min mand og jeg arbejde. Vores ældste børn måtte derimod kun arbejde på det campus, hvor de gik i skole, mens vores yngste slet ikke måtte arbejde. Hun måtte derfor heller ikke passe børn og tjene sine egne lommepenge, sådan som mange danske teenagere gør.
Den type begrænsninger kan virke som små detaljer inden flytningen, men de får betydning for børnenes selvstændighed, økonomi og oplevelse af ungdomslivet.

12. Tal med mennesker, der faktisk bor der

Forsøg at tale med andre familier, der bor i den by eller stat, I skal flytte til.
Ikke kun virksomhedens HR-afdeling eller en relocation-konsulent, men mennesker, der har børn i de lokale skoler, bruger sundhedssystemet og lever en almindelig hverdag i området.
Led eventuelt efter grupper på sociale medier, hvor I kan connecte med indbyggere i den by, I planlægger at bo i.

Spørg konkret:

Hvordan fungerer skolerne?
Hvordan får børn venner?
Hvad overraskede jer mest?
Hvad koster hverdagen reelt?
Hvad savner I?
Hvad ville I have gjort anderledes?
Hvilke områder ville I undgå at bo i?

En cultural coach kan også være en god investering. Ikke fordi man skal undervises i, hvordan man “bliver amerikaner”, men fordi det kan være en stor hjælp at forstå de normer, man ellers først opdager, når man kommer til at overtræde dem.

13. Rollen som medfølgende ægtefælle skal tages alvorligt

At være medfølgende ægtefælle kan være en gave eller en forbandelse, alt efter hvem man er, og hvad man trives med.
For mig har det hovedsageligt været en gave.

Rollen er dog langt mere krævende, end betegnelsen antyder. Mens den udstationerede ægtefælle ofte arbejder mere og måske rejser meget, står den anden med en stor del af ansvaret for skoler, læger, forsikringer, fritidsaktiviteter, transport og hele familiens tilpasning.

I Arizona findes der ikke offentlig transport, som vi kender det fra Danmark. Afstande, trafik og sikkerhed betyder samtidig, at børnene ikke bare kan cykle rundt på egen hånd.
Skole og sport kræver et stort forældreengagement. Der skal køres konstant, gives tilladelser og udfyldes formularer. Meget foregår langsomt og bureaukratisk.

Jeg har været – og er stadig indimellem – frygtelig irriteret over, hvor gammeldags og omstændeligt mange ting fungerer. Jeg ville gerne have været forberedt på, hvor meget tid det kræver.
Til gengæld har jeg fået noget andet.
Jeg har haft tid til vores børn, når de havde brug for mig. Jeg har kunnet fordybe mig i områder, der interesserer mig, møde nye mennesker og opbygge nye venskaber.
Min egen karriere har ikke været i centrum, men jeg har fået en enorm kulturel indsigt og tilegnet mig kompetencer, som også vil kunne bruges i andre arbejdsmæssige sammenhænge.

Det er vigtigt, at familien på forhånd taler ærligt om den medfølgende ægtefælles identitet, arbejdsmuligheder, økonomiske selvstændighed og forventninger til hverdagen.

14. Jeres mindset betyder mere, end I tror

Det betyder naturligvis ikke, at man skal gå lalleglad rundt og ignorere de problemer, der opstår.
Men man kan gøre sig selv og sin familie den tjeneste at arbejde konstruktivt med sit mindset.

I mødet med en ny kultur vil man blive frustreret, provokeret og indimellem fuldstændig blæst bagover. Nogle ting vil virke gammeldags. Andre vil virke overdrevne, bureaukratiske eller direkte uforståelige.
Man kan bruge al sin energi på at være forarget. Eller man kan forsøge at være nysgerrig.

Hvis forældrene konstant signalerer, at alt i det nye land er forkert, vil børnene sandsynligvis begynde at se deres nye liv på samme måde. Hvis forældrene derimod viser interesse, deltagelse og åbenhed, giver det børnene et bedre udgangspunkt.
Det betyder naturligvis ikke, at man skal afvise sine egne eller sine børns negative oplevelser. Vær lydhør, tag udfordringer og problemer alvorligt, og hjælp både dig selv og dine børn med at finde konstruktive måder at handle på.

En positiv grundindstilling kan fungere som en beskyttelse mod den stress, der næsten uundgåeligt følger med store livsændringer.
Den frigiver også energi til at forstå den nye kultur.
Med tiden udvikler både børn og voksne en større kulturel intelligens og bliver bedre til at navigere mellem forskellige normer, værdier og traditioner.

15. Udstationeringen bliver ikke nødvendigvis nem – men den kan blive værdifuld

Jeg troede tidligere, at tryghed først og fremmest blev skabt gennem ro, rutiner og genkendelighed.
Det tror jeg stadig.
Men jeg har også lært, at tryghed ikke kun findes i de rammer, man kender. Den kan også skabes på ny.

Børn og unge kan have stor glæde af at møde andre kulturer, sprog og livsformer. Det kan give dem en bredere forståelse af verden og styrke deres evne til at begå sig blandt mennesker med andre erfaringer og perspektiver end deres egne.

At leve i en anden kultur kan fremme åbenhed, nysgerrighed og respekt for forskellighed.
Vores børn har lært, at verden kan ses og leves på mange forskellige måder.
De har også lært, at de kan klare mere, end de måske selv troede.

Hvis nogen havde fortalt mig inden flytningen, hvor svært det indimellem ville blive, havde jeg måske holdt endnu hårdere fast i mit nej.
Men hvis de samtidig havde kunnet vise mig alt det, vi ville få med os, havde beslutningen måske været lettere.
For det har ikke været nemt. og jeg oplever stadig, at både mine nu store børn og jeg selv synes, at det er udfordrende.

Vi har tvivlet, været frustrerede og savnet. Vi har oplevet, at vores børn kæmpede, og vi har spurgt os selv, om vi traf den rigtige beslutning.
Men vi har også fået nye perspektiver, venskaber og en større forståelse af verden – og af os selv.

Vores børn har lært at navigere mellem forskellige kulturer. De tager det bedste med sig fra begge verdener, og de erfaringer vil følge dem resten af livet.

Ville jeg gøre det igen?
Ja.
Ikke fordi alt har været fantastisk, men fordi oplevelsen har udviklet os som mennesker og som familie på en måde, vi aldrig kunne have planlagt hjemmefra.

At flytte til udlandet kan blive et berigende og givende eventyr. Men det kræver omhyggelig planlægning, realistiske forventninger, økonomisk tryghed og en stor portion tålmodighed.
Og måske især en villighed til at acceptere, at det nye liv ikke bliver, som man forestillede sig.

Det bliver noget helt andet.