Kulturchok i USA – ingen havde fortalt os, hvor hårdt det første år ville blive

Jeg troede ærlig talt, at USA ville være et af de nemmeste lande at flytte til. Vi talte sproget og kendte den amerikanske kultur fra film, nyheder og sociale medier. Amerikanerne lignede os jo på mange områder. Hvor svært kunne det egentlig være?
Det viste sig at være langt sværere, end vi havde forestillet os.
Ikke fordi noget bestemt gik galt. Men fordi stort set alt var anderledes.
At købe ind, finde vej, aflevere børn i skole og forstå de sociale spilleregler krævede pludselig enorme mængder energi. Opgaver, som tidligere havde været automatiske, blev til små projekter, der skulle undersøges og planlægges.

Vi var flyttet til Arizona med vores tre børn og havde forberedt os grundigt.
Vi havde rejst meget, læst om livet i USA og endda haft et forløb med en cultural coach inden flytningen.
Alligevel blev vi ramt. Ikke bare på den blide måde, hvor man tænker, at tingene er lidt anderledes, og så går videre med dagen.
Vi blev virkelig ramt.

Skrevet af Stine / Foto: Stine

---

Hvad er kulturchok

Kulturchok opstår, når de normer, værdier og sociale spilleregler, man kender, ikke længere fungerer som forventet.
Man mister ikke evnen til at klare sin hverdag. Men man mister det intuitive kendskab til, hvordan hverdagen fungerer.

I ens eget land ved man som regel, hvordan man begår sig, uden at tænke nærmere over det. Man ved, hvordan man taler med læreren, hvordan man bestiller tid hos lægen, hvad man tager med til en middag, og hvordan man reagerer, når en fremmed spørger: “How are you?”

I et nyt land skal alt dette læres igen.

Det kan føles lidt som at skulle lære at cykle forfra. Man ved godt, hvad man forsøger at gøre, men bevægelserne er usikre, og man vælter lettere, end man havde regnet med.

Kulturchok kan naturligvis opleves forskelligt, men for mange udvikler det sig gennem fire nogenlunde genkendelige faser:
Begejstring, frustration, tilpasning og en mere varig følelse af at høre til.

Sådan oplevede vi det også.

Fase 1: Alt var fantastisk

Som de fleste andre, der flytter til et nyt land, begyndte vi med at være fuldstændig blæst bagover.

Arizona var anderledes, dramatisk og smuk. Bjergene, de enorme vidder, kaktusserne, solnedgangene og det konstante solskin føltes som et eventyr.

Alting var nyt og spændende.

Supermarkederne var enorme. Vejene var enorme. Bilerne var enorme. Selv køleskabene var enorme.

Der var en energi og en optimisme, som var nem at lade sig rive med af. Amerikanerne var åbne og imødekommende, og vi følte os hurtigt velkomne.

I begyndelsen ser man primært alt det fascinerende. Man sammenligner med det, man kommer fra, men mest på en positiv måde. Man lægger mærke til mulighederne, venligheden og alt det, der føles eksotisk.

Det er først senere, at forskellene begynder at slide.

Fase 2: Da virkeligheden ramte

Efter den første begejstring begyndte hverdagen.
Det var dér, kulturchokket for alvor viste sig.
Selv en tur i supermarkedet kunne føles udmattende. Jeg brugte enorme mængder tid på at finde helt almindelige varer som brød, mælk og vaskemiddel.
Produkterne lignede ofte det, vi kendte, men var alligevel ikke det samme.
Jeg kom blandt andet hjem med fløde, der var tilsat sukker, og vaskepulver, som var så parfumeret, at vi vågnede om natten, fordi vores kroppe kløede.

Det lyder som en lille ting. Og det er det også.
Men kulturchok består netop af hundredvis af små ting, som hver for sig virker ubetydelige, men samlet tærer på energien.

Også trafikken krævede tilvænning. I forvejen lider jeg af det, man vist kalder køreangst, så alene det at skulle køre fra A til B, var skræmmende.
De store veje i Arizona fører i alle retninger – i hvert fald når man ved, hvor man skal hen. Det gjorde vi sjældent i begyndelsen.
Motorvejene har fem eller seks spor, og selv almindelige veje kan have tre spor i hver retning. Samtidig skulle vi lære, at man mange steder må dreje til højre for rødt, og at bilisterne ikke nødvendigvis reagerer tålmodigt, hvis man tøver.
At forsøge at finde sine børns nye skole, mens nogen dytter aggressivt bag én, kan få en i forvejen presset krop til at gå helt i alarmberedskab.

Det var ikke kun én ting, der var vanskelig.
Det var mængden af nye ting.

Hvordan fungerede skolen? Hvor skulle vi købe skoleuniform? Hvem skulle man kontakte? Hvordan fungerede forsikringerne? Hvad gjorde man, hvis nogen blev syge? Hvilken butik solgte det, man manglede? Hvorfor var priserne ikke de samme ved kassen som på hylden? Hvorfor forventedes der drikkepenge næsten overalt?

Vi skulle ikke bare etablere et nyt hjem.
Vi skulle lære et helt samfund at kende.

At flytte fra Danmark til ørkenen

Klimaet blev også en større omvæltning, end vi havde forestillet os.
At bo i en ørken, hvor sommerens temperaturer kan nærme sig 47 grader, kræver andre vaner end dem, man kommer med fra Danmark.
Man skal tænke over varme og dehydrering. Man skal vide, hvornår det er forsvarligt at gå tur, og hvor hurtigt en bil bliver livsfarligt varm. Man skal lære om monsun, sandstorme, oversvømmede veje, skorpioner og klapperslanger.
Det var farer, jeg aldrig tidligere havde indregnet i de risikovurderinger, der følger med et forældreskab.

I begyndelsen brugte jeg mange kræfter på at være på vagt. Jeg kiggede efter skorpioner, holdt øje med temperaturen og forsøgte hele tiden at forudse noget, jeg endnu ikke havde erfaring nok til at forstå.
Med tiden blev det en vane.
Vi lærte at gå indenfor, når der var for meget sand i luften. Vi lærte aldrig at gå barfodet udenfor om aftenen. Vi lærte, at det næsten aldrig regner i Arizona, men at vejene til gengæld kan lukke på grund af oversvømmelser, når monsunen endelig kommer.

Jeg har efterhånden stået ansigt til ansigt med så mange skorpioner, både inde og ude, at de ikke længere udløser den samme panik.
Man bliver med tiden en væsentligt dygtigere linedanser.

Sprog er mere end ord

Vi talte engelsk, da vi flyttede.
Men at kunne et sprog er ikke nødvendigvis det samme som at kunne begå sig i en kultur.

Som danskere er vi vant til direkte kommunikation, ironi og sarkasme. Vi siger ofte ting på en måde, der forudsætter, at modtageren forstår tonen og det usagte.
Det gør man ikke nødvendigvis i USA.
Ironi kan blive opfattet bogstaveligt. Direkte tale kan lyde hård. En uskyldig bemærkning kan lande helt anderledes, end den ville gøre i Danmark.
Vi har måttet lære at vælge vores ord med større omhu – især i nye relationer, på arbejdspladser og i skolen.

I begyndelsen kunne den amerikanske høflighed også være forvirrende.
Når en fremmed sagde: “Hi, how are you?”, troede vi, at vedkommende faktisk ønskede et svar. Vi stoppede op og begyndte at fortælle, hvordan vi havde det.
Det gjorde de ikke nødvendigvis.
“How are you?” er ofte bare en hilsen. Lidt ligesom et hurtigt hej.
Der gik et stykke tid, før vi forstod, at det ikke var en invitation til samtale.

Det sociale liv skal også læres

Det sociale var – og er til stadighed – en af de vanskeligste dele af flytningen til USA.

Når man har brugt et helt liv på at opbygge relationer baseret på et fælles sprog, en fælles humor og en fælles forståelse af verden, opdager man pludselig, hvor meget kultur betyder for venskaber.

Amerikanerne er generelt åbne og venlige. Men der kan være langt fra den første imødekommenhed til den dybere relation.

I Arizona bor mange tilflyttere, som selv er kommet fra andre dele af USA eller fra andre lande. Det kan skabe åbenhed, men også en mere flydende fællesskabsfølelse. Mange har travlt, afstandene er store, og hverdagen er organiseret omkring arbejde, skole og aktiviteter.

For vores børn tog det lang tid at finde nye venner.
Det er hårdt at stå uden for de fællesskaber, man tidligere tog for givet. Særligt som barn eller teenager, hvor behovet for at spejle sig i andre fylder så meget.

Samtidig er værdisættet i vores nye omgivelser langt mere konservativt end det miljø, vi kommer fra.

Religion og politik kan hurtigt blive følsomme emner. Holdninger, som i Danmark måske ville føre til en livlig diskussion, kan i USA skabe afstand og konflikt.
Vi har lært, at der er en del ting, man ganske enkelt ikke taler om.
Af samme årsag øver vi os derfor i at tale mere diplomatisk og forsøge at holde os til neutrale emner, når vi taler med andre. Det lyder måske konstrueret, men det har givet vores børn nogle værdifulde redskaber.
For mit vedkommende er det dog stadig et fokusområde, og jeg forsøger virkelig at holde tungen lige i munden.

Når særligt undervisere opdager, at vores yngste datter er fra Europa, kan de lade sig rive med af nysgerrighed, hvilket selvfølgelig begejstrer os.
Dog har det også medført, at vores yngste datter på mest elegante facon efterhånden mestrer at glide af på politiske og religiøse diskussioner ved at forklare, at systemet fungerer anderledes i det land, hun kommer fra, og at hun derfor ikke nødvendigvis har grundlag for at diskutere det amerikanske perspektiv.
Hun har stadig holdninger. Hun har bare lært, at man ikke behøver dele dem i alle situationer.

Hjemveen rammer, når fundamentet vakler

Savnet af Danmark er helt naturligt, når man flytter langt væk hjemmefra.
Men hjemve handler ikke kun om at savne mennesker og steder. Den bliver ofte stærkest, når man føler sig usikker eller magtesløs i det nye land.

Når hverdagen føles som en synkende skude i en orkan, begynder alt det velkendte at fremstå endnu tryggere.
Man savner familie og venner. Men man savner også følelsen af at forstå verden omkring sig.

Vi har derfor konstant arbejdet meget bevidst med hjemveen.
Vi har blandt andet forsøgt at forklare vores børn, at en udstationering kun er en slags parentes i et helt liv. Hvis et målebånd kan være et billede på ens liv, så er tre centimeter ikke meget ud af hundrede. På samme måde er tre eller fire år en relativt kort periode i et langt liv.
Men de år kan få en betydning, der er langt større, end deres længde antyder.

Det perspektiv har været ret konkret for vores vedkommende, og har derfor også været konstruktivt i nogle af de perioder, hvor alting har virket svært og uoverskueligt.

Da vi begyndte at tvivle på det hele

Efter den første begejstring kom en periode, hvor vi var langt mere kritiske.

Vi syntes, amerikanerne manglede perspektiv. Vi mente, at skolesystemet var udueligt sammenlignet med det danske. Vi forstod ikke reglerne, værdierne eller måden, mange ting blev gjort på.
Vi begyndte at spørge os selv:
Hvad har vi dog gjort?
Tager vores børn skade af det her?

Da det var værst, spurgte en veninde mig, om det overhovedet var det værd.
Lige dér vidste jeg faktisk ikke helt, hvad jeg skulle svare.
Jeg havde en fornemmelse af, at det måtte blive det værd. Men jeg kunne endnu ikke se hvordan.

Så kom gråden, udmattelsen og lysten til at kaste håndklædet i ringen.

Og derefter skete der langsomt noget.

Fase 3: Vi fandt en rytme

Jeg er i tvivl om tidsperspektivet. Måske der gik et år, måske der gik to. Det er sågar muligt, at der gik lidt længere.
Men der gik år, før vi for alvor kunne mærke, at hverdagen var begyndt at falde på plads.

Der kom ikke en bestemt dag, hvor kulturchokket forsvandt. Det skete gradvist.
På et tidspunkt tænkte vi ikke længere over, hvilken mælk vi skulle købe. Vi kendte vejen til skolen. Vi vidste, hvilke butikker vi foretrak, og hvordan de praktiske systemer fungerede.
Vi forstod efterhånden, at man medbringer en ret, når en nabo inviterer til vejfest. At man ikke altid møder op på minuttet til en privat middag. Og at man i amerikanske sammenhænge ikke nødvendigvis samles omkring et spisebord, når man er inviteret til middag, men ofte bare sætter sig, hvor der er plads rundt omkring i huset eller udenfor på terrassen.

Med ét havde vi pludselig vænnet os til duften af Arizona.
Der opstod en lethed.
Ikke fordi alt pludselig gav mening, men fordi vi ikke længere brugte al vores energi på at afkode det.
Det er måske den vigtigste del af tilpasningen: Man holder op med at registrere hver eneste forskel.
Hverdagen bliver igen bare hverdag.

Fase 4: Fra udlændinge til mennesker med to hjem

Efter over fire år i USA er der stadig ting, vi ikke forstår.
Nogle kommer vi sikkert aldrig til at forstå. Andre er vi stadig i gang med at lære.

Men vi har også opdaget, at tilpasning ikke betyder, at man bliver amerikaner og holder op med at være dansker. Det betyder snarere, at man finder sin egen måde at være begge dele på.

Når vi bliver opfattet som meget direkte eller kommer til at sige noget, der rammer anderledes end tilsigtet, kan vi i dag bedre trække på skuldrene, forklare os og undskylde, når det er nødvendigt.

Vi er stadig danske, og det er vi stolte af.
Men vi er nok også blevet lidt mere amerikanske.
Vi elsker pludselig mange af de ting, vi i begyndelsen cringede over. Vi har taget vaner, højtider og omgangsformer til os, uden helt at opdage, hvornår det skete. Og vi undrer os pludselig over ting, når vi er i Danmark, som vi før ikke skænkede en tanke.
Det mærkelige er, at man ikke kun lærer det nye land bedre at kende. Man begynder også at se sit gamle land med nye øjne.

Efter fire år ser vi både Danmark og USA langt mere nuanceret, end vi gjorde før. Danmark er ikke altid så perfekt, som det kan føles på afstand. Og USA er ikke altid så uforståeligt, som det virkede i begyndelsen.
Begge lande rummer noget, vi elsker, og noget, vi stadig har svært ved.

Hvad har flytningen gjort ved vores børn?

Noget af det, vi bekymrede os mest om, var, hvad flytningen ville gøre ved vores børn.

I begyndelsen var vi bange for, at udfordringerne ville blive for store.
I dag kan vi se, at de både har oplevet nederlag og sejre, som har gjort dem mere modstandsdygtige og løsningsorienterede.
De har erfaret, at problemer ikke forsvinder, bare fordi man ønsker det. Man må selv handle, stille spørgsmål, prøve igen og finde nye veje.
De giver ikke så let op.
De er blevet dygtige i mødet med mennesker fra andre kulturer. De forstår, at noget kan være vigtigt for andre, uden at det nødvendigvis er vigtigt for dem selv.
Det, der føles rigtigt for os, er ikke altid rigtigt for andre – og omvendt.
De er blevet mere nysgerrige, undersøgende og åbne. De griber muligheder og har lært, at de godt kan skabe sig en tilværelse et sted, hvor de i begyndelsen ikke kendte spillereglerne.

Som vores mellemste datter sagde efter de første halvandet år: Hun følte, at hun var blevet 47 år ældre.

Var det så det værd?

Ja. Det håber vi. Det tror vi.

Det kan vi sige i dag.
Ikke fordi det var nemt. Og ikke fordi vi ville ønske alle de svære perioder tilbage. Men fordi gevinsten i sidste ende virker til at være blevet større, end vi kunne se, mens vi stod midt i det allerværste kaos.

Når man kommer igennem det første chok og får skabt nye vaner, får man også en almindelig hverdag i sit nye land.
For os opleves det til stadighed, som værende en hverdag tilsat et strejf af eventyr.
Man oplever fortsat ting, der overrasker, udfordrer og udvider ens perspektiv. Man bliver mere bevidst om sin egen kultur og mere respektfuld over for andres.
Man opdager, at ens egen måde ikke nødvendigvis er den eneste rigtige.

At flytte til udlandet kræver tålmodighed, åbenhed og en villighed til at stå i kaos i længere tid, end man havde håbet.
Men det kan også give en forståelse af verden, som man tager med sig resten af livet.

Vi har ikke mistet ét hjem – vi har fået to

Kulturchok er ikke nødvendigvis et tegn på, at man har truffet det forkerte valg.
Det kan være en naturlig del af at skabe sig et liv i en ny kultur.
Det tager tid at forstå et nyt land. Det tager endnu længere tid at føle sig hjemme.
For os har det taget flere år, før hverdagen begyndte at fungere, og og det samme før vi for alvor kunne se oplevelsen i et større perspektiv.

I dag føles Arizona som hjem. Ikke i stedet for Danmark, men ved siden af Danmark.
Vi har ikke mistet ét hjem. Vi har fået to.
Og selvom de første år blev langt hårdere, end vi havde forestillet os, ville vi ikke være erfaringen foruden.

Har du lyst, kan du på min side også læse mere om vores møde med det amerikanske skolesystem, forskellene mellem High School og den danske skole, og generelt få en indsigt i livet som expat i USA.

Har I lyst til at læse om de fantastiske oplevelser, som USA byder på, kan I læse mere på vores side om USA.