Kort visit i Manila og charter på Coco Beach på Mindoro – sidste stop på Filippinerne.

Manila, Filippinernes overvældende hovedstad

Manila er en kæmpe by, som med opland har ca. 22 mio. indbyggere. Byen er fuld af modsatrettede indtryk, og kan virke temmelig voldsom.
Manila er efter vores mening ikke et sted at holde ferie eller at rejse hen med børn. Det er en stor, varm og kaotisk by, hvor en danskers opmærksomhed højst sandsynligt mest af alt vil være rettet mod gadebørn og fattigdom. Mest overvældende er det brogede bybillede, hvor slum blandes med moderne højhuse og bygninger fra kolonitiden. For os et underligt og skræmmende sammensurium af en masse forvirrende indtryk.

Hjemmefra var vi blevet rådet til blot at bruge Manila som transit, og vi forstod hvorfor, da vi ankom til Manila. Manila er en vild oplevelse!
Vi havde booket værelse på et stort hotel i Manila Bugten, som havde en fantastisk udsigt, og vi følte os godt beskyttet, dér højt hævet over det hele. Larmen fra den vanvittige trafik trængte alligevel ind i hver en krog, på trods af at vi boede på øverste etage.

Storbyferie i Manila er nok ikke det mest søgte, men byen byder dog på masser af indtryk og oplevelser.
Der er naturligvis museer, parker og historiske steder, som kan være af interesse for de turister, som søger kulturelle oplevelser.
Der er endvidere store shoppingcentre i Manila. Ønsker I god og billig shopping, kan disse med fordel besøges. Vær dog påpasselige ved bestilling af taxa. Book kun en sådan via jeres hotel og tag ALDRIG en uautoriseret taxa. Da vi var i Manila florerede der mange historier om turister, der var blevet kørt til afsides steder, og frarøvet ALT, hvad de ejede, og efterladt i vejkanten.

Naive, som vi indimellem kan være, kom vi faktisk selv til at tage en “sort” taxa en sen aften i Manila, hvor børnene var trætte, og hvor det var umuligt at hyre en autoriseret taxa. Vi var ved at tisse i bukserne af skræk, da først vi drønede gennem Manilas mørke gader, og skrækscenarier rullede sig ud for vores indre. Heldigvis blev vi kørt sikkert hjem, men da vi havde fået puttet børnene, blev vi enige om, at vi ALDRIG gør så dum en ting igen!
Efter vores møde med Manila gik vi udmattede i seng, og forsøgte at sove i larmen fra de enormt trafikerede veje, der trængte igennem alle vægge, sprækker og vinduer. Manila sover aldrig, mærkede vi den nat, og vi var lettede, da vi næste dag sad i bussen mod Mindoro.

Har I lyst til at udforske Manila: Se overnatningsmuligheder i Manila her.

At komme fra Manila til Mindoro er lidt af en tur.
Først skal en længere strækning fra Manila til havnen i Batangas tilbagelægges. Køreturen tager ca. 3-4 timer.
Fra Batangas skal man sejle ca. 1 time, før man ankommer til Mindoro.

Coco Beach på Mindoro

“Coco Beach” på Mindoro er uden overdrivelse “danskernes paradis” på Filippinerne! Hvis det er autentiske oplevelser og tropestrand I går efter på en rejse til Filippinerne, så er det ikke på “Coco Beach”, at I finder det.
Personligt synes jeg ikke, at “Coco Beach” er hverken de mange penge eller den lange tur værd.

I kan her se: Coco Beach på Mindoro.

Efter at have rejst rundt på Filippinerne i 6 uger, havde vi været vant til selv at kunne vælge den standard, vi ønskede, og derudover at leve det frie liv uden fastsatte rammer og dresscode. Vi var blevet vant til at gå med klipklappere og færdes på steder, hvor der ikke herskede charter-regler om solsenge, og hvor der ikke var en vestlig stemning af grisk penge-fiksering.
Vi var derfor laidback og totalt cool omkring rejselivets friheder, da vi landede på “Coco Beach”, og på mest ubehagelige vis blev bombet totalt tilbage til grisefest på Tenerife!
En følelse af at være landet det helt, helt forkerte sted var den mest overvældende, da vi gik i land i vores udtrådte klipklappere, og efterfølgende blev taget i mod på mest turistede facon. Samtidig kom det bag på os, at der overhovedet fandtes et SÅ dansk resort på Filippinerne!

Da vi havde bestilt vores ophold på “Coco Beach” hjemmefra (det var det eneste vi havde bestilt, da vi vidste, at vi her skulle holde jul med vores familie), havde vi betalt fuld skrue for at få en lækker hytte. Pengene var altså trukket, og vi havde klar en forventning om, at vi skulle fejre julen i rolige, rene og smukke omgivelser. Sådan skulle det så ikke vise sig at blive! “Coco Beach” havde nemlig overbooket, så de kunne ikke give os det, vi havde betalt for. Og de beklagede det heller ikke. Måske vi så for usle ud. I stedet gav de os et transitrum, der bestod af et sammenklemt rum bygget i en form for bastlejligheder. Det var her man kunne høre, når folk kom og gik på alle tider af døgnet. Væggene var papirtynde, så vi kan følge med i alt det naboerne foretog sig. Mellem gulvsprækkerne kravlede insekter. Derudover var det beskidt og fyldt med insekt- og gekkolort. Det regnede ind gennem taget, og vi faldt rundt i gekkolort.
Standarden på “Coco Beach” var værre end nogle af de andre – og væsentligt billigere – steder vi havde boet på Filippinerne, og vi betalte kassen for det! Når vi konfronterede chefen på stedet med, at dette var LANGT fra, hvad vi havde forventet og betalt for, trak han bare på skuldrene. Han var rent faktisk fuldstændig og aldeles ligeglad!
Når vi efter en nat uden søvn bevægede os ned mod poolområdet, have alle gæster allerede været ned og lægge deres håndklæder på solstolene…

Coco Beach var altså ikke, som vi havde forestillet os, og derudover var priserne skruet op på et fuldstændig vanvittigt niveau.
Noget af det, som Coco Beach sælger sig selv på, er dog social ansvarlighed og hensyn til miljøet. En tanke, som jeg under normale omstændigheder rigtig godt kan lide. På Coco Beach virkede det blot kynisk.
Coco Beach er et hotel/resort, som man har forsøgt at lave i pagt med naturen og de omgivelser, man befinder sig i.
Resortet består af bambushytter, der er bygget op ad bjergskråningerne og ind i den jungle, der omgiver bugten. Stedet er omkranset af smuk frodighed, og alt dufter af troper og regnskov. Du kan høre aberne skræppe, og næsten også fornemme gekkoerne, der smæsker sig i myg. Egentlig smukt i al sin naturlighed.

Resortet ligger ud til en strand med et rigtig flot koralrev, hvor der er rig mulighed for at snorkle og se rigtig flotte fisk.
Til gengæld er det svært at svømme der, da der er masser af sten og døde koraller, som skærer i fødderne.

Læs også: Snorkeludstyr til hele familien? Se mulighederne her inden I køber!

Til hver hytte hører en servicefamilie, som kommer fra Mindoro. De er ansat til at servicere hver deres familie, som opholder sig i en hytte, og til at holde hytten ren. På den måde får lokalbefolkningen mulighed for at tjene på resortets gæster. En super god tanke, men igen kan det virke grisk, da man som gæst er nødsaget til at lægge en relativ stor portion penge til denne service. Det er, som nævnt, en rigtig fin tanke, men det virker overvældende at møde endnu et krav om at betale penge, når man opholder sig på “Coco Beach”.

Der er flere gode tanker bag de ting, som resortet står for, men vi oplevede desværre at føle os godt og grundigt udnyttet af ejere, der absolut var på jagt efter profit, og som slet ikke var lydhøre i forhold til deres gæsters ønsker.

Jul på Coco Beach

Vi holdte jul på “Coco Beach” med alt det charter-tamtam, som sådan en jul indebærer. På trods af, at julen er børnenes fest, blev maden serveret efter ungernes puttetid, og alt foregik bare på samlebånd. Julen på “Coco Beach” er altså ikke noget at råbe hurra for.
Det er d. 25. december til gengæld! På “Coco Beach” er der nemlig tradition for, at man her hjælper med at give mangayerne, et stammefolk, en rigtig dejlig jul. Det er her, de kommer i hobetal for at modtage deres fødselsdagsgaver i form af tøj, legetøj, ris og et måltid mad.
Som gæst på “Coco Beach” kunne man deltage og hjælpe med at uddele disse gaver og måltider til det fattige stammefolk, og det meldte Michael sig selvfølgelig til.
Efter morgenmaden begyndte de første både at komme ind til kysten – fyldt til randen med ivrige og meget fattige filippinere.
Inden vi fik set os om, væltede folk til, og der måtte sættes hegn op for at holde dem fra næsten at storme stedet. De hegn og båse, der blev sat op, virkede efter hensigten, og forhindrede folk i at mase og trampe på hinanden. Det var voldsomt! Folk var sultne og tørstige, og asede og masede. Familier med børn og gravide kvinder var de første, der kom igennem nåleøjet. Det gik ikke stille for sig, og de fattige stammefolk var desperate for at få mad, og muligvis også bange for, at der ikke var nok til dem.Michael stod her og holdte folk tilbage i båsene, mens de desperate forsøgte at komme til. Rundt omkring blev der råbt og skreget. En situation, der naturligvis påvirkede – og som i den grad satte tingene i perspektiv.

Man møder mange skæbner, når man rejser ud i verden. Mest af alt indser man, at man lever i en verden, hvor velfærdsproblemer bare på en eller anden måde bliver fuldstændig ligegyldige. Forhåbentlig kan det påvirke vores egne børn til at forstå verden bedre, og til også at ville gøre en forskel på sigt.
Vi er overbeviste om, at man kan lære sine børn meget ved at tale med dem, men endnu mere ved at opleve sammen med dem. Det skal mærkes, før man forstår.

Læs også: Hvad får børn ud af at rejse ud i verden?

Mange af de små filippinske børn, der stod i timevis og ventede på et måltid mad og en taske med brugt tøj,  havde åbne og betændte sår på både ben, arme og i ansigtet. Mange havde mistet en eller flere tænder – eller også strittede de til højre og venstre. Deres tøj var så laset og beskidt, at man ikke drømmer om det. Deres ansigtudtryk brændte sig fast på vores nethinder. Nogle af de unge mænd stod i kø fra morgen til aften – da de jo kom sidst igennem – og hen ad eftermiddagen blev vi nødt til at sende flere staffeter efter drikkevand, da de ellers ville være kolapset i varmen. Og bådene med mennesker… de blev bare ved med at komme med læssevis af mennesker, og efter et stykke tid kunne vi se, at horder af mennesker også begyndte at komme gående ned ad bjergskråningen. Vi fik fortalt, at nogle har gået i 2 dage for at kommer hertil!Tager I til Mindoro, bør I absolut

Det måltid mad, som folk fik serveret, blev skovlet ned. På et tidspunkt fik vi øje på en dreng på 5-6 år, der sad ved et bord. Han forsøgte at få de sidste kødrester gnavet af et kyllinglår, men tabte i sin iver kyllingelåret flere gange i sandet. Med det samme fik han fisket sit kyllingelår op igen, hvorefter han sultent gnaskede videre på trods af de utallige sandkorn, der nu fulgte med. Tallerknerne, som folk havde fået udleveret, var dækket ind i en plastikpose, resterne fra måltidet nemt kunne tages med hjem.
Efterfølgende gik turen til tøjafsnittet, hvor mange turister havde taget tøj med hjemmefra, og det blev gladeligt delt ud. Bittesmå ting som en billig og brugt kasket gjorde stor glæde. Derefter fik alle familier en rygsæk med ris, kaffe og dåsemad, som kunne vare i 1 til 2 måneder. Og så blev de glade sejlet tilbage igen.
Uanset alt det gode, der blev gjort, synes jeg det var en barsk oplevelse. En pose med tøj og mad ændrede det jo ikke på mangayernes generelle livsvilkår, og vi var ikke i stand til at gøre nogen stor forskel. Og det er jo det, man oplever, når man rejser ud i verden. Det man indser og mærker sådan helt ind i sjælen.
Men det er virkeligheden – for alt for mange mennesker i hele verden – noget man måske først sådan rigtig forstår, når man står midt i det.

I løbet af dagen besøgte 6000-7000 mangayer “Coco Beach”, og der blev delt 1.000 rygsække ud med flere måneders rationer pr. famile. Vi er sikre på, at det gjorde en forskel!

Børnehjemmet Stairway – værd at støtte!

Dagen efter mødet med mangayerne, tog vi på besøg på “Stairway” i Puerto Galera, som er et børnehjem/rehabiliteringscenter for gadebørn. Projektet er startet op af en “gammel” Vejle dreng, som har gået på Rødkilde Gymnasium, hvor jeg selv har gået, og jeg har deltaget i samtlige af de årligt tilbagevendende støtteprojekter for Stairway, mens jeg gik på gymnasiet. Det var derfor nærliggende og også vedkommende, at besøge projektet, når nu vi var derude.
Efter et besøg på Stairway, får man en umådelig stor lyst til at komme ud og arbejde som frivillig socialarbejder i denne store verden – eller blot til at donere penge dertil – der er i dén grad brug for det…!

Det var en stor og varm oplevelse at besøge Stairway, og tale med nogle af de børn, der blev støttet og hjulpet af projektet. Der bor cirka 15 drenge i alderen 12-18 år, som kommer fra en barsk tilværelse i Manila. Overgreb, misbrug og vold har været dagligdag for disse drenge, men støtten på Stairway hjælper dem til at skifte retning i livet.
Vores snakke med både medarbejdere fra centret og Lars, der har opstartet projektet, gav os et godt indblik i Stairways arbejde, og også en forhåbning om, at de børn vi mødte, fik den rette støtte og rehabilitering i forhold til deres fremtid.
Og indsatsen virker! 86% af de drenge, som gennemgår et rehabiliteringsforløb på Stairway, vender IKKE tilbage til gaden, men vælger i stedet at bruge de muligheder for uddannelse og udslusningshjem, som de tilbydes efter forløbet på Stairway.

Efter turen til Stairway, tog vi en længere sejltur omkring den smukke kyst. Vi trængte til at få luft og vind til både hår og tanker. Vi bestemte os samtidig for fremover at støtte projekter som Stairway, så godt vi kan.

Afslutning på rejsen til Filippinerne

Efter en lille uge på Mindoro, gik turen mod Manila og Thailand. Det var blevet tid til at sige farvel til både Mindoro og familien. Vi sejlede fra “Coco Beach” med lige dele glæde og vemodighed. Dette var jo et farvel til duften og lyden af Filippinerne, og goddag til et nyt land, som skulle udforskes i børnehøjde.
Sejlturen fra Mindoro mod Batangas blev dog lidt længere end forventet, da der var ved at gå ild i bådens motor. Vi måtte altså stoppe midt på havet, og der blev repareret på fuld skrue.

Da vi kom til Batangas, ventede en van på os, og vi kørte mod lufthavnen i Manila.

For os alle blev rejsen til både Manila og Mindoro lærerig på manger planer. Dog mest i forhold til erkendelsen af, hvor gode vilkår, vi har i Danmark. Og at vi skal huske at påskønne det, vi tager for givet.

Vores 7 uger lange rejse på Filippinerne blev hermed afsluttet, og rejsen kunne nu gå videre mod Thailand.
Læs her: Thailand!

Læs også om vores spændende ture til Sri Lanka, Maldiverne eller Cuba.