Meteorkrateret

Meteorkrateret og Barringer Space Museum

Meteorkrateret og Barringer Space Museum er oplevelsen, som vil glæde alle børn og voksne, der gemmer på en indre space nørd.

Skrevet af Stine / Foto: Stine


Er I på road trip i Arizona, og gemmer der sig en lille space-nørd i jeres maver, så er det absolut anbefalelsesværdigt at lægge vejen forbi meteorkrateret og Barringer Space Museum, som ligger ca. 35 minutters kørsel fra Flagstaff i Arizona.
Inden vi flyttede til Arizona, var lige præcis meteorkrateret én af de oplevelser, vi så frem til at få, og et besøg hertil skuffede ikke. Særligt vores yngste barn var dybt fascineret, og nærmest ikke til at slæbe væk derfra.

Når man ankommer til besøgscentret, er det en god idé, at starte sit besøg ud med en meget informativ film i centrets biograf, der beretter om meteornedslaget for 50.000 år siden, og giver en rigtig god viden og indsigt.
Selve meteorkrateret er omkring 1,2 kilometer i diameter og ca. 180 meter dybt. Man kan følges med en guide op til krateret, der beretter om alt i detaljer, og det er en stor oplevelse at stå på kanten, og kigge ned i den massive fordybning.

Udsigt over meteorkrateret

Der er masser af aktiviteter i Barringer Space Museum, som lægger op til inddragelse, så man derigennem opnår ny læring og viden om meteornedslag og selve jordens historie.
Der er samtidig udstillinger om rumforskning, meteorer og meteornedslag samt en samling af meteoritter – også nogle, der er blevet fundet i området.
Apollo 11’s space capsule kan ligeledes ses på museet, og samtidig kan man læse om træning af astronauter i kraterets omgivelser.

Barringer Space Museum capsule

Arizona er kendt for mange forskellige ting, men særligt himmelfænomener er noget, der er fokus på. Mens vi har boet i Arizona, har vi set lidt af hvert, blandt andet grønne stjerneskud og rumraketter på himlen.
I mange byer i Arizona gør man samtidig også meget ud af, at være et ”Dark Sky Community”, således der er så lidt lys-forurening, som overhovedet muligt, og man dermed bedre kan iagttage nattehimlen. Og den er smuk her!
Det var den ganske sikkert også for 50.000 år siden, da en meteor ramte jorden her i Arizona, og dermed skabte det kæmpe krater, som er kendt som Barringer krateret. Det er velbevaret, og dermed også en stor oplevelse at besøge.

I 2023 er prisen for indgang 25 Dollars pr. person.

Vi besøgte meteorkrateret og Barringer Space Museum i forbindelse med et weekend-road-trip i den nordlige del af Arizona, hvor vi blandt andet oplevede Monument Valley.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *