Dykning for børn!

Der forekommer reklame i indlægget. Reklamen er i form af henvisninger til netshops, der forhandler de produkter, vi selv har haft stor glæde af at medbringe på vores rejser, og som vi derfor anbefaler til andre. Købes produkterne via vores links, får vi provision af salget. For mere information, kan I evt. læse mere i vores cookie- og privatlivspolitik.

dykning for børn

Mine oplevelser med vand – dykning!

Børn kan også tage dykkercertifikat – læs her, hvorfor jeg synes, at børn skal gøre det!

Jeg har altid respekteret havet rigtig meget, men har samtidig også været utrolig bange for vand. I 2016 valgte vi at tage til Maldiverne, og dengang var jeg 11 år. Man kan tage et dykkercertifikat, når man er 10 år, så planen var, at min storesøster Clara, min far og jeg skulle tage et dykkercertifikat, men på det tidspunkt var jeg virkelig bange for hajer, så jeg havde hele tiden sagt, at jeg skulle i hvert fald ikke ned i noget vand, for jeg vidste jo ikke helt, hvad dykning var for noget, så på det punkt var jeg ekstremt usikker.
Da vi så boede på Dharavandhoo, som er en lille lokal ø på Maldiverne, fortalte min far mig, at jeg kunne give det et forsøg, og hvis jeg var for usikker til det, kunne jeg bare springe fra.
Tre minutter inden Clara og min far tog ned for at tage dykkercertifikatet, besluttede jeg mig for at prøve, og heldigvis var instruktørerne rigtig søde, så de hjalp mig med at forstå det hele, og forklarede mig, at det faktisk alligevel ikke var så farligt, hvilket jeg virkelig er glad for.

 

første gang jeg skal dykke

Her gør jeg mig klar til at dykke sammen med min søster Clara. Jeg er 11 år og min søster er 14 år.

Den første dag skulle vi allerede dykke, og fordi det var på Maldiverne, var der en naturlig pool i havet, så vi skulle ikke dykke i en normal swimmingpool. Efter 5 minutter havde jeg knækket koden i forhold til, hvordan man dykker, for så svært er det faktisk ikke, selvom det ser mega besværligt ud med alt det udstyr, man har på. Og jeg smilte så meget, at jeg fik vand ind i munden, for det er virkelig noget helt specielt. Jeg endte med at gennemføre det hele og bestod prøven, så jeg fik mit dykkercertifikat efter 4 dage, og tror aldrig jeg har set så glad ud før.

 

skøn oplevelse at dykke som barn

Jeg er lykkelig for, at jeg besluttede mig for at prøve at dykke, selv om jeg først var nervøs.

Jeg er mine forældre evigt taknemmelig for de muligheder og oplevelser de har givet og stadig giver mig.

Sommeren efter tog vi til Cuba, hvor vi skulle have 2 dyk.
Jeg blev syg lige inden, så det blev desværre uden mig, men jeg havde også en rigtig uheldig oplevelse i vandet – jeg blev nemlig brændt af den portugisiske orlogsmand (en giftig slags gople), og jeg var sikker på, at jeg skulle dø, for så meget smerte har jeg aldrig oplevet før. Jeg blev så kørt på hospitalet skrigende og med min far ved siden af mig, som også var utrolig bange, for vi havde ikke hørt noget om den portugisiske orlogsmand, og kendte ikke rigtig til dem, så vi vidste ikke hvor farlige de var. Inde på hospitalet var der en lang kø, men det var så alvorligt, at de blev nødt til at behandle mig med det samme.
Efter det rørte jeg ikke havet igen, og det tog også lang tid, før jeg faktisk rørte vandet i Danmark.

så dykker vi alle

Vi øver med dykkerinstruktørerne, og alt føles rigtig trygt.

Jeg var så heldig at mine forældre gav mig en tur til Seychellerne i konfirmationsgave, og inden vi tog afsted, købte vi en dragt og en slags maske til hovedet, som gjorde, at hvis jeg blev ramt, så kunne giften ikke gå igennem.
Jeg brugte dragten de første 10 dage, fordi jeg følte, der var noget i vandet, der stak lidt, og jeg skulle ikke gå igennem det smertehelvede én gang mere, og det ønsker jeg heller ikke for nogen! De andre øer vi boede på, mærkede jeg overhovedet ikke noget, så der brugte jeg kun dragten de første dage for at være sikker.

Vi dykkede 2 gange på Seychellerne, og det var lige så fantastisk, som da jeg dykkede for første gang. Glæden ved at dykke bliver ikke formindsket for mig, uanset hvor meget jeg dykker, og det er også det, der gør det til en ekstra særlig ting.
Man kan ikke rigtig beskrive følelsen, men det eneste man kan høre, er sin egen vejrtrækning, og der er fantastiske koraller med alle farver og farverige fisk, der svømmer forbi én. Jeg har altid oplevet at være bange inden jeg skulle dykke, fordi vi dykker forskellige steder hver gang, så kender ikke dyrelivet, men så snart jeg kommer under vandet, er jeg ubeskrivelig glad, og jeg skal bare se det hele, såsom hajer og rokker selvom de er farlige, men jeg føler mig bare så tryg på en helt speciel måde, når jeg er under vandet.

Næste sommer skal vi til Maldiverne igen, hvor vi selvfølgelig skal dykke et par gange. Min far synes vi skal tage et skridt videre og tage advanced, hvor man skal dykke helt ned til 30 meter. Jeg er dog lidt usikker på det, fordi der er hajer vi ikke har set før, men jeg tror jeg ender med at tage dykket og opleve hajer, som f.eks. hammerhajer, der kan svømme i flokke på over 100.

op paa banden igen efter et dyk

Jeg får hjælp til at bære iltflaskerne, da jeg er på vej ned i vandet.

Jeg synes personligt man skal give det et forsøg med dykning, hvis man er i tvivl, og instruktørerne har virkelig styr på sikkerheden, og de fortæller også, hvad man skal gøre i de forskellige situationer for ikke at gå i panik.

Hver gang folk spørger mig, hvad det bedste i mit liv er, siger jeg altid; når jeg dykker og oplever verden med min familie, og det er der muligvis ikke særlig mange mennesker der forstår, hvis ikke de selv har prøvet det. Dykning har altid været højdepunktet for mig, når vi har rejst, og jeg har altid sagt til mine forældre, at jeg godt kunne undvære nogen ting i hverdagen, hvis jeg bare kunne få det ene dyk, fordi det bare bliver ved med at være lige fantastisk og specielt.

Tryk på videoen nedenunder – så kan I se en lille film fra i sommers, da min søster og jeg dykkede på Seychellerne. Jeg er 13 år og min søster 16 år. Hvis I selv har børn og teenagers, der gerne vil dykke, kan I vise dem videoen, og så kan de se, hvor dejligt det ser ud.

Dykkercertifikater – også for børn!

Open water diver

Certifikatet koster omkring $475 +- (3.089,59 kr.) inkl. dykkerdragt, certifikat og udstyr. Du skal bruge open water for at tage de fleste andre certifikater ved PADI.
Man skal være mindst 10 år, før man kan tage certifikatet.
Med certifikatet kan du dykke i hele verden og max. ned på 18 meters dybde.
Man behøver ikke dykke med en instruktør, men man må aldrig dykke alene, så der skal altid være en med.
Man kan blive uddannet på 4 dage.

Advanced open water diver

Dette kursus kan tages efter PADI Open water. Det hedder advanced, fordi det udvikler din dykning og din viden om dykning.
Man skal være fyldt 12 år, før man kan tage certifikatet
Du har mulighed for at dykke helt ned på 30 meter og se dyr, du ikke kan se på 18 meter. Man har 5 dyk, når man tager certifikatet.
Certifikatet koster $375 +- (2.456,44 kr.)

Læs evt. mere på Padi's officielle hjemmeside

Skriv en kommentar

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*