Viñales er laid-back skønhed – Cubas absolutte “must see” for hele familien!

vinales

Viñales er laid-back skønhed – Cubas absolutte must see for hele familien!

Der forekommer reklame i indlægget. Reklamen er i form af henvisninger til hotelsøgemaskiner og netshops eller partnere, der forhandler de produkter, vi selv har haft stor glæde af at medbringe på vores rejser, og som vi derfor anbefaler til andre. Købes produkterne via vores links, får vi provision af salget.
For mere information, kan I evt. læse mere i vores cookie- og privatlivspolitik.

Skal I selv på rundrejse på Cuba, kan I eventuelt blive inspireret af vores rejseberetning fra Havana og Cayo Levisa, som vi besøgte inden vi drog mod Viñales.
I kan endvidere her se alle andre indlæg, vi har lavet om Cuba.

Turen til Viñales og mødet med en skøn casa

Da vores ophold på Cayo Levisa var ved at nå sin ende, havde vi brug for at booke en bil, som kunne bringe os videre til vores næste destination; Viñales!
Vi gjorde meget ud af at forklare receptionisten på Cayo Levisa, at vi havde brug for en STOR bil til at fragte os fra Palma Rubia til Viñales! 5 mennesker og bagage til en måned fylder jo en del!
Receptionisten forsikrede os om, at hun havde HELT styr på det, hvorfor vi forventede at blive hentet i en minivan på havnen.
Da vi ankom til Palma Rubia, kiggede vi derfor langt efter en minivan, men i stedet stod der en lille bitte, bitte mikrobil parat – I ved; sådan én man kniber øjnene sammen for at få øje på!! Jeg vidste faktisk ikke helt, om jeg skulle grine eller græde, og både eder og forbandelse røg ud af mine sammenknebne læber, mens jeg samtidig kunne mærke et kæmpe grin samle sig langt nede i min mave. Selvfølgelig skulle det være sådan her på Cuba!!!! Det levede jo fuldstændig op til mine forventninger!
Chaufføren var naturligvis vaskeægte cubaner, og derfor optimistisk og fortrøstningsfuld! Han fes rundt og proppede al vores bagage ind i alle bilens mulige rum; bagagerum, bagrude-hylde, gulvet, forrude, handskerum… Vi blev smækket ovenpå, og så kunne turen ellers begynde. Efter 10 minutter sov Bjørks storetå, og Claras ben var viklet ind i kufferter og tasker. Vi kørte for fuld fart langs de snoede gader og på hullede veje, mens chaufføren begejstret og med masser af grin fortalte om FC Barcelona på højlydt cubansk, dyttede og hilste på alle vi mødte på vejen. Han forstod naturligvis ikke én eneste glose engelsk, og vi fattede ikke så meget af det, han sagde – måske også fordi alle bilens vinduer var åbne på grund af manglende aircondition samtidig med, at radioen spillede cubanske rytmer for fuld skrue!
Med chaufførens sindssyge tempo og vanvittige kørsel, var vi faktisk relativt hurtigt i Viñales – hvilket jo var en fordel! Og synet der mødte os der, var næsten magisk!
Sikke et landskab, sikke en natur, og ikke mindst; stemning! Da vi kørte forbi et fint hotel, Hotel Rancho San Vicente, med mange gamle og velpolerede amerikaner-biler udenfor, var det som at være med i en scene til Dirty Dancing!

den smukke vinales dal
Allerede ved ankomsten til området omkring Vinales kunne vi se, at dette nok måtte være ét af de smukkeste steder, vi nogensinde havde været!!

Vi havde via Jose fra Bbinviñales booket Casa Ridel y Claribel, og vores chauffør havde lidt svært ved at finde huset, så med detaljeret kort over Viñales, hjalp Michael lidt på vej. Da vi endelig parkerede, var det inde i en slags gyde eller baggård, og jeg må indrømme, at jeg ved synet af faldefærdige huse og lyde af gryntende smågrise var en smule skeptisk… Da vi steg ud af bilen, fik vi dog øje på et lille lyserødt dukkehus med flere tagterrasser, godt gemt væk bagved det hele. Begejstringen steg, mens vi hev kufferter og rygsække ud, og hønsene gik rundt om benene på os.

vores casa i vinales

”Casa Ridel y Claribel” ligger helt i toppen over anbefalede casas i Viñales på TripAdvisor, og jeg må ærligt indrømme, at dette er fuldt forståeligt!
Vi blev hilst velkommen af Ridel, en engelsktalende og meget venlig mand, som viste os vores 2 værelser, der havde beliggenhed direkte på den fine terrasse på 1. sal. Værelserne var rene, pæne og enkelt indrettet, havde køleskab og en fint lille badeværelse.
Dernæst fik vi en rundvisning på hele det område, som hørte til den del af casaen, vi boede i. Da vi havde booket begge værelser, havde vi det hele for os selv.
Ridel viste os hen til den fineste lille krog med pejs og små borde, som var der, vi skulle spise vores måltider, og efterfølgende blev vi vist op på øverste tagterrasse, som var indrettet med fine, hvide møbler og en parasol af palmeblade.

på toppen a vores casa

Det bedste og vigtigste af det hele; Vi havde det FLOTTESTE view ud over et landskab, som næsten var  ”Hobitten” værdigt! SÅ SMUKT! SÅ FINT! SÅ meget spot on!!!!
Her skulle vi bo de næste 4 døgn, og vi følte, at vi var verdens heldigste!
Efterfølgende bestemte vi os for at se byen lidt an. En lille gåtur langs hovedgaden medførte blot, at humøret steg endnu en tak!

Ud over at være landet i en rigtig dejlig casa, var ejerne virkelig hjælpsomme og informative, hvilket medførte, at vi fik nogle rigtig gode samtaler.
Som så mange andre casaejere tilhørte Claribel og Ridel den mere velstående del af befolkningen, og de havde hver især et job, som de var nødsaget til at passe i dagtimerne. Derfor havde de naturligvis ansat hushjælp, som gjorde rent m.v. Endvidere hjalp resten af familiens medlemmer med at lave mad til gæster, servicere m.m.
Familien var veluddannet, hvorfor de også gjorde meget ud af at lære deres børn engelsk – et fag, der ellers ikke bliver gjort meget ud af i skolen, men som familien godt forstod vigtigheden af at kunne.
Ridel var uddannet læge med et speciale, som desværre medførte, at han ikke kunne få tilladelse til at forlade Cuba, hvilket for os – igen – blev endnu en understregning af forskellene mellem det at bo i et land, som Danmark, hvor man har sin frihed, til at bo i et land, hvor man konstant er underlagt bestemmelser, som begrænser det frie valg.

pigerne hygger sig på taget af casaen

Aftenen var skøn og varm, og efter at have spist lækker bønnesuppe med ris og kylling i den hyggelige krog (hjemmelavet af vores casa og absolut velsmagende, men også til en pris á 8 CUC pr. person – undtagen Bjørk, som spiste gratis), fik vi en kop kaffe. Kaffebønnerne var produceret af Claribel’s far – den bedste og mest velsmagende kaffe, vi endnu havde drukket. Mætte og glade, satte vi os op på øverste tagterrasse, hvor en mild brise fejede hen over tagene, og kiggede ud over skønheden. Pigerne spillede kort, og vi drak den bedste daiquiri, vi nogensinde har fået, mens vi kiggede på den lyserøde himmel, som malerisk lå over de fantastiske og frodige bjerge. Vidunderlig afslutning på en skøn dag, hvor vi tydeligt mærkede, at vi var landet i et område, hvor vi med garanti ville komme til at udleve nogle af vores rejsedrømme.

På hesteryg gennem Viñalesdalen

Næste morgen vågnede vi op til hanegal og lyden af øffende grise. Et morgenkig ud over området fra vores terrasse, bød på levende billeder af frodige majsmarker, de smukkeste bjerge og en cowboy, som sad på taget af en tobakslade og nød morgensolens varme stråler. Bedre start på dagen kunne ikke ønskes.

en cowboy på taget
Vi havde bestilt morgenmad kl. 8, og fik serveret ristet brød, omelet, skinke-ost-sandwich og friskpresset mangojuice – og ikke mindst; velsmagende, friskmalet kaffe!

Dagen forinden havde vi bestilt en tur på hest gennem Vinalesdalen! Ja, sgu; den tur jeg havde forsvoret, at jeg nogensinde ville tage, fordi jeg er ved at tisse i bukserne af skræk, når jeg ser en hest! Men et eller anden sted måtte jeg jo også erkende, at jeg var nødsaget til at se min frygt i øjnene, når nu denne ene mulighed for at få en ”once-in-a-lifetime-oplevelse” var til stede, og reelt var det jo lige præcis dét, sådan en tur på hest gennem den smukke dal ville være; ONCE IN A LIFETIME!
Nå ja, jeg tænker måske også, at der var en lidt pædagogisk vinkel på det… Når nu jeg beder mine børn om indimellem at turde vove, så må jeg jo erkende, at jeg til tider er nødsaget til selv at gå forrest!!!!

på tur med hestene

Ridel havde sørget for at bestille heste-turen, som kostede 5 CUC pr. time – alt i alt 25 CUC pr. person, da vi var afsted i 5-6 timer.
Da klokken slog 9.00, blev vi derfor hentet af to hjælpsomme cowboys hjemme i vores casa, og de forsikrede os om, at de nok skulle tage hånd om det hele, og ligeledes passe godt på os alle.
Vi blev ført over på den anden side af gaden, og bag lyserøde Villa Cristina mødt af en ung ranger, der var ved at indtage ”cowboy-morgenmad”, som bestod af espresso og cigar. Med en stor cigar i munden, førte han os langs vejen og ind ad en lille sti, hvor der stod 7 opsadlede heste.
Der var nu ingen vej udenom! Pigerne var klar, og nærmest euforiske over den oplevelse, der ventede, mens jeg reagerede helt modsat! Hele min krop rystede, da jeg satte mig op på den sure hest, og jeg vidste slet, slet ikke, hvordan jeg skulle styre den altædende krikke, der vredt begyndte at skrabe i jorden med den ene hov (hedder det ikke sådan?), så snart jeg prøvede at styre den væk fra alt det spiselige og ud på den sti, vi skulle ride langs. Det gjorde ikke min frygt mindre, og jeg tror, at hesten både kunne lugte og mærke min frygt! Jeg syntes i hvert fald, at den var mega aggressiv!

bjørk fører and på hesteryg

Afsted kom vi, og pigerne var helt oppe at køre. Bjørk har aldrig tidligere redet, men hun satte hurtigt i trav, og red glædesstrålende og hvinende af fryd forbi mig, mens hun råbte ”iiihhhaaaaaa”! Så snart min hest satte efter, råbte jeg skrækslagent ”no, no”, mens jeg rev i tøjlerne, hvilket bare gjorde hesten endnu mere sur.
Alle unger og Michael havde masser af overskud, og spurgte derfor konstant ”er du ok, mor?”, og mens jeg sad helt stiv på hesten og rystede, var det eneste jeg kunne koncentrere mig om at vrisse ud af mine sammenknebne læber; ”lad være med at tale til mig!”!

ridetur i vinales
Imens jeg krampagtigt holdte fast i sadlen og red gennem et ellers billedskønt landskab, hørte jeg hvordan den ene cowboy begyndte at lægge an på Clara i baggrunden! Det eneste jeg kunne tænke var; STOP! NU! Jeg vil af!
Jeg kunne heldigvis ikke se hele scenariet udefra, men jeg tænker rent faktisk, at det må have set temmelig grimt ud!

første stop på hesteturen

Efter at have tilbagelagt de første par kilometer, var første stop en lille tobakslade, som lå i de SMUKKESTE omgivelser. Hestevogne med bønder kom ridende forbi, og jeg stivnede hver gang jeg så andre levende væsener – mest af alt af frygt for at ride ind i dem, fordi den her hesteting var helt ude af min kontrol.

hestevogne kom forbi

Jeg kunne bare SLET ikke styre den hest, jeg sad på! Den ene cowboy hjalp mig af hesten, men begyndte at grine, da han mærkede, hvor meget min krop sitrede! Han hev mig derfor hen til hesten, og bad mig om at ”bonde” med krikken og klappe den lidt – men lige lidt hjalp det!
Jeg gik i stedet for storrystende ind i tobaksladen, hvor de fandt en stol til mig, og så tog jeg ellers et par dybe hiv af en hjemmerullet cigar – velvidende, at det nok ikke var en god idé!
Vi fik fremført et lille show, så vi kunne få indsigt i fremstillingen af cigarer på Cuba, og det var rigtig fint. Til pæn stor skuffelse for tobaksrulleren, købte vi dog ingen cigarer. Som tak for showet gav vi ham dog en enkelt CUC…

tobaksbonden

Da besøget i tobaksladen var forbi, var det op på hesten igen, og videre ad stier og bakker mod en smuk og idyllisk finca, hvor vi – efter at have bundet hestene udenfor – på meget forståelig cubansk fik indsigt i fincaens historie og dens afgrøder. Selv om det helt klart var til ære for turister, var det alligevel på en eller anden måde meget autentisk – det hele foregik i meget stille og roligt tempo, og det væltede heller ikke med turister på stedet.

finca vinales
Den finca vi blev ført op til, er den samme, som den, der nævnes i Turen går til Cuba, og ejeren af fincaen er afbilledet i denne bog, hvilket specielt Bjørk syntes var lidt sejt – hun var faktisk sådan lidt “starstruck”!
Vi var med til at se, hvordan de fremstillede naturlig ”Red Bull” (som de kaldte det) af økologiske sukkerrør, som blev presset mange gange igennem en maskine, som udelukkende kørte på ”håndkraft”.

sukkerør

Derefter blev vi ført hen til et langbord, hvor hustruen skar toppen af 5 grønne appelsiner, som hun efterfølgende overhældte med honning og smækkede et sugerør i. Vi kunne så selv presse på appelsinen for at få saften blandet med honningen, og bagefter drikke deraf. Efterfølgende kom hun friskpresset lime i vores glas med væsken fra sukkerrørene, og så kunne vi selv presse saften fra den friske appelsin deri også. Ifølge ejeren af fincaen skulle dette virkelig være sundt, men det var simpelthen SÅ sødt, at vi ikke kunne få det ned. Da Michael fik en skvis rom i, gled det dog ned 😉
Vi betalte 3 CUC pr. glas med saft, så også her – i yderst autentiske omgivelser – gik der pengemaskine i den. Vi blev naturligvis efterfølgende præsenteret for både en særlig rom eller likør (måske fremstillet af guava?) fra Pinar del Rio og kaffe fra farmen, som selvfølgelig også kunne købes for en pæn slat CUC. Men sådan er det bare på Cuba; man kan lige så godt vænne sig til det allerede fra man sætter sine fødder i landet, og så træne sig selv i at sige “pyt”.

hestene venter på os

Da vi forlod fincaen, lod vi hestene stå bundet ude foran, og så begav vi os til fods op til en restaurant med den flotteste udsigt ud over dalen. Vi havde forudbestilt frokosten, da vi var blevet forsikret om, at det var yderst billigt – til den nette sum af 10 CUC pr. person… Vi var ikke det mindste sultne, da varmen var kvælende, men nød alligevel det hele, også selv om det var alt for dyrt, da udsigten virkelig var noget for sig.

oksen i vinales

Mens vi sad på bænkene langs bordet ude i naturen, kunne vi suge alle de smukke og særlige indtryk til os; en vanvittig, ubeskrivelig frodighed, flotte bjerge, grønne marker, tobakslader, bønder, som kom ridene på små, underlige vogne spændt bag på en okse, heste, som stod bundet, guldsmede, der sværmede og generelt bare en helt vanvittig skønhed, som vi ikke rigtig kan sammenlignes med noget, vi tidligere har set.

skøn udsigt i vinales

Over alt i dalen hvor vi red på vores heste, var der uvirkeligt smukt. Vi følte os fuldkommen hensat til en anden tid. Undervejs legede Bjørk, at hun var med i en film, og sagde på et tidspunkt; ”mor, det her er som en leg, hvor jeg er i en anden verden!”, hvilket var en meget rammende beskrivelse af den natur og stemning, vi befandt os i.

skøn tur på hesteryg i vinales

Da vi skulle til at ride videre, blev vi spurgt, om vi ville op og møde en familie, som aldrig benyttede læge, men som healede sig udelukkende med vand, eller om vi ville hen og se det store vægmaleri (Mural de la prehistorica) og derefter til ét ekstra udsigtspunkt. Da turen til maleriet var kortere end op til den vandhealende familie, valgte vi denne. Jeg var efterhånden blevet bedre tilpas, men endnu ikke helt tilbagelænet på hesteryg!

vægmalerierne i vinales
Vi red op forbi vægmaleriet, og videre derfra til udsigtspunktet, hvor vi kunne sidde på stenstole og ligge i en hængekøje i skygge, mens vi iagttog omgivelserne fra oven. Igen en smuk og rolig oplevelse.
Derfra var der ca. 40 minutter på hesteryg hjem igen, og nu var det for mig bare om at komme nogenlunde helskindet tilbage. Kunne jeg klare det, synes jeg faktisk, at jeg med min hesteskræk havde klaret lidt af en udfordring!

skøn udsigt fra turen

Efter hesteturen troede jeg faktisk, at jeg både havde fået blærebetændelse og kramper i halebenet, men da jeg var kravlet i bad og havde slappet af i ½ time, viste det sig, at det blot var rystelser efter 5-6 timer på hesteryg. De fleste af os gik dog som cowboys dagen efter…
Ifølge børnene var turen på hesteryg gennem Viñalesdalen én af de mest fantastiske oplevelser, de nogensinde har haft!
Her i bagklogskabens lys kan jeg da også godt se, at det var en rigtig, rigtig fin og smuk tur, og jeg mener faktisk, at rideturen gennem dalen er et must, hvis I selv skal til Viñales! Det er virkelig en eventyrlig oplevelse!
På trods af, at oplevelsen på hesteryg er en tur for turister, føles det meget ægte. Det man ser, er det, der er! Det er ikke opstillet på samme måde, som så mange andre turistaktiviteter i andre lande, vi har rejst i. Højst sandsynligt fordi det her er Cuba!

Ønsker I selv at opleve Viñalesdalen til hest, så er vores råd, at I husker at iklæde jer lange bukser og bluser, tager kasket/solhat på, medbringer maser af vand og ligeledes husker solcreme! Solen er virkelig hård, og I har ikke den store mulighed for at ride i skygge.
Endvidere er det bedste råd, at I tager turen så tidligt på dagen, som muligt, da det op ad dagen ofte trækker op til uvejr, hvilket også var tilfældet den dag vi var afsted. Vi nåede lige hjem, inden det begyndte at regne, lyne og tordne kraftigt.

Udforskning af Viñales og omgivelser

Dagen efter hesteturen bestemte vi os for bare at tage en stille og rolig dag, udforske byen og samtidig også forsøge at komme på internettet. Vi fandt stedet, hvor vi skulle købe os adgang (kig efter ETECSA-butikken i en af sidegaderne, hvor I kan købe små kort med koder, som giver adgang til nettet), men der var naturligvis en kø så lang, som jeg ved ikke hvad! Vi glemte at spørge om hvem, der var ”El ultimo” (den sidste i køen), men en ældre mand gjorde os heldigvis opmærksom på det. Jeg tror dog, at vi stod i kø i en time, før vi fik lov til at komme ind.

her kan du gå på internettet i vinales
Husk ALTID at spørge eller råbe ”El ultimo”, når I kommer til en butik eller en kø – ellers kan I stå der i evigheder. Cubanerne er vant til mangel på varer, og har derfor udviklet en fantastisk/nødvendig køkultur, hvor alle har deres plads. Det foregår stille og roligt, og hvis man spørger, hvem den sidste i køen er, kan man være sikker på at komme til, når det er ens egen tur.

Frokosten indtog vi på en tripadvisor-anbefalet restaurant, som lå på hovedvejen. Vi delte 2 paella, som smagte godt, hvilket alligevel var lidt af en oplevelse i denne by, hvor udvalget af spisesteder er stort, men maden virkelig ringe!
Efterfølgende tog vi en taxi op til Hotel Jaminez, hvor vi badede i hotellets pool mod en betaling på 3 CUC pr. person.
Hotel Jaminez er det hotel, som man kan se næsten fra alle sider af byen, da det med sin lyserøde farve folder sig flot ud på en bjergskråning. Da vi ankom, lød der høj cubansk musik fra en af hotellets tilbygninger, og vi kunne se musikanter, der dansede og underholdte en masse mennesker, der fornøjet dansede med. Super skønt og meget cubansk!

det lyserøde hotel i vinales

I hotellets pool, som lå med en fantastisk udsigt, men derudover var helt enormt beskidt og fedtet, mødte vi en del danskere, som også var på rejse i landet. Det viste sig, at vi skulle støde på den samme gruppe af rejsende flere steder, hvilket på en eller anden måde fik Cuba til at virke meget lille og lokal.
I det hele taget undrede det os, HVOR mange danskere vi mødte på Cuba – nærmest uanset hvor vi befandt os. Det må være slaraffenland for danske rejsende lige p.t., hvilket er helt forståeligt, og egentlig virkede det også meget hyggeligt!
Vi blev ikke længe i poolen på Hotel Jaminez, da det lige pludselig begyndte at lyne og tordne voldsomt, og vi derfor blev hevet op af poolen.
Det fortsatte med at lyne og tordne på mest overdrevne facon resten af dagen, og det endte med, at det regnede ned igennem det ene tag, hvor vi boede. ALDRIG har vi oplevet SÅ meget regn og så voldsomme lyn! Faktisk røg strømmen i hele byen, og var væk i mange timer.
Vi endte af denne grund også med at spise en meget sen aftensmad på en af byens caféer – virkelig uspiselig og ostesnasket pizza. Derudover havde vi bestilt 2 mojitos (2,5 CUC pr. stk.), men da jeg ikke kunne lide den jeg fik, drak Michael også den, og endte med at blive godt pløret. De er ikke nærige med rommen på Cuba!

Hovedgaden i Viñales byder på en masse larm og forskellige butikker. Det er nemt at komme rundt til fods, og selve byen kan udforskes på relativ kort tid.

parken i vinales
Sætter I jer ved kirken midt på hovedgaden, kan I uforstyrret betragte hverdagslivet, og kigger I ekstra godt efter, finder I måske frem til køen ved den lille softice-maskine, som til tider stilles tilfældigt op, og hvor 2 softice kan købes til den nette sum af 0,5 CUC.

is manden i vinales

Der er ikke noget at sige til, at lokalbefolkningen samles i stor stil for at nyde denne form for luksus.

Tour-bus, Cueva del Indio og kabelbanen

Næste dag tog vi en tur med ”hop-af-og-på-bussen”, som koster 5 CUC pr. person – dog er mindre børn gratis, så Bjørk fik vi med uden beregning ;-). Billetterne købes i bussen, når I står på. Billetten til bussen kan benyttes hele dagen.
Det er muligt at stige af og på bussen ved de mange turist-spots og seværdigheder, hvilket gør det nemt og overskueligt.
Et par af de steder, som bussen stopper ved er følgende:
Los Jazmines, hotellet med den mest fantastiske udsigt ud over dalen
– Canopy/Zipline ud over flot natur
– En tobaksfabrik
– Hotel La Ermita, som har smuk beliggenhed og pool, som kan benyttes mod betaling på 3 CUC
– Cueva del Indio
– Cueva de Santo Tomas
– Mural de la Prehistorica

Mens vi ventede på bussen, blev vi opsøgt af ALLE byens taxi-chauffører, som ville slå en handel af med os, og køre os rundt til alle områdets seværdigheder. De er ikke sådan at ryste af sig, cubanerne, men det lykkedes os alligevel – vi var ret stålsatte hvad busturen angik.
Et godt råd kan sådan helt generelt være at ”ruste” sig til mødet med cubanerne, som godt kan være påtrængende. Det føles ikke utrygt, men kan sagtens irritere.

I kan her finde rejseråd om, hvordan I bedst muligt forbereder jer på en ferie til Cuba.

Inde i bussen stødte vi på et rigtig sødt, ungt dansk par, som havde været i Trinidad og Varadero, og dermed kunne oplyse os om, at det var super skønne steder. Dejligt at vide, når nu det også var destinationer, vi havde foran os.
Buschaufføren var underholdning i sig selv, og alene det at køre med ham, gjorde os i godt humør. Han spillede høj cubansk musik, mens han sang med, dyttede og hilste på alle.
Første stop på busturen var ”Cueva del Indio”, hvor vi også betalte 5 CUC pr. person for indgang (børn under 12 år er dog gratis). Vi gik op ad trapper, og kom så ind i selve hulen, som selvfølgelig var rigtig flot. Dog var vi kommet ind som nogle af de sidste, så vi endte bag i en enorm lang kø.
I ”Turen går til Cuba” havde jeg læst smukke ord om Cueva del Indio, så mine forventninger om smaragdgrønt vand og hulehemmeligheder var virkelig store! Måske det også var derfor jeg blev en smule skuffet over at have stået i kø i 1 time i grotte-fugtig-hede for at opleve en mini-sejltur med en varighed på ca. 10 minutter i alt for plumret vand i kedelige omgivelser. Og ja; det er faktisk sjældent, at jeg ikke begejstres, men her følte jeg bare… ingenting!!

en af hovedseværdighederne i vinales
Mit råd er altså, at I lige bør overveje en ekstra gang, om ”Cueva del Indio” er en seværdighed I ønsker at stå i kø til i 1 – 1,5 time, særligt hvis I har små/mindre børn med. Det er – i vores øjne – i hvert fald ikke nogen speciel oplevelse, og vi havde nok valgt det fra, hvis vi havde vidst, hvad der ventede/ikke ventede.
Ønsker I at opleve ”Cueva del Indio” er vores råd, at I ankommer så tidligt på dagen, som overhovedet muligt, da busser med turister fra hele Cuba op ad dagen ankommer i hobetal, hvorfor køen til grotten bliver enorm lang.

Efter turen i grotten, hoppede vi på bussen igen (efter endnu en gang at have mødt flere danskere), og tog turen videre mod Canopy ”kabelbanen”/zipline, hvor særligt Bjørk var ellevild! For hende var turen i højderne en næsten lige så spændende oplevelse, som turen på hest igennem dalen! Det var en oplevelse af kort varighed, men som til gengæld gav flaksende sommerfugle i maven. Med to guides og sikkerhedsforanstaltninger, som var i top, blev en lille tur til højderne og banerne tilbagelagt i enorm hede, hvorefter Clara og Bjørk kastede sig ud i højderne.

bjørk i action

Clara kunne selv, men p.g.a. Bjørks alder måtte hun have en guide med på turen, som sad sammen med hende på vej over dalen. En tur med zipline var kortvarig, men flot, og kostede 8 CUC pr. person.
Vi sad bagefter længe i områdets lille café, og spiste chips og kiks, mens vi ventede på at bussen kom retur.
På bussen igen passerede vi alle de ting, som er værd at opleve på en ferie i Viñales, indtil vi ankom til Hotel La Ermita, hvor vi sluttede den varme dag af med at bade i hotellets pool. Også her kostede det 3 CUC pr. person at benytte poolen, men det var CUC, som var godt givet ud.

det andet hotel i vinales

Den sidste aften i Viñales brugte vi på den øverste terrassen på vores casa, hvor vi igen nød udsigten over det utrolig smukke område, og stille betragtede den vidunderlige solnedgang.
Pigerne sluttede aftenen og besøget i Viñales af med at danse salsa på taget med datteren af huset i tusmørkets skær, og vi nød at lytte til alle deres hyggelige samtaler om ungdomsliv i Danmark contra ungdomsliv på Cuba. At mødes på tværs af kulturer er på alle måder lærerigt og givende.

Generelt om Viñales

Af ALLE steder på Cuba var Viñales den allerbedste og smukkeste naturoplevelse for os alle!
Jeg havde inden rejsen måske været en smule skeptisk hvad Viñales angik, da jeg funderede en del over, hvad vi mon skulle få tiden til at gå med i dette område…Shame on me!
Derudover havde Michael hørt, at udfordringen med opsøgende og påtrængende mennesker, som ville gøre meget for at få fat i vores penge, ville være stor i Viñales, men heller ikke dette var tilfældet.

skøn blanding af nyt og gammelt i vinales

Kan man se bort fra alt turisthalløjet, er Viñales vidunderlig, og vi kan KUN på det varmeste anbefale et besøg i byen og hele området. Byen er et skønt sammensurium af det traditionelle og gammeldags Cuba blandet med turisme.

Viñales byder generelt på utrolig mange indtryk.
Bymidten og hovedgaden kan forekomme en smule hektisk med larm, biler, knallerter og lastbiler, huse, der renoveres, hestevogne, ryttere, bønder, gadesælgere, massevis af restauranter og samtidig en skøn blanding af turister og lokale.

Hold øje med den lokale frisør, som sætter sin frisørstol og et spejl ud på hjørnet af vejen, iagttag de lidenskabelige samtaler, som afholdes i en af de mønttelefoner, som hænger på nogle af husenes mure og hils på indbyggerne, som sidder i gyngestolene ude på verandaerne.

frisøren i vinales

På trods af et stort udvalg af restauranter og caféer må jeg dog sige én ting; Maden er forfærdelig! Virkelig smattet og uden smag. Lidt vammel, faktisk… Godt, at en læser på vores blog anbefalede os at tage knækbrød med – vores råd er, at I husker at medbringe en del!!!!
Derudover medbragte jeg vitaminpiller, hvilket viste sig nok at være en god beslutning.

Alt efter hvilke oplevelser I er til, er der masser af seværdigheder at komme efter i Viñales.
Besøger I området, når det ikke er varmest, vil vi anbefale jer at leje mountainbikes, og så cykle rundt i den smukke natur. Cykelture kan tages individuelt, men det er naturligvis også muligt at hyre en guidet tur – blot spørg på jeres casa.

Viñales har et køligere klima, end mange andre steder på Cuba, hvorfor vi ligeledes vil anbefale jer at medbringe en trøje og et par lange busker. Endvidere kan det være en god idé at medbringe en rejseparaply, da det ofte regner i området.

Er I i Viñales i en længere periode, og skulle I få lyst til at kombinere smuk natur med badeferie, er det muligt at tage på dagstur til en eftersigende smuk strand, Cayo Jutias, som ligger ca. 2 timers kørsel fra selve Viñales.
Det er naturligvis også muligt at besøge Cayo Levisa, når I er i området.
Er I interesseret I at besøge Viñales, men ønsker I ikke at bo i byen, er der muligheder for dagsture dertil fra flere andre byer på Cuba.

Vil I gerne vide lidt om prisniveauet på Cuba, kan I med fordel læse vores indlæg om priserne i Cuba. Derudover kan det være en rigtig god idé at være på forkant med, hvad I bør medbringe til Cuba, når I rejser med børn, hvorfor en særlig pakkeliste til Cuba kan være nødvendig.

cuba

Denne side indeholder affiliatelinks.Køber du noget via disse links modtager jeg en lille procentdel af dit køb. Det betyder ikke noget for dig - men på den måde bidrager du til, at jeg kan finansiere dette projekt :-)

Skriv en kommentar

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*