High School i USA

Mange danske unge drømmer om et år på en High School i USA. For langt de fleste bliver det et uforglemmeligt år fyldt med nye oplevelser, venskaber og personlig udvikling. For nogle lever opholdet dog ikke helt op til forventningerne.
Da vi boede i Danmark, var et år på en amerikansk High School også en stor drøm for vores mellemste datter. Da vi nogle år senere flyttede til Arizona, fik hun en mulighed, som de færreste danske unge får – nemlig at opleve et helt amerikansk high school-forløb som lokal elev og ikke som udvekslingsstudent.

Skrevet af Stine / Foto: Stine

---

En personlig beretning fra livet på en High School i USA

Dette indlæg bygger på vores egne erfaringer og er derfor ikke et udtryk for, hvordan hele det amerikanske skolesystem fungerer. Oplevelsen af en High School vil naturligvis variere fra elev til elev.
USA er et enormt land, og både værdier, undervisningsform og faglig kvalitet varierer fra stat til stat – og ofte også fra skoledistrikt til skoledistrikt.
I Arizona opleves skolesystemet dog som værende i en form for krise. Pandemien, pressede offentlige budgetter og mange års besparelser bliver ofte nævnt som forklaringer. Lærerlønningerne er meget lave, ressourcerne begrænsede, og konsekvenserne kan tydeligt mærkes i hverdagen.

Vores egen erfaring har desværre ikke været positiv. Vi har mødt et gammeldags skolesystem med stor vægt på udenadslære, gentagelser og akademiske præstationer. Karakterer og resultater fylder næsten alt.
Til gengæld har fraværet af fokus på elevernes sociale og følelsesmæssige kompetencer været nærmest larmende.

Som tidligere beskrevet blev High School langt fra den succes, vi havde håbet på. Faktisk blev det en svær og ulykkelig oplevelse for én af vores døtre.

Det er svært at pege på én enkelt årsag. Måske skyldes det vores egne forventninger til, hvad et godt læringsmiljø er. Måske valgte vi den forkerte skole. Eller måske passer kulturen og skolesystemet i netop vores del af Arizona ganske enkelt dårligt til de værdier, vi kommer med fra Danmark.

Arizona er en stat med stor tilflytning, og mange beskriver den som et sted, hvor en fælles kultur stadig er under udvikling. Samtidig bor vi i et ressourcestærkt forstadsområde, hvilket sandsynligvis også præger både kulturen og den måde, mennesker omgås hinanden på.

Alt sammen blev små brikker i et puslespil, der for vores datter resulterede i manglende trivsel og en følelse af ikke rigtigt at høre til.

Et helt andet skolesystem

Amerikanske High Schools er markant anderledes end danske gymnasier. De er ofte meget store med flere tusinde elever, og alene størrelsen kan gøre det vanskeligt at skabe det nære fællesskab, som mange danske unge er vant til. Samtidig bygger skolesystemet på et andet værdigrundlag.

Det, der ramte os hårdest, var oplevelsen af, at den faglige præstation fyldte næsten alt. Der var et konstant fokus på karakterer, tests og afleveringer, mens sociale kompetencer, samarbejde, trivsel og personlig udvikling fyldte meget lidt i hverdagen.
Eleverne havde mange ugentlige afleveringer – ofte også i weekenderne. På vores datters skole blev manglende afleveringer typisk mødt med den lavest mulige karakter uden mulighed for at rette op. Vi oplevede, at systemet i højere grad belønnede fejlfrihed end læring, og at der var meget lidt plads til de fejl, som de fleste teenagere uvægerligt begår.

Undervisningen var især koncentreret om klassiske fag som engelsk, matematik, amerikansk historie, government og social studies. Til gengæld oplevede vi kun begrænset fokus på kreative fag og internationale perspektiver.
Et eksempel var geografi. Flere af vores børns amerikanske venner havde svært ved at placere Danmark på et verdenskort. Derfor begyndte vores børn ofte at præsentere sig med ordene: “We are from Denmark in Europe.” Det siger naturligvis ikke noget om alle amerikanske unge, men det illustrerer meget godt, hvor begrænset det internationale perspektiv til tider kunne opleves.

Forholdet mellem lærer og elev

Vi oplevede også en markant forskel i relationen mellem lærere og elever.
Hvor danske gymnasier ofte opfordrer eleverne til at diskutere, udfordre og argumentere, oplevede vi en mere traditionel og autoritetspræget undervisningsform. De unge blev i højere grad betragtet som børn end som unge voksne på vej mod selvstændighed.

På vores datters skole var mulighederne for medbestemmelse begrænsede, og kun i enkelte fag blev eleverne opfordret til kritisk tænkning og faglig debat. For os virkede det, som om nysgerrighed og selvstændig refleksion ofte måtte vige for disciplin, regler og målbare resultater.

Begrænset adgang til kilder

Noget, der overraskede os, var skolens internetfiltrering.
Da vores datter arbejdede med en opgave om Anden Verdenskrig, oplevede hun, at flere kilder med et kritisk perspektiv på USA's rolle var blokeret på skolens netværk. Andre artikler blev ligeledes filtreret fra på grund af et sprog eller indhold, som skolen vurderede som upassende.

Set med danske øjne virkede det begrænsende, fordi vi er vant til, at elever også arbejder med forskellige synspunkter og lærer at forholde sig kritisk til dem.

High School i USA – mangel på sociale fællesskaber

Vi tror på, at det er afgørende for alle mennesker at blive set. Men måske allermest i ungdomsårene, hvor identitet, selvværd og troen på egne evner formes. At blive mødt med anerkendelse, føle sig værdsat og opleve, at man hører til, er efter vores opfattelse helt grundlæggende for både trivsel og læring.

De amerikanske High Schools kan være enorme. På nogle skoler går flere tusinde elever, og i vores datters tilfælde betød størrelsen, at mange let kunne føle sig som et nummer i rækken. Hun beskrev selv hverdagen som en slags zombie-verden, hvor alle hastede fra time til time, passede sig selv, og hvor meget få for alvor så hinanden.

På danske gymnasier arbejdes der bevidst med at skabe tilhørsforhold, fordi man ved, at gode relationer styrker både trivsel og lysten til at lære. Den prioritering oplevede vi desværre ikke på vores datters High School. Venskaber og sociale fællesskaber virkede ikke til at være noget, skolen aktivt arbejdede med, og det stod i skarp kontrast til de værdier, vi selv tillægger stor betydning.

Vores datter oplevede desuden, at mange unge havde svært ved at vise omsorg for hinanden. Elever med handicap eller andre udfordringer blev indimellem gjort til grin, og episoder, der burde have udløst hjælp og medfølelse, blev i stedet filmet med mobiltelefoner.
Hun oplevede blandt andet, at elever fik panikanfald på skolens gange. Hvor vi havde forventet, at klassekammerater ville hjælpe, blev nogle af situationerne i stedet mødt med nysgerrige blikke, mobilkameraer og i enkelte tilfælde endda elever, der bad om selfies med den sårbare elev. Det gjorde et stort indtryk på os og var svært at forstå.

I pauserne var skolens toiletter ofte aflåst. Ifølge skolen skyldtes det blandt andet problemer med stofmisbrug. Samtidig betød det, at de elever, der havde brug for et roligt sted at trække sig tilbage, ikke længere havde den mulighed. I stedet sad nogle alene på bagtrapper eller langs de lange gange med hovedet bøjet ned i skødet – væk fra fællesskabet og ofte med et tydeligt ønske om ikke at blive set.
Det var hjerteskærende at være vidne til.

En væsentlig forskel fra Danmark er også, at eleverne ikke tilhører én fast klasse. De skifter klasse og klassekammerater fra fag til fag, fordi alle har individuelle skemaer. Det giver stor fleksibilitet, men betyder også, at mange aldrig får den naturlige base og det tætte klassefællesskab, som danske gymnasieelever typisk oplever.

På vores datters skole blev de stærkeste sociale fællesskaber i stedet skabt gennem sport, cheerleading og andre fritidsaktiviteter. For de unge, der ikke var en del af disse miljøer, kunne det være betydeligt sværere at finde et sted, hvor de følte sig hjemme.

High School i USA – sikkerhed og skoleskyderier

Sikkerhed fyldte meget på vores datters High School – præcis som på mange andre amerikanske skoler.
Der var vagter ved alle indgange, og både politi og bevæbnede sikkerhedsvagter patruljerede skolens gange. De greb blandt andet ind, når der opstod slagsmål mellem elever.
For vores datter blev det hurtigt en del af hverdagen at tænke i sikkerhed. Når hun trådte ind i et klasselokale, overvejede hun automatisk, hvor hun kunne gemme sig, hvis det værste skulle ske. Hvor stod der et skab? Hvilke borde kunne bruges som beskyttelse? Hvilken udgang var den nærmeste?

Alle klasselokaler havde kraftige, aflåselige døre, og flere havde slet ingen vinduer. Skoleskyderiøvelser var en fast del af skoleåret, og flere af hendes klassekammerater troede oprigtigt, at hun lavede sjov, da hun fortalte, at hun aldrig havde prøvet en sådan øvelse i Danmark.

Vi oplevede også et par episoder, hvor der blev fremsat trusler om skoleskyderier. De følgende dage var skolen massivt bevogtet af politi, og sikkerhedskontrollen ved indgangen blev markant skærpet.

Når mistrivsel fylder

Skoleskyderier er desværre blevet en del af den amerikanske virkelighed og fylder med god grund meget i den offentlige debat.
Vi skal ikke gøre os kloge på, hvorfor nogle unge ender med at begå så ekstreme handlinger. Det er et komplekst problem uden én enkel forklaring.
Men at flytte fra Danmark til Arizona har givet os et indblik i en ungdomskultur, hvor mange unge kæmper med ensomhed, stress og mistrivsel. Det oplevede vi både gennem vores datters egne erfaringer og gennem de historier, vi hørte fra hendes venner.
Det samme ser vi til stadighed nu, hvor vores yngste datter går på high school.

Når unge føler sig isolerede, oversete eller uden stærke relationer, påvirker det naturligvis deres trivsel. Det betyder ikke, at mistrivsel fører til vold, men det understreger, hvor vigtigt et trygt skolemiljø, stærke fællesskaber og adgang til støtte er for alle unge.

For os blev det en påmindelse om, hvor stor betydning mental trivsel og sociale relationer har – ikke kun for den enkelte elev, men også for kulturen på en skole som helhed.

Når enden er god, er alting godt

Af flere årsager valgte vi efter ½ år at hive vores mellemste datter ud af High School, og i stedet tilmelde hende online undervisning. Det var en succes, og gav hende frihed til, at hun kunne rejse hjem til Danmark i et par uger, da hjemvéen var størst. For os var det den bedste løsning, men hvad der fungerer for hver familie og hvert enkelt barn, er jo individuelt.
Jeg er sikker (og håber virkelig) på, at der findes High Schools i USA, der har et væsentlig bedre miljø, end det vi har oplevet.

Vores yngste datter går i dag på en anden high school end den, vores mellemste datter var tilknyttet, og vores yngstes trivsel er markant anderledes. Højst sandsynligt fordi vores yngste var væsentligt yngre, da vi flyttede til USA, og dermed har gået i i middle school herovre. At være yngre, når man flytter til så anderledes en kultur har absolut sine fordele.
Selvom vores yngste datter efterhånden har svært ved at huske systemet i de danske skoler, så holder hun sig stadig kritisk i forhold til manglen på mulighed for at dyrke kritisk tænkning, manglen på frihed under ansvar, fraværet af kreativitet og i særdeleshed fraværet af socialt fællesskab.

Har I lyst, kan I her læse om vores erfaringer med Middle School i USA.