Vest USA og Hawaii i 4 uger, juli 2016 – her del 1; Vest USA 

Familien Christensen melder sig på banen med en rejseberetning igen 🙂
Vi har tidligere “leveret” en rejseberetning til denne hjemmeside fra vores tur til Øst USA og Dansk Vestindien, min kone, vores to børn, Katrine og Mads, og jeg, hvorfor vi igen gerne beretter om endnu en tur til “Over There”.
USA byder efter vores mening på så utrolig mange oplevelser, at vi bestemte os for at udforske den del af landet, vi endnu ikke havde oplevet, hvorfor vi i sommeren 2016 rejste til Vest USA og Hawaii. Kombinationen af Vest USA og Hawaii handler om, at vi altid på vores rejser har prioriteret fuld drøn på oplevelser i 3 uger, og så afsluttet rejsen med 1 uges total afslapning i smukke omgivelser.

Har I lyst til også at læse om vores tur til Øst USA og Dansk Vestindien, kan I se mere her.

I kan også her læse om vores rejse til Australien i 2010.

Vest USA – selve ruten

Vi troede egentlig, at vi tog en sådan lidt ”off-the-beaten-track-tur” på vores rejse til Vest USA, men erfarede ret hurtigt, at vi blot havde valgt en rute, som de fleste andre også tager, når de besøger USA. At det lige præcis er den mest rejste rute, må der jo så være en god grund til, hvilket vi også fik bekræftet.
Vores rute var San Francisco, Monterey, Solvang, Los Angeles, Grand Canyon, Zion og Bryce – det vi kalder ”pilgrimsruten” i Vest USA.
Det eneste specielle” ved vores tur var altså, at vi sluttede turen af med at smutte til Hawaii.
Det er allerede nu vigtigt for mig at sige én ting; vi ville tage turen til hver en tid igen! Det var intet mindre end fantastisk!

Som sædvanligt skiftedes vi undervejs til at skrive dagbog, og det er denne, vi nu deler med andre, der også ønsker at opleve Vest-USA. De forskellige initialer ved de små indlæg er derfor udtryk for hvem af os, der har skrevet de forskellige afsnit. MC og KC er vores unger på hhv. 15 pg 17 år 🙂

San Francisco

27.7.16: Vi startede vores rejse ud med at flyve direkte fra København til San Francisco – en tur på 11 timer og 20 min.
Der findes billigere afgange med mellemlandinger, men vi havde denne gang prioriteret af bruge lidt ekstra penge på et direkte fly, hvilket virkede rigtig fint for os. Det føltes faktisk ikke som om, vi var så lang tid undervejs.

I San Francisco havde vi booket Hotel Holiday Inn Express Fishermans Wharf, som ligger lige bag Fishermans Wharf, som er et forlystelsesområde på havnefronten. Det var meget bevidst, at vi havde valgt lige præcis denne lokation, da vi gerne ville bo i gåafstand dertil. Placeringen er genial – lige mellem Golden Gate Bridge og China Town.
Billeje havde vi ventet med til vi skulle videre til næste destination.
Hotel Holiday Inn Express Fishermans Wharf var ikke et super fantastisk hotel, men absolut ok til prisen. Valget handlede, som også nævnt, udelukkende om beliggenhed – og den var her helt perfekt!
Nærmest med det samme vi ankom, tog vi en eftermiddagstur på Fishermans Wharf, hvor vi fik Clam Chowder til aftensmad. Clam Chowder består af surdejsbrød, som bliver udhulet, og så kommer der muslingesuppe ned i. Super fin måde at opleve på, at nu var vi virkelig ankommet!

På tur til Alcatraz

27.6.16, KC: Vi ankom til USA på et tidspunkt på døgnet, som heldigvis medførte, at vi ikke blev ramt af jetlag. Derudover var vi klar over, at vi bare skulle sørge for at holde os i gang, så vi hurtigt kunne få vendt det indre ur.
Vi havde derfor allerede på forhånd booket en tur til Alcatraz, og for at være udhvilede næste morgen, gik vi af samme grund tidligt i seng.
Vi havde regnet med, at vi ville stå op omkring kl. 8, men da klokken var 4.30, var vi alle lysvågne. Det gav et par stykker af os god tid til lige at få afprøvet hotellets fitnesscenter fra morgenstunden.
Da morgenmadsbuffeten endelig åbnede kl 6:30, var vi derfor godt sultne, og vi spiste alt fra pandekager og toast med peanutbutter til oatmeal og turkey sausage.
Derefter gik vi til pier 33, hvorfra vi skulle sejle til Alcatraz kl 9:30. Der var masser af mennesker, og vi blev hele tiden gennet videre “Do not stop on the ramp, keep moving, no selfies”.

Alcatraz var rigtig spændende. Der har tidligere været 14 indsatte, der forsøgte at flygte, men ud over 3 blev alle fundet igen. De havde gravet sig ud med skeer, og lavet papmacheudgaver af sig selv for at narre vagterne. Man ved ikke, hvad der er sket med dem efterfølgende, da de ikke er blevet set siden, og deres lig er aldrig blevet fundet.

Alcatraz' historie er generelt lang. Først var det en forsvarspost, hvor både soldater og deres familier boede.
Senere blev det et fængsel p.g.a. den stigende kriminalitet i 1930’erne. Bl.a. depressionen og spiritusforbud resulterede i højere kriminalitet, hvilket igen medførte pladsmangel i landets fængsler.
Da fangevogternes familier dengang også boede på øen, blev livet på øen på den tid beskrevet, som at leve i en lille by.
Fængslet blev nedlagt i 1963, især p.g.a. at samfundets syn på fængsler ændrede sig i 60’erne, hvilket medførte, at der i stedet for decideret fængsling/straf kom fokus på rehabilitering.
I flere omgange har indianerne også forsøgt at overtage Alcatraz, som de mener tilhører dem. Det samme var tilfældet, da fængslet lukkede, hvor indianerne igen forsøgte at få øen til at falde tilbage til dem. Det lykkedes ikke, men USA var efterfølgende indstillet på at give indianerne visse områder af deres hellige land tilbage.

Nu er øen en nationalpark og et naturreservat, og der er virkelig fantastisk smukt og specielt. Her lever mange fugle, da der ikke er nogle rovdyr, og der er fyldt med blomster. Ret fantastisk at tænke på, når nu man kender til, hvad Alcatraz rummede i fortiden!
Alcatraz gad jeg VIRKELIG godt at opleve igen, og det er et sted, vi i dén grad anbefaler, at man oplever!

Tilbage på fastlandet spiste vi frokost på Bubba Gump Shrimp Co. (kendt fra filmen ”Forest Gump”), hvor vi fik masser af mad, næsten for meget. Tjeneren havde engang været en dag i Danmark, og spurgte hvorfor flaget havde været på halv på rådhuset. Han havde troet det var fordi borgmesteren havde forladt bygningen, men han havde nok været der den 9. april.
Efter frokosten gik vi lidt mere rundt på pier 39, og købte frugt på vejen hjem. De havde enorme ferskner, nektariner, blommer og store jordbær + chokolade til at dyppe i.
Vi satte vores varer af på hotellet, og så tog vi på cabelcar-tur. Først tog vi en ældre model til Market Street, hvor vi gik rundt for at shoppe lidt. Det virkede som om, der mest bare var banker, og vi endte med at gå i Macy’s. På vejen tilbage tog vi en endnu ældre cabelcar, hvor vi kunne se manden, der styrede den i midten, og folk kunne stå på siden. Med den kørte vi op og ned ad bakker – på en måde, som kun kan lade sig gøre i San Francisco.
Da vi kom tilbage bestod aftensmaden af slices og frugten fra pier 39 – nemt og simpelt.

Generelt er hele havneområdet i San Francisco kæmpe stort og præget af en rigtig dejlig stemning af gøgl og halløj. Prisniveauet er lidt højt, men det må man bare tage med. Én af de gode – og måske mere autentiske – oplevelser er, at søløverne ligger oppe og soler sig på kajen.
I det hele taget er San Francisco bare en super lækker by, som byder på masser af oplevelser, og det er i dén grad en by vi kan anbefale, hvis man er interesseret i at holde ”by-ferie”. Tempoet er stille og roligt, og byen gennemgående afslappet og lækker.
Påtænker I selv at tage til San Francisco er vores råd, at I husker at medbringe lange bukser. Det er i det hele taget nemlig ret blæsende i byen, og dermed heller ikke så varmt, som man kunne forestille sig om sommeren.

På cykel i San Francisco og dinner i Chinatown

28.6.16, MC: I dag tog vi ned til “blazing saddles” hvor vi lejede cykler; vi skulle nemlig ud og “bike the bridge”.
Da vi ankom, så vi en mega kikset video; sådan en man virkelig bliver pinlig berørt over på deres vegne! Nå, men tilbage til cykelbutikken. Det er lov i USA, at hvis man er under 18 år, så SKAL man køre med cykelhjelm! Ikke fordi det gjorde os noget – det er bare anderledes end i Danmark. Derudover er det ULOVLIGT at køre på fortovet.

Cyklerne vi kørte på var fine, bortset fra at min sadel havde støddæmper, og derfor ikke sad ordentligt fast, de forreste gear skulle vi helst ikke rykke på, Katrines kæde “brokkede” sig, og derudover knirkede og knagede gear og kæde p.g.a. mangel på olie.
Cykelturen gik nogenlunde fint; vi så et mærkeligt “oldteater” og et fort lige under broen. Selve turen over broen gik også okay, men det var meeeeget højt oppe, hvorfor højde-respekten trådte ind for mig… men det var også 67 m. over havoverfladen. Det var dog stadig fedt!
Vi cyklede derefter til Sausalito, hvor vi spiste frokost og ventede på færgen. Det var helt middelhavsagtigt!
Om aftenen tog vi ned til Chinatown og spiste aftensmad på en gourmet-anbefalet restaurant, hvor både Obama og Stephen Hawking har spist. Det var rigtig god kinesisk mad, og ikke den “populære” menu, der var sammensat (mor spurgte om den sammensatte menu var kinesisk og god, hvortil tjeneren svarede, at den var meget populær…).

Smukke haver, lokalt miljø, Levi's Plaza og Sømandskirken

29.6.16, DC: Dagen startede med 15 minutters spurt på løbebånd i hotellets fitness for de kvindelige familiemedlemmer. Der skal ydes en ekstra indsats mod de rigtig mange kalorier, der er indeholdt i amerikansk kost!

Herefter førte Mads an op til Coit Tower, der ligger på en bakketop med flot udsigt over San Francisco.
Desværre var det ret tåget, så udsigten var ikke optimal, hvorfor vi besluttede os for at spare de 32 $ en tur op i tårnet ville koste. I stedet nød vi turen ned ad bakken (en lille slags ”klippeside”) af en lille sti langs farvestrålende, små private haver med mange eksotiske blomster og planter (vi savnede farmor, der ville have nydt turen og kunne fortælle os, hvad de forskellige vækster hedder). Vi endte ad denne vej helt uplanlagt på Levi's Plaza med Levi's hovedsæde, en outlet butik og et lille museum. Hyggeligt, som uplanlagte småture pludselig kan bringe én til steder, man ikke lige havde forestillet sig eksisterede, og som alligevel giver de dér små uforglemmelige oplevelser.
Efter de dejlige indtryk og turen af de stejle gader, var vi alle blevet rigtig godt sultne.
På Fisherman’s Wharf ligger der masser af spisesteder af forskellig standard, og dermed er mulighederne for indtagelse af måltider utallige.

Frokost var planlagt til at indtages på “In-N-out burger” på Fisherman's Wharf, så vi gik langs vandet og de mange Pier's tilbage. Det endte dog med frokost på Chipotle (mexicansk fastfood) med lækre burritoes m.m., da vi desværre ikke kunne få plads på “In-N-out burger”.
Efter maden fik vi kigget lidt på de mange sjove og forskellige butikker, og så gik vi op ad endnu en bakke for at finde den mest snoede gade i San Francisco, som er et must at fotografere. På vejen så vi en flot villa med svensk, dansk og norsk flag uden for. Det viste sig at være sømandskirken. Vi gik ind og fik en lang snak med den svenske pige, der havde vagten den eftermiddag. Vi fik lov til at se hele den gamle villa – inkl. kirkerummet i kælderen. Sømandskirken er et fint samlingssted for skandinaviske studenter, udvandrere, søfolk, flypersonale m.m., der er kommet langt hjemmefra. Vi blev selv draget af Dannebrog efter bare 4 dage på farten 🙂
Herefter fortsatte turen opad til Lombard st., og bagefter de mange sving ned ad bakke mellem flotte hortensia. Smuk tur – og tydeligvis også et populært sted at køre ned med sin bil.
På tilbagevejen tog vi en tur i et nærliggende butikscenter med boligartikler og livsstilsprodukter, og herefter et par velfortjente timer med afslapning på hotellet.
Aftensmaden indtog vi på “Joe's Crab Shack”. Lars og Mads fik hver en “Bucket of Crab”, som blev indtaget med største velbehag. Katrine og jeg fik mere almindelig fish and seafood-anretninger, men også ganske velsmagende.

Fra San Francisco til Monterey

30.6.16, LC: Inden turen gik fra San Francisco til Monterey, skulle de sidste indkøb gøres. Mads havde længe ønsket sig en kasket med San Francisco logo, og havde bestemt sig for at investere i en sådan – nu vi var her.
Vi havde derefter bestilt en taxi, som kunne køre os hen til det biludlejningsbureau, hvor vi skulle leje den bil, der skulle bringe os fra A til B på vores videre rute. Taxachaufføren, der kørte os, var dog så optaget af, at han var kommet igennem i radioen til Jim Rowe show, at han kørte forkert. Det gjorde ikke os noget, for han havde også glemt at tænde taxameteret 😉 Samtidig fik vi prøvet at køre i bil på de stejle gader i San Francisco.
Gaderne i San Francisco ER virkelig vanvittigt stejle, og rent faktisk er det således, at alle bilerne, som parkerer der, lige vinkler forhjulene, så det passer ind i de enormt høje kantsten – just in case… Man er jo i dén grad på den, hvis håndbremsen svigter, og man har parkeret i San Franciscos gader!

Efter vi havde lejet en bil, begav vi os nu ud på egen hånd. Første lille stop på vejen mod Monterey var i Big Basin, Boulder Creek, hvor vi skulle se giant redwoods. Vi kørte efter GPS, hvilket fik os frem, men nok ikke af den nemmeste rute. Det var en meget smal, snoet og stejl vej, men også spændende og smuk.
Træerne er kæmpestore og tudsegamle. Modertræet er 82 meter højt og har endda mistet 30 meter af toppen. Fadertræet er 2000 år gammelt. Bladende på træerne ligner bregner, hvilket passer godt til sådanne træ-dinosaurer.
Det var et rigtig fedt sted, og ikke super turistet.
Herefter gik turen til Gilroy Outlet. Her blev handlet flere par sko, adskillige par bukser, en god portion t-shirts, et bælte og en kuffert. Resten af familien fik også lidt 😉

Aftensmaden var “In ‘n Out burger” i bilen på vej til hotellet i Monterey, hvor vi ankom kl. 2100.

Monterey

1.7.16, KC: Vi havde udelukkende valgt Monterey på grund af muligheden for at se hvaler i området. I dag sejlede vi derfor igen, denne gang for at se hvaler. Og vi så masser af disse pragtdyr!
Det var en tre timers sejltur, der gyngede helt vildt, da det blæste lige lovligt meget. Vi var lige ved at komme for sent, men det lod “the deckhand” sig ikke mærke ved. Da vi sejlede ud fra kysten og mod bølgerne, blev alle blev bedt om at stille sig om bag i båden så motoren kunne få bedre fat. Båden gyngede utrolig meget, og når man stod ude ved rælingen, kiggede man skiftevis ned i vandet og op mod himlen (næsten). Vi behøver vel derfor heller ikke skrive, at det absolut er en fordel at være søstærk, hvis man påtænker at tage denne tur…;-) Husk søsygepiller!
Vi så flere forskellige hvaler, bl.a. pukkelhvaler. Derudover så vi en hel masse delfiner ude i vandet, utrolig mange søløver inde ved havnen oppe på nogle sten, og også sø-oddere inde ved havnen.
Det var en utrolig oplevelse, og vi kunne rigtig se hvor store hvalerne er. Det var dog også alt for koldt, så mor og jeg blev enige om, at det havde været ideelt, hvis turen kun havde taget en time.

Til frokost fik vi smoked salmon sandwiches, mexican shrimp cocktail, grillet garlic arcichoke, det største pizzaslice nogensinde og corndog – og god chokolade.
Da vi kom tilbage til hotellet, Monterey Bay Travelodge, var det endelig blevet lidt bedre vejr, omkring 16 grader, så vi sad lidt ude ved poolen. Efter at have talt lidt frem og tilbage, besluttede vi os for at tage til Carmel-by-the-Sea (den by hvor Clint Eastwood har været borgmester).

Desværre blev vejret dog dårligt, hvorfor vi i stedet gik lidt rundt og kiggede på butikker. Vi så bl.a. en skandinavisk design-butik og et tyrkisk art gallery. Mor ville hellere ned til vandet, hvorfor hun istedet bevægede sig ned til stranden, og dyppede tæerne i det iskolde vand.
Da det var mor og fars bryllupsdag tog vi på en fancy italiensk restaurant. Maden var super, men det var helt vildt koldt at sidde der, lige indtil vi fik dem til at sætte en heater op. Derefter gentog vi succesen og købte fin chokolade igen.
Vi var også i CVS og købe vin – og selvfølgelig snacks til den ventende biltur.
Byen har endvidere et kæmpe stort og flot akvarium, som eftersigende skulle være dét, der har inspireret til at lave ”Den blå planet” i Danmark. Det var dog ikke en seværdighed vi prioriterede at lægge vejen forbi.

Hearst Castle

2.7.16, MC: Vi startede dagens køretur med at bevæge os ud på kystvejen, ”17 mile drive”, der skulle være meget smuk. Det var den også, men turen, som vi efterfølgende tog på Highway 1 var meget, MEGET smukkere! Det var oppe i bjergene, og vi kørte lige under skyerne, så det så virkelig smukt ud.
Til frokost spiste vi soft shell tacos – vi brugte tid på at spise på restauranten til trods for mors påskyndelser om, at vi skulle nå ud til Hearst Castle i ordentlig tid. Vi nåede derud og hold nu op en tur! På vejen dertil så vi massevis af søelefanter! En ret speciel oplevelse.

Derudover var der store ørne i luften, så rent naturmæssigt var det en særlig oplevelse.

Hearst Castle er en af USA’s 10 største turistattraktioner. Måske fordi der ikke findes kongelige i USA, og der til trods herfor alligevel er en eller anden form for fascination af kongelige og rige mennesker.
Hearst Castle er bygget af en rigmand for lidt over 100 år siden, og det tog 30 år at bygge det. Det er enormt stort og ekstravagant med antikviteter fra hele verden. En humoristisk, lidt halvtyk guide, viste os rundt. Indtrykket var, at det var et lidt “tacky” rigmandshjem, altså; han havde haft bygget en zoo oppe på bjergtoppen!

Da vi nåede vores hotel i San Louis Obispo, checkede vi ind på Hilton. Hvor blæret er det lige! Men det var også meget rart med lidt luksus, for vi var alle ret trætte.

Solvang

3.7.16, DC: Vi fik rigtig god morgenmad på Hotel Hilton Garden Inn (som ikke var inkluderet i hotelprisen), så det brugte vi god tid på at indtage.
Derefter kørte vi direkte til den danske enklave “Solvang”. Det var egentlig meningen, vi bare lige skulle tage et hurtigt kig, have æbleskiver og formiddagskaffe, og så drøne videre. Dog blev vi helt grebet af stemningen, og den totalt overdrevne dyrkelse og lidt skæve fortolkning af danskhed så langt væk hjemmefra. Vi endte derfor med at være der i 3-4 timer.
Det meste i byen var i virkeligheden lidt platte turist setups – fra “bindingsværk” huse, pizzasted i Rundetårn, Dybbøl mølle, salg af dansk design og meget mere. Men det lille museum om kunst og byens historie var overraskende fint og ægte. De mennesker, der passede det, var virkelig engagerede og stolte over de danske aner og byens historie. Vi var især begejstret for en ældre amerikansk dame, der havde lært sig selv at kniple. Endnu en gang savnede vi farmor, der ville have kunnet hjælpe hende med nogle gode fif.

Vi sluttede besøget af med byens specialiteter: æbleskiver til børnene og medisterpølse til Lars.
Kl. var over 14.30 inden vi kom afsted, så vi måtte springe vores plan om at besøge Santa Barbera over (kunne alligevel ikke finde en P-plads), og tog istedet et stop ved Malibu Beach. Her dyppede vi tæerne i Stillehavet – koldt, men ikke så galt, som vi havde oplevet højere oppe af kysten.

4th of July – Hollywood

4.7.16, LC: Vi nåede hotellet i L.A. ca. kl 19. Der var en del kø ind gennem byen, men Lars klarede udfordringerne i stiv arm. Også den stejle nedkørsel til hotellets parkering og den trænge plads i den ledige P-boks.
Vi havde booket overnatning på Hotel Quality Inn Near Hollywood Walk of Fame, som ligger megacentralt i Hollywood – hvilket jo samtidig også betyder meget trafik! Til gengæld fik vi set alt det, vi ønskede på én dag.
Mættet af indtryk, købte vi asiatisk take away på Sunset Blvd, som blev indtaget på hotellet.

Hollywood går sent i seng og står tidligt op!
Vores hotelværelse lå ud til en vej mellem Sunset Blv og Hollywood Blv, og havde en dør, der ikke lukkede helt tæt, hvorfor vi kunne følge med i det hele!
Morgenmaden var lidt af en udfordring: siddepladser til 12 og 1 toaster til deling mellem alle hotellets gæster, men det lykkedes. Set fra den positive side; man kunne også lave sine egne vafler.

Bilen var parkeret sikkert i kælderen, men det var ikke så sikkert at få den ned: lågen, der gav adgang, åbnede som en automatisk garageport mod bilen, så den nær havde taget nummerpladen. Vi fik dog bugseret bilen gennem portsiderne med sidespejle slået ind, og kørte forsigtigt nedad med 45 graders hældning til en kælder, der havde begrænset med plads og masser af betonpiller. Vi tror på en eller anden måde, at bilen var designet til det, for da bagsmækken blev åbnet, stoppede den 1/2 m. fra loftet. At komme ud fra kælderen endnu sjovere, da det var samme vej som ind… bare med modsatte udfordringer.

Vi havde ikke de store forventninger til LA og ikke megen tid til at udforske byen, men vi boede heldigvis meget, meget centralt.
50 meter fra hotellet så vi første stjerne på fortorvet på Hollywood Boulevard. Med blikket rettet mod stjernerne (altså nedad) gik vi op ad boulevarden og så Chinese Theater og Dolby Theater, hvor Oscaruddelingen finder sted. På hjørnet af Hollywood og Woodland skiftede vi side, og fulgte stjernerne tilbage. Her kommer en trappe med anonyme fortællinger nedfældet i fliserne om, hvordan de enkeltes karrierer i Hollywood er startet. Ruten slutter ved en stor seng med ordene: ”How some of us got here”. Når man kigger op fra sengen, ser man det ikoniske Hollywood skilt oppe på bakkerne, meget symbolsk.
Foran det Kinesiske teater har en masse kendte filmstjerner sat hånd- og fodaftryk samt sendt en hilsen til teateret; her var aftryk lige fra Frank Sinatra og John Wayne til R2D2 og C3PO.
Herfra gik det i bil op til Mulholland Drive for at se nogle af de store huse skuespillerne bor i, og tilbage gennem Bel Air og Beverly Hills. Nogle meget pæne kvarterer med store huse, store biler og velholdte haver. Vi tog turen ned ad Rodeo Drive med alle de dyreste butikker, men med dørerne låst, så vi kom billigt igennem 😉

Efter et par timer på Highway og Freeway var vi fremme ved hotellet Hotel La Jolla i San Diego. Her skulle vi have et par hviledage, og beliggenheden var helt perfekt med udsigt til Stillehavet fra vores store altan.
Dagen sluttede vi med aftensmad på stranden hvorefter så vi 4th of July fyrværkeri over Stillehavet.

San Diego

5.7.16, KC: I dag havde vi ikke så mange planer, så vi tog det stile og roligt. Der var ikke gratis morgenmad på Hotel La Jolla, så vi gik ned mod vandet til “ShoreThing”. Der fik mor en bagel, Mads og far fik wraps og jeg fik oatmeal.

Turen gik derefter til USS Midway, hvor vi med en autoguide gik rundt på skibet. Vi hørte om livet på skibet, mens vi så de forskellige indkvarteringsmuligheder og spisesale, hospital- og tandlægeafdelingen og gangene de alle har gået på. Vi hørte om og så også en masse fly.
Bagefter kørte vi til Walmart og handlede ind. Vi købte alt fra slik og pink lemonade til frugt og vand. Walmart var enormt stort, og vi blev konstant væk fra hinanden – butikken lignede mest af alt en stor lagerhal.
Da vi jo var meget tæt på den mexicanske grænse, bestod aftensmaden af forskellige mexicanske retter.

6.7.16., MC: I dag havde vi en slap-af-dag (ENDELIG!!!). Vi slappede af ved poolen, og mor og jeg badede, selvom poolen kun var tre fod dyb… Ellers hentede vi mors ur, vaskede tøj, og spiste frokost og aftensmad i La Jolla Village, som lavede rigtig god mad.

Mod Grand Canyon, 1. stop i Lake Havasu

7.7.16, DC: I dag drejede vi ind i landet, og begyndte den laaaange tur mod Grand Canyon med et enkelt stop i ørkenen.
Kl 19 er der omkring 32 gr. her i Lake Havasu. Da vi kom kl 16.30, var der 42 gr.!!!
Dog super spændende køretur hertil. Har kørt ca. 600 km., bl.a. gennem en vaskeægte sandørken!!! Kun et par mil, men tjekkede lige vand og benzinbeholdning inden vi kørte igennem – det var som at køre gennem Sahara-ørkenen!
I det hele taget er det bare et meget øde landskab, vi har været igennem. Dog hele tiden varieret – nogle steder opdyrket med afvanding fra Colorado floden – andre steder stenet og goldt, og andre steder igen med sjove kaktusser og anden ørken-vækst.

På halvvejen stoppede vi op ved Salvation Mountain. Totalt vanvittigt sted ude midt i ingenting, hvor en mand har bygget et “kunstværk” af halmballer, ler og maling. Budskabet er “God is love”.
På vejen dertil så vi forfaldne byer med ødelagte huse og campingvogne; hjemsted for “white trailer trash”.

Her i Lake Havasu er de mest stolte af deres gamle London Bridge, som en rigmand købte for >2 mio $ i 1968, da den skulle udskiftes (kunne ikke længere klare den tunge trafik). Hver en sten til byggeriet blev sendt fra London til LA, og herefter transporteret her ud i ørkenen! De er virkelig skøre med gamle ting her i USA!

I Lake Havasu boede vi på Quality Inn & Suites.

Grand Canyon

8.7.16, LC: Den halve dag gik med at transportere os til Grand Canyon, og godt det samme; her er meget varmt: 42*C eller 109*F. Vi sætter pris på Aircon.
Efter ankomst i Tusayan, der ligger ved den sydlige indgang til Grand Canyon, spiste vi stor mexicansk frokost, og tog bilen ud til parkindgangen, hvor vi købte et “America the beuatiful Annual pass” (80 dollars), som giver adgang til alle nationale nationalparker (der findes dog også statslige nationalparker, og der gælder passet ikke til).

Der var nemme, øvede og svære ruter at tage, og da det var varmt og vi var lidt trætte, så vi tog kun en nem. Indtrykket var lige så fantastisk. Det var SÅ storslået og grandiøst, at det ikke kan beskrives, men skal opleves!
Vi havde læst, at Grand Canyon skulle være særligt smuk at opleve ved solopgang, så det besluttede vi os for at ville se. Nu er solopgang bare lige kl. 05.20, så vi skulle op kl 04.00 for at være der den halve time før det anbefales… Vi måtte derfor tidligt i seng. Vi boede på Canyon Plaza Resort, og aftensmaden blev pizza på hotelværelset, og efter et par spil kort var det på hovedet i seng, så vi var klar klokken tidligt næste morgen.

I det hele taget var oplevelsen af Grand Canyon nok den største naturoplevelse, vi overhovedet havde på hele vores rejse!

9.7.16, KC: I dag stod vi op kl 4 for at se solopgangen i Grand Canyon. Vi var alle helt vildt trætte, men på trods af træthed, var det en super flot oplevelse! Solen stod op 5:19, men vi blev der en del længere, fordi mor ville se “lyset skylle ind over klipperne og se det spille”.
På vej derud så vi en elg, en mountainlion og en coyote – alle sammen helt tæt på.
På turen tilbage stoppede vi ved alle udsigtspunkter. Klokken var 8, da vi endelig fik morgenmad på hotellet.
Derefter gik vi op og prøvede at indhente noget søvn. Det fungerede dog bedst for far og mor, men Mads og jeg var ressourcefulde nok til at finde enten youtube eller Netflix frem.
Vi slappede lidt af, lavede ingenting og fik vasket tøj. Vi spiste frokost, og klokken 13-14 kørte vi igen afsted for at se på den nu velkendte sten.
På trods af at vi brugte meget lang tid på at kigge på noget, der til forveksling kunne ligne præcis det samme, var Grand Canyon ikke noget vi blev trætte af at kigge på. Det var næsten ubeskriveligt!

På eftermiddagsturen gik vi tre kilometer, hvor især starten var lige lovlig stejl. Det var alt for varmt, og vi havde alt for lidt vand med, men alligevel klarede vi os igennem. Vi gik ikke den tur vi havde regnet med, da den krævede at vi skulle skifte bus og køre lidt videre. Det droppede vi dog, for da vi kom til bussen var der ligefrem kø til en bus, der endnu ikke var kommet, og det gad vi simpelthen ikke.
Det var dog en smuk tur alligevel, og vi gik hele vejen til Powell Point.

Hvis I selv overvejer at besøge Grand Canyon, så er vores råd, at I husker en køletaske, som I kan fylde godt op med vand!

Zion

10.7.16, MC: “Nu er der kun 7 dage tilbage, hvor vi har bilen”, konstaterede far, da vi sad og så dykkervideo, Katrine og jeg. Det er lidt trist på en måde, men også meget rart! Det er ret trist at tænke på, at halvdelen af rejsen er overstået og at vi ikke har mere end 7 dage tilbage af ”intens-oplevelse-af-USA”, og man samtidig (jeg er i hvert fald) er ved at vænne sig til at køre rundt i bil og bare få den ene oplevelse efter den anden. Samtidig er det også rart, fordi man har ikke så meget plads at bevæge sig på i en bil, og når første del af rejsen er overstået, kommer anden del jo, og jeg ser meget frem til at rejse til Hawaii også!
Da vi kørte i dag, skete der noget mærkeligt: vi kørte gennem en tidszone til Denver-tid, og det forvirrede os ret meget i starten, hvad der var sket, men man kan jo se alt på sådan en iPhone, så det fandt vi ret hurtigt ud af.
Gæt hvad der så skete, da vi kørte lidt videre; Vi kørte ind i Phoenix-tid, som er en time tilbage i forhold til, hvad vi er vant til. Det var altså ind og ud af forskellige tidszoner på ganske, ganske kort tid! Meget mærkelig oplevelse!

Vi handlede ind i Walmart igen, og jeg fik lov til at prøve at købe beef-jerky; det smagte overraskende godt! Dog ikke fantastisk… det er spiseligt, men mon ikke Dixie-hunden derhjemme bliver glad for det 🙂
Til frokost spiste vi på Taco Bell, der smagte ret godt, men der var ikke særlig meget mad, så vi købte combos.

På vej til Bryce så vi et skilt til Zion, og besluttede at tage derover nu – i stedet for at vente med at køre dertil, som vi ellers havde planlagt at gøre på vejen til Vegas.
I Zion var der et bjerg ved navn Checkerboard Mesa, som havde furer, der lignede, at de var menneskeskabte fordi de går på tværs af hinanden (heraf navnet), men det er dog skabt af hævet havbund og erosion.

På nogle af de skrå bjergsider med flotte røde nuancer, gik der bjerggeder, og lidt længere fremme var der et par med en lille unge, og de gik i et meget roligt, “I own it all tempo” over vejen.
I et af bjergene var der en udhuling, der lignede en bro (se mors billeder). Man kører rundt, og jeg forestiller mig, at det vi kører rundt i, er ligesom at være i bunden af Grand Canyon. Vi gik mod Lower Emerald pool, men fordi mor gerne ville videre, gik vi videre mod Grotto (det var 0,2 miles mere end hvis vi skulle have gået tilbage), og hun trak Katrine med i klip-klappere. Lige efter så vi (mor og jeg) et egern, der gravede i jorden og så helt vildt sødt ud. Far og Katrine stod lidt længere nede ved Emerald Lower Pool, da vi ikke var helt afklaret med om vi skulle gå videre eller tilbage.

Da vi efter en lang dag fuld af gode oplevelser ankom til hotellet, Ruby’s Inn, var der 1/2 time til de lukkede i restauranten, så vi skyndte os ind. Vi fik god mad alle sammen bortset fra Katrine, der ikke kunne lide sine fried shrimps. Far fik en meeega god bøf! Da vi nåede tilbage på hotellet, gik vi i seng efter at far havde ringet til Nordea vedrørende sit kort, der var blevet spærret.

Bryce Canyon

11.7.16, DC: Vi sov længe efter den lange dag igår. Eller også var det bare fordi vi er kommet ind i ny tidszone…
Vi nåede ihvertfald først hotellets morgenmadsbuffet kl 10.
Efter mad og diverse små gøremål tog vi til Bryce Canyon, der ligger et par kilometer fra hotellet. Vi gik en knap 5 km tur (kombineret vandretur Quens graden og Navaho trail) – den første del ned ad, og den sidste del meget stejlt opad! Megahårdt i varmen, men Bryce er nok den smukkeste af de 3 nationalparker, vi har set indtil nu!

De røde, orange og hvide søjler i forskellige former hedder “hoodoos”, og de danner et landskab, der er virkelig anderledes og nærmest ikke ligner noget menneskeskabt. Imponerende og alle anstrengelserne værd! Et lille jordegern viste os vej et stykke af turen 🙂
Da vi kom tilbage ved 15-tiden gik vi alle over til den lille “cowboy-by” overfor hotellet, og købte en alt for stor is! Selvom vi kun havde valgt en kugle, så var den kæmpe – man er vel i USA!.
Tilbage på det gigantiske hotel vaskede vi tøj, og brugte også lidt tid på at lede efter den udendørs swimmingpool. Vi gik og gik og gik – og da vi endelig fandt den, skulle man bruge en kode for at komme ind, og derudover medbringe sit eget håndklæde! Det endte derfor med, at vi droppede det, og i stedet begyndte at se frem til en tur i poolen i på næste destination, som var Las Vegas

Las Vegas

12.7.16, LC: På vej mod Las Vegas passerede vi 3 stater og 2 tidszoner på én formiddag.
Vi tog fra hotellet i Bryce i Utah kl. 10 “mountain-time”, rundede Arizona med “west-coast time”, og kørte ind i Nevada med kurs mod Las Vegas.

Frokosten blev indtaget på KFC efter Mads' ønske. Han havde siden sidste gang vi var i USA, villet prøve at bestille en “basket with chicken”.
På restauranten stødte vi igen på imødekommende amerikanere; en ældre mand, der ville vide, hvor vi kom fra, hvor vi havde været, og hvor vi skulle hen. Han var meget imponeret over Mads og Katrines engelsk, og spurgte ind til skolesystemet i Danmark. Det viste sig at hans bedstefar var fra Danmark, så vi var måske ligefrem i familie.

Vegas kan være svær at finde rundt i med 2 navigatorer, masser af skilte og andre bilister, men det lykkedes. Det tog “kun” et kvarter at aflevere bilen, men 1 time at blive checket ind på hotellet Excalibur, som havde rigtig mange gæster.
Casinoet fyldte hele stueetagen, og det føltes lidt uretfærdigt, når nu den, der syntes det var mest spændende, ikke må opholde sig der p.g.a alder…
Vi tog et par ture op og ned ad the Strip, og så alle hotellerne med deres kendetegn, før vi besluttede os for at spise burger på Twin Peaks.
Las Vegas er et vildt sted, og også stedet, hvor ”det sker”. Ihvertfald oplevede vi et skænderi mellem Darth Vader og en stormtrooper på en bro over the Strip – det må have været noget om ødelæggelsen af dødsstjernen. Aftenen sluttede med springvandshow foran Bellagio til tonerne af ” I'm proud to be American”. Meget patriotisk og lidt rørstrømsk. 

13.7.16, KC: I dag stod det på sightseeing i Las Vegas.
Vi startede dagen med at tage ud og spise morgenmad et sted, mor havde læst om. Det skulle være god og billig morgenmad. Stedet lå i indkøbscenteret Miracle Mile Center, hvor det var halvmørkt og med en kunstig himmel over os.
Derefter gik vi i den store colabutik, og så i den store m&m's butik. Det var helt vildt så mange ting man kunne få i de ti mærker!
Så gik vi længere ned af the strip til hotellet The Venetian. Her så vi sukkenes bro, rialtobroen og gondoler med motorer, der sejlede rundt mellem butikkerne. Jeg købte ni shotglas til veninderne derhjemme (af tre omgange), så far var lidt utilfreds. Derudover købte vi også røde terninger og kort, der har været brugt på kasinoet. Kortene havde fået klippet to hjørner af, så de ikke lignede dem i kasinoet.
Så kiggede mor og far på kamera, og på vejen tilbage kiggede vi på haven ud for Cesars Palace.
Da vi var nået næsten hele vejen tilbage, besluttede far og jeg os for at gå til hotellet Rio, for at købe billetter til Penn and Teller. Det var en meget længere og hårdere tur, end vi havde regnet med, for ud over at vi gik forkert et par gange og gennem hele Bellagio (og så verdens største chocolate fountain) og langs en motorvej, stod solen lige på os og turen var, hvis man ikke tæller det, vi gik forkert med, på 3,3 km. Vi holdte en kort pause på vejen, og så noget af springvandsshowet foran Bellagio, hvor de spillede “proud to be an american” igen. Da vi endelig nåede frem, var vores hænder helt svumlede op, vores fødder gjorde ondt, vi drev af sved, og havde hårdt brug for at få noget at drikke. Showet var da næsten udsolgt, og de sidste pladser var helt bagerst i salen og til 94 $ istedet for 64$, som vi havde troet. Derfor droppede vi det.
Vi drak så en milkshake, og tog en taxa hjem for at nå at slappe af et lille stykke tid, før vi skulle se vulkanen foran The Mirage. Vi troede at vi ikke nåede det, men det fortsatte længe nok til, at vi så en del. Det var et springvand med farvet lys og masser af ild.
Derefter kiggede mor og far igen på et kamera, men droppede det, da det ikke var så billigt, som manden før havde sagt.
Vi hentede mad på Chipotle, selvom ingen af os havde særlig meget appetit ,og købte noget at drikke på et farmacia. På vej hjem for at spise, mødte vi Michael Jackson, to Marilyn Monroes og Elvis, og blev derfor enige om, at Vegas må være himlen.
I udmattet tilstand nåede vi endelig hjem til Excalibur kl. 21.30, og vi følte os overhovedet ikke klar til at skulle tidligt op næste morgen for at se Hoover Dam.

Las Vegas er nærmest surrealistisk! Kunstigt, vanvittigt og plastic fantastic! Vi er SÅ glade for, at vi fik den oplevelse med.

Hoover Dam

14.7.16, MC: I dag kørte vi ud af Las Vegas…og ind igen; for at se skiltet!
Vi kørte ud til Hoover Dam, der, ifølge min og fars forventninger, var for lille (vi forventede dog alle lidt mere i forhold til de klip vi havde set fra Hoover Dam i en James Bond film). Og hold nu op, hvor var der varmt! Vi gik MAX en halv kilometer i alt, og vi var alle ved at dø af varme, da vi kom tilbage.

Vi kørte gennem Death Valley; det var overhovedet ikke så goldt, som vi havde forestillet os; der var 100+ forskellige planter og en type kaktus, vi aldrig har set før. Der var dog flere golde områder, men i typisk amerikanerstil var der også en golfbane placeret midt i det hele! I horisonten var der nogle bjerge med sne på!!! Til sammenligning var der 50 grader celsius hernede i vores højde.

Da vi var nået hen til Mammoth Lake, og havde tjekket ind på hotellet, Mammoth Mountain Inn, sagde de, at vi skulle tømme vores bil, så der ikke kom bjørne! Det afholdte dog alligevel ikke mor og jeg fra at gå tur i skoven i området.
Om aftenen “flottede vi os” (for at citere Katrine), og spiste Surf ‘n Turf og Culotte. Da Katrine så ”That 70's Show” om aftenen, kom der en kæmpe natsværmer og satte sig på hendes MacBook, og den sad også fast i hendes hår 🙂

Yosemite

15.7.16, DC: I dag sov vi en slags længe. Og da vi fik kigget på næste hotel ved Yosemite, Ceder Lodge Resort, opdagede vi, at her ikke var vaskemulighed. Kombineret med at vasketøjsposen var ved at være godt fyldt op, besluttede vi derfor i sidste øjeblik lige at blive hængende lidt længere på hotellet i Mammoth Mountain og klare tøjvasken.
Efter indtagelse af en ordentlig frokost, kørte vi mod Yosemite – noget senere end planlagt, men pyt – vi skulle jo ikke nå noget. Egentlig var det en forholdsvis kort tur på ca. 170 km., men da den gik gennem meget snoede og stejle veje, tog det en del længere tid end forventet! Vi drejede derfor først ind på hotellet lidt i kl. 17.

Det viste sig at der fulgte et nogenlunde udrustet køkken med værelset, hvor man godt kunne lave et tilfredsstillende, hjemmelavet måltid mad, hvilket vi alle savnede. Vi kørte derfor hele vejen til Parkens visitor-center (20 mil, men det tog 40 minutter!), hvor vi købte ind, og forsøgte at skabe os et overblik over Yosemite nationalpark (det med overblik var ikke den nemmeste opgave i verden).
Vi fik hjemmelavet pasta med tomatsauce, chorizo pølse, peberfrugt og bacon, og det smagte himmelsk

16.7.16, LC: Vi har køkken, så vi laver selv morgenmad. Det er ikke så fancy; havregrød i microbølgeovnen, frisk frugt og en omelet med bacon og chorizo.
Vi tog tidligt afsted mod Yosemite for at undgå lørdagsmyldretiden, som park-rangeren havde advaret os i mod.
Efter parkering kunne vi tage en gratis shuttlebus ud til den første tur; et 8 km. hike til Mirror Lake med et loop til foden af bjergene. Herfra med shuttlebussen til Yosemite Fall, der er verdens 5. højeste vandfald.

Frokosten var frisklavede sandwich fra Yosemite-caféen.
Mariposa Grove med de store redwoods var lukket, så vi kørte til Toulumne Grove, hvor der også var fine eksemplarer, bl.a. the dead giant; en redwood, der er nu er gået ud, men i 1878 blev der lavet et hul igennem, hvor diligencen kunne køre igennem. En lidt hård tur op fra træerne; der var en højdeforskel på 400 fod, så der var meget stejlt.

Farvel Vest USA – hello Hawaii

17.716, KC: Dagen i dag var dagen, vi skulle rejse til Hawaii. Vi stod derfor tidligt op, da vi skulle aflevere bilen i San Francisco kl. 12, og derfor måtte tilbage til byen. Far lavede røræg med chorizo og bacon, og derudover fik vi havregrød og frugt.
Da vi kørte, var der en der prøvede at gøre plads til mor på de smalle bjergveje,ved at køre ind i de overhalingssteder, der lignede busstopsteder. I stedet for at overhale, fulgte mor bare med ind, og fulgte dermed efter bilen foran, som den rene Dixie. Det grinede vi meget af.
Vi kom frem til lufthavnen, og fik afleveret bilen uden problemer. Derefter fulgte fem lange timer i lufthavnen. Vi udnyttede dog, at der var WiFi i lufthavnen.
Vi kom på flyet og fløj fem timer fra USA til Hawaii. Der var rimelig okay mad, men det kostede penge, så det var vi lidt utilfredse med.

Der var helt mørkt og vi (mest mig) var helt vildt trætte. Vi så ikke så meget (gav sig selv, da det var mørkt), da vi landede – havde ellers håbet på dansende hulapiger med blomsterkranse, men det dur jo ikke, når det er mørkt.
Vi glædede os alle sammen til at opleve Hawaii.

Har I lyst til at læse om vores tur til Hawaii, kan I læse videre her.

Giv gerne artiklen de fortjente stjerner 🙂