Læs her 1. del af familien Nørtofts rejseberetning om deres tur til øst USA. Første del af rejsen foregår i New York og Orlando
Forberedelser inden afrejse til USA
Siden vores børn var små, har vi haft en drøm om at vise dem verden.
Vi er overbeviste om, at børn – sådan helt grundlæggende – får en langt bedre forståelse af verden og livet generelt, hvis de med egne øjne ser, at der findes forskellige måder at leve på. Både i de lande, der ligger tæt på vores egen kultur, og forhåbentlig fremadrettet også lande og på steder, hvor kulturen og mentaliteten er helt anderledes, end den vi kender.
For os er at rejse helt sikkert at leve!
Vi har altid gerne villet rejse rundt i USA sammen med vores børn, og efter mange gode snakke om en rundrejse i landet, faldt valget på øst USA.
Jeg har tidligere været i USA, og har altid drømt om at komme tilbage til New York for at vise min familie, hvor storslået en oplevelse byen er. Alt er bare større i New York – og USA generelt – og det havde jeg sådan en lyst til, at vi skulle opleve sammen som familie.
Vi har ikke tidligere været på længerevarende rejser, som vi selv har planlagt, men tænkte, at tiden nu – bl.a. grundet børnenes alder – var rigtig. Kristine var blevet 11 og Peter 13 år.
Det er forholdsvist let og billigt at komme til USA, men vi var samtidig klar over, at en rundrejse ville kræve en del omstillingsparathed og mange skift, men vi så det som en god start på mange fremtidige rejseeventyr – måske børnene og vi selv ville blive tilstrækkeligt ”sultne” på endnu flere oversøiske oplevelser, hvis denne tur blev en succes.
Overvejelserne om, hvad vi ønskede at se, blev taget ud fra både børnenes og de voksnes ønsker, og hvad vi mente, at vi alle ville få mest ud af på både afslapnings- og oplevelsesplan. Valget faldt derfor på:
New York, Orlando, Sanibel Island, Key Largo med smut til Key West uden overnatning, Miami -South Beach, Melbourne og retur til København fra Orlando.
Egentlig havde vi planlagt en sommertur, men da vi fik kigget på, hvornår der var højsæson og også hvornår klimaet ville være ideelt for en sådan rejse, valgte vi at tage afsted omkring efterårsferien. På den måde kunne vi også sikre os, at vores børn havde mindst muligt fravær fra skolen.
Vi gik derfor i gang med at holde grundigt øje med flypriser med afgang og hjemkomst i perioden d. 2.10.15 – 20.10.15.
Vi var flere gange dagligt inde og tjekke direkte på forskellige udbyderes hjemmesider og på søgemaskiner som momondo, da vi naturligvis var interesserede i så billige og gode flybilletter, som overhovedet muligt, hvilket kræver en indsats rent tidsmæssigt.
Vi endte med at finde de bedste og billigste flybilletter ved Norwegian, som kostede 11.000 kr. Fra København til New York for 3 voksne og 1 barn – en 13-årig betaler man voksenpris for.
Returbilletten betalte vi 12.000 kr. for.
I alt altså 23.000 kr. tur/retur inkl. mad.
Det eneste hotel vi bookede på forhånd, var det, vi skulle starte ud med at bo på på Long Island, da vi vidste, at vi ville have behov for at vide, at vi kunne blive kørt direkte til det sted, vi skulle bo, mens vi skulle opleve New York. Vi bookede via Hotels.com.
Da vi havde planlagt, at vi skulle til Orlando, bestemte vi os for at booke et indenrigsfly, mens vi var undervejs på vores rejse. Dette fly bookede vi, mens vi var i New York, og vi gav 7000 kr. for at flyve fra New York til Orlando for os alle 4. Vi fløj med Delta, og det var rigtig nemt at booke via dem.
Derudover bestilte vi på forhånd transport fra lufthavnen i New York til vores hotel på Long Island via “Londons Limoservice”.
Med sikre billetter på hånden og afgang d. 02.10.15 og hjemkomst d. 20.10.15, kunne vores rejse begynde.
Afgang mod den store verden – New York
D. 2. oktober 2015 fløj vi fra København mod New York.
Efter en forsinkelse i Københavns lufthavn, landede vi 3 timer senere end forventet i New York, hvor Joseph fra Londons Limoservice pænt og tålmodigt stod og ventede på os.
En taxa som transportmiddel fra lufthavnen til Long Island havde ganske sikkert været et langt billigere valg, men vi havde taget en beslutning om at blive afhentet af Joseph til den nette sum af 100 dollars, for at vi kunne føle os helt sikre og trygge efter den lange flyvetur.
Joseph var alle pengene værd, en helt igennem tillidsvækkende mand, der ydede en super service, og også efterfølgende tilbød sin hjælp.
Vi havde 5 dage i New York, og havde booket 4 overnatninger på ⇒ Best Western Plaza Long Island (se flere billeder og priser her) ⇐ i New York, hvilket var et ganske udmærket hotel til prisen, specielt beliggenheden taget i betragtning.
Vi betalte i alt 6.500 kr. for et dobbeltværelse med 2 queen size senge, og opholdet var incl. continetal breakfast med et ok udvalg bestående af morgenbuffet med plastik tallerkner. Der var et bredt udvalg i brød og kager, yoghurt, havregrød, æg, frugt, juice og kaffe etc. For vores yngste medlem af familien var det fedt, at morgenmaden måtte tages med på værelset, da hun så kunne blive liggende i sengen og spise morgenmad, mens hun så tegnefilm.
Hotellet lå 2 minutters gang fra metroen, og vi købte 7-dages pas til denne, hvilket var den billigste form for transport overhovedet. Passet kostede 30 dollars pr. person, og kunne bruges alle steder, og dermed havde vi fri transport til alle de seværdigheder, vi havde planlagt vi skulle inspicere.
Generelt vil vi sige, at New York er enestående, både for børn og voksne. Bare det at gå rundt i byen, og opleve pulsen er fedt. Time Square, udsigten ud til frihedsgudinden og Central park etc. Vi havde de mest fantastiske dage med fart på og ømme fødder til følge.
Vores første dag i New York gik med at udleve enhver piges drøm; shopping i Macy’s og så måtte vi også lige et smut forbi ToysRus, da størrelsen af den forretning jo også er i en helt anden målestok, end det vi kender fra Danmark!
Derudover blev vi bombarderet med indtryk i form af højhuse i en størrelse, børnene aldrig tidligere havde oplevet i virkeligheden, en tur på Times Square, som har et mylder af mennesker, der kan tage pusten ud af de fleste, og indkøb i børnenes slikhimmel, Dylans Candybar, der har snolder i størrelsesordner, som kun kendes fra eventyr, og hvor alt foregår i børnehøjde. Selve lugten i Dylans Candybar var så sød, at vi helt mistede lysten til at købe ét eneste stykke slik i det ellers fristende udvalg. Det var 3 etagers gennemført hvinende sødme!
Endvidere fik vi, til Kristines store glæde, taget billeder sammen med Mario, Cookiemonster m.m., da diverse gadekunstnere og “typer” med smil på læben gjorde alt, hvad de kunne, for at komme i kontakt.
Mentaliteten i New York er helt anderledes, end den vi kender fra Danmark, og folk er langt mere påtrængende, end vi er vant til. Det gør ikke noget, og på en eller anden måde sluger man det bare råt, og griner sammen med alle dem, der opsøger en – men husk dog at have lidt ”cash” klar
Præget af rejsetræthed, tog vi derefter hjem på hotellet og spiste aftensmad.
Efter en god nats søvn, var vi alle klar på at tage hul på dag 2 i New York.
Vores plan var, at vi ville opleve Naturhistorisk Museum, men da vi ankom, blev vi mødt af en kø, der var gigantisk. Uden at overdrive vil jeg mene, at der var flere hundrede mennesker, der bare stod og ventede på at blive lukket ind. Med 5 dage i New York, ville vi ikke spilde vores tid på at stå i kø, så vi besluttede os for at droppe det.
Vi tog en beslutning om i stedet at shoppe. New York er et mekka, når det kommer til udvalg af smart tøj og mode, og så er det derudover enormt billigt. Vi gav f.eks. 34 dollars for et par Levis jeans.
Efter en god omgang shopping, spiste vi en skøn frokost på Harrold, ren New Yorker-stemning og lækker mad.
Da vi havde “slået maver”, begav vi os mod Chinatown, da ungerne havde læst om en slikbutik, der ”bare skulle opleves”, hvis man var i New York, men de blev skuffede, da de oplevede en butik, der – modsat det, de havde hørt – var skummel og klam. Det var nærmest sådan en slags lager med enorme mængder slik til ingen priser – måske brugbart i forhold til Halloween, som jo er en stor tradition i USA. Men så fik vi da det med…
Vi tog efterfølgende metroen ned til færgerne og Staten Island, og sendte frihedsgudinden et blink med øjet. Herfra tog vi til Brooklyn, og gik tilbage ad Brooklyn Bridge. På den måde havde vi en rigtig fin mulighed for – og også tid til – at nyde den vilde skyline. WAU – sikke et syn og sikke en oplevelse! Imens vi gik ad broen, lysnede det op i vejret, regnen stoppede og solen brød frem. Det var fantastisk at opleve alt dette, som vi indtil videre kun havde set i fjernsynet, og alt var lige præcis, som vi havde forestillet os! I dén grad anbefalelsesværdigt!
Vi sluttede dagen af med at spise på Billi’s, burgerbar , som er en rigtig god burger- og milkshake diner i samme bygning som Rockefeller Center. ”Nammenam snaske” amerikansk mad med milkshake i størrelser, vi ikke anede eksisterede.
Vores 3. dag i New York blev en vaskeægte Marton-dag, og for at forberede ungerne på, hvad der ventede, lagde vi ud med at sige; ”I dag er det en heftig dag, unger! Vi skal have det HELE med!! Og så skal vi slutte dagen af med at opleve New York aftensstemning med lyde, lys og storbylarm!” Så var de en smule forberedte på, hvad der ventede!
Efter morgenmaden tog vi ind til Naturhistorisk museum, hvor vi så alle 5 særudstillinger.
Naturhistorisk Museum er et fantastisk museum i børnehøjde, og vi brugte hele formiddagen på at opleve udstillinger om edderkopper, havet m.m.. Reelt kunne vi have brugt flere dage på at få det hele med.
Kl 13 gik vi over i Central Park, hvor vi spiste frokost ved floden, og efterfølgende gik vi en lille tur rundt i parken.
Vi fandt ned til Conservatory Water – kendt fra bla. Filmene Stuart Little og Stepmom.
Især Turtle Pond fik også ungerne til at stoppe op.
Vi havde købt billetter til Top of the Rock til kl. 19.30. Et godt råd herfra er, at I skal lade være med at komme for tidligt, når I skal stå i kø for at komme ind. Der er et mylder af mennesker, og man kommer let væk fra hinanden.
Ønsker I at få et View ud over New York kan det lade sig gøre flere steder fra byen, men om man skal vælge The Rock eller Empire State Building, har jeg lidt svært ved at tage stilling til. Vi valgt the Rock, fordi udsigten til Empire State Building derfra er fantastisk – og ja; så er den højere 🙂
Som nævnt er der ventetid, alt og alle bliver gennemtjekket i forhold til sikkerhed. Dog går køen egentlig stille og roligt fremad hele tiden.
Ungerne var oven på de sidste par dages oplevelser i højt tempo ved at være rigtig trætte – lige indtil de så fantastiske New York i al sin storhed fra oven!
Påvirket af den storslåede oplevelse, benyttede de enhver mulighed for at gå rundt og tage billeder fra alle mulige vinkler, og forsøgte med alle midler at finde lige præcis det spot, som kunne skabe det bedste overblik over byen. De blev faktisk pludselig så friske, at de bestemte sig for gerne at ville se Time Square i aftenlysets skær med lys og billboards fra alle vinkler – nøjagtigt som set på film.
Så det gjorde vi. Og det var godt! Vi kunne fornemme hver en stemning af New Yorks pulserende byliv. Hver en duft. Det var som om, at byens ånd kunne fornemmes og komme til sin fulde ret lige præcis dér!
Rundtossede af indtryk og træthed – og med dunkende og smertende fødder – tog vi hjem til hotellet, og faldt direkte om i vores senge.
På vores dag 4 sov vi længe, da vi følte os pænt udmattede efter gårsdagens oplevelser.
Efter en stille og rolig start på dagen, tog vi en færgerundfart rundt om Manhattan. Vi havde allerede hjemmefra bestemt os for, at det måtte være en oplevelse, som vi ikke burde gå glip af.
Vi købte billetter til en tur med Circle Line, og hele turen tog 2,5-3 timer.
Vi startede ud fra Broadway og sejlede forbi Liberty island, hvor statuen af Frihedsgudinden står, og lagde så ellers turen omkring ALT , hvad der ellers findes af vigtige og kendte seværdigheder. En super god og anbefalelsesværdig oplevelse – særligt, hvis man har ømme fødder.
Guiden på turen var fantastisk! Han kunne berette om fakta og brugbare tips, og fortalte anekdoter og historier om alle de ting, vi så. Ungerne kunne sagtens forstå, hvad han sagde. Han talte i tydeligt og ok tempo.
På en sådan bådtur ser man HELE skyline, og det er en vanvittig lærerig oplevelse.
Vi kom helt tæt på frihedsgudineden, sejlede under Broolyn Bridge, forbi Yankie Stadium m.m..
Måske man kan sammenligne sådan en rundfart en lille smule med en udgave af en kanalrundfart i vores egen skønne hovedstad København – bare gange 1 mia. i størrelsesorden!
Det var en super god og lærerig oplevelse for både børn og voksne, og hvor vi var heldige med, at vejret var med os. Vi sad der under åben himmel og betragtede med gåsehud alt det, vi indtil nu kun havde drømt om at opleve i virkeligheden! Heldige os!
Da vi igen satte fødderne på land, var vi blevet sultne af alle de indtryk, vi netop havde fået.
Der var et væld af lækre caféer at vælge imellem i New York, og da vi skulle spise frokost, faldt valget på Appelbee’s, som vi ellers havde hørt meget godt om. Dog var det en oplevelse, der skuffede helt vildt, og et sted, der slet ikke levede op til sit rygte. Både mad og service var af dårlig kvalitet – noget man ellers sjældent oplever i New York, hvor folk gerne gør lidt ekstra ud af det hele, for at du kan få en god madoplevelse.
Da vi havde spist, gik vi lidt rundt i byen for at snuse de sidste indtryk til os, da vores rejse næste dag skulle gå videre.
Da vi kom retur til hotellet, var der flere gader, der var spærret af, da der skulle laves et filmoptagelser næste morgen. Wuhu fedt – det ville vi nu gerne have haft med som et sidste prik over i’et på vores tur til byernes by; New York.
Anbefalinger til New York med børn
Generelt vil vi sige, at New York er enestående, både for børn og voksne. Bare det at gå rundt i byen, og opleve pulsen er fedt; at mærke stemningen på Time Square i virkeligheden, se udsigten til frihedsgudinden, tage en gåtur i Central park etc. Vi havde nogle fantastiske dage med fart på oplevelser og indtryk, og ikke mindst ømme fødder til følge.
Bo gerne lidt uden for selve byen, da I derigennem kan spare rigtig meget på rejsebudgettet. Det er vanvittig dyrt at bo i selve centrum af New York, hvorimod priserne uden for centrum er til at komme til.
Køb metrokort til 30 dollars pr. person. På den måde har I billig transport rundt i hele byen, mens I er i New York.
Bestil billetter hjemmefra til de store seværdigheder, I ønsker at opleve, mens I er i New York. Det kræver naturligvis, at I planlægger jeres dage lidt mere, mens I er afsted, men det er ærgerligt at gå glip af noget, man har rejst langt for at opleve.
Lad være med at tage for meget tøj med i kufferten på vej UD. I vil opleve, at tøjet i USA er vanvittig billigt i forhold til i Danmark, så trænger I til at få fornyet jeres gardarobe, så køb tøjet mens I er ”over there”.
Generelt er der mange gode mad-oplevelser at komme efter i New York, og ikke mindst en service, der ligger ud over det normale. Det er tydeligt, at mange lever af drikkepenge, og at de derfor gerne lige går den ekstra mile, for at du er tilfreds.
Vi har en kræsen datter, og hun vil gerne have lidt specielle anretninger, gerne uden dressinger og andet snask, og bare grøn salat. Det er er uden problemer at bestille lidt særlige anretninger, og de gør det alligevel lidt ekstra lækkert.
Det er derfor uden problemer at rejse med børn, der ikke spiser hvad som helst.
Der findes også litteratur om New York, bl.a Turen til New York som kan fås som alm. bog eller som e-bog. Lonely Planet har også en version – alle bøgerne kan købes her hos Saxo – online
Orlando
Onsdag fløj vi fra JFK til Orlando med Delta Airlines. Det var super nemt og overskueligt både at booke flybilletterne, og at flyve med selskabet.
Vi havde booket en bil, som stod og ventede i Orlando, da vi landede. Vi skulle blot udfylde papirerne, og så kunne vi hente nøglen.
Vi havde lejet bilen under hele vores ophold i Florida, da vi på den måde selv at kunne bestemme retning og tempo, hvilket gav os en fantastisk følelse af frihed.
Mens vi havde været i New York, havde vi booket 3 overnatninger i Orlando på et resort, som så ganske skønt ud.
⇒ Floridays (se flere billeder og priser her ⇐ var et super lækker og fantastisk resort! Vi har aldrig nogensinde tidligere boet SÅ lækkert – i så stor en lejlighed. Lejligheden var i vores øjne enorm; børneværelse med bad lige ved siden af – egentlig med plads til 4 børn, da det var kingsize senge – og vi voksne fik kæmpe senge med tilhørende badeværelse. Der var vaskemaskine og tørretumbler, så vi kunne få vasket vores tøj, kæmpe køkken så vi selv kunne lave mad, og køkken-alrummet var gigantisk og med altan.
Stedet var yderst familievenligt, og om aftenen var der bl.a. filmarrangementer ved poolen. Alle steder herskede en rigtig god og børnevenlig stemning.
Der var et stort poolområde, og et mindre lidt roligt område til dem, der ønskede fred og ro.
Faktisk var der så lækkert, at vi besluttede os for at booke 1 overnatning mere, end vi i første omgang havde aftalt, for vi følte os fantastisk afslappede og godt tilpas på stedet.
Det kostede 165 dollars pr. overnatning for os alle 4, og jeg vil vurdere resortet som værende 4-5 stjernet.
Det var uden problemer at have lejet sin egen bil i forhold til parkering, da der var masser af muligheder herfor på Floridays.
Derudover havde stedet en god cafe med kvalitets-mad, og vi brugte meget af tiden på bare at slappe af , bade i poolen og komme ned i tempo – sammen!
Der var et supermarked ganske tæt på – ja, faktisk var der supermarkeder alle steder. Vi købte selv ind, og lavede mad i det lækre køkken i vores lejlighed.
Som en ekstra bonus fik vi også alle fornyet vores garderobe, da der var et væld af outlets i området.
Endnu engang må jeg understrege, at man ikke behøver at pakke så meget til turen derud – udfordringen er mere ikke at have for meget vægt med hjem i bagagen. Vi måtte i hvert fald købe nye kufferter.
1 dag i Orlando slappede vi af, sov og badede. Der var rigtig varmt, ca. 25-30 grader, og vi nød at mærke solens stråler på vores blege hud.
2. dag benyttede vi os af det, ungerne havde glædet sig allermest til; Universal Studios og Disney World.
Der var faktisk gratis transport derud, men vi valgte selv at køre, da vi så selv kunne bestemme, hvornår vi ville afsted, og hvornår vi ville hjem.
Inden vi tog til USA, var vi overbeviste om, at vi også skulle en tur forbi Disney, men da vi fik undersøgt de forskellige tilbud, fandt vi ud af, at vores børn højst sandsynligt ville være for store til et besøg lige præcis der. Det er nok mere en forlystelsespark, som børn under 10 år vil kunne få glæde af.
Universal studios – også Island of adventure – er for børn over 10 år, og vi valgte derfor at lægge vores fokus her.
At træde ind i Universal Studios er som at træde ind i en magisk verden (hvis ikke det var for alle de andre turister) – en slags forlystelseshimmel! Turen mellem Universel og Island of adventure kan tages med Hogwarts expressen – og en sådan togtur er som at være i selve Harry Potter universet!
I det hele taget var Harry Potter-området generelt enestående, og vi fik en følelse af at være med i én af filmene. Vi fik en oplevelse af, at Harry Potters verden findes i virkeligheden!!! Man kunne gå igennem væggene, og en eventyrverden uden lige blev åbnet.
Vi prøvede en masse forskellige forlystelser, og vi har aldrig skreget så meget, som i The Rock og i Mumien, og aldrig været så våde som efter en tur i Jurassic Park!
Af børneforlystelser er det det vildeste, vi nogensinde har oplevet! Større end stort. Vildere end vildere. Federe end fedest.
Der var mange mennesker, lange køer, det var afsindigt dyrt, men det var absolut alle pengene værd! Vi var alle børn for én dag lige præcis denne dag!!! Og vi var i eventyrland! Også vi voksne…
Det kostede ca. 2-3000 kr. for 1 dag i forlystelseshimlen, og vi blev hurtigt enige om, at vi ikke ville købe hurtigbilletter til tingene, da prisen så ville løbe op i det dobbelte.
Tager man turen med mindre børn, så er området tilegnet Dr. Seuss, Cat in the Hat etc. fantastisk rent aldersmæssigt.
Inden man bestemmer sig for en tur til Universal Studios, er det en god idé at sætte sig ind i, i hvilket område man rent aldersmæssigt vil få mest ud af besøget.
Trætte og med nyindkøbte trøjer til ungerne og en enkelt Minion under armen, tog vi hjem til vores skønne resort efter en helt igennem fantastisk dag.
Dagen efter slappede vi af ved poolen.
Da det begyndte at regne, valgte vi at tage bilen ud på en shoppingtur. Vi endte i Party City, hvor vi fik købt halloween-udstyr til den store guldmedalje. Vi elsker halloween næsten lige så meget som amerikanerne, og det er ikke så lidt… At være i USA op til halloween var for os derfor en ekstra god oplevelse.
Anbefalinger til Orlando med børn
Tag i Universal Studios! Også selv om det er dyrt. Det er en enestående oplevelse!
Lej en bil, så I selv har mulighed for at opleve det, I ønsker. Det er nemt og billigt.
Læs også: 2. del af rejseberetningen, hvor turen går til Florida og Miami med børn

Mit navn er Christina Juul Kammerlander (også kaldet Stine), og jeg er personen bag denne hjemmeside, som vi i et ”familiefællesskab” har valgt at kalde ”At rejse med børn”.
Efter i mange år at have arbejdet som socialrådgiver i et job, der indebar, at jeg var udkørt og utilfreds, når jeg kom hjem, og derfor havde alt for lidt overskud til nærvær med min familie, tog jeg for ca. 4 år siden beslutningen om at sige mit job op. Det var et farvel til tryghed og en fast indtægt, og goddag til et liv med tid til ro og nærvær – og ikke mindst; ingen fast indtægt!
Til gengæld har jeg i dag fået en lykkeligere tilværelse uden travlhed og træthed, hvilket har skabt overskud til at tænke nye tanker om, hvad jeg brænder for at arbejde med – nemlig at inspirere andre til at rejse sammen med deres børn, og få nogle helt unikke oplevelser!
Tak for super læsning. Det lyder til I har haft en super tur.
Vi er i ved at planlægge et US besøg i sommeren 2019. 2 voksne og 2 børn (8 og 10 på afrejsetidspunket)
Har du nogle gode råd til hvor og hvornår man køber indgang til parkerne?
Hvad løb sådan en fed rejse op i?
Mange hilsner
Line