Del 2 – Hawaii

Denne rejseberetning fra Hawaii er 2. del af en beretning fra familien Christensen, som i sommeren 2016 kombinerede et roadtrip i Vest USA med en tur til Hawaii.
Vil I gerne læse om familien Christensens roadtrip til Vest USA, hvor de tog “pilgrimsruten” fra San Francisco til Monterey, Solvang, Los Angeles, Grand Canyon, Zion og Bryce inden de fløj til Hawaii, kan I læse mere her.

Beretningen består af dagbogs-indlæg, og er skrevet på skift af familiens medlemmer. KC (Katrine) og MC (Mads) er familiens 2 børn. DC er mor og LC er far.

Maui

18.7.16,-2016 MC: I dag var første dag på vores rejse til Hawaii, og vi startede Hawaii-ferien ud med at vågne op i ”paradisets have”på The Royal Lahaina Resort, og spise morgenmad på den restaurant, der senere skulle vise sig at blive vores stamrestaurant.
Efter indtagelse af morgenmad, gik vi tilbage til hotellet og skiftede til badetøj. Da vi havde badet i det varme, lækre vand, som dog havde høje bølger, gik vi lidt ud og shoppede.

Hawaii virkede til at være, som vi havde forestillet os. Alt var frodigt, der var fugle og farver i massevis – virkelig lækkert!
Da vi havde bestilt et familieværelse, fik vi vores egen hytte, så vi boede med egen udgang til den smukke ”park” på resortet, og med egen terrasse, hvor vi kunne sidde om aftenen.
Resortet var velplejet, og det var virkelig velordnede forhold at bo under; græsset blev slået hver dag, og der var blomster på alle træerne. Paradis!

Hawaii er utrolig smuk, men har I selv et ønske om at rejse dertil, bør I være opmærksomme på, at prisniveauet generelt også er noget dyrere end i f.eks. San Francisco – læg 10-15% oven i priserne fra USA, og så finder I prisniveuaet på Hawaii!
Da indbyggerne ikke selv kan dyrke noget særligt på Hawaii, skal meget importeres, og dermed er prisen på det meste højere, end så mange andre steder. Det eneste, der dyrkes på en særlig ø på Hawaii, er ananas.

19.7.16, DC: I dag stod i dykningens-tegn. Vi havde købt nem morgenmad, der hurtigt kunne indtages i huset/hotelværelset, så vi var i god tid til at mødes med dykkeinstruktøren længere nede af stranden kl 9.
Inden vi tog afsted, skulle jeg liiiige ha’en sidste tissetur. De andre gik i forvejen, og desværre havde vi ikke aftalt hvilken vej, vi skulle gå… Lars og ungerne gik derfor langs vejen, og jeg gik langs stranden, hvilket resulterede i, at vi løb en hel del rundt og ledte efter hinanden! Vi var alle vildt svedige, da vi endelig fandt sammen – og endte med at komme 10 minutter for sent! Instruktøren viste sig heldigvis at være en sød og tålmodig ung dame, så ”no hard feelings”.
Udover os var der også en amerikansk pige fra Washington State, der skulle have et prøvedyk. Først fik vi en times teori, der bare var repetition af det, vi havde læst i teoribogen og set i den overpædagogiske amerikanske PADI-film, vi har fra dengang Lars og jeg tog certifikatet. Bagefter blev det tid til at få os alle i dykkerudstyret. Shorty (våddragt), støvler, bcd, tank med luft, regulator og bly i forhold til vægt.
Da vi alle var fuldt udrustet, vraltede vi ned mod stranden – pænt heavy med det megatunge gear indtil man ligger i vandet.

Vi skulle gå i fra stranden og forbi brændingen, hvor bølgen knækkede ret voldsomt. Men det lykkes. Vi blev flydende – fik finner på fødderne og fik regulatoren i munden. Begge unger var SUPER seje! De klarede øvelserne under vand med stor ro og kontrol, selvom det i virkeligheden er deciderede stresstests: at tage masken af og trække vejret, tage regulator ud af munden, finde den bag ryggen, putte den i munden igen og tømme den for vand. Det sværeste var selvfølgelig at holde sig nogenlunde stabilt ved bunden – og ikke ukontrolleret ryge op til overfladen. Men det gik ok – især efter Katrine havde fået lidt ekstra bly i lommen.
Da vi havde været i vandet en halv times tid (på omkring 6 meters dybde) var 1. dyk overstået. Vi så en skildpadde, en masse farvestrålende fisk i alle former og størrelser, og så naturligvis det smukke koralrev. Vi var alle helt oppe at køre, og betalte selvfølgelig for dyk nr. 2 også – nu var det jo først lige begyndt at blive sjovt!
Dyk nr. 2 var med flere muligheder for at svømme rundt – uden de svære øvelser – og vi kunne derfor bedre nyde det hele.
Da vi kom op af vandet 2. gang efter at have været nede på ca. 9 meters dybde, var vi helt flade og totalt sultne! Inden vi kom ud af alt udstyret, i tøjet, tilbage til hytten og i bad alle sammen, var klokken næsten 15. Vi gik på stamcaféen “Castaway”, som lå helt tæt på stranden, og som derfor havde en fantastisk udsigt, og spiste en temmelig sen frokost – efterfulgt af long drinks til de voksne (Mai tai og “lava flow”), da Happy hour lige var startet. Skønt at sidde og kigge ud over vandet og nyde det hele.
Efterfølgende gik Lars og jeg op og købte lidt ind, og vi fik alle slappet af. Aftensmaden blev “Pasta Night” – igen på Café Castaway (2 x pasta for én's pris).
Rigtig dejlig dag

20.7.16, LC: Slappedag. Dorthe og Katrine startede dagen med yoga, og derefter spiste vi morgenmad på vores stamsted; the Castaway Café med udsigt over Stillehavet. Vi fik en Hawaiiansk specialitet Loco Moco; stegt ris med en hakkebøf og spejlæg samt sovs.
Efter en dukkert i havet med en voldsom brænding og en del understrøm, tog vi kursus i binding af de traditionelle Hawaii-blomsterkranse.
Efter aftensmaden tog vi hjem og forberedte turen til den anden ende af øen, som vi skulle til den efterfølgende dag.
Desværre var der også kommet et varsel om en tropisk storm, som skulle være på vej… Vist meget typisk for sæsonen, desværre… Vi oplevede dog heldigvis overhovedet ikke at føle os utrygge på nogen måde.

21.7.16, KC: Vi stod op i ok tid, og spiste morgenmad i Lahaina på Lahaina Surf Club and Café.
Planen var at køre “The road to Hana”, men vi nåede kun til det første stop, da der havde været jordskred længere fremme. Derfor blev det første stop Twin Falls, nogle smukke vandfald, men på trods af ihærdige forsøg, kunne vi ikke rigtig få øje på dem. Den lille gåtur var dog rigtig fin, og vi så floden, hvor vandet løb rigtig stærkt.
Efter lidt køren rundt, fandt vi ud af, at der ikke rigtig var nogen anden god måde at komme til Hana på, så vi begav os hjemad igen, efter at have gjort et stop for at se surfere, der legede i bølgerne.
Desværre havde alle andre også fundet ud af, at man på grund af jordskred ikke kunne komme længere, hvilket resulterede i en kø. På det tidspunkt var vi alle ret sultne, og derfor rimeligt opsatte på at finde noget frokost. Vi besluttede os for af spise på stamstedet, Castaway Cafe.
Det blæste helt vildt meget, så vi lavede ikke rigtig noget resten af dagen. Mor løb en tur, og vi tog billeder ved stranden med vores lei på.
Til aftensmad spiste vi pizza, men med en hel pizza til overs, for ingen var så sultne – det store problem var at få plads til resterne i vores minikøleskab. Mads og jeg hørte bagefter et par numre live hawaiian music, hvor der også stod en hulapige og dansede.

22.7.16, MC: I dag var sidste dag på Maui. Jeg synes, at det har været mega rart at slappe af der, og have noget nær en (afslappet) rutine. Det bliver dog også rart at komme hjem igen, bl.a. fordi der er en orkan her, så det støvregner og blæser.
I morgen skal vi afsted til Oahu, det bliver også fedt! Katrine og jeg har forberedt os med enorme mængder afsnit af ”Hawaii five-O”. Vi spiste morgenmad på det sædvanlige sted, da vi igen ikke kunne komme til Hana. Vi slappede af hele dagen af samme grund. Om aftenen spiste vi på hotellets restaurant.

Oahu

23.7.16, DC: I dag vågnede vi, som lovet, op til rigtig regn (og ikke bare lidt støvede dryp), så afskeden med et ellers fantastisk sted, var ikke så svær, som ventet.
Vi spiste kedelig “ready-use-just-add-water”havregrød, så vi kunne komme hurtigt afsted. Vi kørte mod lufthavn lidt i 8. Vejen var fin – kun enkelte, små “falling rocks” rundt omkring, og ingen oversvømmelse nogen steder.
Fik afleveret bilen efter et par “detours”, og kom til lufthavnen i god tid. Jævn kedelig lufthavn med meget få butikker og ingen fri WiFi… Men vi kom afsted – ganske upåvirket af den kommende orkan.
Det tog lidt over 1/2 time at flyve. Honolulu var også regnfuld med lidt sol.

Vi havde booket overnatning på Aqua Aloha Surf Waikiki, som lå ganske tæt på Waikiki Beach. De var dog ikke klar til check-in da vi kom, så vi efterlod kufferterne i reception, og gik de ca. 500 m til en overfyldt Waikiki Beach, som var fuld af surfere og asiatiske turister med små solparasoller over hovedet.
I det hele taget var Oahu bare rigtig ”turistet”. Det positive var dog, at havet her var mere roligt, end havet ved Maui.

Vi så en flot statue af en, der hed Duke Kahanamoku – ikke en ægte hertug, men med navnet Duke til fornavn, som var 5-dobbelt guldvinder i OL i svømning, og som introducerede surfing i Californien, Australien og New Zealand, og som var sherif, og genvalgt 13 gange på Hawaii. Han spillede også på poloholdet. Alt i alt en dygtig og veltrænet herre fra Hawaii. Spiste hvidløgsmarinerede tigerrejer med ris og salat fra en asiatisk gadebod. En anderledes og ok oplevelse. Gik tilbage til hotellet, og fik efter lidt forsinkelse vores værelse.

Herefter tog vi bussen ind til centrum for at se en statue af “King Kamehameha d. 1. – en historisk vigtig hawaiiansk konge, hvis statue ungerne har set i “Hawaii five-0” – (en Netflix-serie de har fulgt med i på et tidspunkt). Ungerne var helt oppe at køre over at have set statuen, den bagvedliggende bygning, som seriens helte arbejde i, og den P-plads, hvor seriens biler holder! Jeg skylder ligesom lidt entuiasme fra alle de nationalparkerne, jeg havde slæbt ungerne med til, så jeg brokkede mig næsten ikke.
Bagefter kom vi forbi et lokalt madmarked. Mads fik en shaved ice med vanilleis i bunden. Mega-mums. Købte sushi og noget andet lækkert mad, og tog det med op på værelset

Pearl Harbor

24.7.16, LC :Fri morgenmad igen, det er noget vi kan lide, men deres version af Continential Breakfast hører til i den anden ende af kontinentet; Kina. Der var nemlig nudler, ris, ristede og saltede peanuts, chili-beans og 1000-års æg – det gav ok mening da vi opdagede, at restauranten var kinesisk.
Efter morgenmaden blev vi hentet af selskabet, der skulle vise os Pearl Harbor og byen.
Vi startede med at skulle fortælle hvor vi kom fra, for så at få at vide, at vi var chaufførens favoritmorgenmad; danish.
Vi kom igennem meget af byen og så meget, som vi ikke ellers ville have oplevet i Honolulu, bl.a. vulkankrateret Punchbowl, hvor man i gamle dage ofrede mennesker, og en kirkegård med flere hawaiianske kendte.

Fremme ved visitorcenteret for USS Arizona blev vi advaret om, at det ikke var sikkert, at vi kunne komme ud til mindesmærket p.g.a. blæst. Heldigvis kom vi med dagens næstsidste båd før al sejlads blev indstillet p.g.a. orkanen Darby. Vi så først en film, der forklarede Japans grunde til at bombe Pearl Harbor, og dernæst hvorfor USA vandt krigen. Efter filmen ventede en USNavy shuttlebåd på at sejle os ud til mindesmærket for USS Arizona, der er bygget over vraget af skibet. Det ligger ikke dybere, end at noget stadig stikker op af vandet, og olie lækker også stadig ud af vraget. Disse oliedråber kaldes Arizonas sorte tårer. Sømænd, der gjorde tjeneste på skibet og overlevede, kan blive begravet på vraget sammen med deres soldaterkammerater.
Angrebet på Pearl Harbor d. 7 december 1941 kl 07.55 og sænkningen af bl.a. Arizona, blev starten på USA's involvering i 2. Verdenskrig.
Lige ved siden af vraget af USS Arizona ligger et flydende battleship; USS Missouri – Mighty Mo, der blev slutningen på krigen.
På dækket af USS Missouri blev Japan's overgivelse underskrevet af bl.a. deres udenrigsminister og deres generalstabschef den 2. September 1945 i Tokyo Bay.
Herefter var der sightseeing gennem byen, som var interessant nok, men vi blev lidt forstyrret af guidens meget gentagne smørret grin, mest af egne vittigheder, der oftest ikke var sjove.

Vi havde ikke fået aftensmad, så vi var godt sultne. Vi fik anbefalet en restauranten på nabohotellet, og det var vældig fint. Dog havde de ikke dessert, og det syntes vi ellers, at vi havde fortjent. Vi gik derfor op til det nærliggende supermarked for at købe voksendessert (ananasvin fra Maui) og børnedessert (Ben & Jerry is).
Nu var følgerne af stormen Darby dog kommet til Honolulu; det stod ned i stænger. På de få hundrede meter, der var til hotellet, blev vi totalt gennemblødt.
Resten af aftenen gik med hjembragt dessert og kortspil.

Hvis I selv skal rejse til Hawaii, vil vi i dén grad anbefale jer at opleve Pearl Harbor!

25.7.16, KC: Vi havde ikke noget vi skulle i dag, så morgenen var stille og rolig. Dog lukkede morgenmadsbuffeten på den mærkelig kinesiske restaurant kl. 9, så det skulle vi nå.
Bagefter fangede Mads, far og jeg pokemons på værelset. Mor gik ned og sad ved stranden, og far gik en tur ved butikkerne langs vandet. Mads og jeg tog det roligt, og gik så ned til mor. Da vi ikke kunne holde ud at sidde der længere, tog vi på Honolulu Coffee, og fik chai latte, juice og bananabread.
Så tog Mads og jeg hjem – dog ad en lille omvej, for Mads ville prøve at finde hjem på anden vis. Heldigt, at den anden halvdel af gruppen kunne finde vej.
Mor og far var i Macys, og da de kom tilbage, gik vi alle til Macys igen. Mor havde købt 4 bluser, jeg købte én, og Mads og far fangede en masse pokemon.
På vejen hjem gik vi igennem Kings Village for at købe mad, der var nemlig en masse madboder. Vi fik smoothies ved en af dem og var meget imponeret over, hvor meget arbejde og frisk frugt han lagde i dem for den nette sum af bare 5 dollars. Oven i det fik mor det, der var tilbage i begge blendere, efter han havde lavet smoothies til Mads og jeg. Det svarede til en hel smoothie til hende også.
Vi fik kinesisk og curry, og delte nogle fancy chips, hvor der var både banan, sweet potato og en special lille hawaiiansk sweet potato-ting.
Bagefter så vi et afsnit ”Hawaii five-0”, som handlede om en veteran fra Pearl Harbor, og vi kunne nu genkende rigtig mange af tingene.

Lidt tanker om vores rejse til Hawaii, hvor vi var en uges tid
Skal vi kigge på, hvad vi bedst kunne lide af Hawaii, var det Maui. Der var virkelig smukt og frodigt. Vi kunne faktisk godt have brugt lidt længere tid dér på at nyde naturen, den gode mad, og mulighederne for afslapning. Alt i alt er vi bare glade for, at vores rejse til Hawaii levede op til de forventninger, vi havde haft. Vi drømmer om at komme tilbage igen!
Dog vil et råd til andre være ikke udelukkende at holde ferie på Hawaii, men gerne kombinere med USA. En super rejseplan kunne f.eks. være, at man først fløj til San Francisco, og så havde 4 dage med oplevelser der, for efterfølgende at flyve til Hawaii og holde afslapnings- og badeferie der, og så afslutte rejsen med et par dage i San Francisco igen. Også for at “cutte” længden af flyveturen hjem, som virkelig er lang fra Hawaii til Danmark – og ikke mindst tage hensyn til jetlag, da tidsforskellen fra Hawaii til Danmark er på 12 timer.

Hjem mod Danmark og Mads' gode refleksioner

27.7.16 MC: Lige i øjeblikket sidder jeg på flyet, og der er 4:45 timer til vi lander i København, og som man nok kan gætte, keder jeg mig. Jeg besluttede så, at jeg ville  skrive en afrunding til vores logbog. Personligt er jeg både lettet, glad og trist over at tage hjem: lettet fordi det er hårdt at “rejse”, som far ville formulere det, især med denne her familie 😛

Jeg er glad og optimistisk i forhold til alle de problemer, vi ikke længere skal kæmpe med –  f.eks. opladning af diverse elektroniske apparater (husk derfor batteribank!), en seng med ordentlige fjedrer (Aloha hotel i Honolulu, jeg kigger på dig), men trods det er jeg ret trist over at tage hjem; det er nemlig det at opleve ting på vores “rejse”, smage nye og eksotiske madvarer, udvide ens horisont bl.a. med at prøve at dykke, og i det hele taget bare det at være ude – og for at citere HC Andersen: “at rejse er at leve” (jeg har brugt for lang tid sammen med far, tror jeg).
Så der er altså både pros & cons ved at tage hjem, men det bliver rart at komme hjem til resten af omverden; farmor og farfar, mine venner, og Dixie (skal helst siges i det afsluttende fremadseende tonefald, som Katrine siger det i). Det bliver dejligt at se Dixie igen, og jeg håber lidt, at hun bliver glad for, at jeg har slæbt det beef jerky rundt i mere end en halv måned…

Nu har jeg skrevet i et kvarter, så I kan godt forberede jer på, at det her bliver langt! Jeg har sat en plan op for mig selv om, at jeg skal holde mig vågen til klokken 20.00 i aften, men jeg har regnet lidt på det, og det vil så betyde, at jeg skal være vågen i 28 timer i træk..
18:45 efter vi er landet i DK, og jeg kan allerede mærke mine øjenlåg blive tunge… Hvis I undrer jer over regnestykket, så stod vi op (lidt før) klokken 4 om natten til tirsdag, og 4 + 12 tidsforskel sætter os til kl. 16:00 dansk tid tirsdag, og det er ikke svært at regne ud, at der er 28 timer mellem 16:00 tirsdag og 20:00 onsdag (satser på at holde mig vågen til der). Jeg har nu været vågen i 17 timer, så jeg er godt på vej.
Vi er nu nået udkanten af Grønland, så I bliver nødt til at høre på mig de næste 4:15 timer…
Side note: det bliver helt vildt mærkelig at spille Pokémon, når vi kommer hjem; jeg har data, så jeg kan godt gå uden for internet 😉 Endnu et af de der problemer, der forsvinder 😉

Nå, tilbage til selve grunden til at skrive: nemlig at runde logbogen af (fordi det gjorde du ikke for 100 linjer tilbage :-p).
Jeg synes, at det har været en fantastisk oplevelse, og det er lidt med tungt hjerte, at jeg forlader USA. Tror også at far har det på samme måde (det baserer jeg på, at han gerne ville have en masse ”sidste blik” på USA). Men hjem skal vi også, da “ude godt, men hjemme bedst”.

PS: kan I huske hvordan far havde slået data til ved et uheld? Mor har tabt sit kreditkort! Så de står nogenlunde lige nu!!!!

Fars refleksioner omkring det at rejse afsted med ungerne

Tankerne kredser stadig omkring tid! Har dette mon været den sidste rejse, vi har været sammen på som familie? Ungerne bliver jo ældre, og det er om at nyde den tid, de har lyst til at være sammen med os, inden de flyver fra reden.

Noget af det bedste vi nogensinde har gjort er netop at tage på 3 rigtig lange rejser sammen som familie. Disse rejser og de oplevelser, som de har budt på, er jo blevet en del af vores familiehistorie, og det er oplevelser, som vi til stadighed vender tilbage til, og som vi får nogle gode snakke om.
Erfaringer fra verden og det familiesammenhold, som det har givet os, er unikt. Det har været lærerigt på alle områder!

 

Alt i alt kostede denne rejse til Vest USA og Hawaii ca. 130.000 kr., og det var hver en krone værd!
Hotellerne opfyldte de krav, vi havde. På nogle af dem var standarden måske ikke så god, men så var beliggenheden i stedet fantastisk. Nogle var for dyre at spise på, men så fandt vi restauranter.
Vi kan anbefale alle de hoteller, vi boede på. Det med den værste standard var det, vi boede på i Los Angeles – til gengæld var beliggenheden intet mindre end perfekt, så på trods af standarden, ville vi bo der igen.

 

Giv gerne artiklen de fortjente stjerner 🙂