Hat Yao – følelsen af verdens ende!
Dette er del 3 af 6 rejsebeskrivelser fra en 3,5 måneders lang rundrejse i Asien. I denne beretning vender vi igen snuden mod Thailand, efter at have været en smuttur i Malaysia i forbindelse med fornyelse af visum.
Efter en skøn lille uge på Langkawi, hvor vi fik snust en smule til Malaysia, tog vi til Trang Provinsen i Thailand, hvor vi havde bestemt os for at besøge Hat Yao. Hat Yao er et meget søvnigt sted, og grunden til at vores valg var faldet på lige netop denne destination var, at det eftersigende skulle være muligt at få et indblik i ægte lokalt liv netop her.
I LonelyPlanet havde vi læst, at der skulle ligge en lang strækning af uberørt strand (nationalpark) lige netop her, og det havde vakt vores nysgerrighed.
For at komme dertil, skulle vi tilbagelægge en længere strækning; først med båd fra Malaysia til Satun, og derefter med minivan til Hat Yao. Vi kørte med en meget underlig mand fra Satun til Hat Yao, og jeg må ærligt indrømme, at det var en af de mere anstrengende ture. Chaufførens kone lå bag i bilen – oven på alle vores tasker – og sov hele vejen, mens manden var meget fikseret på, at vi skulle huske at hæve penge… Jeg er ikke tilhænger af, at man skal være mistroisk, men indimellem medfører mødet med en anderledes kultur bare, at der er så meget, man ikke forstår, og dermed opstår der en masse forvirring.
En overgang var jeg overbevist om, at vi ville blive både bestjålet og efterladt i en vejkant uden hverken bagage eller penge på lommen. Vi ankom dog sikkert med alle vores ting i taskerne, og min mistro blev gjort til skamme; I Thailand er det åbenbart helt normalt, at man har sin ægtefælle med på længere køreture, og også ok, at hun ligger i bagagerummet…
Surrealistisk overnatning i Hat Yao
Hat Yao var endnu ét af de der underlige steder, som vi åbenbart har for vane at finde, og jeg fik et kortvarigt flashback til Siquijor,som var det sted på Filippinerne, hvor jeg nærmest fik et anfald af panik, fordi alt var så øde og crazy.
Jeg var derfor mere eller mindre klar til at tage hjem, da vi ankom til det sted, hvor vi skulle bo i Hat Yao. Stedet virkede forfaldent, det hav, som jeg havde haft en forestilling om skulle være smukt og blåt, var brunt og grumset, og samtidig var der lavvandet og omgivelserne virkede mangrove-agtige. Der var insekter i massevis, og alt var faldefærdigt.
Vi måtte bare erkende, at når man rejser på budget, og gerne vil have oplevelser, som ligger ud over de gængse turistattraktioner, så kan man indimellem risikere at lande på nogle lidt skæve steder. Ihvertfald for vores vedkommende!
Vi havde booket overnatninger på “Sinchai Chaomai Resort”, som er det mest sindssyge sted, vi til dato endnu har oplevet!
Thai “trailer-trash-agtigt”, for at sige det pænt – bare uden vogne, men med træhytter i stedet! Mega discount – men til en væsentlig højere pris, end det man får for pengene.
Underligt nok var det et af de steder, som LonelyPlanet anbefalede – måske fordi dets lige ikke findes! Særpræget, er nok det ord, der er mest dækkende, både hvad stedet og personalet angår. Ekstremt spøjst og skævt! Som at være med i en enormt dårlig film, faktisk!
Vi fik inspiceret vores hytte; et faldefærdigt skur med det klammeste toilet, jeg nogensinde har oplevet. Røvspuler var også bruser. Mit humør dalede til nulpunktet, og jeg fattede simpelhen ikke, at vi endnu engang var endt på et så mærkværdigt sted. Jeg var dog den eneste i familien, der havde det sådan – både mand og børn har åbenbart en medfødt evne til at se det positive i alt. Selv det hysteriske.
Efter en tur på stranden, opdagede vi, at det – grundet tidevandet – var muligt at gå gennem vandet, og hen til en øde og meget smuk strand med jungleagtig baggrund. Det var, som at have verden for sig selv, og også som at være endt på en mystisk og øde ø.
Børnene svømmede langs klipperne hen til en forladt bugt, og gik helt i selvsving over alle de kæmpe store erimitter og konkylier, der både bevægede sig, og som lå rundt omkring på stranden. De fór rundt og samlede alt, hvad de kunne. Desuden fandt vi en kæmpe, død rokke i vandet, og det var ligesom toppen af kransekagen – set med børneøjne.
Vi legede og badede, indtil vi blev overfaldet af sandfluer – små møgfluer, der bider og suger blod. Sandfluer er åbenbart helt normale i Thailand, og det er så absolut nogle I skal undgå at blive bidt af, da de er bærere af sygdomme.
Vanvittige oplevelser i Hat Yao
Da vi kom tilbage til vores “resort”, faldt vi i snak med nogle andre gæster, som fortalte, at aberne levede frit i området. De havde desuden set en kæmpemæssig varan gå forbi på stranden om morgenen. Stedet var altså måske nok forfaldent og alt pilråddent, men naturen var til gengæld helt tæt på. Det var så også det eneste plus jeg virkelig – med sammenknebne øjne og høj koncentration – forsøgte at fokusere på i forhold til “Sinchai Chaomai Resort”.
Om aftenen ankom en anden familie, der med det samme tiltrak sig vores børns opmærksomhed. Efter at have været undervejs i længere tid, savnede ungerne jævnaldrende legekammerater, og de var klar på alle udfordringer.
Børnene talte kun spansk, så kommunikationen foregik via enstavelsesord og fagter. Men hvor der er vilje, er der jo, som bekendt, også vej, så ungerne forstod med lethed, hvad alle legene gik ud på, og nød hinandens selskab.
Hat Yao ligger ved verdens ende, og har ikke som sådan nogle spændende aktiviteter at byde på.
Dog var ejeren af stedet, hvor vi boede, en mand, der ville gøre hvad som helst for en bath, så han arrangerede ture, som jeg er overbevist om, at ingen andre ville tage på.
For os arrangerede han det, han ganske givet selv ville kalde en fantastis kajaktur på floden ude i mangroverne. Uden redningsveste. Og med hul i et par af kajakkerne, skulle det vise sig.
På turen, som foregik i ganske fantastisk natur, men samtidig under en “smule” risikable former, så vi en masse flagermus i en kæmpe grotte ude i et øde mangroveområde. Børnene og jeg sad i en lille firkantet og faldefærdig jolle, og skulle være påpasselige med vores bevægelser, så båden ikke tippede. Meget primitivt og noget, der gav et ganske unødvendigt sus i maven. En del vil sågar nok også kalde det ret uansvarligt, vil jeg mene.
Michael og et par andre var spændt bagpå den lille firkantede båd i nogle kajakker – de hang fast med snor. Da vi skulle hjem fra grotten, bad Michael og en anden, der var med på turen, om at blive “spændt af” på halvvejen, og derfra selv ro hjem i kajakkerne. Det var ok med ejeren af stedet. Han satte dem af ude i mangroverne, og vi vinkede farvel.
Et godt stykke tid efter, at vi andre var kommet i land, begyndte jeg at blive urolig over, hvor Michael blev af. Jeg gik ned til stranden for at kigge efter ham, men han var ikke at spotte nogle steder. Min intuition fortalte mig, at noget ikke var helt efter bogen. Så lang tid skulle sådan en lille sviptur jo ikke tage.
Efter meget lang ventetid, så jeg pludselig den anden mand komme roende. Han flaksede vildt med armene, og signalerede, at Michael var sunket! Først troede jeg, at han lavede fis og ballade, men da han fik kæmpet sig ud af sin kajak, og svedende kom løbende hen i mod mig, forstod jeg, at han i dén grad mente det alvorligt.
Det viste sig, at Michaels kajak havde haft et stort hul i bunden. Han kunne ikke forstå, hvorfor kajakken blev tungere og tungere, og hvorfor han havde så svært ved at styre den. Et kig bagud afslørede, at hele bagenden af kajakken var under vand.
Michael havde i en hurtig vending fået bugseret sig ud af kajakken, lige før den sank.
Efter et stykke tid blev han heldigvis samlet op af en båd, der hjalp med at tømme kajakken for vand. Da Michael begav sig på vej i kajakken igen, sank den for 2. gang, og han måtte slæbe den efter sig, indtil ejeren af vores resort fandt ham. Hvorfor han ikke bare lod kajakken være, er mig en gåde – men man er vel et ordentligt menneske – også selv om man ligger dér i vandet, og egentlig i stedet bør søge mod land!
Ejeren af stedet indrømmede, at han udmærket var klar over, at kajakken var utæt, men at han havde valgt at lade være med at sige noget!
Senere hørte vi en masse grimme rygter om ejeren, og hvis bare halvdelen af det vi hørte er korrekt, stemmer det jo meget godt overens med hans manglende samvittighed og ansvarlighed i forhold til bådturen.
Af samme årsag – og langt flere – har jeg også lidt svært ved at anbefale stedet, hvis I selv ønsker at rejse til Thailand sammen med jeres børn.
Jeg er et rummeligt menneske, også ud over det sædvanlige, tror jeg, men alt i alt var vores ophold på stedet bare udover alt det vildeste, man overhovedet kan forestille sig.
Ejeren havde de mest spøjse og skæve eksistenser ansat, og dagligt var der dømt craziness for alle pengene. Nogle oplevelser kan også bare blive så skøre, at det næsten bliver et uvirkeligt scenarie. Det var det her.
Skøre og mærkværdige ting kan dog også også være interessante. Noget kan jo blive så vanvittigt, at det næsten bliver dragende. Anderledes steder byder jo også på oplevelser, som rykker noget i os, og får os til at flytte vores opfattelser og grænser. Træning af rummelighed og normalitetsbegreber er lærerigt.
Ungerne trivedes dog rigtig godt på dette afsides og besynderlige sted – helt sikker mest på grund af deres nyfundne legekammerater og fordi der ikke rigtig var nogle grænser for, hvad der kunne lade sig gøre. Dage og aftener gik med, at vi kunne se børnene rende rundt på stranden og jagte krabber. De talte alle mulige sprog med hinanden – dog mest engelsk, som vores 6-årige nu beherskede ret godt. Ville hun lege, var det nødvendigt at lære et fællessprog. Pænt motiverende!
Da tiden i Hat Yao var ved at være forbi, besluttede vi os for at tage til Koh Lanta. Mest af alt fordi jeg trængte til at være blandt turister og normalitet igen. Jeg havde fået særlinge nok! Reelt havde det faktisk passet mig perfekt at tage direkte på charterferie efter dette ophold i Hat Yao! Det ville have været, som at lande på jorden igen, efter at have været en tur på månen!
Læs også: 4 ugers ferie med små børn på Koh Lanta i Thailand.
Vi tog afsked med “Sinchai’s Chaomai Resort” og alle de skabninger, vi havde mødt der, og sejlede i 4 stive timer mod Koh Lanta.
Det første vi gjorde, da vi landede, var at tage et bad! Det bad, der havde været i Hat Yao, bestod af sådan en slange, som thaierne skyller sig selv i numsen med, når de har været på toilet, så Michael og jeg blev hurtigt enige om, at vores små englebasser IKKE skulle vaskes med SÅDAN en slange. Vi var derfor faktisk lidt i tvivl, om vi nu virkelig var blevet SÅ brune, eller om det ganske enkelt var skidt!!!! Pauline havde skidt i folderne under halsen, i armhulerne, hendes tæer var sorte, og hun havde sand og små muslingeskaller i hovedbunden…
Backpackerlife er ikke altid for sarte sjæle!
Som I måske kan læse, kan vi ikke rigtig anbefale Hat Yao – medmindre I virkelig er eventyrlystne, eller bare har et stort behov for at opleve et totalt øde sted i Thailand. Er I i området, vil et langt bedre valg nok være Koh Kradan eller Koh Libong.
For vores vedkommende blev næste stop Koh Lanta, som er Hat Yao's diametrale modsætning – sågar endda lige til den gode side – læs mere herom ved at klikke på linket!
Find børnevenlige destinationer: Sri Lanka, Maldiverne, Seychellerne og Cuba.
