Off the beaten track på en rejse til Thailand med børn – Hat Yao (3 af 6)

flot natur i thailand ved hat yao

Hat Yao – et underligt sted

Dette er del 3 af 6 rejsebeskrivelser fra en 3,5 måneders lang rundrejse i Asien. I denne beretning vender vi igen snuden mod Thailand, efter at have været en smuttur i Malaysia i forbindelse med fornyelse af visum.

Efter en skøn lille uge på Langkawi, hvor vi fik snust en smule til Malaysia, tog vi til Trang Provinsen i Thailand, hvor vi havde bestemt os for at besøge Hat Yao. Hat Yao er et meget søvnigt sted, og grunden til at vores valg var faldet på lige netop denne destination var, at det eftersigende skulle være muligt at få et indblik i ægte lokalt liv netop her. I LonelyPlanet havde vi læst, at der skulle ligge en lang strækning af uberørt strand (nationalpark) lige netop her, og det havde vakt vores nysgerrighed.
Det var en lidt lang tur: først med båd fra Malaysia til Satun, og derefter med minivan til Hat Yao. Vi kørte med en meget underlig mand fra Satun til Hat Yao, og jeg må ærligt indrømme, at det var en af de mere anstrengende ture. Chaufførens kone lå bag i bilen – oven på alle vores tasker – og sov hele vejen, mens manden var meget fikseret på, at vi skulle huske at hæve penge… Jeg er ikke tilhænger af, at man skal være mistroisk, men indimellem medfører mødet med en anderledes kultur bare, at der er så meget, man ikke forstår, og dermed opstår der en masse forvirring.
En overgang var jeg overbevist om, at vi ville blive både bestjålet og efterladt i en vejkant uden hverken bagage eller penge på lommen. Vi ankom dog sikkert med alle vores ting i taskerne, og min mistro blev gjort til skamme; I Thailand er det åbenbart helt normalt, at man har sin ægtefælle med på længere køreture, og også ok, at hun ligger i bagagerummet…

Hat Yao var endnu ét af de der underlige steder, som vi åbenbart har for vane at finde, og jeg fik et kortvarigt flashback til Siquijor – altså det sted i Filippinerne, hvor jeg nærmest fik et anfald af panik, fordi alt var så øde og crazy. Jeg var derfor mere eller mindre klar til at tage hjem, da vi ankom til det sted, hvor vi skulle bo i Hat Yao. Stedet virkede forfaldent, det hav, som jeg havde haft en forestilling om skulle være smukt og blåt, virkede lidt brunt, og samtidig var der lavvandet og omgivelserne virkede mangrove-agtige. Der var insekter i massevis, og alt var faldefærdigt. Men når man rejser på budget, og gerne vil have oplevelser, som ligger ud over de gængse turistattraktioner, ender man jo indimellem på lidt skæve steder. Det følger på en eller anden måde med. Ihvertfald for vores vedkommende…

vores hytte i dårlig stand og et underligt sted uden turister

Vi boede på Sinchai Chaomai Resort, som var… ud over det normale! Mest af alt faktisk sådan lidt “trailer-trash-agtigt”, for at sige det pænt – bare uden vogne, men med træhytter i stedet! Mega discount – bare til en lidt højere pris, end værdien.
Underligt nok var det et af de steder, som LonelyPlanet anbefalede – måske fordi dets lige, efter min mening, ikke findes! Særpræget, er nok det ord, der er mest dækkende. Både stedet og personalet. Virkelig spøjst og enormt skævt! Og lidt, som at være med i en enormt dårlig film, faktisk!

Vi fik inspiceret vores hytte; et faldefærdigt skur med det klammeste toilet, jeg nogensinde har oplevet. Mit humør dalede til nulpunktet, og jeg fattede simpelhen ikke, at vi endnu engang var endt på et så mærkværdigt sted. Jeg var dog den eneste i familien, der havde det sådan, og alle de andre sprudlede, og kastede sig ubekymret ud i de nye omgivelser.
Efter en tur på stranden, opdagede vi, at det – grundet tidevandet – var muligt at gå gennem vandet, og hen til en øde og meget smuk strand med jungleagtig baggrund. Det var, som at have verden for sig selv, og også som at være endt på en mystisk og øde ø.

børnene hygger sig på stranden i thailand

Børnene svømmede langs klipperne hen til en forladt bugt, og gik helt i selvsving over alle de kæmpe store erimitter og konkylier, der både bevægede sig, og som lå rundt omkring på stranden. De fór rundt og samlede alt, hvad de kunne. Desuden fandt vi en kæmpe, død rokke i vandet, og det var ligesom toppen af kransekagen – set med børneøjne.
Vi legede og badede, indtil vi blev overfaldet af sandfluer – små møgfluer, der bider og suger blod. Sandfluer er åbenbart helt normale i Thailand, og det er så absolut nogle I skal undgå at blive bidt af, da de er bærere af sygdomme.

Tæt på naturen i Hat Yao

Da vi kom tilbage til vores “resort”, faldt vi i snak med et ældre ægtepar, som havde boet på stedet i et stykke tid. De fortalte, at aberne levede frit i området. De havde desuden set en kæmpemæssig varan gå forbi på stranden om morgenen. Stedet var altså måske nok forfaldent, men naturen var til gengæld helt tæt på. Det var så også det eneste plus jeg kunne finde i forhold til Sinchai Chaomai Resort indtil videre.

Om aftenen ankom en meget alternativ familie med to små børn. Vores piger var selvfølgelig fyr og flamme for at komme i kontakt med børnene, som dog ikke værdigede hverken Clara eller Pauline et blik. Dette ændrede sig dog heldigvis næste dag, og børnene legede sig efterfølgende i søvn hver dag!
Børnene talte kun spansk, så kommunikationen foregik via enstavelsesord og fagter. Men hvor der er vilje, er der jo, som bekendt, også vej, så ungerne forstod med lethed, hvad alle legene gik ud på, og nød hinandens selskab.

børn fra spanien som børnene legede med

Faderen i familien var fotojournalist, og underholdt i timevis med sine beretninger fra rejser ud i verden, hvor han havde taget billeder af krig. Han havde naturligvis en politisk korrekte holdninger, hvilket vi fik nogle super spændende diskussioner ud af. Det er altid interessant at møde mennesker, som har en helt anden tilgang til verden, end man selv har, og det er min holdning, at når forskelligheder mødes, så sættes tingene i perspektiv.

Vi var på bådtur i små kajakker på en flod ude i mangroverne. Uden redningsveste – det gør man ikke så meget i på de kanter og under de forhold….
På turen, som foregik i ganske fantastisk natur, men samtidig under en smule risikable former, så vi en masse flagermus i en kæmpe grotte ude i et øde mangroveområde. Børnene og jeg sad i en lille firkantet og faldefærdig jolle, og skulle være påpasselige m.h.t. vores bevægelser for at båden ikke tippede. Meget primitivt og noget, der gav et unødvendigt sus i maven. En del vil sågar nok også kalde det ret uforsvarligt.
Michael og et par andre var spændt bagpå den lille firkantede båd i nogle kajakker – de hang fast med snor… Da vi skulle hjem fra grotten, bad Michael og en anden, der var med på turen, om at blive “spændt af” på halvvejen, og derfra så selv ro hjem i kajakkerne. Det var ok med ejeren af stedet. Han satte dem af ude i mangroverne, og vi vinkede farvel.
Et godt stykke tid efter, at vi andre var kommet i land, begyndte jeg at blive urolig over, hvor Michael blev af. Jeg gik ned til stranden for at kigge efter ham, men han var ikke at spotte nogle steder. Syntes ikke, at det var helt efter bogen, at det skulle tage så lang tid.
Efter meget lang ventetid, så jeg pludselig den anden mand komme roende. Han vinkede vildt med armene, og signalerede, at Michael var sunket! Først troede jeg, at han lavede fis og ballade, men da han fik kæmpet sig ud af sin kajak, og svedende kom løbende hen i mod mig, forstod jeg, at han i dén grad mente det alvorligt.

flot natur ud fra vores hytte

Det viste sig, at Michaels kajak havde haft et stort hul i bunden. Michael kunne ikke forstå, hvorfor kajakken blev tungere og tungere, og hvorfor han havde så svært ved at styre den. Ham han sejlede med, havde så vendt sig om for at tjekke ud, hvad der kunne være galt, og opdaget dermed, at hele bagenden af kajakken var under vand.
Michael havde skyndt sig at tage redningsvest på, og havde så heldigvis fået bugseret sig ud af kajakken, lige før den sank.
Efter et stykke tid blev han heldigvis samlet op af en båd, der hjalp med at tømme kajakken for vand. Da Michael begav sig på vej i kajakken igen, sank den for 2. gang, og han måtte slæbe den efter sig, indtil ejeren af vores resort fandt ham. Hvorfor han ikke bare lod kajakken være, er mig en gåde – men man er vel et ordentligt menneske – også selv om man ligger dér i vandet, og egentlig i stedet bør søge mod land…
Det viste sig, at ejeren af stedet godt vidste, at kajakken var utæt, men at han havde valgt at lade være med at sige noget!!!! Fuldstændig vildt og uforsvarligt!!!!

spøjs person som egede stedet på hat yaoSenere hørte vi en masse grimme rygter om ejeren, og hvis bare halvdelen af det vi hørte er korrekt, stemmer det jo meget godt overens med hans manglende samvittighed og ansvarlighed i forhold til bådturen!
Af samme årsag har jeg også lidt svært ved at anbefale stedet, hvis I selv ønsker at rejse til Thailand sammen med jeres børn.
Jeg er et rummeligt menneske – også ud over det sædvanlige, tror jeg, men alt i alt var vores ophold på stedet bare helt vildt surrealistisk!
Ejeren havde de mest spøjse mennesker ansat – altså virkelig underlige… Begrebet “Wierdos” fik en ny betydning! Det var, som nævnt mange steder, et helt skævt, men også meget interessant sted. Noget kan jo blive så crazy, at det næsten bliver dragende. Anderledes steder, byder jo også på oplevelser, som rykker noget i os, og at få flyttet sin opfattelse af forskellige ting er lærerigt.
Ungerne trivedes dog rigtig godt der – mest p.g.a. af deres nyfundne legekammerater. Dage og aftener gik med, at vi kunne se dem rende rundt på stranden og jagte krabber. De talte alle mulige sprog med hinanden – dog mest engelsk, som Clara nu var blevet fantastisk dygtig til. Ville hun lege, var det nødvendigt at lære et fællessprog. Pænt motiverende!

hat yao by var nu heller ikke så fantastisk

Da tiden I Hat Yao var ved at være forbi, besluttede vi os for at tage til Koh Lanta. Mest fordi jeg trængte til at være blandt turister igen. Jeg havde fået særlinge nok! Reelt havde det faktisk passet mig perfekt at tage direkte på charterferie efter dette ophold i Hat Yao – det ville have været, som at lande på jorden igen, efter at have været en tur på månen!
Vi tog afsked med Sinchai’s Chaomai Resort og alle de skabninger, vi havde mødt der, og sejlede i 4 stive timer mod Koh Lanta.
Det første vi gjorde, da vi landede, var at tage et bad! Det bad, der havde været i Hat Yao, bestod af sådan en slange, som thaierne skyller sig selv i numsen med, når de har været på toilet, så Michael og jeg blev hurtigt enige om, at vores små englebasser IKKE skulle vaskes med SÅDAN en slange. Vi var derfor faktisk lidt i tvivl, om vi nu virkelig var blevet SÅ brune, eller om det ganske enkelt var skidt!!!! Pauline havde skidt i folderne under halsen, i armhulerne, hendes tæer var sorte, og hun havde sand og små muslingeskaller i hovedbunden…

thailand-button

Backpackerlife er ikke altid for sarte sjæle!

Som I måske kan læse, kan vi ikke, som sådan, anbefale Hat Yao – medmindre I virkelig er eventyrlystne, eller bare har et stort behov for at opleve et totalt øde sted i Thailand. Er I i området, vil et langt bedre valg nok være Koh Kradan eller Koh Libong.

Næste stop blev Koh Lanta, som er Hat Yao's diamentrale modsætning – sågar endda lige til den gode side – læs mere her!

Der forekommer reklame i indlægget. Reklamen er i form af henvisninger til netshops, der forhandler de produkter, vi selv har haft stor glæde af at medbringe på vores rejser, og som vi derfor anbefaler til andre. Købes produkterne via vores links, får vi provision af salget. For mere information, kan I evt. læse mere i vores cookie- og privatlivspolitik.

Skriv en kommentar

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*