auroville

Mystiske Auroville og den tidligere franske koloni Pondicherry

pondicherry

Auroville

På vores rundrejse i Tamil Nadu sommeren 2019 forsøgte vi at få så nuanceret et billede af Indien, som overhovedet muligt, og havde derfor lagt en rigtig spændende rejserute, som vi var overbeviste om, ville give os et fint indblik i mange af de seværdigheder, som dette kæmpe store land byder på.
Efter Chennai, Kovalam og Mahabalipuram satte vi kurs mod Auroville og Pondicherry, hvor specielt Auroville var en oplevelse, vi virkelig havde set frem til.
Auroville er omgærdet af en masse mystik. Muligvis fordi det er “lukket land” for helt “almindelige” mennesker, men nok mest af alt, fordi det er en eksperimentel og afgrænset bydel, eller vel nærmere landsby, der lever efter helt eget værdigrundlag og overbevisning om, hvordan den ideelle verden kan og bør se ud.

auroville
Informationscentret i Auroville rummer masser af informationer om Auroville's værdigrundlag.

I Auroville, som er skabt med støtte fra UNESCO, bor folk fra hele verden sammen. Der bor ca. 2500 mennesker i Auroville, og det siges, at indbyggerne kommer fra over 50 nationaliteter. Her lever man i harmoni og efter de samme værdier – med udgangspunkt i medmenneskelighed.
Auroville's hovedfokus er ønsket om en fuldendt verden – måske en slags Utopia. Hvorfra i verden man kommer, hvilken hudfarve, etnicitet eller hvilken slags religion eller politisk overbevisning man tidligere har haft, spiller ingen rolle. Alle har samme værdi, og alle stiler efter den “rene” verden, hvor fællesskab, etik og bæredygtighed spiller den vigtigste rolle. Her handler det om det menneskelige, om naturen og om harmoni – ikke om økonomiske og materielle gevinster. Ingen ejer noget specielt her – alle deler. Livet i en højere enhed, spiritualitet, fællesskab, næstekærlighed og balance må være kodeordene. Byens grundlægger bliver kaldt “Mother”. Mega spooky, lyder det til, men når man går rundt i Auroville's besøgscenter og læser alle de informationer, som er givet omkring grundlæggelsen og de tanker, der er bag, så er det slet ikke så scary. Det giver på en eller anden måde mening – UDEN at vi nogensinde selv kunne forestille os at være en del af det, der umiddelbart godt kunne virke lidt “sekt-agtigt”! Vi forstår dog godt, hvorfor en sådan by er blevet grundlagt, og også hvorfor folk søger efter at blive en del af det fællesskab, som Auroville repræsenterer.
Som forældre vil vi gerne opdrage vores børn til at forstå sammenhænge, at være rummelige, og ligeledes til at få en vis indsigt. Vi er af den overbevisning, at der ikke er noget valg i livet, hvad angår livsstil, der er mere rigtigt end et andet. Det er jo op til hvert enkelt individ at finde sin egen sandhed, og vi syntes derfor begge, at et besøg i Auroville ville være et rigtig godt udgangspunkt for en forståelse af og et indblik i dette, for os, temmeligt vigtige aspekt.
Fra Mahabalipuram kørte vi derfor til Auroville, hvis værdigrundlag vi alle, sådan overordnet set, synes er helt fantastisk. Dog er det mere kompliceret end som så at komme derind, da Auroville ikke ønsker forstyrrelser. De er meget, meget tro mod deres grundlag, og hvis man er oprigtigt interesseret i deres livsstil og hele deres filosofi, kan man gennem forskellige processer blive godkendt til at bo hos dem, mens man holder ferie i Indien. Vælger man et døgn, kan man få lov til at bo i udkanten af byen, og er man mere end overfladisk interesseret i, hvordan tingene foregår i Auroville, så er det muligt at få lov til at bo der (og leve efter principperne) i 10 døgn.
Da vi udelukkende var mere overfladisk interesseret, kunne vi kun få lov at komme til deres besøgscenter, der via film og plancher giver fyldestgørende oplysninger. Derudover modtog vi et ”pas”, som gav os adgang til at komme ud og se selve deres tempel/kuppel, hvor indbyggerne mediterer.

auroville indien
Matrimandir, Auroville.

Da vi kørte ind i området omkring Auroville, så vi nogle af de første ”hvide” mennesker på vores tur rundt i Tamil Nadu. Der var også europæiske kvinder med deres børn. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på hvilket spring det måtte have været, at vælge det vestlige og mere materialistiske liv fra til fordel for et liv i Auroville. Specielt for børnene.
Dog forstår jeg godt, at rigtig mange tager livet op til overvejelse – jeg tror, at vi i fremtiden kommer til at se mere og mere til den slags. Vi er jo ved at udvikle os selv ihjel! I hamsterhjulet bliver vi ofte så rundtossede, at vi totalt mister overblikket, og dermed ikke længere kan finde meningen med livet. En søgen efter meningen med tilværelsen virker til at være i stigning for mange af de mennesker, der bor i vores del af verden. På trods af en øget velstand, og dermed langt flere muligheder, virker det endnu ikke til, at vi har formået at finde meningen med det hele…

auroville community
På vej til Matrimandir i Auroville.

Desværre var varmen ekstrem, da vi var i Auroville. Halvt nervøse for at få et hedeslag, klarede vi at gå ned til selve kernen af Aurovilles eksistens – Matrimandir, som er den store guldkuple – og så besluttede vi os for at tage en tuk-tuk tilbage til besøgscentrets parkeringsplads, hvor vores chauffør ventede.

Pondicherry

Pondicherry i Tamil Nadu er et besøg værd, hvis har en indre rejse- og historienørd, der gerne vil have et indblik i Indiens historie. Særligt i Indien bærer forskellige byer og områder præg af tidligere kolonisering, da landet gennem tiden har været “invaderet” af diverse europæiske handelskompagnier. Pondicherry har deraf tydelige franske aftryk, og mange af gaderne i byen har ligeledes franske navne.

pondicherry
Strandpromenaden i Pondicherry.

Generelt er Indien under kæmpe udvikling, hvilket er enormt spændende at følge med i fra sidelinjen. I hvert fald hvis man interesserer sig for, hvad der sker ude i verden, og hvordan det influerer på verdensøkonomien.
Det er mærkeligt at tænke på, at Indien kun har haft sin uafhængighed i 72 år, da landet først fik sin selvstændighed i 1947. Inden da havde Indien været en engelsk koloni i næsten 100 år. Indiens historie er dermed enormt spændende – og stadig en smule kompliceret. Selv har jeg fået et indblik i konsekvenserne af den opdeling, der skete i landet i 1947, da Pakistan blev til, som har resulteret i utallige konflikter – særligt vedrørende Kashmir, som jeg besøgte i januar 2019, blot 3 uger inden det store terrorangreb, der dræbte over 40 soldater. Kashmir er altså et område, der absolut ikke er for børn! Af samme grund har jeg intet skrevet på min side om denne rejse rundt i Kashmir. Til gengæld har jeg sat mine børn ind i historien, da jeg synes, at det er en vigtig og grundlæggende viden, som de bør have i forhold til verdenshistorien. Endvidere har ungerne selv fået et indblik i Indiens historie på denne rundrejse i Tamil Nadu

et godt boutique hotel i pondicherry
”Palais de Mahe” i Pondicherry, et lækkert fransk-inspireret botique hotel.

Fra Auroville kørte vi altså til ”Palais de Mahe” i Pondicherry, et virkelig lækkert fransk-inspireret botique hotel, som ligger i den ”flotte” del af byen.
Det var gennemført kolonistil med de lækreste værelser, og en smukt udført svalegang med de helt rigtige buer og palmer, der omkransede en kølende pool. “Lækkerness” på bedste og mest gennemførte koloni-facon, hvis man er mere til følelse end charter. 

Palais de mahe
Badeværelset på “Palais de Mahe”.

Poolen på ”Palais de Mahe” var lille, men skøn, og vi brugte en del timer på at ligge her og nyde de smukke omgivelser og lyden fra byen – lige indtil 6 kinesiske børn begyndte at lave bomber i vandet og kaste blyringe i hovedet på Bjørk. Børnenes mødre sagde ingenting, mens børnene hærgede hele poolområdet, og sendte alle hotellets medarbejdere på overarbejde ved at kyle rundt med alle redskaber, skubbe de andre børn i poolen væk, råbe og skrige ind i hovedet på alle besøgende, og kaste sig ned foran alle gæster, der dermed blev oversprøjtet med vand. Et billede på, hvordan man muligvis ikke bør opføre sig, når man er ude i verden…
Vi gik derfor op og bestilte lidt mad i den lille café, men da medarbejderne i caféen ikke forstod engelsk, gik vi selv i køkkenet, hvor vi fremstillede velsmagende sandwiches, som vi spiste med stor velbehag, mens solen gik ned over byen. 

værelserne på pondicherry
Smukke værelser på ”Palais de Mahe”.

Efterfølgende nød vi husets skønhed. De gamle senge på de smukke værelser, som også rummede skønne, gamle træskabe, var så høje, at vi måtte bruge skamler for at komme op i dem. Alene det at være inde på værelset, var en gennemført nydelse af skønhed, og gav samtidig fornemmelsen af, at være hensat til gammel tid.

hygge ved pondicherry
Den smukke svalegang på ”Palais de Mahe” – kolonistil og lækkerness.

Om aftenen ville vi finde et sted at spise, og vi bevægede os ned gennem byen, som er opdelt i en fransk og tamilsk del. Den franske del af byen er næsten yndig, og bygningerne er fransk inspirerede.

poolen
Poolen på ”Palais de Mahe”.

Vejene hedder “Rue” – ligesom i Frankrig. Lidt surrealistisk at få følelsen af Frankrig, når man befinder sig i den sydlige del af Indien. Da vi bevægede os fra denne bydel, hvor vi boede, og efterfølgende gik gennem den tamilske bydel, kunne vi mærke, hvordan her sitrede af liv og vanvittig larm. Vi kunne knapt passere vejene på grund af massiv trafik, og da det endelig lykkedes os, gik vi ned ad en sidegade, hvor moskéen lå. Folk kom netop ud derfra, da vi passerede, og alle kiggede nysgerrigt og hilste pænt. De små sidegader var mørke, og pisrenderne var alle steder, hvorfor Bjørk desværre fik sin fod i klemme i én af disse, og væltede lige så lang, hun er. En ordentlig bule trådte med det samme frem, og det så vældig voldsomt ud. Bjørk hylede selvfølgelig, og var bange for, om hun havde knækket sit ben. Pauline tog hende derfor op, og bar hende gennem de små sidegader, der stank af affald og tis, indtil vi fandt en tuk-tuk, der kørte os tilbage til vores hotel! Pondicherry “by night” føltes lige lovligt larmende og overvældende for os alle!
Vi vendte altså tilbage til start, og gik op på hotellets rooftop-restaurant, hvor vi i den afdæmpede larm fra gaderne under os, indtog forskellige indiske retter, og nød den lune brise, der blæste hen over byens tage.

restaurant på toppen af hotellet
Rooftop restaurant på ”Palais de Mahe” I Pondicherry.

Om morgenen tog Michael en stille morgentur på strandpromenaden, som er rigtig hyggelig i den rolige morgenstund, hvor byen endnu ikke rigtig er vågnet. For lad det bare være sagt med det samme; Indien larmer! Hele ens system kommer på overarbejde, når menneskemængden er, som den er i Indien. Trafikken er vild og heftig, og der dyttes og køres ind og ud alle steder. At finde et åndehul i Indiens byliv er derfor nærmest umuligt, medmindre man altså står meget tidligt op, og dermed kan nyde det mere stille byliv.
Vi andre ville gerne med ned på strandpromenaden senere på dagen, da vi kørte videre mod næste destination, men der var der desværre lukket af for al trafik, hvorfor dette ikke var muligt.

pondicherry strand promenade
Strandpromenaden i Pondicherry.

Der er – efter vores mening – ikke som sådan noget at komme efter i Pondicherry, medmindre man har masser af tid til rådighed, og ønsker at snuse til stemninger og få et indtryk af tidligere tiders aftryk. Da vores tur gennem Tamil Nadu var lang, var det dog nødvendigt for os at tage hele turen i mindre steps, således vi ikke kørte vores unger for hårdt. Dette på trods af, at de ikke længere er helt små. Da Pondicherry har ry for at have en helt særlig og mere boheme-agtig stemning med højt til loftet, var et stop her derfor næsten givet af sig selv. Opholdet og de smukke omgivelser på ”Palais de Mahe” var derudover hver en krone værd.

At rejse ud i verden er et afsæt til at lære om tolerance og mangfoldighed

Som også nævnt i det ovenstående er der selvfølgelig en årsag til, at vi valgte at tage vores børn med til Indien – og i særdeleshed Auroville.
Som forældre synes vi, at det er enormt vigtigt at vise sine børn de mange forskellige måder, man kan leve på, og at alt ikke foregår, som i Danmark, hvor det overvejende virker til, at vi har nogle helt faste overbevisninger om, hvordan det gode og rigtige liv ser ud. I et ganske lille land, som vores, skal der derfor heller ikke meget til, før man skiller sig ud – og dermed nemt bliver opfattet, som værende “forkert” – en opfattelse, som vi rigtig gerne vil gøre op med.
Vi er enormt taknemmelige for at være født i Danmark, som er et land, der giver de bedste muligheder til sine indbyggere – men indimellem skal vi ud i verden, før vi helt forstår, hvor priviligeret vi reelt er. Og for virkelig at forstå er det vigtigt, at opleve store kontraster.
Der findes andre livsstile og livsvalg end dem, der bliver præsenteret for os i Danmark. At introducere sine unger for de tankegange, som ligger bag de mange forskellige valg, som livet byder på, handler også om at give dem forståelsen for nogle helt grundlæggende værdier. Og værdisæt er jo heldigvis individuelle – affødt af livserfaring, muligheder og personlighed.
Verden er fuld af nuancer, og dermed ikke sort hvid! Der findes af samme årsag derfor heller ikke efter vores mening én måde at leve sit liv på, som er mere rigtig end andre, men derimod utallige, som er betinget af flere forskellige oplevelser og af muligheder i livet. At leve det gode liv handler derfor om, hvem man er, og hvordan man synes, at man lever det bedst. Afgørende er, at man har modet til at leve det efter egne værdier. Og at man forstår, at det valg, som man tager for sig selv, er lige så rigtigt, som så mange andre valg.
Derfor handler meget vel i bund og grund om tolerance, og at få tolerante børn er af samme årsag derfor vigtigt. At være medvirkende til at påvirke sine unger i en retning, hvor de er i stand til at være gode og forstående mennesker, der kan se sammenhænge, og samtidig tør leve et liv, hvor de bakker op om dem, der også tænker anderledes. At de favner det, der er anderledes, og anerkender og respekterer andres valg. Dét tror vi, er den største gave, vi kan give dem. Vi er overbeviste om, at de gennem vores rejser oplever den mangfoldighed, som træner dem i at se tingene fra forskellige vinkler.
Sådan helt overordnet set så tænker vi også, at evnen til at danne relationer bygger på indsigt og empati. Hvis man skal kunne kommunikere med og forstå andre menneskers udgangspunkt, skal man også have en viden om, hvor de kommer fra! Og kunne relatere. Og at relatere og forstå kræver, at man ved noget om andre menneskers levevilkår og betingelser. Derfor er det også vigtigt, at man har en slags “udvidet” forståelse.

På vores tur hjem fra denne rejse skete der underligt nok det, at vores børn – uden at det var på opfordring – ud af det blå faktisk takkede os for, at vi lader dem tage stilling til rigtig mange ting i livet. At de selv får lov til at vurdere og mærke efter, at reflektere og tænke forskellige overbevisninger igennem.
At reflektere og forstå, og ikke mindst at være tolerante, og dermed i stand til at acceptere andres måde at leve på og andre menneskers valg, i særdeleshed i form af en livsstil, der ligger ud over den, vi selv er trygge ved – det er en gave! Taknemmelighed er derfor et lille ord, når man opdager, at ens unger nu selv er nået til den alder, hvor de forstår meningen med, at vi – som forældre – gør, som vi gør. At vi rejser ud i verden sammen med dem.

2 kommentarer til “Mystiske Auroville og den tidligere franske koloni Pondicherry”

  1. Hans Ove Hansen

    Hejsa. Min datter har sendt jeres link til denne side, fordi jeg ikke er på Facebook og jeg pt. opholder mig i Pondicherry.
    Jeg er helt enig i jeres konklusion omkring Auroville; men eftersom I kun har opholdt jer omkring to døgn i området; har det ikke været muligt at få et total billede af Industrien. Der er nemlig tale om en industri. Når man færdes i Pondicherry støder man på et utal af grå bygninger i den hvide bydel. Disse bygninger indeholder b.la. plejehjem, hospitaler og store spisesteder. Rundt i Pondicherry findes også en del forretninger med deres produkter. Dette betyder også at lokalbefolkningen omkring Auroville har arbejde i forbindelse med produktion og anlæg og vedligehold af hele området.
    Jeg kan godt lide jeres intention om at give jeres børn en indsigt i andres vilkår og at livet ikke kun kan leves på en måde. Problemet for den største del af Indiens befolkning er de ikke har et valg, dette gælder uddannelse, arbejde og familieliv. 90 % bliver stadig gift i arrangerede ægteskaber og jeg har talt med yngre mennesker, der ikke kan forestille sig andet end et arrangeret ægteskab. Jeg håber når I rejser rundt, at I opholder jer mere end et døgn eller to hvert sted. Man kan meget lettere, særlig i Indien, omme “ind under huden” på folk, hvis omgås dem lidt længere tid.
    Jeg har nok været i Indien 15-16 gange og er pt. i Pondicherry for tredje gang. Jeg arbejder på et børnehjem for handicappede børn og skal hjem sidst i januar. Første og anden gang jeg var på børnehjemmet, var jeg også i Auroville. Jeg ville også gerne opleve Matrimandir indefra. Dette var bare ikke så enkelt at få adgangsbilletter.Jeg måtte aflægge kontoret i Auroville et besøg mindst to dage før et planlagt besøg. Men det var en stor oplevelse at være inde i Matrimandir og jeg har aldrig oplevet noget så rent i Indien.
    Jeg håber I i fremtiden vil få mange gode rejser.
    Mange hilsner
    Ove Hansen

    1. Hej Hans Ove.
      1000 tak for din besked. Det er altid rart med “indspark” til mine artikler, og det glæder mig, når jeg får “puttet” ekstra på.
      Jeg var ikke klar over, at Auroville er en hel industri, og klart at vi naturligvis kun fik et overfladisk indblik, fordi vi kun var der kortvarigt. Men selve Aurovilles værdigrundlag er rigtig fint, sådan overordnet set, synes jeg. Meget inspirerende, men også lidt overvældende og mystisk.
      For os handlede det meget om at tage udgangspunkt i den mangfoldighed og de mange, mange forskellige måder, som mennesker i hele verden lever på. Vi synes, at det er vigtigt at have en grundlæggende forståelse herfor – og det bedste er at befinde sig på disse steder sammen med sine børn, så man kan tage udgangspunkt i noget, som er meget synligt. Heldigvis var det blot ét af mange forskellige fællesskaber, som vores børn har oplevet – og vores ønske er, at de ud af alle deres rejseoplevelser formår at forstå og drage sammenligninger.
      Vores rejse til Indien var denne gang på 16 dage, da vi havde et ønske om at vise vores piger en del af Tamil Nadu. Vi rejste fra Chennai og endte i Kochi. Jeg er netop ved at skrive en masse beretninger derfra, som jeg håber, at andre har lyst til at læse. Vi er så heldige at være beriget med mange indiske venner og samarbejdspartnere, og min mand arbejder indimellem i Inden. Vi har ofte gæster fra Indien, og vores unger har heldigvis fået et stort kendskab til den indiske kultur – på godt og ondt. Selve mødet med befolkningen fra et land kan ofte være det mest berigende, og også det, vi finde mest interessant. Det er der, vi får det største indblik i det meste, og der de bedste øjeblikke opstår.
      Spændende og hårdt at arbejde på et børnehjem i Indien, kan jeg forestille mig. Men hvor giver det god mening! Hvordan er du kommet til det, hvis jeg må spørge?
      Vores ældste datter, Clara, lavede en indsamling inden vi tog til Indien i sommers, og fik samlet i alt 17.500 kr. sammen til et børnehjem i Chennai, som vi var ude at besøge. Vi købte nye skoletasker, madkasser, notesbøger, farver og meget, meget mere for disse penge, og tog så efterfølgende ud for at aflevere det derude sammen med Cognizant Outreach. Barske vilkår – det sætter tingene i perspektiv.
      Endnu en gang 1000 tak for dine fine betragtninger. Jeg ønsker dig en god sidste tid i Indien i denne omgang.
      De bedste hilsner fra Stine

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *