Bliv inspireret af rejseberetning fra Øst USA og Dansk Vestindien
Indholdsfortegnelse
- 1 Familien Christensens rejse til Øst-USA og Dansk Vestindien, sommeren 2013
- 2 Forberedelsen
- 3 Planlægning af rejsen til Øst USA og Dansk Vestindien
- 4 Ruten
- 5 Rejsen begynder i New York
- 6 Niagara Falls
- 7 Finger Lakes
- 8 Gettysburg
- 9 Washington
- 10 Orlando
- 11 Miami
- 12 Key West
- 13 Farvel Øst USA – Dansk Vestindien Here we come – Første stop Sankt Thomas
- 14 Dansk Vestindien – St. John
- 15 Vores bedste oplevelser på rejsen og ting, vi gerne ville have gjort anderledes
- 16 Et lille råd herfra;
- 17 Madmæssigt
- 18 Generelt
Familien Christensens rejse til Øst-USA og Dansk Vestindien, sommeren 2013
Efter vores rejse til Australien i 2010 havde vi virkelig fået blod på tanden i forhold til at rejse ud i den store verden! Vi var pludselig blevet mere modige og absolut også mere end klar på flere øversøiske rejseeventyr!
Forberedelsen
Vi begyndte derfor at gøre os mange seriøse overvejelser om, hvilke drømmedestinationer vi havde som familie – og ikke mindst; hvad sådan en rejse måtte koste! Vi havde virkelig rejselysten i blodet, og skulle vi leve dette ud, måtte vi kigge på, hvordan vi kunne komme afsted – uden at have en hverdag, hvor vi udelukkende skulle leve af vand og brød, men hvor også livskvaliteten var i højsædet! Det koster jo, sådan noget… Og det store spørgsmål er altid, hvordan man både kan udleve sine drømme, men samtidig leve det gode hverdagsliv. Vi fandt ud af, at vi var villige til at tage yderst billige ferier i nogle år, og også helt springe f.eks. vinterferierne over. Ja, faktisk har vi aldrig sådan rigtig været til skiferier, så det gav nok helt sig selv. De lange sommerferier ville vi bruge på meget billige kør-selv-ferier, hvor vi planlagde overnatninger på low-budget steder, eller hvor vi evt. kunne låne sommerhuse eller benytte os af vores netværk. Vi mente selv, at vi på denne måde havde muligheden for, inden for et par år, at kunne spare sammen til én tur mere ud i den store verden! Vi regnede os frem til, at vi – ved at holde tungen lige i munden – kunne spare sammen til at tage afsted på større rejser hvert 3. år, og vi var mere end villige til at give det en chance. Med oplevelserne fra turen til Australien i bagagen, var vi villige til at ”gå all in”! At rejse ud i verden gav os alt det, vi havde forestillet os! Èn ting var at opleve Australien og alle de fantastiske ting, som landet bød på. Noget andet var at være sammen som familie om det hele. Nærværet og samværet er uden sammenligning. En 3. ting, som kom oven i, var så selve rejseformen; at hive en måned ud af kalenderen, hvor man bestemmer sig for at udforske et land, kan tage tingene i et tempo, hvor man kan have sig selv med, og virkelig få lov til at ”dykke ned” i et lands seværdigheder og kultur – det er for os helt fantastisk og lærerigt! For os faldt flere ting på plads rent rejsemæssigt, da vi først havde kastet os ud i denne måde at rejse på; det var SÅ fedt, og lige præcis sådan, det skulle være for os! Australien lærte os også som familie noget andet om, hvordan vi ”rejser bedst”. Vi trives fantastisk godt med at have 3 uger i streg, hvor vi oplever nationalparker, storbyer og kulturelle seværdigheder – hvor vi får en masse indtryk, og lærer en masse – for så efterfølgende at slappe af med en uges dase-badeferie ved en strand. På den måde virker det bare for os. Vi har derfor efterfølgende lært, at det er sådan, vi fremover skal tilrettelægge vores rejser.
Planlægning af rejsen til Øst USA og Dansk Vestindien
Vores tur til Øst-USA og Dansk Vestindien blev lidt billigere end turen til Australien, hvilket vi valgte at kalde lidt af en gevinst 😉 Som sidst var det stadig vi voksne, der planlagde og arrangerede rejsen, men denne gang var ungerne lidt mere med inde over. De havde jo på egen krop erfaret, hvad den sidste rejse havde givet af gode oplevelser, og var derfor denne gang både mere erfarne – og også ældre – hvilket gjorde, at de satte sig mere ind i, hvad der var i vente, og hvad de selv kunne tænke sig at opleve og have indflydelse på. Vores datter var klar på at opleve New York, og vores søn var klar på at opleve Miami – helt klart nok aldersbetinget og affødt af interesser. Detailplanlægning var dog ikke et begreb, som var i børnehøjde, og det var altså noget, som vi voksne derfor helt naturligt tog os af. Vi voksne lavede derfor en rute, og ungerne koblede deres interesseområder på. Meget fin måde at planlægge og arrangere på, synes vi, og det fungerede rigtig godt for os som familie. Vi valgte denne gang at tage af sted 4 uger i sommerferien – meget med baggrund i børnenes skolegang og alder. Mads var nu 11 og Katrine 14. Vi syntes derfor ikke, at de skulle have det store fravær fra skolen, og så os derfor også bl.a. af denne grund nødsaget til at tage af sted i skolernes længste ferie. På den måde ville vi jo også kunne profitere af det – for årstiden – gode klima i USA. At det så på så mange andre områder skulle vise sig at være en rigtig god beslutning at tage af sted i denne periode, var ren win-win! Vi var bl.a. i New York, da der var Gay Pride Parade, vi var i Niagara Falls da det var 4. Of july, og vi var i Gettysburg, da det var 150. års-dag for slaget netop dér. Sikke nogle helt igennem fantastiske sammenfald, der virkelig gav os nogle helt uforglemmelige oplevelser! Perfekt timing, og helt unikke oplevelser, som vi ikke havde fået, hvis ikke vi var taget afsted i netop denne sommerferie! Vi researchede også denne gang helt vildt, og tog så samtidig igen fat i det samme rejebureau, som vi benyttede os af, da vi bestilte rejsen til Australien. Denne gang var vores rejsebudget dog skåret ned fra 150.000 kr. til 100.000 kr., og vi havde brug for at cleare med rejsebureauet, om vores rejsekrav og ønsker var realistiske i forhold til det lagte budget. Sidst vi var afsted fik vi top-professionel vejledning og også lagt en realistisk rejserute via dette bureau, og det var alle pengene værd. Rejsebureauet kom med en fin vurdering af vores niveau, og mente sagtens, at vores rejse kunne holdes inden for det budgetterede beløb. D
Ruten
Vi blev ret hurtigt enige om ruten, som lige kort opridses her: 1 lille uge i New York. Derfra kørte vi til Niagara Falls (på Canada-siden) – havde lejet en bil, så vi kunne styre tempoet selv. Vi havde 2 overnatninger ved Niagara Falls. Derfra kørte vi sydøstpå til River Lakes, hvor vi var et par dage. Efterfølgende kørte vi retning Washington over Gettysburg, hvor vi var 1 dag. Vi afleverede bilen i Washington, og var i Washington i 3-4 dage. Vi fløj fra Washington til Orlando. I Orlando var vi naturligvis i forlystelsespark-himlen, oplevede Cape Canaveral, John F Kennedy Space Center m.m.. Vi tog derfra sydpå til Miami og The Keys – derfra tilbage til Miami og så et fly fra Miami til Vestindien. Da vi havde været i Vestindien, fløj vi til New York og så derfra tilbage til Danmark. Rejsebudgettet lå på 100.000 kr. (dækkede overnatning, billeje o.s.v.) – og så kom de ”sædvanlige” 1000 kr. om dagen oven i til alt det uforudsete og impulsive – bl.a. mad, souveniers m.m.. Det vil altså sige en samlet pris – alt i alt – på 130.000 kr. for vores 4 uger lange rejse til USA og Vestindien.
Rejsen begynder i New York
Vi fløj fra København til New York – blot med en lille mellemlanding i Bruxelles. Det føltes nærmest som at flyve direkte, da mellemlandingen var ganske kort, og hele turen føltes meget behagelig, og hurtig. Med turen til Autralien in mente, føltes dette jo bare som en ”svup-tur”, og helt enormt overkommelig. Det er lige før jeg vil sige, at turen føltes så kort, at vi godt kunne finde på at flyve til USA for blot en uges ferie. Vi var i New York fra d. 28.6. til d. 3.7, og boede på 42nd Street – helt vildt centralt – og med en placering, der gjorde, at vi kunne gå op til Central Park på ½ time. For os en helt perfekt beliggenhed med alle de centrale seværdigheder inden for rækkevidde.
Man bliver bombarderet med indtryk, i denne skønne by – og samtidig er det muligt at finde en en masse åndehuller i form af bl.a. grønne parker, hvor lyde og indtryk på en eller anden måde bare er helt lukket ude, og hvor man kan tanke op i fred og ro. Igen; kontraster, som på en eller anden måde bare skaber en helt perfekt balance.
Niagara Falls
Det var en lang tur at køre – fra New York til Niagara Falls på Canada-siden. Det tog ca. 6-7 timer at køre strækningen på 700 km., men det var hele køreturen værd! Det skal siges, at det var uden problemer både at køre turen, og også uproblematisk at leje en bil. Vi havde lejet en bil med automatgear, hvilket vi dog lige skulle vænne os til. Har man betænkeligheder ved selv at skulle køre i USA, vil vi gerne påpege, at vejene er store og gode at køre på i USA, og at andre bilister er meget hensynsfulde. Vi havde naturligvis sat os ind i færdselsreglerne hjemmefra, da der er nogle enkelte ting, man skal være opmærksom på som bilist i USA. I stedet for at leje en bil med gps, havde jeg downloadet en ”TomTom” på min mobil. Det fungerede rigtig fint, og kostede ikke data. Jeg vil gerne understrege, at man under ingen omstændigheder må lade sig afskrække for at køre i USA. Det er lange strækninger, man skal tilbagelægge, men det fungerer!
Finger Lakes
Næste stop på vores rejse blev Finger Lakes, som min kone havde bestemt sig for, at vi skulle opleve. Finger Lakes er aflange søer, der ser ud som om en bjørneklo har revet dybe sår ned over landskabet. Det er et vin-område, hvor der er mulighed for gode gåture i naturen, og samtidig et gammelt indianer-område, som rummer gode sagn og historier.
Gettysburg
Fra Finger Lakes kørte vi mod Washington, og på vejen smuttede vi forbi Gettysburg. Historien om den amerikanske borgerkrig har altid været et emne, som jeg har fundet interessant, så at være i Gettysburg på 150-året for slaget ved Gettysburg, var spot on! Folk var klædt ud i uniformer, kjoler, kyser og hatte, og overalt blev slaget genopført på mest autentiske vis. Alle kanonerne står stadig den dag i den, hvor fronterne var, og man får helt klart en stærk og klar fornemmelse af at være på et meget historisk sted, hvilket giver en helt speciel følelse.
Aftensmaden blev indtaget på ”Wendy’s” – en kendt amerikansk burgerkæde – og både Mads og jeg blev dårlige af maden. Altså, rent hotel- og madmæssigt virkelig dårlige oplevelser – men rent oplevelsesmæssigt på det historiske plan var Gettysburg fin nok. Har man en interesse for den amerikanske historie og for borgerkrigen, ligger der en hel historisk rute omkring Gettysburg. Det var den rute, vi kørte, og over alt var der statuer og mindesmærker, som gjorde indtryk, og som var meget lærerige at besøge. Jeg synes, at den rute var ret spændende, men jeg er ikke helt sikker på, at vores børn havde opmærksomheden på det hele tiden… Men sådan er det jo; kompromisser må indgås. Og jeg var nu – når alt kommer til alt – nok den eneste, der syntes, at det var sådan rigtig spændende og som virkelig mærkede historiens vingesus. Ungerne syntes, at det var sjovt at se alle de udklædte mennesker, og at 150 års dagen for slaget blev fejret. Men det var så vist også det.
Washington
På turen mod Washington kørte vi igennem amish-byer og flot landskab. At køre igennem amish-områderne er en speciel oplevelse. Det er som at komme rigtig mange år tilbage i tiden, og en slags tidslomme. Da vi kom til Washington, afleverede vi bilen i Ronald Reagan Airport, og tog en taxa ind til det hotel, vi skulle bo på. Vi overnattede på ⇒ Courtyard Washington DC Embassy Row (se billeder og priser her) ⇐, et fint hotel med en god beliggenhed, som giver nem adgang til de fleste ting i byen. Washington er på næsten alle måder en kontrast til New York, og jeg må sige, at selv om jeg var meget, meget fascineret og betaget af New York, så var jeg endnu mere vild med Washington. Hvor New York består af den ene skyskraber efter den anden, så er der næsten ikke noget i Washington, der rækker over 5.-6.-sal. Byen er flot og stoisk, og bærer meget præg af at være enormt ordentlig og stille og rolig, og uden nogle former for larm. Washington er en by, som jeg rigtig gerne vil tilbage til igen, og som jeg gerne vil opleve mere af. Vi vil f.eks. gerne opleve Smithsonian, som er USA’s nationalmuseum, og som består af flere museer, gallerier og også en national zoo, og ærger os over ikke at have fået det med, nu vi var der. Men som tidligere sagt; man kan ikke nå det hele – slet ikke når man – som vi – blot havde 3 dage i byen. Må virkelig sige, at vi sagtens kunne have brugt flere dage i byen! En nysgerrighed på at opleve mere af byen er absolut blevet født!
Orlando
Med en helt klar overbevisning om, at vi på et tidspunkt vender tilbage, forlod vi efter 3 dage Washington, og begav os mod Florida. Vi fløj den 2 timer lange tur fra Washington til Orlando, Florida, og de længe ventede palmer dukkede op allerede i lufthavnen. Orlando er et sandt paradis for alle, der elsker forlystelsesparker; Disney, Universal Studio, Seaworld, Kennedy Space Center og mange andre turistattraktioner og parker kæmper om turisternes gunst. Der er nærmest ingen grænser for, hvad man kan foretage sig i Orlando – tjek evt. et par idéer her fra ⇒ Getyourguide.dk og tjek deres top 10 liste over aktiviteter i Orlando ⇐. Det ene lækre resort efter det andet ligger som perler på en snor, og der er massevis af aktiviteter for børnefamilier på disse resorts; lækre pools, tennisbaner, minigolf o.s.v. At finde et lækkert og børnevenligt resort/hotel er altså uden problemer. Vi havde booket overnatning på Blue Tree Resort, som var et rigtig fint sted. ⇒ se billeder og priser her af Blue Tree Resort her ⇐. Det bedste af det hele var, at vi – efter 14 dage med måltider på restauranter – her havde vores eget køkken, og derfor nu endelig kunne lave lidt sundere mad, end det vi de sidste 2 uger havde indtaget på diverse fastfoodkæder og restauranter af forskellig etnisk herkomst! Og ikke mindst; kage til morgenmad 😉 Vi nød at tage på storindkøb, og hamstrede frugt, grønt, ost m.m. i det lokale supermarked – og ikke mindst nød vi at kunne indtage morgenmaden – iført nattøj og morgenhår – i fred og ro. Ferien i Orlando var i ungernes tegn, hvor vi både oplevede og slappede af og badede i poolen. Derudover indtog vi følgende seværdigheder:
Kennedy Space Center
Vi lagde naturligvis vejen forbi Kennedy Space Center, som var en rigtig god oplevelse. Det er nu noget ganske, ganske særligt at se en vaskeægte rumfærge (Space Shuttle Atlantis) og en rigtig raket (KÆMPE stor Apollo, som ikke var blevet opsendt, fordi programmet var blevet lukket ned) i virkeligheden!
Universal Studios Theme Park
Vi skulle naturligvis også i Universal Studios Theme Park, nu vi var her! Kanon oplevelse! Vi havde ikke helt sat os ind i, at der var flere valgmuligheder, men på vejen til parken fandt vi ud af, at man kunne vælge mellem enten den nyere park ”Island of adventure”, som havde store rutchebaner over alt, eller den ”originale”, så vi endte med at vælge den ”originale” – selv om det var et svært valg. Universal Studios var fantastisk flot! Det var virkelig en speciel oplevelse – forlystelsesmuligheder og underholdning ”the american way”; storslået! Vi prøvede så mange ting, som overhovedet muligt, mens vi var der – her et lille udvalg;
Despicable Me; Minion Mayhem:
Det var en 3D-film, hvor vi sad på nogle sæder, der bevægede sig samtidig med filmen. Vi blev slynget rundt på alle tænkelige måder; mod store boksehandsker, mod den dybe afgrund og imod flokke af Minions.
Twister
Twister er en slags forestilling, hvor man oplever hvad der sker, når man bliver ramt af en tornado. Meget virkelighedsnært; træer, der flækker midt over, tage, der falder ned i hovedet på én, ild i biler m.m.
Revenge of the mummy
En indendørs rutchebane, som er pænt uhyggelig og vild!
Disaster
Et show, hvor nogle blandt publikum selv deltager, og hvor der indtræffer katastrofer, og hvor det hele filmes.
The Simpson ride:
Minder meget om Minion Mayhem, bare med Simpsons figurer i stedet for Minions. Det var rigtig sjovt, og det handlede om at Sideshow.Bob var efter Simpsons familien og prøvede at dræbe dem.
MIB; Alien Attack 2:
En forlystelse der gik ud på, at man skulle skyde rumvæsener, så vi kunne blive MIB-agenter. Vi lå i skarp konkurrence om, hvem der kunne skyde flest! Ovenstående er bare nogle eksempler på nogle af de vanvittigt gennemførte forlystelser og aktiviteter, som forlystelsesparken bød på, og vi er vist alle i familien enige om, at parken i dén grad kan anbefales til børnefamilier og barnlige sjæle! Efter nogle begivenhedsrige dage forlod vi Orlando, og drog mod næste spot på rejseruten; Miami!
Miami
Vores billeder og tanker om Miami var lange, hvide, drømmeagtige sandstrande og solskinsstråler, som skulle varme vores kroppe. Turen dertil bød dog på noget lidt andet; kraftige regnbyer og thunderstorms! Da vi nåede vores destination, var det dog blevet tørvejr, og vi krydsede fingre for, at vejret ville holde! Vores hotel Marco Polo Beach Resort Ramada Plaza havde en perfekt beliggenhed lige midt på stranden og med den mest fantastiske udsigt. Det var så vist også det eneste positive ved det hotel! Ved nærmere eftersyn og inspicering af køkkenet, som vi ellers havde set frem til at bruge, fandt vi ud af, at skabene var uden hylder og at kogepladen var fjernet og erstattet af en fugtig træplade. ⇒ Vi anbefaler at checke nogle af de mange andre hoteller ud ved Miami beach her ⇐. Alt kostede ekstra, bl.a. wifi, parkering, håndklæder til stranden o.s.v. Vi havde booket en lejlighed til 4 personer, men der var kun håndklæder til 3, morgenmad til 2 og bestik til 1. Morgenmaden var dog så tarvelig, at der alligevel ikke var 2 af os, der ville spise den… Vi bestemte os for at få det bedste ud af vores ophold, at bade og nyde vejret, og begav os derfor ud for at proviantere i det nærmeste supermarked. Mens vi handlede blev vi overrasket af en tropisk storm, og blev ”fanget” inde i supermarkedet, hvor vi måtte vente i 1 time, til denne lagde sig, og vi igen kunne bevæge os ud og tilbage mod hotellet! Velkommen til Miami! Efter nogle dage viste Miami sig heldigvis fra sin solrige side, og vi kunne se, at der var ”postkort-smukt”. Vi benyttede os af omgivelserne, og badede i det velopvarmede hav, og slikkede solstråler på den smukke strand. Ren nydelse og familieafslapning! Vi kørte ture langs strandvejen, og spiste bl.a. frokost på ”Billy’s Stone Crap”, som serverede det lækreste seafood i de fineste omgivelser med den smukkeste udsigt. Vi var naturligvis også kort inde og runde Miami centrum – meget sjovt at opleve, men alt for kaotisk og ikke rigtig noget, der talte til os. Derudover gik vi ture langs stranden, hvor man kunne betragte pragtvillaerne, der lå på strandsiden, og kun kunne drømme om, hvilket liv, der mon blev levet dér. Miami var i virkeligheden meget smuk, men ikke et sted, der gjorde det store indtryk på os – måske vores opfattelse af området var ”farvet” af vejret og af hotellets standard. I bagklogskabens lys er der meget andet, vi hellere vil opleve, hvis vi en anden gang skulle befinde os i det område.
Key West
Key West er det sydligste punkt i USA – og lad det være sagt med det samme; alt det Miami ikke er, er Key West! Wau!! Smukt, smukt, smukt – helt vildt fantastisk! Vi stoppede på Key Largo, da børnene gerne ville svømme med delfiner. Det var et ønske de havde haft, siden vi var i Australien, og nu skulle dette ønske leves ud. Og skulle det være, så skulle det være nu, da vi havde hørt, at forholdene her skulle være helt perfekte.
Læs også: Rejsebeskrivelse fra vestkysten i USA
Key West var for os en helt igennem fantastisk oplevelse! Når man er på Key West, er man tættere på Cuba, end på Miami, hvilket godt kan give et lille billede af, hvor smukke omgivelser man befinder sig i. Stemningen var helt speciel – tropisk stemning og mennesker, der spillede calypsomusik på olietønder. I Key West boede vi på “The Inn At Key West”, som var et super lækkert hotel. ⇒ se billeder og priser af The Inn her ⇐. Hotellet lå lidt væk fra det hele i meget rolige omgivelser, hvilket var et plus, men det var nødvendigt at have en bil, hvis man ville omkring. At hotellet lå lidt væk fra centrum (10 min. kørsel) betød, at det ikke var så dyrt at bo der. Vil man bo i centrum, er det markant dyrere. Vi vil klart bo på ”The Inn At Key West” igen, hvis vi en dag vender tilbage, men skulle vi tilbringe 1 hel uge på Key West, ville vi nok foretrække at bo inde i centrum, hvor man er i gåafstand til det hele. Mens vi var på Key West, var vi ude at se Hemmingways hus, The Southernmost Point og solnedgangen ved Mallory Square.
Farvel Øst USA – Dansk Vestindien Here we come – Første stop Sankt Thomas
Vi bevægede os fra Key West og tilbage mod Miami for at flyve til Vestindien, hvor vi landede på St. Thomas. Vi landede sent om aftenen, og blev stuvet sammen i en taxa-bus, som bragte os til vores resort. Transporten foregik i et meget stille og roligt tempo, og chaufføren tog sig tid til at hjælpe alle godt på vej, tage hensyn til vejarbejde o.s.v., så det var midt på natten, da vi endelig nåede frem.
Dansk Vestindien – St. John
Efter et par dage på St. Thomas sejlede vi til St. John. Færgen gik meget tæt fra det resort, vi havde boet på på St. Thomas, hvilket gjorde det hele meget nemt. Transporttiden med færgen var kun 20 minutter. Vi blev taget lidt ved næsen m.h.t. betaling, for da vi købte billetter til båden, betalte vi for at få vores bagage med – men da vi vi skulle stige ombord på båden, skulle vi betale én gang til!
Vores bedste oplevelser på rejsen og ting, vi gerne ville have gjort anderledes
Vores rejse var generelt helt perfekt for os som familie. Skal vi trække nogle ting ud, som vi gerne vil anbefale andre familier at opleve, vil det dog klart være New York, The Keys og De vestindiske øer. De Dansk Vestindiske øer anbefales med udgangspunkt i, at vi her havde tid til at være sammen, fordøje alle vores indtryk og bare nyde nærværet. Så måske det i bund og grund var lige meget, hvor vi var henne i verden – bare det at vi var sammen, gjorde det til én af de bedste oplevelser på rejsen. Der er ikke én eneste af de oplevelser, vi havde, vi ville have været foruden! Der var dog ting, som vi godt kunne have ønsket os, havde været lidt anderledes. Vi er glade for at have set Niagara Falls, men vi ville gerne have været foruden alt ”turistgøjlet”, og vil derfor ikke tage tilbage igen. Nu har vi oplevet vandfaldet, og det vil vi absolut også anbefale andre at opleve. Man skal blot være klar over, at det er et cirkus! Gettysburg var fedt at opleve – men vi vil under ingen omstændigheder anbefale det hotel, vi boede på! Miami – næste gang vi skal på de kanter, skal det være i en sæson, hvor vi kan komme på tur med airboat på Everglades. En tur til Everglades er vel nærmest obligatorisk, når man er i området! Everglades er et stort sumpområde med alligatorer og rigt fugleliv, og en tur i en airboat i dette område er en oplevelse i sig selv. Vi var der dog på den forkerte årstid, og kunne derfor ikke komme på en sådan tur, hvilket vi her efterfølgende føler os ”snydt for”. Vi vil bo bedre og anderledes, næste gang vi kommer til Dansk Vestindien. Vi vil klart prioritere at ofre lidt flere penge på at bo i mere luksuriøse omgivelser næste gang, så dase-og –badeferien kan blive totalt afslappende og under knapt så primitive former. St. Thomas-standarden var rigtig god, men på næste rejse vil vi prioritere at bo tættere på byen og diverse restaurationer – eller i det mindste bare på et hotel, hvor der er en restaurant. Boformen på St. John var på én gang en oplevelse uden sammenligning – op på den anden side lige primitivt nok i forhold til, at vi bare skulle have dase-ferie.
Et lille råd herfra;
Da vi denne gang rejste i skolernes sommerferie, havde børnene ikke fået lektier for på rejsen. Sidst var lektien, at de skulle skrive dagbog, regne kurser ud o.s.v., og efterfølgende fik vi rigtig meget glæde af disse dagbøger. Vi tager dem faktisk stadig frem, og varmer os ved de gode beskrivelser og minder. Vi bestemte os derfor for, at vi på en eller anden måde alligevel alle skulle skrive dagbog. Ikke for skolens skyld, men udelukkende for vores egen. Konceptet blev derfor, at vi hver især skulle skiftes til at skrive i dagbogen dagligt, så vi på den måde fik nedfældet vores oplevelser, og så senere hen kunne hive disse beskrivelser frem, og varme os ved vores oplevelser sammen. Børne- og voksenperspektivet er jo forskelligt, og beskrivelserne fortæller meget godt, hvad vi hver især har lagt vægt på, og også hvordan vi har oplevet tingene forskelligt. Vi vil også anbefale andre at skrive dagbog på denne måde – det er skønt at kunne tage disse beskrivelser frem her efterfølgende, og vi får et strejf af en følelse af at genopleve det hele lidt igen, når vi tager denne dagbog frem. Start gerne på dagbogen allerede inden I tager afsted, så forventningernes glæde også nedfældes i rejsedagbogen.
Madmæssigt
Vi spiste en del junkfood undervejs, men havde også nogle fantastiske madoplevelser på michelinrestauranter. Er I madinteresserede, er det muligt at spise en frokost relativt billigt på nogle af de michelinrestauranter, der ligger i USA. Under finanskrisen begyndte de dyre restauranter også at kunne mærke konsekvensen af, at folk ikke længere hverken ville – eller for den sags skyld havde råd til at – bruge penge på at gå ud at spise dyrt. Disse restauranter begyndte derfor at holde åbent til frokost også, og på den måde kunne man købe billigere udgaver af disse lækre retter, men i samme kvalitet og standard, som restauranterne ellers lavede mad til. Vi ville på vores rejse naturligvis ikke bruge hele vores feriebudget på at gå på ekstremt dyre restauranter, men vi ville gerne have den gode mad. Så da vi havde bryllupsdag undervejs på rejsen, bookede vi et bord på en af de fine michelinrestauranter, som vi havde hørt om – og spiste et himmerigsmåltid! Et godt råd er at gå ind på Opentable.com, hvor det er muligt at reservere bord på en af de gode restauranter i ok tid (løbende 30 dage), og så er man er sikker på at få en super madoplevelse undervejs.
Generelt
Generelt er vi gået fra at være planning-maniacs og strukturfascister til at blive noget mere ”loose” i vores tilgang til fremtidige rejser. Vi er i det hele taget blevet noget mere afslappede! Vi vil stadig gøre vores forarbejde ordentligt, og naturligvis researche omkring de ting, vi mener er værd at opleve, når man rejser til et andet land, da det ville være ærgerligt ikke at få oplevet et lands vigtige seværdigheder, når nu man er der! Dog har vi fundet ud af, at tingene hen ad vejen ofte løser sig – vi behøver ikke at have booket billetter til alt det, vi ønsker at opleve på forhånd. Kun til de steder, hvor man ved, at der er run på. På den måde er der plads til overraskelser og impulsivitet, hvilket faktisk er skønt og befriende. Med rejseoplevelser og erfaringer i bagagen er resten af familien også begyndt at byde mere og mere ind med emner, som de gerne vil opleve. Vores unger er klart vokset med de her rejser, og har også oplevet, hvad rejserne giver dem. Ikke blot mens vi er afsted og undervejs, men også når vi er vendt tilbage og lever hverdagslivet igen. Det har skabt en nysgerrighed på mere, og deres horisont er klart blevet udvidet. Derudover ligger der også noget skønt og en kæmpe glæde i at gå i gang med at gøre sig nye tanker om en fremtidig rejse. Der er så meget ”forventningens glæde” i at begynde at undersøge, hvad der kan og skal opleves i verden, og når man laver selve forberedelserne og researchen er det lidt lige som at være et barn igen, der glæder sig til juleaften. Så det er ikke kun selv rejsen, der bliver en fællesoplevelse, men også selve forberedelsen til rejsen, som vi deler. En af vores væsentligste værdier er faktisk, at vi på bedst mulige facon kan forberede vores børn til at blive modige på verden. De skal turde noget – de skal mærke, at verden ikke er et farligt sted at bevæge sig ud i. At verden venter og byder på fantastisk mange spændende oplevelser. At verden er åben, og at de med den største nysgerrighed skal turde kaste sig ud i den og alt det, som livet byder på. Da vi i sin tid tog til Australien, var det med et ønske om at vise vores børn verden. Dette ønske har nu udviklet sig til at blive et ønske om netop lige præcis det, jeg beskriver i ovenstående. At forberede dem til at ”turde at gøre”! Det er vores overbevisning, at det er nødvendigt for dem – mere end det var nødvendigt for os. Det er – efter vores mening – ekstremt sundt og lærerigt for børn, at komme ud at se verden i en anden kontekst, end den de kender hjemmefra.
Læs også: Oplev Miami med børn

Mit navn er Christina Juul Kammerlander (også kaldet Stine), og jeg er personen bag denne hjemmeside, som vi i et ”familiefællesskab” har valgt at kalde ”At rejse med børn”.
Efter i mange år at have arbejdet som socialrådgiver i et job, der indebar, at jeg var udkørt og utilfreds, når jeg kom hjem, og derfor havde alt for lidt overskud til nærvær med min familie, tog jeg for ca. 4 år siden beslutningen om at sige mit job op. Det var et farvel til tryghed og en fast indtægt, og goddag til et liv med tid til ro og nærvær – og ikke mindst; ingen fast indtægt!
Til gengæld har jeg i dag fået en lykkeligere tilværelse uden travlhed og træthed, hvilket har skabt overskud til at tænke nye tanker om, hvad jeg brænder for at arbejde med – nemlig at inspirere andre til at rejse sammen med deres børn, og få nogle helt unikke oplevelser!
TAK
Tak for en fantastisk rejsebeskrivelse. Elsker at læse om Jeres oplevelser , udfordringer og indfrielse af ønsker. Bliver meget inspireret i egen planlægning af rejser.
Hej Rikke.
1000, 1000 tak for dine rigtig søde og positive ord. Det glæder mig utrolig meget, at du kan bruge beskrivelserne, men også at du tager dig tid til at skrive det.
De bedste hilsner fra Stine