Research i forbindelse med vores kommende rejse til Maldiverne

maldiverne-rejse

Research i forbindelse med vores kommende rejse til Maldiverne

Drømmerejse bestilt! Sri Lanka og Maldiverne; here we come!

Dem, der kender os ved, at vi er vilde med Sri Lanka – men…

Hvorfor rejse til Maldiverne? 

For mange år siden læste jeg en artikel om en kvinde, der, siden hun var barn, havde rejst hele verden rundt. Da hun som voksen besøgte Maldiverne for første gang, begyndte hun at græde, da hun landede på en af landets smukke øer. Ikke fordi hun var ked af det – men fordi hun aldrig tidligere i sit liv havde set SÅ meget skønhed samlet på ét sted!
Artiklen om denne berejste kvinde bed sig fast i mig, og siden da har jeg drømt om at besøge Maldiverne!

Jeg tror, at drømmen om paradis er sådan helt universel! Forestillingen om noget rent og fuldkomment – en tilstand af fuldendt lykke – et øjebliks stilstand, hvor alle forpligtelser og hvor hverdagens gøremål er pist væk; den ultimative og fuldendte tilstand…
Fornemmelsen af, at Maldivernes skønhed vil kunne byde på bare et lille indblik i denne følelse er stærk, og jeg tror, at mange af vores drømme om kridhvide bountystrande og krystalklart vand i eventyrlige omgivelser vil kunne blive opfyldt lige præcis hér!

Maldiverne er dog ikke kun afslapning i vidunderlige omgivelser – drømmer man om at opleve lidt mere end blot at ligge i en hængekøje og skue ud over ubeskrivelig skønhed, så er et godt alternativ dykning og snorkling i verdensklasse!
Maldiverne har eftersigende nogle af verdens smukkeste koralrev, og der skulle være rig mulighed for at støde på fisk i alverdens farver og generelt at få et indgående kendskab til det helt unikke dyreliv, der gemmer sig under havets overflade.
At svømme side om side med havskildpadder, rokker og evt. hilse på hvalhajer eller hammerhajer er for os drømmescenariet, og vi satser i dén grad på, at det er på Maldiverne, at disse ønsker går i opfyldelse!
Endvidere er det muligt at komme en tur på havet med de lokale fiskere, hvilket efter vores mening også må være lidt af en oplevelse. Måske en sådan fisketur endvidere vil give os muligheden for at støde på et par legende delfiner på åbent hav.

Indtil for ganske få år siden blev Maldiverne betragtet som et eksklusivt rejsemål, som mere eller mindre var forbeholdt de velhavende. Forestillingen om dette hænger stadig ved, hvilket også har været årsagen til, at vi indtil videre har afholdt os fra overhovedet at tænke på Maldiverne som værende en realistisk destination.
Efter at have foretaget en del research, har vi dog fundet ud af, at mulighederne for at holde ferie på Maldiverne på et rimeligt budget rent faktisk er blevet langt flere, og at det derfor nu sagtens kan lade sig gøre at besøge Maldiverne som ”luksusbackpacker”.
Der er på flere lokale øer opstået en del B&B’s og guesthouses, hvor man kan bo til langt færre penge, end på de store og dyre resorts.
Rejser I derudover uden for højsæsonen, er priserne på flere resorts også til at have med at gøre.
Flybilletten til Maldiverne er ikke vanvittig dyr, og at bo på et hyggeligt B&B eller guesthouse er et skønt og kærkomment alternativ til de store og upersonlige resorts. Det, der koster lidt ekstra end f.eks. andre backpacker-destinationer, er mad og drikke, da alt flyves til de små øer, og dermed også er dyrere end andre steder, hvor man er selvforsynende.

Vi skal prøve så meget som muligt, mens vi befinder os på Maldiverne – både blot ”at være” i fuldstændig afslappet tilstand, og med tid til at nyde nærvær og ro, men også at være aktive i den forstand, det er muligt.
Endvidere skal forskellige overnatningsmuligheder afprøves; vi skal bo på et resort, men også på 2 forskellige guesthouses. Dette i forhold til vores budget, men sandelig også fordi man på de mere lokale øer, hvor vores guesthouses ligger, har en større mulighed for at komme i kontakt med lokalbefolkningen. At få et indblik i hvordan livet leves ”sådan rigtigt” på Maldiverne, vil måske kunne stille lidt af vores nysgerrighed i forhold til levevilkår rundt omkring i verdens forskellige lande.

Alt i alt har vi en forhåbning om, at en rejse til Maldiverne også kan få tårerne til at strømme ned ad vores kinder 🙂

Fra drømme til virkelighed

Vores drøm om Maldiverne bliver realiseret i løbet af juli og august måned 2016, hvor vi kombinerer en rejse til Sri Lanka med en tur til Maldiverne.

For at være sikre på, at vi finder de helt rigtige steder at holde vores ferie, har vi lavet en grundig research, og vi er stadig i gang! Vi har booket de 3 steder, vi skal bo, mens vi er i landet, og er også ved at planlægge de oplevelser, vi skal have. I dette indlæg kommer jeg kun kort ind på ganske få områder, inden rejsen til Maldiverne kan planlægges videre.

Har I selv Maldiverne som drømmedestination, og overvejer I at planlægge en rejse dertil, kan I måske få glæde af den research, vi har lavet indtil videre, som i det følgende kort beskrevet omfatter:

  • Transport rundt på Maldiverne,
  • Vejret på Maldiverne,
  • Generelt om strande og undervandsliv
  • Religion

Transport til Maldiverne

I forbindelse med vores rejse, hvor vi kombinerer Sri Lanka med Maldiverne, har vi valgt at flyve med Emirates.
De billigste billetter – med bedste flyvetid og kun én mellemlanding i Dubai – har vi fundet på Momondo med afgang fra Hamburg. Vi har betalt 27.000 kr. for os alle 5.
Ved ankomst lander vi i Colombo på Sri Lanka, og når vi flyver hjemad er det med afgang fra Male på Maldiverne.
Fly mellem Colombo og Male har vi fundet til ”spot-pris”, da det kan gøres for 500 kr. pr. person.

Transport rundt på Maldiverne

Maldiverne består af ca. 1200 koraløer, hvilket betyder, at transportmulighederne er ret begrænsede – det er i hvert fald ikke med bil, bus og tog man kommer bedst rundt… 😉 Har I planer om at rejse fra sted til sted, mens I er på Maldiverne, kan I benytte jer af enten færge, private speedbåde eller vandfly.

Vælger I blot at opholde jer på én ø, mens I er på Maldiverne, er det ret simpelt, men hvis I ønsker at rejse fra ø til ø, er det vigtigt at tænke transportmuligheder (og udgiften hertil!) ind i jeres rejseplaner.

De lokale færgeruter er forholdsvis nye og langt fra fuldt dækkende – I skal altså sætte jer ind i, om der overhovedet går en færge fra den ø, I befinder jer på og til den ø, I ønsker at komme til. Og så skal I være tålmodige; det tager sin tid og afgangstiderne passer ikke nødvendigvis ind i de planer, man selv har. Til gengæld er det forholdsvist billigt; 40-80 kr. pr. person pr. vej.

Speedbåde er til gengæld hurtigere, men også et dyrere alternativ til færgen.
De speedbåde, der har særlige afgange og bestemte ruter på aftalte tidspunkter, koster ca. 300 kr. pr. person hver vej.
Ønsker I selv at sætte tempoet og at være uafhængige af tid og sted, er det muligt selv at hyre en speedbåd, som kan sejle jer fra A til B for ca. 2000 kr.

Alt efter budget og pengepung kan det meste lade sig gøre på Maldiverne.

Vandfly er det hurtigste og mest behagelige transportmiddel, men hvis I ønsker at benytte jer af dette, skal I være klar over, at det er vanvittig dyrt! Prisen er ca. 1500 kr. pr. person hver vej.

Inden man besøger Maldiverne vil det altså – ud fra en både økonomisk og praktisk betragtning – være en rigtig god idé, at man eventuelt bruger lidt tid på at sætte sig lidt ind i geografien.
Har I et ønske om at besøge flere øer, bo på forskellige guesthouses/resorts og også opleve lidt af den lokale stemning, så dyrk transportmulighederne, og find det bedste alternativ, der både passer til jeres budget og temperament.

Til dem, der selv påtænker at planlægge og arrangere egen rejse til Maldiverne, vil det måske være af praktisk hjælp, at vi på et senere tidspunkt laver et indlæg om Maldivernes atoller, øer og overnatningsmuligheder, da et sådan indlæg evt. kan være en god guide.

Vejret på Maldiverne

Temperaturerne på Maldiverne ligger året rundt på mellem 24-33 g., og vandet har en nærmest mere eller mindre konstant temperatur på ca. 28 g.

Når man søger på hvornår på året det er bedst at rejse til Maldiverne, er svaret, at man kan rejse til Maldiverne året rundt. Spørger vi folk, der har boet i landet eller blot har holdt ferie der, er svaret det samme.

December til maj er højsæson for rejser til Maldiverne, og juni-august er lavsæson med mest regn. Af det erfarne rejsefolk er vi dog blevet oplyst, at skulle man ramme 5 dage med uafbrudt regn i lavsæsonen, så skal man være meget uheldig – og kommer der regn i højsæssonen, så er det heller ikke usandsynligt.
Endvidere siges det, at vejret bliver mere udjævnet over året, således de lange perioder med regn blive færre og kortere

Da priserne er lavest i lavsæsonen, har vi valgt at teste Maldiverne af i denne periode – så kan vi forhåbenligt efterfølgende bedre rådgive omkring vejret – håber på det bedste 🙂

Undervandsliv på Maldiverne

Nogle af verdens smukkeste koralrev findes på Maldiverne, hvorfor det er oplagt at medbringe snorkeludstyr på en rejse til landet!
Alverdens dyreliv findes rundt omkring de skønne atoller, og der skulle være rig mulighed for at komme tæt på havets underskønne skabninger, når man svømmer rundt i det lune vand.

Har I bestemte ønsker til, hvilke fisk, hvalhajer, hammerhajer, havskildpadder, rokker, moræner eller andet, I specifikt ønsker at komme i nærkontakt med, er det dog væsentligt, at I undersøger, hvor i landet I bedst muligt kan komme tæt på disse.
Der kan være særlige tidspunkter på året, hvor I bedst muligt kan se én art i syd og en anden i nord. Har I specifikke ønsker, bør I derfor undersøge hvorhen på Maldiverne I skal rejse og ikke mindst på hvilket tidspunkt af året.

Atollerne, øerne og strandene på Maldiverne

Maldiverne består af 26 atoller. En atol er en gammel vulkan, som omfatter en masse små øer.
Inde i atollerne er der roligt vand og massevis af koralrev. Uanset hvilken atol I lander på, vil det stort set give jer den samme oplevelse – der er ikke de store afvigelser; kridhvidt sand og krystalklart vand.

Der findes ca. 1200 øer på Maldiverne, hvoraf langt størstedelen er ubeboede.
På mange af de beboede øer ligger der kun ét resort.

I hver atoll og administrative enhed er der en ”hovedø” hvor der ofte bor 1-2.000 personer. På disse hovedøer kan der også ligge guesthouses, hvilket betyder, at der her findes alternativer til resorts i form af B&B’s og guesthouses, hvorfor man her kan opleve en lidt større konkurrence på priserne, og dermed har muligheden for at bo lidt billigere i f.eks. guesthouses. Endvidere kan man også her opleve lidt af, hvordan det lokale liv leves.

Strandene på Maldiverne er som man ser dem på postkort, men rejser I som backpackere, lander I måske på en større ø, hvor der er flere guesthouses og noget lokalt liv, hvilket har sine fordele, men også sine ulemper.
Havet omkring Maldiverne – som så mange andre steder i verden – flyder med affald. Bor I på et resort, vil personalet her sørge for, at strandene er renset for affald, men bor I derimod på de mere lokale øer, bruger beboerne ikke så mange ressourcer på dagligt at gå øen rundt og samle affald ind, som de gør på resort-øerne, hvilket er et issue, som man skal være opmærksom på.
En strand med affald er ikke som på postkort!

På Maldiverne findes der mange underskønne ubeboede paradis-øer eller såkaldte sandbanker, som langt de fleste resorts og guesthouses arrangerer ture ud til. Dette er værd at vide, hvis man bor på et guesthouse, der ikke nødvendigvis ligger lige ned til den allerflotteste og rengjorte strand – det kan i stedet være, at I skal gå 10 minutter eller sejle lidt, hvis I skal have den optimale strandoplevelse – som den I drømmer om – men strand og vand, som I kan bade i, vil altid være inden for rækkevidde.

Religion og herunder begrænsning på strandende

Maldiverne har en rendyrket muslimsk kultur, som betyder, at der findes nogle lokale forhold man skal være opmærksom på, når man rejser som backpacker – herunder at man ved mange strande skal bade med tøj, som dækker knæ og skuldre (mænd incl.).
Dog findes der også ”turist-strande” eller ”bikini-strande”, som de bliver kaldt, hvor der er givet dispensation, og hvor man har mulighed for at bade i almindeligt badetøj.

Det er heller ikke tilladt at nyde alkohol på de lokale øer.
På resorts derimod har de ofte fået dispensation, så her gælder almindelige europæiske regler.

På mange af de ubeboede øer, som I kan blive sejlet ud til, er det også muligt at bade i bikini – her er det jo ikke mligt at ”støde” lokalbefolkningen.

Som ved rejser til andre steder i verden gælder naturligvis, at man respekterer den kultur, der er gældende i landet. På Maldiverne er der lige det ekstra at være opmærksom på, at man IKKE må nyde alkohol i offentligt rum, og at man generelt bør være ”tækkeligt” klædt på.
Alkoholen bliver i vores tilfælde ikke noget problem – at finde passende badetøj, der dækker de rigtige steder er lige nu vores største udfordring 😉

Læs mere om vores favoritland Sri Lanka her, som er oplagt at besøge i kombination med Maldiverne

Giv gerne artiklen de fortjente stjerner 🙂

21 kommentarer til “Research i forbindelse med vores kommende rejse til Maldiverne”

  1. Christina Bue

    Hej igen,

    Det lyder helt fantastisk – vi har nok kredset os ind på Biosphere Inn og Reethi. Hvad anbefaler du af nætter hvert sted? Vi er væk ca. 10-12 dage. Jeg har vist lige sendt dig en besked fra en af dine andre sites, det beklager jeg, men vi tænker lidt om det kunne være en fordel at tage først overnatning meget tæt på lufthavnen inden man skulle til Biosphere? Her tænker jeg især på den lange rejsetid man netop har overstået, men også at selv vandflyvningen skal være en oplevelse i sig selv – og når man ikke er træt. Vi vil nok vende den om og så starte med Guesthouse istedetfor.

    Så ville den hedde:
    Ankomst Male – evt. 1-2 nætter på en airport hotel – fx. Airport Beach Hotel, som skulle ligge 7 km væk
    Male – Biosphere med vandflyver – 4-5 nætter
    Biosphere – Reethi med båd/speedbåd (hvad er muligt)? – 4-5 nætter
    Reethi – Male – herfra hjem (samme dag)

    Hvad tænker du om det?

    Kh Christina

    Giv gerne kommentaren de fortjente stjerner 🙂
    1. Christina Bue

      Hej igen,

      Jeg har vist glemt at fortælle, at vi har et stort ønske om at dykke med Whale Sharks og Mantarays og de største chancer for dette, ser umiddelbart ud til at være i det sydlige Air Atoll? Derudover har jeg læst, at man med fordel kan gøre kort ophold på Himmafushi, som skulle ligge tættest på lufthavnen.

      Kh Christina

      Giv gerne kommentaren de fortjente stjerner 🙂
  2. Christina Bue

    Hej Stine,
    Sikke en fin og brugbar blog du har.Vi skal to familier afsted til Maldiverne til vinter – med stop i Doha på vejen ud. Vi tænker at bo to steder på Maldiverne. Et guesthouse, hvor der måske også er noget “by” og så et lækkert guesthouse eller hotel også. Vi vi gerne prøve at flyve med vandflyver måske på udturen. Rejsen bliver altså Doha (4 dage), Maldiverne 3-4 dage (lækkert sted med vandflyver til) båd til anden ø med guesthouse (3-4 dage) – og så hjem fra Male. Vi plejer at “lave noget” sådan hver anden dag, når vi rejser – og ligger ikke kun i liggestolen. Børnene er to på 8 og en på 4 1/2.
    Mange tak og de bedste hilsner fra
    Christina

    Giv gerne kommentaren de fortjente stjerner 🙂
    1. Hej Christina.
      Jeg er rigtig glad for, at du kan bruge vores blog 🙂 Tak for dine søde ord.
      Hvor lyder det bare skønt. Herhjemme drømmer vi ofte om at komme tilbage til Maldiverne – der er ufatteligt smukt”
      Selv har vi kun erfaring med Baa Atollen, men næste gang vi skal til Maldiverne vil vi gerne opleve North Male Atollen.
      Derfor; rent erfaringsmæssigt kan jeg kun råde ud fra Baa Atollen, hvor vi fik oplevelser med både guesthouses og et resort.
      Vi boede på et rigtig dejligt resort, Reethi Beach Resort https://www.atrejsemedboern.dk/resort-maldiverne/. I vil kunne flyve med vandflyver dertil fra lufthavnen, og dermed få jeres drøm herom opfyldt. Reethi er et resort i mellemklassen, og stemningen der er virkelig god; barfodsresort med dejlig mad og skønt personale, mulighed for snorkling ved husrevet, vandsport m.m.
      Fra Reethi kan I sejle med speedbåd til Dharavandhoo, og bo på Biosphere Inn, som er vores favoritguesthouse. Vi elskede bare det sted! Det er ikke fordi strandene på Dharavandhoo er maldiviske, men det er alle de små øer og den smukke sandbanke i området til gengæld. I kan blive sejlet dertil, og så har I paradis for jer selv. Det er ikke fordi der er vild aktivitet i landsbyen – det er ø-liv med lokalbefolkning – men I kan tage ud at fiske, cykle rundt m.m. Generelt er der ikke sådan et vildt liv på Maldiverne. Alt er meget roligt og afdæmpet. Vi udnyttede bl.a. tiden og roen til at tage dykkercertifikat, mens vi var der. Folk er virkelig venlige. Personalet på Biosphere helt igennem fantastiske – I kan læse om vores ophold på Dharavandhoo her https://www.atrejsemedboern.dk/rejse-til-maldiverne/.
      Fra Dharavandhoo og tilbage til Male kan I flyve med et lille lokalt fly til ca. 100 dollars pr. person, og lidt mindre for børnene.
      Selv om der ikke er masser af ramasjang på Maldiverne, så vil I opleve at blive bombarderet med indtryk. Vores 2,5 uger der fløj afsted, og vi var simpelthen SÅ trætte om aftenen, at vi faldt enormt tidligt i søvn. Naturen er ubeskrivelig, og undervandslivet uden sammenligning. Vandsport/aktivitet er der SÅ meget af. Jeg tror ikke, at I vil opleve at komme til at kede jer 🙂 Det er blot aktiviteter, som er anderledes end på steder med masser af byliv.

      Alternativt er der Maafushi, som er en af de største lokale øer på Maldiverne, og kunne godt være et bud på en ø, hvor I kunne bo på et guesthouse, og samtidig også få lidt lokalt liv. Det skulle ihvertfald være den ø, der har det mest aktive lokale liv. I kan her både vælge resort og guesthouses.

      GLÆD jer! Maldiverne er et af de smukkeste steder, vi nogensinde har været!

      De bedste hilsner fra Stine

      Giv gerne kommentaren de fortjente stjerner 🙂
  3. Hej Stine

    Hold op nogle gode informationer jeg fik af bare at læse dette ene skriv både pga selve teksten men også kommentarerne. 🙂

    Vi er et kærestepar som inden længe drager mod Sri Lanka og Maldiverne og efterfølgende mod Sydøstasien.
    Vi rejser med rygsække og forsøger derfor at gøre turen så budget venlig som muligt.
    Lige nu er vores fokus Maldiverne, vi regner med at have 14 dage til at rejse rundt. Så vi tænkte på om du havde nogle gode råd ift dette? Evt billige men gode guesthouses.
    Jeg har ikke endnu gransket din blog, så måske det står et andet sted, men hvordan er maden rent prismæssigt, er det muligt at spise på budget også?

    Endnu en gang tak for fede informationer 😉

    Johanne

    Giv gerne kommentaren de fortjente stjerner 🙂
    1. Hej Johanne.
      1000 tak for dine flotte ord – det glæder mig, at I kan bruge vores side 🙂
      Lyder som en fantastisk rejse I har foran jer! Skønt med frihed til at opleve lige det, man har lyst til!
      Der er åbnet op for masser af guesthouses på Maldiverne, hvilket gør en rejse dertil noget billigere end tidligere, hvor det nærmest kun var muligt at besøge landet, hvis man havde godt med penge 🙂 Dog er det stadig således, at Maldiverne er en relativ “dyr” destination, hvis man sammenligner med andre lande i Asien. Der kan ikke dyrkes så meget i landet, hvorfor mange varer skal bringes dertil, hvilket også betyder, at varer generelt er lidt dyrere end andre steder. Endvidere skal man sejle eller flyve fra sted til sted, hvilket også er lidt dyrt, men jeg synes stadig, at det kan lade sig gøre. Man skal bare være indstillet på, at det ikke som sådan er “billigt”. Men; en rejse dertil er ALLE pengene værd!
      Vi koncentrerede os udelukkende om Baa Atollen, da vi var på Maldiverne. Dette fordi vi havde et stort ønske om at svømme med mantarays (og evt. hvalhajer), og der var “højsæson” for dette, da vi var på Baa Atollen 🙂 Vi boede på en fantastisk lille ø, og den lå tæt på Hanifaru Bay, hvor der var en fantastisk mulighed for at se disse mantarays på lige præcis dette tidspunkt. Alt efter hvilken sæson man rejser til Maldiverne, kan der være mulighed for at se forskellige skabninger i vandet, og det var derfor denne faktor, der afgjorde vores valg af atoll 🙂
      Jeg tror derfor, at det er vigtigt, at man får fundet ud af, om der er noget særligt, man gerne vil opleve derude, og så derigennem afgør hvilken atoll, man gerne vil besøge.
      Jeg har her skrevet lidt forskelligt omkring Maldiverne https://www.atrejsemedboern.dk/maldiverne/ – måske du kan finde lidt inspiration. Der står også om priser på transport m.m. Der er altså både generel info om Maldiverne, men ellers handler beretningerne hovedsageligt om vores oplevelser på Baa Atollen. Der står dog også lidt om mulighederne for at bo på North Male Atollen, fordi vi her efterfølgende har fundet ud af, at vi også kunne have taget dertil, og fordi det er vores næste destination på Maldiverne 🙂 North Male Atollen ligger ganske tæt på Male, som er hovedøen, og transporten derud til er derfor hurtigere og billigere end til så mange andre atoller. Jeg har i mit indlæg herom linket til alle de eksisterende guesthouses, og du vil derigennem kunne se prisen på et ophold på disse steder. Husk dog altid at tjekke anmeldelserne på TripAdvisor 😉

      For at give et eksempel på overnatning, kan jeg nævne, at vi boede på 2 forskellige guesthouses og et resort, da vi var afsted. Den første ø vi besøgte, var Dharavandhoo.Vi boede på et fantastisk guesthouse, og det kostede 90 dollars pr. voksen at komme dertil med fly fra Male. Jeg kan ikke helt huske prisniveauet, men mener, at det kostede omkring 12.000-14.000 kr. for os alle 5 at bo der i 6 døgn med alt inkl. Det er jo ikke et resort, og det er en fantastisk mulighed for at opleve en lokal ø! Vi spiste 3 måltider der om dagen, og det var mad, som blev lavet, og so vi så bare selv skulle hente på et lille bord i en hytte med vakkelvorne stole og sandgulv 🙂 Super hyggeligt!
      Det kunne godt betale sig at betale en “all inkl. pris”, da enkelte måltider var relativt dyre, og da der ikke var det store udvalg af andre restauranter – det er virkelig en lille ø 🙂 Til gengæld var der et par små købmænd, hvor vi sagtens kunne købe vand, frugt, chokolade m.m. til ret billige priser.
      Du kan se dette guesthouse her http://www.biosphereinn.com.
      Det er ikke et billigt guesthouse, men til gengæld helt igennem fantastisk – de har dog et “budget special”, som du kan se her http://www.biosphereinn.com/packages/biosphere-budget-special/.
      Stranden var ikke så god på øen, men til gengæld var de omkringliggende øde øers strande paradisiske! Det samme var den forladte sandbanke, hvor man følte, at man befandt sig i himlen 🙂

      Der findes en masse guesthouses at vælge imellem alt efter, hvor I ønsker at tage til,, så det er bare at gå i gang med at researche 🙂 Jeg er helt sikker på, at I finder noget, som I vil synes om!
      Jeg vil vove den påstand, at næsten uanset hvor I tager hen på Maldiverne, så er der billedskønt!

      Skriv endelig igen, hvis du har yderligere spørgsmål 🙂

      De bedste hilsner fra Stine

      Giv gerne kommentaren de fortjente stjerner 🙂
  4. wow ..1000 tak for så hurtigt kvalificeret svar! SL er overskuelig og kan tages mere ad hoc – og med de råd du har givet..rejser altid bedst efter mund til mund overleveringer…
    Mht Maldiverne -tak for råd med at blive eet sted… jeg har søgt på Baa resortet – og det frustrerende er jo at transporten næsten fordobler prisen.. og jeg kan ikke se, at man selv kan arrangere transport..alt i alt vil vi skulle give 10000 for 4 nætter kun med morgenmad(680 USD for transport)…og det er i overkanten for os..men det ser jo fantastisk og helt regulært ud… og må genovervejes.. med alle de rejsemål der endnu ligger og venter..Cuba måske :)….så er det måske eneste gang der.. og ja..
    alligevel lyder det mest realistisk at tage Maafushi og der omkring – hvor der tilsyneladende er almindelige færger eller overkommelige speedbådspriser..og måske også mere oplevelse i – at bo på en ø, hvor der er local life…
    ..bare refleksioner…der selvfølgelig gerne må kommenteres og rådgives på..
    tak igen

    Giv gerne kommentaren de fortjente stjerner 🙂
    1. Jeg synes også det er rart, når man kan høre fra andre, som har erfaringer fra et land 🙂 Dog er oplevelser jo naturligvis individuelle, og det er derfor selvfølgelig ikke altid, at det vi oplever, som værende skønt, opfattes på samme måde af andre. I hovedtræk er der dog nogle grundelementer, som nok er fælles 🙂
      Ja, Reethi Beach Resort var ganske enkelt fantastisk! For os var det sådan en “once in a lifetime oplevelse”, som vi ALTID vil huske, som noget helt, helt specielt! Der var SÅ smukt, og stemningen var unik. Ikke nok med, at resortet var skønt, så var stemningen også helt særlig. Det var sådan et barfods-resort i paradisiske omgivelser, hvor alt var meget laidback, og hvor helhedsoplevelsen bare var spot on! Og ja; dyrt er det jo, men samtidig var det hver en krone værd for os. En oplevelse vi aldrig glemmer – og så stod den bare på havregryn og rugbrød, da vi kom hjem 😉
      Vi fløj med et lokalt fly fra Male til Dharavandhoo, og det tog 20 min. Det kostede 90 dollars pr. voksen, og 50 dollars pr. barn. Fra Dharavandhoo tog vi en speedbåd, men hvad det kostede, kan jeg simpelthen ikke huske. Sejlturen tog ca. 30 min. Dog er turen måske lige lang nok, når I blot skal være der i 4-5 dage, og så ville jeg nok også koncentrere mig om at tage til North Male Atollen, da en tur med båd derud ikke tager særlig lang tid.
      For vores børn var opholdet på det guesthouse, vi på boede på på Dharavandhoo, næsten lige så godt, som opholdet på Reehti Beach Resort. Mest af alt fordi Dharavandhoo var en super skøn ø, og fordi det guesthouse vi boede på, gjorde ALT for at give os en god oplevelse. Vi var på fisketur, og spiste de friskfangede fisk om aftenen, de to ældste piger og Michael tog dykkercertifikat, og vi var på øde øer og sandbanker, som nærmest var overnaturligt smukke! Stranden på selve øen var egentlig ikke noget at råbe hurra for, men det blev opvejet af sandbankerne og de små øde øer. Derudover var det lokale liv fantastisk at opleve på tæt hold! Vi cyklede rundt på øens kridhvide, sandede gader, der næsten ikke havde nogle biler, hilste på de lokale, når de sad i skyggen langs vejen, eller blot lavede mad uden for huset, eller fejede gaderne, pigerne gik selv rundt på øen, da alle kendte alle, og der ikke var noget at være bekymret for. Vi blev hver morgen vækket, når der blev kaldt til bøn, og indimellem lød der høj musik i byens gader fra de højttalere, som sad på et par af husenes tage. Alt i alt var det bare en kæmpe god oplevelse at bo på en lokal ø.
      Vi boede dog også på Fulhadhoo, som vi tog til p.g.a. stranden, som er én af verdens smukkeste. Det var en lidt anden oplevelse. Stranden var magisk, men selve øen havde kun 200 indbyggere, og lå meget isoleret – nærmest uden for atollen. Vi boede på et dårligt guesthouse, men det lokale liv var hyggeligt, og vi blev inviteret på fodboldkampe m.m.
      Alt i alt altså lidt blandede oplevelser, og jeg vil derfor også selv have svært ved at vælge…

      Giv gerne kommentaren de fortjente stjerner 🙂
  5. Kære Stine
    Ja, jeg vil også sende en stor tak til dig og denne blog.. Det er absolut det mest informative og tilgængelige jeg har fundet omkring både Sri lanka og Maldiverne. Jeg vil gerne høre din mening om følgende rejseplan, hvis bloggen stadig fungerer..det er jo længe siden sidste indlæg?
    Jeg skal møde min datter på 25 på Sri Lanka 3/1-18. Vi har ca 14 dage på SL og skal hjem fra Male 22/1.
    PÅ SL tænker jeg start i Negumbo(jeg skal vente et døgn på hende). Derefter Sigiriya med overnatning. Så bliver det hele bjerglandet, hvor vi gerne vil vandre i/opleve the landskab og kolonistemning..bestige begge Adams peak.. køre med tog Kandy – Ella – Nuwara E.
    vi er ikke til Safari som sådan – det skulle i givet fald være på havet.
    Afslutningsvis – eller start(idet vi skal have badeferie på Maldiverne) Tangalle, Marissa, Hikkaduwa, Unawutuna..eet af stederne.. vi har rejst en del i Indien og Nepal og er ret hooked på gode cabanas og yoga samt ayurveda..samtidig er min datter også til at chille i surfer miljøet… har du et bud på hvor af disse steder vi bedst finder en god kombi af dette?
    Så er der Maldiverne – med udgangspunkt i ovenskrevne af dig skal det naturligvis være de nordlige atoller.. jeg tænker 2 dage i guesthouse og 3 dage i resort(vi vil ankomme tidlig formiddag 17/1 og forlade Male tidlig formiddag 22/1).. du skriver om en kladde ovenfor.. og har du mon nu konkrete forslag til et resort tæt på lufthavn..måske er det for presset med både guesthouse og resort, da det er muligt vi må overnatte på “Lufthavnsøen” (afgang kl. 11.15)
    Håber at høre fra dig – og endnu engang tak for din blog her.. stort overskud tænker jeg .. de bedste hilsner Helle

    Giv gerne kommentaren de fortjente stjerner 🙂
    1. Kære Helle.
      Sikke dejlige og varme ord om min hjemmeside – 1000 tak for det 🙂
      Jo, jo – denne sider eksisterer i bedste velgående, men da det er et år siden, at vi sidst var på Sri Lanka og Maldiverne, har jeg ikke skrevet mere om lige præcis de to destinationer. Til gengæld har jeg beretninger om andre lande – bl.a. Cuba, hvor vi rejste rundt i en måned i sommers 🙂 Der ligger næsten “varme” rejseberetninger derfra 🙂
      Hvor lyder det skønt med jeres rejse! I har fantastiske oplevelser og smuk, smuk natur i vente! Jeres rute lyder også skøn, og med mulighed for at få et fint indblik i Sri Lankas flotte natur.
      Mit bud til jer vedr. f.eks. Tangalle er, at I kan bo i en virkelig smuk have ned til Goyambokka Beach, som er vores favorit spot på Sri Lanka. Palm Paradise Cabanas https://www.atrejsemedboern.dk/klik/5224-palm-paradise-hotels-com har åbne træ-cabanas, hvor lyde fra både havets bølger og alle de larmende cikader kommer ind på alle tider af døgnet. Vi elsker det sted. Men det gør andre danskere vist også efterhånden 😉
      Der er også Talalla Retreat, som byder på meget af det, I gerne vil have. Kunne være et fint alternativ, men jeg kender dog ikke prisniveauet.
      Generelt er der en del muligheder for at bo i små cabanas, så det er bare at gå på opdagelse 🙂
      Mirissa har også en skøn stemning, men er lidt mere turistet end Tangalle (som dog også er ved at komme efter det), men det er ikke på den der overdrevne måde. I Mirissa er der en skøn og tilbagelænet stemning, og også mulighed for at komme på hvalsafari, hvis det er det, I gerne vil 🙂
      Vi boede et ret billigt og spøjst sted, da vi var der, som I kan se her https://www.atrejsemedboern.dk/klik/1944-coral-beach-mirissa-H – meget tilbagelænet, og ikke en snert af luksus. Men charmerende 🙂
      Vi har ikke surfet nogle af stederne, men i stedet ved Arugam Bay, som dog ligger langt væk. Dog indbyder bølgerne absolut til at man surfer ved sydkysten, og din datter vil sagtens kunne komme til at surfe, mens I er der.
      Yoga vil være bedst på Talalla Retreat. Vi dyrkede det kun ved Goyambokka, fordi vi kendte en af de lokale, som var yogainstruktør.
      Maldiverne! Jeg ELSKER Maldiverne 🙂 Jeg har dog intet konkret forslag til, hvilket guesthouse eller resort, I vil skulle vælge her, da vi kun har personlig erfaring fra Baa Atollen. Vi vælger dog North Male Atollen næste gang, da turen derud ikke er så lang. I vil kunne komme dertil fra lufthavnen på relativ kort tid, da der går mange både. Det kræver altså lidt research fra jer, da meget er betinget af, hvad I gerne vil, og naturligvis også, hvor mange penge I har til rådighed.
      Jeg vil derfor anbefale dig at kigge på alle de forslag, jeg har lavet i mit indlæg, da det nævner alle de guesthouses og de resorts, som man kan bo på. Du vil måske på den måde bedst kunne skabe dig det overblik, du har brug for. Du kan nemlig her se, hvordan de ser ud, da du kommer ind på de forskellige sider, som viser billeder, pris m.m.
      Hvis jeg var jer, ville jeg nok koncentrere mig om at vælge ét sted at bo, mens I er på Maldiverne, da I ikke har så mange dage til rådighed. Ved at vælge ét sted, får I slappet mest af, og kan I ro lave det, I ønsker, mens I er der.
      Et resort er hamrende dyrt, men I kan være heldige, at de kører med tilbud indimellem. Det kræver dog lidt tid at undersøge (det var ihvertfald på den måde vi fandt vores resort på Baa Atollen til en ordentlig pris). Finder I et guesthouse, som er tiltalende, så er det ofte en lige så god løsning, synes jeg. Til langt billigere penge. Mit råd er dog, at I vælger et guesthouse, som har fået gode anmeldelser, da standarden ellers kan være lidt lav.
      Himmafushi er den ø, der ligger tættest på lufthavnen – transporten kan gøres på overskuelig tid i speedbåd, men koster spidsen.
      Et alternativ kunne være at vælge en sidste overnatning på Hulhumale, så I ikke behøver at stresse over hjemrejsen.
      Jeg håber, at I får en fantastisk tur!!
      De bedste hilsner fra Stine

      Giv gerne kommentaren de fortjente stjerner 🙂
  6. kristina Nørregaard

    kæreste Stine
    Hvor fantastisk at få sådan et langt og (igen) inspirerende svar fra dig 🙂 1000 tak. Vi vil meget gerne have tilsendt kladden vedr. North Male Atollen – det kan være, at det er dér vi ender, hvem ved. Vi tænker dog, at vi skal være lidt hurtige inden de flyafgange, der passer os bedst til Maldiverne bliver udsolgt Vi har læst, at man helst skal ramme Male tidligt på dagen, hvis man skal videre til destinationen samme dag, da der ikke sejles efter mørkets frembrud. Har I erfaringer herfor??
    Ser frem til at modtage mail fra dig.
    De bedste hilsner til dig fra
    Kristina

    Giv gerne kommentaren de fortjente stjerner 🙂
  7. Kristina Nørregaard

    Kære Stine
    Det er en stor fornøjelse at læse en blog, som er skrevet af rejsende til rejsende. Jeres beskrivelser lyder meget, som den måde vi også holder af at rejse på. Ikke for meget luksus, ikke for overbetalt, ikke for overrendt, gerne massere af lokale oplevelser, natur, marine liv, kultur og kulinariske oplevelser!
    Vi er en familie på 5 ligesom jer, men vores “små” pus er ved at være store – 13, 15 og 18 år. Vi har købt billetter til Sri Lanka til sommeren 2017 og vi glæder os. Vi har aldrig været på de kanter før, men prøvet så mange andre steder i verden – The Backpacker Style. Vi overvejer, om vi skal kaste os ud i en tur til Maldiverne, nok også inspireret af jeres beskrivelser 🙂 Årsag – vi ELSKER marinelivet og snart er vi 3 ud af 5, som har dykkercertifikat og de to sidste vil helt sikkert også gerne tage det. Desuden holder vi af varmt vand, god sigt og palmer. Vi er blevet i tvivl, om vi kan få disse ønsker opfyldt i Sri Lanka!?
    Vi har 3 uger i alt og hvis vi tager til Maldiverne, tænker vi 2 fulde uger i Sri Lanka og 5 overnatninger på øerne (så er det lidt løst tilbage). Jeg har læst og læst, men må indrømme, at med alle de atoller, så har jeg svært ved at overskue, hvor vi skal søge at tage hen og forsøge at finde et godt og prisvenligt guesthouse uden rotter, men med rene værelser, ro og fred og ikke mindst optimale snorkel og dykker forhold (muligvis overalt på Maldiverne). Hvor vil I anbefale, at vi tager hen, med den tid vi har til rådighed? Vi er klar over, at hvis vi skal ende på vores final destination på Maldiverne, den dag vi ankommer dertil, så skal vi ikke alt for langt væk fra Male (så bliver det alt for dyrt i transport). Vi forventer at kunne ankomme 23/7 og forlade øerne den 28/7. Alle gode råd er velkomne – vi tager imod med kys hånd. Håber at høre fra jer.
    Mange hilsner Kristina

    Giv gerne kommentaren de fortjente stjerner 🙂
    1. Kære Kristina.
      Det glæder mig, at I kan gøre brug af vores side – 1000 tak.
      Som du skriver, lyder det til, at vi rejser på nogenlunde samme måde, og har ønsker omkring oplevelser, der minder om hinandens.
      Sri Lanka byder på virkelig mange oplevelser, og har – efter vores mening – hele pakken. Dog ikke hvad snorkling og dykning angår.
      Strandene på Sri Lankas sydkyst er nærmest eventyrlige; brede, gyldne sandstrande pakket ind i svajende palmer og ro, samtidig med at havvandet er lunt og blødt – og så alligevel vildt.
      Dog er der et men; hver gang vi har været på Sri Lanka, har vi nærmest udelukkende oplevet vildt vand med høje bølger og kraftige understrømme.
      Vi har badet meget, når vi har været afsted, men været helt tæt på børnene hele tiden. Vores bodyboards har været brugt flittigt, og pigerne (de 2 ældste) har lært at surfe.
      Der findes ikke mange steder på Sri Lanka, hvor koralrevene har overlevet tsunamiens ødelæggelser, så landet byder ikke på optimale snorkel- og dykkeoplevelser.
      Til gengæld kan I få de smukke og helt særlige strande nærmest for jer selv, møde en befolkning, som er imødekommende og helt speciel, komme på safari i vidunderlige omgivelser, nyde naturen og de mange kulturelle seværdigheder. Og ja; maden er også ret god 😉
      Det skal ikke være nogen hemmelighed, at vi er sådan en slags ”Sri Lanka-freaks”, da vi er faldet pladask for landet, og vi kan kun anbefale, at man oplever dette smukke, smukke land.
      Dog; er I mest til vand-oplevelser, så er det klart på Maldiverne, at I kan få disse ønsker opfyldt! Jeg har aldrig oplevet noget lignende, og Maldiverne var alt det, vi havde forestillet os.
      Strandene og vandet er unaturligt smukt, og snorkel- og dykkermulighederne er i verdensklasse. Det er virkelig vandhundenes paradis!
      Med relativt få dage til rådighed vil vi anbefale jer, at I tager til North Male Atollen, som I kan komme til i løbet af ganske kort tid, når I lander i Male.
      Fra I lander på Maldiverne og til I er på et guesthouse i området, kan I gøre det i en tidsramme på ca. 2 timer. Det er nemt at komme med båd dertil, og I vil blive afhentet af en båd, som sejler jer til jeres destination – ca. 30 min. fra Male.
      Vi er netop i gang med at lave research omkring North Male Atollen, og har kontakt til en del guesthouses i området, som virker til at være rigtig fine. Hvis I er interesserede, kan jeg sende jer kladden på indlægget. Det er altså ikke renskrevet eller færdigt, men giver lidt dybere informationer om de forskellige muligheder.
      Og ja; det er vist ikke nogen hemmelighed, at North Male Atollen bliver vores næste destination, når vi returnerer til landet 😉
      Skriv endelig, hvis jeg skal sende dig kladden – så bliver den lige skippet afsted på mail.

      De bedste hilsner fra Stine

      Giv gerne kommentaren de fortjente stjerner 🙂
  8. Una Sørensen

    Hej michael
    Tak for svar. ja, vi overvejer 4-5 dage i Maldiverne. Kan det betale sig så få dage?

    Vh Una

    Giv gerne kommentaren de fortjente stjerner 🙂
    1. Michael Kammerlander

      Ja hvorfor ikke, men find et resort/guesthouse der ligger i nærheden af Male med gode forbindelse evt. Ari Atollerne, som har gode færgeforbindelser også – vær obs på det lige koster lidt ekstra transport tid – men når I så er landet på en ø, så er det bare afslapning…

      Giv gerne kommentaren de fortjente stjerner 🙂
  9. Una Sørensen

    Hej Stine
    Du skriver, at I fik jeres flybilletter til 500 kr fra Colombo til Male. Hvor er det i har købt? hvilke hjemmeside har I brugt?. Jeg har søgt på momondo og der er de til over 1000 kr.

    venlig hilsen Una

    Giv gerne kommentaren de fortjente stjerner 🙂
    1. Michael Kammerlander

      Hej Una

      Ja, vi har bestilt på Pepmytrp.lk. Bemærk at der kan være store forskelle på hvilke dage og hvilke afgange I tager på dagen mht. prisen. Skal I til Maldiverne også?

      God tur igen 🙂
      Michael

      Giv gerne kommentaren de fortjente stjerner 🙂
  10. Kære Stine

    Tak for svar. Hvor er det opløftende at høre at det kan gå stærkt med at få godkendelse. Vi har et forsikringsselskab hvor vi lang tid før kan søge om “lov til at købe rejsen” så det er ikke engang 2 mdr før godkendelsen vi har gang i ;-). Problemer her er at SOS lægerne ikke godtog hendes journaler fra jan/feb hvor hendes nyre ( Den ene har forstørret nyrebækken ) er status qua. Så jeg afventer pt at urologen fra andet sygehus skriver om hendes tilstand. Han har travlt, kan jeg forstå, så jeg må ringe hver uge og forsøge st skubbe på. Vi er på 2 mdr nu?. Pga hendes sygdom kommer vi ikke til at rejse på backpacker niveau …..( vi skal primært undgå blærebetændelse der giver nyrebækkenbetændelse der giver blodforgiftning – der har vi været i efteråret med 1 mdr. Indlæggelse!) Men derfor er vi nu fået rigtig mange gode fif med her fra jeres side. Glæder os til at følge jeres sommerrejse her og på Instagram. Maldiverne er også en drømme rejse her. De bedste hilsner fra Astrid ( aka adventure_awaits_us )

    Giv gerne kommentaren de fortjente stjerner 🙂
    1. Hej igen.

      Så ved jeg jo godt, hvem du er fra Instagram 🙂

      Pænt utilfredsstillende, at I ikke kan få svar fra sygehuset. Det er ikke i orden! Men der er nok ikke andet at gøre, end at fortsætte med at presse lidt på. Jeg ville også være temmelig frustreret, hvis jeg var dig… og så ville jeg måske ikke ringe hver uge, men i stedet HVER dag indtil jeg fik svar 😉
      (Ved du egentlig, om der findes regler på området vedr. tidsfrister for svar? Der er jo regler for ALT i det offentlige :-))

      Når man bliver ramt af sygdom, vil man altid skulle tage nogle ekstra forholdsregler. Den frihed man tidligere har nydt godt af, vil fremover være lidt mere begrænset, da nervøsitet og eftertanke kan blive en fast følgesvend. På nogle måder er det måske godt nok – på andre knapt så positivt.
      Både du og din familie og også min familie og jeg skal fremover måske tage nogle hensyn, vi ikke tidligere har skullet tage, og måden at rejse på kan også ændre sig. Dog er jeg sikker på, at det nok skal blive godt; vi må blot indrette os efter de nye vilkår.

      Jeg er meget spændt på at høre, hvad der kommer til at ske i jeres sag (og ikke mindst hvor hurtigt!), og også interesseret i at høre om, hvordan og hvornår I kommer til Sri Lanka. Pres på i forhold til et skriv fra sygehuset, vær måske lidt “mutter skrap” og stil nogle krav, så I kan komme videre med det, I ser frem til. Og har du lyst, så hold mig endelig opdateret!

      Rigtig god bedring med din datter og en stor hilsen herfra

      Giv gerne kommentaren de fortjente stjerner 🙂
  11. Lyder spændende. Vi afventer pt en medicins forhåndsgodkendelse på min datter, inden rejsen til Sri Lanka kan betales. Var der noget med at du også har været ude og søge forhånds godkendelse? Vil du fortælle lidt om det? Her hos os drejer det sig om en kronisk sygdom der pt kan give nyre problemer – problemer pt er at få læger ( vi er tilknyttet tre forskellige afd. ?) til at skrive noget om sygdommen så SOS kan sige noget klogt?

    Giv gerne kommentaren de fortjente stjerner 🙂
    1. Hej Astrid.

      Sygdom er noget af det værste – særligt, når det rammer ens børn!! Jeg håber, at jeres datters sygdom (selv om den er kronisk) kan holdes nede, og at det ikke er noget alvorligt.

      Ja, du har ret – vi har selv skullet søge om forhåndsgodkendelse i forbindelse med sygdom (faktisk også nyresygdom…). Vi skulle have været til Cuba i februar 2016, men jeg blev syg i slutningen af december/start januar, og måtte under ingen omstændigheder rejse væk. Vi var derfor nødsaget til at aflyse vores rejse. Vi fik i den forbindelse et sagsnummer, og havde også en kontaktperson ved forsikringsselskabet.
      Mere sygdom stødte til, og vores planlægning trak derfor i langdrag.
      Mine “huller” i nyrevævet har været lukket i over 2 mdr., og her i starten af april fik jeg foretaget nye prøver, der udelukkede anden sygdom. Jeg er dog stadig i medicinsk behandling, og skal være det et stykke tid endnu. Vi var derfor nysgerrige i forhold til, hvordan vi kunne forholde os til planlægningen af en ny rejse.
      For at få svar på vores mange spørgsmål, ringede vi derfor til den kontaktperson/medarbejder, vi havde talt med, da vi måtte aflyse vores rejse til Cuba.
      Hun kunne oplyse os om, at vi var nødsaget til at sende en kopi af journalen/lægepapirerne til forsikringsselskabet, da en læge hos dem skulle vurdere på sagen.
      Vi fik skaffet journalen fra lægehuset, og mailede denne til forsikringsselskabet om fredagen – lørdag var der allerede svar; vi var godkendt!
      Jeg er meget, meget overrasket over hvor nemt det har været, da jeg har hørt fra mange, at det skulle være forbundet med en masse besvær. Vi har dog kun oplevet, at det har været uproblematisk.

      Jeg vil anbefale jer at ringe eller sende en mail til forsikringsselskabet med de spørgsmål, I har – eller som I ihvertfald mangler at få talt med dem om. Det vil med garanti kunne lette jer for mange ting, eller i det det mindste evt. få bragt jer lidt nærmere i forhold til, hvordan I kan agere og evt. også hvornår I mon vil kunne begynde at planlægge jeres rejse.
      Dog vil forsikringsselskabet sikkert have brug for lægelige udtalelser, før de kan vurdere på sagen.

      Mit råd til dig er derfor, at du hurtigst muligt kontakter forsikringsselskabet, således du kan få afklaret dine spørgsmål. På den måde kan du bedre finde ud af, hvordan I skal forholde jer helt konkret til, hvad der skal ske videre.

      Jeg håber på det allerbedste for jer, og x’er fingre for, at alt løser sig til det bedste hurtigst muligt.

      De bedste hilsner fra Stine

      Giv gerne kommentaren de fortjente stjerner 🙂

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *