Til de eventyrlystne, der rejser til Sri Lanka! Må vi præsentere; Galapita Eco Lodge!

galapita

 

(Læs her vores andre 24 artikler om Sri Lanka)

Galapita Eco Lodge er næsten poetisk skønhed, som alle med trang til autencitet bør opleve på en rejse til Sri Lanka.

Dette indlæg indeholder en lille beskrivelse af den religiøse festival i Kataragama og en større beskrivelse af vores ophold på det vildeste sted, vi nogensinde har boet; Galapita Eco Lodge!

sri lanka

Efter et fantastisk ophold på Palm Paradise Cabanas and Villas, hvor vi fik skudt vores rejse til Sri Lanka i gang med et dejligt gensyn med Goyambokka Beach og Tangalle, gik turen videre til Kataragama.
Når man rejser til Sri Lanka, er det indimellem muligt at få indblik i kulturelle begivenheder ud over det sædvanlige.
Vi var så heldige, at der i perioden, hvor vi opholdte os i landet, netop blev afholdt en kæmpe stor religiøs festival i Kataragama, som er en af de helligste byer i landet.
Pilgrimsrejsende fra forskellige trosretninger vandrer i dagevis for at deltage i den multi-religiøse festival, og vi kunne heldigvis nå at deltage i denne begivenhed på festivalens sidste aften, som blev beskrevet som værende helt speciel på grund af fuldmåne.

festival i kataragama - en stor oplevelse men synd for elefanterne

Kataragama Perahera – en stor oplevelse.

Vi øjnende dermed muligheden for at få et helt specielt indblik i landets religiøse skikke, og kunne mærke østens mystik og landets magi trække i os.
Da festivalens højdepunkt – peraheraen – blev fremført om aftenen, var vores oprindelige plan egentlig, at vi ville opleve dette optog op mod templet, og så efterfølgende køre direkte videre mod Arugam Bay, hvor vi havde booket 2 nætter på Upali Beach Surf Resort med beliggenhed direkte på stranden, for at give pigerne de bedste betingelser for at lære at surfe på havets vilde bølger.
Efter en del samtaler med både bestyreren af Upali Beach Surf Resort og vores chauffør Deepal, måtte vi dog revurdere denne plan. Vi indså, at det ganske enkelt var for farligt at køre den lange tur fra Kataragama til Arugam Bay efter mørkets frembrud, da denne strækning køres i mennesketomt jungleområde, og man dermed risikerer at blive udsat for enten landevejsrøverier eller vilde dyr, som spærrer vejen.
Vi bøjede os, og blev via Upali anbefalet at booke en overnatning på Galapita Eco Lodge lidt uden for Kataragama. En oplevelse, som skulle vise sig at blive en af de allerbedste på vores rejse til Sri Lanka i denne omgang.

På vej til festivalen

Med styr på rejseplanen blev vi altså afhentet af vores chauffør, Deepal, som vi havde hyret til at køre os til Kataragama, tage en overnatning der, og så dagen efter køre os videre mod Arugam Bay.
Vi havde på en tidligere rejse også kørt med denne chauffør, som dermed kendte os godt, og han havde derfor på denne tur købt pigernes yndlingsfrugt, rambutan, som de kunne nyde på vejen. Endvidere havde han en anden overraskelse i ærmet. Han begyndte at køre ad små veje, som vi ikke kendte, og da han stoppede ved et hyggeligt hus, som lå godt gemt af vejen, indhyllet i træer på en lille bakketop, var vi næsten klar over, at vi skulle hilse på hans familie.
Vi blev venligt taget i mod af 3 søde børn og en kvinde med en varm udstråling, og blev placeret i en sofa, hvorfra vi kunne se, at bordet var dækket med familiens fineste te-stel.

vi var hjemme hos vores chauffør deepal og hans familie

På visit hos vores chauffør.

Vi blev proppet med kage og kiks, og forsøgte at kommunikere med børnene på trods af, at de ikke talte så godt engelsk. Den ældste datter havde en fin blå-mønstret kjole på, hvorfor Clara hentede en neglelak, som hun havde i tasken, og som hun mente matchede kjolens farve. En gestus, som husets teenagedatter tog til sig med den største taknemmelighed.
På vores rejser til Sri Lanka har vi altid oplevet at blive meget bevidste om, at på trods af kulturelle forskelligheder og opvækstbetingelser, så er det altid muligt at finde et fælles ståsted, og det er vores erfaring, at særligt børn er rigtig gode til dette. Vi er jo alle forskellige og alligevel på mange måder grundlæggende så ens. Også i dette tilfælde blev vores antagelse igen bekræftet.

Deepal fortalte familiens historie fra tiden med tsunamien, og vi blev alle meget berørte, og forstod pludselig, hvorfor de havde valgt at bosætte sig væk fra kysten og oppe på en bakketop.
På trods af, at vi i Danmark ikke længere så ofte skænker tsunamien og dens konsekvenser en tanke, er det stadig noget, som fylder rigtig meget i srilankanernes bevidsthed, og som også stadig – og mange år fremover – præger deres hverdag.
Vi blev pludselig meget bevidste om, hvor meget vi tager for givet, og at vi i vores liv står med udfordringer i en helt anden størrelsesorden, end dem så mange andre i verden kæmper med.
Lidt af en øjenåbner – både for store og små.
Efter en hyggelig stund, tog vi en hjertelig afsked med familien, og begav os nu spændte mod Kataragama.
Vejene var tæt trafikerede – det virkede som om, at alle var på vej mod festivalen, og busser og biler var stuvende fulde.
Jo tættere vi kom på byen, jo mere intensiv blev stemningen. Hver en landsby vi kørte igennem bar præg af, at noget stort var på vej til at ske; der var pyntet op, musik og larm brølede ud af højttalere, menneskemylderet var enormt og langs vejene vaskede folk sig i floderne. Imens mørket faldt på, blev fuldmånen mere og mere tydelig, hvilket understregede, at noget særligt var på vej.
Vores chauffør kørte os til en af de dér stuvende fulde turist-restauranter, hvor priserne på et måltid mad ligger 10 gange over den pris, man ellers giver, når man spiser lokalt.
Vi var klar over, at han fik provision for at få os til at spise der, men betalte alligevel uden at blinke med øjnene en alt for høj pris for det ordinære måltid – fuldstændig bevidste om, at man jo skal vælge sine kampe…
Vores chauffør havde heldigvis fortalt os om spillereglerne for chauffører, turister og de forskellige seværdigheder. Når man ”afleverer” turister på et bestemt sted, som man har lavet en aftale med, får man som chauffør provision. Det foregår alle steder på Sri Lanka, og det er en ”tradition”, som landet er kendt for.
Når I rejser til Sri Lanka er vores råd dog alligevel, at I som turister er opmærksomme herpå, og ikke lader jer tage ved næsen.
Indgå måske fra start en aftale med chaufføren om, at I ved, hvor I vil hen, og at det er jer, der sætter dagsordenen. Gør eventuelt opmærksom på, at I kender spillereglerne, og at I på ingen måde er interesserede i at betale overpris for tingene, eller blive bragt til steder, som ikke har jeres interesse. Bare for en sikkerhedsskyld… Og alligevel vil I med garanti falde i ”fælden”. Sådan er det på Sri Lanka! It’s all about the money!

Kataragama og perahera festival i fuldmåne

Mætte og klar på eventyr ankom vi til Kataragama, men kunne hverken komme frem eller tilbage på grund af menneskemængden.
Vi kunne mærke på vores chauffør, at vi begyndte at få travlt, hvis vi skulle nå at se optoget, og han fik derfor bugseret sin van ind i en gyde, hvorefter han – med os siddende i bilen – løb ind i en lille butik. Da han pustende kom tilbage, holdte han et lille pas i hånden, som han placerede i bilens forrude – ”I have connections”, grinede han, mens han bakkede ud i menneskemængden, der roligt flyttede sig til side.
Vi kunne nu tage en genvej, og fik lov at passere ellers lukkede veje, da vi pegede på passet i forruden. Politi og vagter vinkede og smilede til os, mens vi drønede afsted ad snirklede veje, så det brune støv stod op omkring bilen.
I tætpakket menneskemængde fandt vi en parkeringsplads, og løb afsted i mørket. Vi hoppede hen over sovende mennesker, snoede os ind og ud mellem madboder, træer og folk, der gerne ville røre ved pigernes lyse hud.
Forpustet nåede vi op til tilskuerpladserne, lige som optoget gik i gang, og vi kunne nu – side om side med folk, der stirrede lige så meget på os, som vi på optoget – iagttage de store flokke af udklædte mennesker, der udførte symbolske danse og handlinger, mens trommelydene og de fremmedartede rytmer lagde en mystisk stemning over hele oplevelsen.
Udklædte og smykkede elefanter med kæder og lys trampede langs en oplyst sti, smukke kvinder klædt som påfugle vrikkede med hofterne og ringede med klokker i takt, mænd klædt i overdådige og farverige dragter spillede på  – for os – ukendte instrumenter, som skabte musik, vi ikke tidligere har hørt, og hele området omkring templet var indhyllet i en summende og spændende stemning.
Der var over 1 million mennesker fra Sri Lanka til stede ved templet denne aften, og luften var tæt, varm og fugtig. For at få udsyn til templet, sad Bjørk på skuldrene af Michael, mens de to ældste blev løftet op på ladet af en lille, åben lastbil. Vores chauffør vågede som en høg over pigerne, og dem, der så meget som blot vovede at kigge på dem, fik et dask over fingrene!!
På den måde følte vi os i trygge hænder midt i alt dette fremmedartede og ukendte.

Da vi i den sene aftenstund kørte fra festivalen i Kataragama, stod fuldmånen helt skarpt på den sorte himmel, og lyste vejen op for alle de mennesker, der nu til fods begav sig tilbage til det sted, de kom fra.
Vi kunne se, at folk lå rundt omkring på veje, på åbne pladser eller under træer, og også se de små barfodede børn bevæge sig trætte væk fra det, der havde været en stor og betydningsfuld begivenhed for dem.
Da vi kørte gennem byen, var der festlig stemning alle steder, larm og liv. Folk stod på podier og sang, lys i alle slags farver skinnede fra alle pæle og boder, og ud af de store højttalere, der stod på alle hjørner og langs vejstrækningerne, lød høje og hellige monotone strofer, som munkene messede som en slags velsignelse. Lydbilledet var helt enormt, og virkede hypnotiserende – denne underlige messen ville fortsætte til næste morgen, blev vi oplyst.
Jeg nåede lige at tænke, at det sørme var godt, at vi ikke skulle bo i selve Kataragama natten over…

Vejen til Galapita Eco Lodge – ikke for hysteriske mødre og nervøse børn!

Vi satte nu kurs mod Galapita Eco Lodge, som var det sted, vi skulle overnatte. Vores chauffør, som ellers kender de fleste steder på Sri Lanka, havde aldrig hørt om hotellet, så han satte gps’en til.
Da vi kørte ud ad landevejen, som førte til Galapita Eco Lodge, fik vi det første bevis på, at det var fornuftigt, at vi havde fulgt rådene om ikke at køre længere strækninger gennem øde områder efter mørkets frembrud.
Bremsen blev hakket i bund, da vi mødte de første vilde elefanter, som var på vej over vejen! Det var en vild, eventyrlig og uvirkelig fornemmelse at sidde der i tusmørket, og kigge ud på de vilde dyr! På en måde følte vi os beskyttet inde i bilen, og på den anden side alligevel usikre – specielt fordi vi kunne mærke vores chaufførs nervøsitet. Vi var helt stille, og sad anspændte og ventede på, at elefanterne bestemte sig for, i hvilken retning de ville gå.
Da elefanterne trak sig tilbage i naturen, kørte vi nu langsomt videre, vel vidende at vi højst sandsynligt ville støde på flere af disse kæmpe store dyr. Og rigtig nok; lidt længere henne ad vejen trådte en elefantmor forsigtigt ud på vejen med sin elefantunge i hælene! En jeep kom kørende, og smed bananer ud i vejkanten hvilket medførte, at elefantfamilien trak sig tilbage, og at vi alle kunne køre videre igen.

I langsomt tempo fortsatte vi nu den spændende vej til Galapita Eco Lodge. Området vi kørte igennem blev mere og mere mørkt og stille, og yngstebarnet blev lullet i søvn af det rolige tempo. Vi var alle trætte efter de store oplevelser, vi havde haft denne dag og aften, og det gav derfor et ekstra stort gib i vores maver, da chaufføren igen bremsede op, og forvirret bakkede bilen et par meter tilbage. Ind ad en lille grusvej var skiltet, der pegede mod Galapita Eco Lodge…
Vi begav os afsted ad den lille, mørke grusvej, og omkring os var marker med højt græs og noget, der lignede majsplanter. Vi undrede os, men fortsatte ud ad vejen, der pludselig forekom uendelig. Vi kørte og kørte og kørte, mens alt blev mere og mere øde, og naturen mere og mere omsluttende. Vi mistede den mobile internetforbindelse, og det eneste, der gav os lys, var fuldmånen. Noget virkede forkert, og vi begyndte at blive urolige!
Da vi havde kørt det, der virkede som flere kilometer i omgivelser, der mere end noget andet virkede som taget ud af en amerikansk gyserfilm, lyste bilens lygter ind på en tom lade, og vi kunne se, at der til den ene side lå et lille hus, hvor der var lys i vinduet. Vores chauffør dyttede, og ud kom en gammel mand med en pandelampe på hovedet, og en stok i hånden. Vores chauffør råbte noget, og fik svar på, at vi blot skulle køre videre.
De to ældste begyndte nu at blive urolige – måske fordi de kunne mærke mine nervøse signaler omme fra bagsædet.

Læs også: Se her hvilke hoteller på Sri Lanka vi har erfaringer med.

Vi fortsatte ud ad den tomme og mørke grusvej, indtil vores chauffør stoppede bilen og med et underligt udtryk i øjnene sagde; ”Så skulle det være her!”.
Vi var stoppet midt ude i ingenting, og mit hjerte hamrede, og alt fortalte mig, at det hér var helt, helt forkert!! Jeg ville bare væk, og det samme ville børnene, der i panik insisterede på at sove i bilen – de ville under ingen omstændigheder stige ud, og holdte fast i sædet!
I det fjerne kunne vi se flere mænd – iklædt saroner og pandelamper – komme langsomt gående. Jeg havde det som om, jeg nærmest var lammet, og har faktisk ingen anelse om, hvordan jeg kom ud af bilen. Det eneste jeg tænkte på var, hvordan jeg kunne få børnene i sikkerhed!
Med et underligt filter på hjernen så jeg, hvordan de fremmede mænd tog et par af vores rygsække på ryggen, imens jeg selv, nærmest mekanisk, tog en taske over skulderen. Jeg var slet, slet ikke i stand til at tænke klart, og tog Pauline i hånden, og fulgte efter flokken.
Ude midt i det hele var der 3 trappetrin! Jeg forstod, at vi skulle gå op på disse, og da jeg stod på toppen af trappetrinnene, kunne jeg fornemme en hængebro lige foran.
Med lyset fra fuldmånen som eneste lyskilde, trådte vi ud på den gyngende hængebro, der dansede som en gal under vores sitrende kroppe, mens jeg krampagtigt holdte fast i de stålwirer, som var eneste livline i vores vaklen over de små træstykker, som hængebroen var belagt med. Det eneste jeg med meget fast stemme var i stand til at sige til Pauline, som gik lige foran mig, var; ”Nu holder du fast! Og du holder VIRKELIG fast!”

denne haengebro skulle vi gaa over i merke

Hængebroen, som fører til Galapita Eco Lodge.

Bag mig kunne jeg høre vores chauffør grine nærmest hysterisk. Denne situation var simpelthen for surrealistisk! Mens jeg holdte balancen, og forsøgte at forhindre mit bankende hjerte i at nå op i halsen, nærmest brølede jeg, at der skulle være styr på Bjørk! Claras alder taget i betragtning, vidste jeg, at hun godt kunne håndtere situationen.
Med rystende ben nåede vi over på den anden side af broen, og da jeg kiggede ned, kunne jeg se, at vi stod på klipper! Til højre for os brusede en flod.
Af frygt for at falde ned, fik jeg bugseret både Pauline og mig selv så langt til venstre, som overhovedet muligt – og takkede i mit stille sind min søde mand for, at han, inden rejsens start, insisterede på at få købt de bedste sandaler til alle i familien. Med dem kunne vi stå fast på de skrånende klipper.

flot kunst ved galapita eco lodge

Blot ét af de smukke stykker træhåndværk, som pryder Galapita Eco Lodge.

Galapita Eco Lodge – et levende kunststykke i skøn forening med smuk natur

Vi var top-forvirrede og rundtossede, da vi nåede op til en åben hytte, der virkede til at være bygget ind i klipper. Uden rigtige vægge på alle sider og blot med et tag, som var placeret på stolper og træpæle, høje kandelabere, cementbænke og en enkelt dobbeltseng, som stod placeret midt i det hele. Jeg var ved at gå i panik, indtil jeg fik set badeværelset, som lå ude bagved, og hvor man skulle gå ned ad nogle åbne stentrapper. Det var vildt; nærmest som et slags kunststykke! Amaturene var smukke og brusebadet var lavet på en finurlig måde; ved at trække i en snor, kom der rindende vand fra et stykke aflangt træ, der var skåret af en kævle.

toiletterne ved galapita

Toilet under åben himmel.

De to ældste var nu grebet af eventyr, og blev enige om, at de skulle sove i denne hytte. Vores chauffør virkede derimod nærmest opgivende! Han kunne tydeligvis ikke lide situationen, og følte sig utryg. Han ville ikke have, at hverken pigerne eller jeg skulle sove selv, hvorfor han spurgte, om det ville være ok, at han ikke sov i det værelse, som han som chauffør fik tildelt, men i stedet sov foran pigernes hytte – han mente i dén grad, at de ville have behov for en form for beskyttelse herude i den fri natur. Så kunne Michael og jeg sove i den anden hytte sammen med Bjørk.

sovevaerlset uden doere ved galapita

Pigernes åbne hytte på Galapita Eco Lodge.

Det viste sig at være en god løsning – måske ikke for vores chauffør, der dagen efter var rigtig træt – men i hvert fald for pigerne. Chaufføren havde været vågen flere gange i løbet af natten, hvor han havde jaget flagermus og frøer ud af hytten.

flot natur ude in the middle of now where

Vores hytte på Galapita Eco Lodge.

Michael og jeg begav os sammen med en grædende Bjørk ned til den hytte, vi skulle sove i. Bjørk nægtede at blive her. Hun ville hjem!
Mens vi forsøgte at berolige Bjørk, fik vi inspiceret den åbne hytte, vi skulle sove i. Med en dobbeltseng midt i det hele, kandelabere, 2 åbne indgange og kunst på væggene, lagde vi os sent til ro. Da Bjørk havde grædt i over en halv time, måtte vi love hende alt det slik, hun ønskede sig, hvis blot hun stolede på os, når vi fortalte hende, at hun kunne være helt tryg sammen med os. Vi skulle nok passe på hende.
Til sidst faldt Bjørk til ro, og Michael i søvn. Jeg sov til gengæld ikke hele natten, men lå og lyttede til de syngende påfugle, der mjavede som katte, abernes puslen i træerne, flodens brusen og trommelyde, der lød til at komme fra et sted i nærheden.

vi sov i naturen ved galapita

Overnatning uden døre og vinduer 🙂

Hen på morgenen må jeg have blundet lidt, for efter det, der forekom som en uendelig nat, kunne jeg pludselig se solens stråler skinne igennem det stykke trækunst, der hang som en væg på den ene side af hytten. Jeg løftede mig op på armen, og kunne igennem den ene åbning af hytten se abeungerne lege i træerne lige uden for. Flodens brusen lød ikke længere så skræmmende, og solstrålerne var allerede begyndt at varme det åbne rum op.
Jeg gled forsigtigt ud af sengen, og det syn, der ramte mig, da jeg kiggede ud af hyttens åbning, var ganske enkelt vidunderligt!
Imellem klipperne kunne jeg se floden, der var omkranset af tætte træer, og naturen forekom overvældende! Jeg trådte ud af hytten, og satte mig i døråbningen, mens jeg kunne skimte pigernes hytte og hængebroen.
Pigerne var allerede oppe og i gang, og Deepal stod og spejdede ud over området med et krus te i hånden.

unik flot natur i galapita eco lodge

Overvældende natur ved Galapita Eco Lodge.

En venligt udseende mand iklædt saron kom roligt gående mod mig. Han bød os velkommen, og undskyldte samtidig nattens larm – et par stykker havde åbenbart rykket festivalen ud i junglen, og nattens trommelyde kom højst sandsynligt derfra.
Det viste sig, at manden var bestyrer af dette forunderlige sted. Han var ingeniør, og havde boet 30 år i USA, men havde nu brug for at finde sine rødder, og var derfor vendt tilbage til Sri Lanka. Hans ven, som var designer, havde dette smukke sted, og da Michael dukkede frem fra hytten, fik vi de gode historier om Galapita Eco Lodge.
Vi blev efter en lille snak enige om, at medarbejderne skulle forberede morgenmad til os, og efterfølgende ville vi gå ned til River of Gems og lede efter ædelsten!
Inden morgenmaden ville vi dog tage os en dukkert i floden.

badning i flodning

Morgenbad i de vildeste omgivelser – kun med “larm” fra den omkringliggende natur.

Mens Michael og pigerne begav sig ned til floden med store dæk, de kunne bruge som tømmerflåder, sad jeg og drak kaffe på hyttens trappesten, og nød synet. Jeg var fuld af forundring, og havde en følelse af, at jeg var midt i noget, som ikke tidligere var blevet opdaget. Omgivelserne lignede kulisserne til en en smuk film om det oprindelige Sri Lanka, og det var nærmest uvirkeligt at befinde sig på så hemmeligt og særligt et spot.
Dét her var lige præcis det, vi var rejst ud for at finde – og tilfældigheder havde bragt os hertil!

Efter en frisk morgendukkert med nysgerrige og drillende aber som tilskuer, blev vi vist op til det flotteste morgenbord, vi nogensinde har set!

hyggeligt sted at spise morgenmad

Restauranten 🙂

I uvirkeligt smukke omgivelser, omringet af kunst, store krystaller, gyngeheste skåret ud i træ og skabe dekoreret med finurlige motiver, blev vi placeret på bænke omkring et gammelt og ormebidt langbord, hvor vi gik ombord i autentiske og velsmagende retter. Bordet var dækket med smukke blomster, lertallerkner og papaya og rambutan anrettet i skønne lerfade.

skoen morgenmad

Srilankansk morgenmad af friske råvarer på Galapita Eco Lodge.

Borde og stole var placeret på en slags forhøjning, hvor flere meter høje pæle holdte taget, og ellers gav frit udsyn til de fantastiske omgivelser. Det var magisk!

frisk frugt og sund mental afslapning

Den “smukkeste” morgenmad vi nogensinde har fået.

Efter morgenmaden gik vi ned til River of Gems sammen med et par af medarbejderne på stedet, der ikke kunne én eneste engelsk glose. Det betød egentlig ikke så meget, for med fagter og mimik kunne vi hurtigt finde en form for fælles kommunikation.
På vejen passerede vi igen ufatteligt smukke områder og plateauer med bl.a. stenbænke og smukke, store krukker med palmer. De fleste ting var bygget ind i naturen, og lavet af sten.

kunst allesteder på hotellet

Surrealistiske omgivelser ved Galapita Eco Lodge – filmisk skønhed.

Træfigurer var skåret i fantastiske former og ligeledes placeret i passende omgivelser – sammen med store og rå lerkrukker. Skævt og alligevel genialt og fuldstændig perfekt!

sjove figurer og finurlige mennesker ved galapita rocks

Kunst fylder en del på Galapita Eco Lodge.

Nede ved floden passerede vi små klippestykker, og forsøgte at holde balancen på de gummidæk, vi havde fået udleveret. Vi brugte lang tid på – på gammeldags facon – at finde bitte, bitte små ædelsten i forskellige former og farver. Lidt som når man finder guld; med store sier vaskede vi gruset, og sad længe med ørneblik og sorterede alle de små sten med fingrene.

hygge med finde gems i floden ved galapita

Vi finder små ædelsten i River of Gems.

Vi var i svalende skygge under alle træerne omkring floden, og havde igen de drillende aber som tilskuer. Der var endvidere massevis af kamelæoner og andre spændende små-dyr, så når Bjørk kortvarigt mistede interessen for stenvaskningen, sejlede hun fra bred til bred på et gummidæk for at iagttage alle de ting, som den uspolerede natur bød på.

pigerne finder juveler ved galapita

At finde små glitrende ædelsten i floden er en kæmpe oplevelse for børn.

I baggrunden kunne vi skimte en hytte, som lå oppe i et træ, og som børnene med glæde ville have inspiceret, hvis ikke det var fordi de havde kastet al deres opmærksomhed på ædelstens-jagten!

man kunne bruge timer på at hygge sig ved galapita eco lodge

Bjørk på opdagelse på klipperne omkring floden ved Galapita Eco Lodge.

Tilbage ved hytterne fik vi en snak med manden, der bestyrede stedet. Han fortalte, at vi kunne blive lige så længe, vi havde lyst. Her var der ikke så mange strikse regler, og vi skulle bare nyde, at vi havde muligheden for uforstyrret at kunne udforske naturen, uden at vi behøvede at spekulere over tiden.
Vi var naturligvis nysgerrige på dette sted – havde vi vidst, at et sådan sted fandtes, var vi blevet meget længere!
Med beliggenhed relativt tæt på nationalparker, ville dette sted have været et perfekt udgangspunkt for både safariture og en ferie i omgivelser ud over det sædvanlige.

floden river of gems

Hygge ved River of Gems

Galapita Eco Lodge er meget ”lokal” i sin tilgang til tingene; lokale medarbejdere, lokal mad, økologiske og selvdyrkede råvarer – alt sammen i rigtig fin overensstemmelse og med respekt for den omgivende natur.
Markerne passes af medarbejderne, og råvarerne er, som nævnt, økologiske.
De fritgående gæs og de smukke påfugle holder kobraslangerne væk. Alting har sin helt naturlige orden, hvilket man værner om.

galapita rock eller eco lodge kan varmt anbefales - her den berømte hængebro

I dagslys er hængebroen ikke så skræmmende 🙂

Når tørken sætter ind, bliver stedet indimellem invaderet af vilde elefanter, som tramper alt ned, og så kan man igen påbegynde opbygningen af stedet – ”sådan fungerer naturen”, konstaterede bestyreren af stedet. I disse sammenhænge er der brug for ekstra arbejdskraft – og også når markerne skal sås, passes og høstes – hvorfor folk, der rejser til Sri Lanka, og backpackere fra hele verden er mere end velkomne til at hjælpe til mod fri kost og logi.

Galapita Eco Lodge er i vores øjne et enestående sted, og vi er taknemmelige for, at vi opdagede dette eventyrlige og autentiske spot.
På den ene side er det et sted, som vi ikke ønsker bliver ”opdaget”, da det så vil miste for meget af sin magi. På den anden side er det en lille ”hemmelighed”, som vi ikke kan lade være med at dele med andre, der også rejser til Sri Lanka…
Dog vil jeg gerne påpege, at stedet ikke er for de hysteriske! Det er heller ikke et sted for de rejsende, som gerne vil bo med luksuriøs resortagtig-standard! Forvent ikke tjenere, som vimser rundt og opvarter, men oplev i stedet en sjæl og stemning, som er uden sammenligning! Det er et luksus-backpacker-paradis – en filmisk skønhed – med masser af spindelvæv i loftet, frøer, der hopper op af toiletkummen, og lidt kryb og kravl i hjørnerne, hvilket ikke kan undgås, når man befinder sig i åbne hytter midt ude i storslået og tropisk natur.
For jer, der rejser til Sri Lanka, og gerne vil have en oplevelse ud over det sædvanlige, kan vi dog nærmest garantere, at Galapita Eco Lodge byder på oplevelser, som I sent vil glemme!

Af praktiske oplysninger kan det måske være relevant at nævne, at Galapita Eco Lodge stadig har den samme ejer, men dog har fået en ny manager. Vi har af naturlige årsager ikke mødt den nye manager, men har hørt, at han er rigtig god til at iværksætte aktiviteter til børn, som naturligvis er i stedets ånd.
Ønsker I at opleve stedet, kan det måske være god viden, at det regner mest i dette område i perioden september til januar, og at det tørreste tidspunkt er mellem april til august. For børnefamilier er den bedste periode for et besøg på stedet mellem februar og august. Jo længere man kommer ind i perioden september-januar, jo mere regn og dermed også mere vand i floden, hvilket muligvis kan virke lidt voldsommere.

Du kan finde priser, flere billeder og booke overnatning på Galapita Eco Lodge her.

sri lanka

billige hoteller i Sri Lanka

 

(Læs her vores andre 24 artikler om Sri Lanka)

Der forekommer reklame i indlægget. Reklamen er i form af henvisninger til netshops, der forhandler de produkter, vi selv har haft stor glæde af at medbringe på vores rejser, og som vi derfor anbefaler til andre. Købes produkterne via vores links, får vi provision af salget. For mere information, kan I evt. læse mere i vores cookie- og privatlivspolitik.

15 Comments on Til de eventyrlystne, der rejser til Sri Lanka! Må vi præsentere; Galapita Eco Lodge!

  1. Hej Stine

    Nu har vi lige været i galapita.
    Stedet har fået nye ejere eller forpagter. Og det bære det præg af og at der ikke kommer nogen så tit mere. Og der var desværre ikke rigtigt noget vand i floden lige nu. Så vi og deepal havde en helt anden oplevelse end i havde. Det er stadig et sted helt ude i naturen. Men noget mere slidt end da i var der. Deepal fortæller også at det er noget helt andet nu. Så vil sige at man ikke skal besøge stedet hvis man gerne vil bade i floden eller finde krystaller, det er ikke muligt lige nu. Mvh Malene og familie

    • Hej Malene.
      1000, 1000 tak for din tilbagemelding! Det er super vigtig viden du deler – og øv hvor bliver jeg bare ærgerlig over, at magien er forsvundet! Det var magisk, da vi var der, og den oplevelse kunne jeg godt have ønsket, at I også havde fået!!!!
      Vi drager til Cuba i morgen, så jeg opdaterer lige vores indlæg, når vi er tilbage, så andre også er klar over, at tingene har ændret sig.
      Endnu en gang 1000 tak fordi du hat taget dig tid til at skrive til os.
      Kh Stine

  2. Hej Stine & Michael,
    Vi skal til Sri Lanka i 4 uger til dec.-jan. Vi rejser med 4 børn på 12, 8, 5 og 16 mdr. Vi har 1000 spørgsmål og vi læser, læser og læser jeres blok. Den er simpelthen så brugbar og fuld af mange gode erfaringer.
    Har lige læst om Galapita Rocks…. Wauw – er helt solgt. Men er det overhovedet muligt at bo der med så små børn?
    Og hvor mange kan man være på et værelse? Mange tak for gode råd. Vi har ikke rejst før og springer nu ud i det med 4 børn!
    Hilsen Sille

    • Hej Sille.
      Hvor gør du os glade med dine meget, meget fine ord om vores side 🙂 1000 tak for det! Dejligt, at I kan bruge informationerne, og dermed også selv få sat gang i jeres rejseeventyr. Hvor lyder det bare fantastisk med en 4-ugers rejse til Sri Lanka sammen med jeres 4 børn 🙂
      Jeg kan godt forstå din begejstring vedr. Galapita Rocks – der er virkelig utroligt! Det ligger dog noget afsides, og for at komme dertil skal I passere en usikker hængebro, og selve stedet ligger på klipper, hvilket giver nogle udfordringer, hvis man har helt små børn med. Jeg tror personligt, at jeg ville have lidt svært ved at slappe af, hvis jeg havde en lille, bitte med dertil. 5, 8 og 12 år er helt perfekt, men 16 mdr.; så er man jo alle steder 🙂 Jeg vil ikke anbefale stedet til helt små børn, desværre 🙁

      Hvis I alligevel bestemmer jer for at prøve, er der plads til 2 på ét værelse (en dobbeltseng i de åbne hytter) – dog var vi jo 5 afsted, så Bjørk sov bare imellem os. Intet problem.

      Jeg er næsten helt ked af at skuffe dig vedr. Galapita… Skriv endelig igen, hvis du har spørgsmål.

      De bedste hilsner fra Stine

  3. Tusinde tak for jeres svar! Vi glæder os endnu mere nu,vil nok lige overveje Arugam Bay… Synes priserne virker en del højere end sydpå og længere oppe af kysten i området af Trincomalee?
    Kender I til andre steder med surf undervisning?

    PS. Hvis I vil , siger I bare til mht. Costa Rica, så kan jeg maile med mere 🙂

    • Jeg tænker, at priserne er lidt højere oppe nordpå, da udbud og efterspørgsel ikke helt hænger sammen. Nordøst-kysten er p.t. et attraktivt sted – måske fordi det en del steder beskrives, som værende mere uspoleret end sydkysten. Hvordan man oplever det er dog individuelt. Personligt er jeg ikke nær så betaget af dette området, som af sydkysten. Jeg synes Nordøstkysten har en mere gold natur, at der er lidt “snusket” og ligeledes, at de endnu mangler at “greje” turisme-delen. Det vil nogle være vilde med, andre ikke… Jeg synes Sydkysten har langt mere at byde på, hvad natur og kultur angår. Stemningen er her – efter min mening – langt bedre og alt mere frodigt.
      Der er eftersigende en rigtig dygtig surf-instruktør i Tangalle-området. Jeg kan ikke helt konkret huske navnet, men mener, at det er Bandula Surfing School.
      Også i denne kommentar et 1000 tak for dine smukke ord om Costa Rica. Hvis du på et tidspunkt får tid og lyst til at lave en rejseberetning derfra, så må du endelig sige til! Jeg interviewer dig gerne 🙂 Så kunne vi måske gå i jeres fodspor, hvad Costa Rica angår 😉

      • Hej igen. Jeg kan sagtens lave en rejseberetning derfra, men det er tilbage i 2012, men hvis det kan bruges, kan I bare skrive på min mail 🙂

        • Du er fantastisk! Jeg har lige sendt dig en mail. Det glæder mig utrolig meget, at du har lyst til at dele jeres oplevelser med alle os andre. Ser SÅ meget frem til en spændende beretning, når du får tid 🙂

  4. Oooog tænker du man godt kunne komme til Yala fra Galapita Rocks eller er der fx. for langt eller?

    • Michael Kammerlander // 26. februar 2017 ved 15:20 // Svar

      Hej Marie – Da vi boede der nævnte de at man sagtens kunne tage en Safari i Yala med udgangspunkt i Galapita Rocks / Michael

  5. Kære Stine og co.
    Jeg elsker jeres hjemmeside med virkelig brugbar info og masser af det stof drømme er gjort af. Vi skal afsted med vores 2 drenge (3 og 8 år) til sommer i ca. 3 uger – og vil vildt gerne forbi Galapita Rocks, har forsøgt at undersøge booking via jeres hjemmeside, men der var ikke noget ledigt… nu har jeg skrevet til dem og spurgt direkte, håber virkelig de kan finde plads til os…
    Lige nu overvejer vi 2 forskellige ruter;
    1: Tangalle, Yala, Galapita Rocks, Arugam bay, Ella/Ellas Gap, Kandy (pga. transport mellem stederne), Sigariya/Dambulla/Minneriya (The gathering)…
    2: Kalapita, Wilpattu (sejle ind fra kystsiden), Sigariya/Dambulla/Minneriya (The gathering), Kandy (pga. transport mellem stederne), Ella/Ellas Gap, Måske Yala (i så fald bliver det 2 safarier – vi er meget glade for dyr…), Tangalle…
    Begge ruter ender med 4 overnatninger på guesthouse på Maldiverne
    Vi regner med chauffør næsten hele tiden + tog oppe i højlandet.
    Vi er som sagt vilde med dyr, natur, “adventure ting” og gerne noget kultur, men vil hellere gå en lang tur i en skov end vandre rundt blandt templer. Vi skal helt sikkert se det vi kommer til, men naturen er vigtigere for os end kulturen. Min mand og vores ældste vil helt sikkert gerne surfe, men det kan man vist flere steder?
    Nå men jeg vil høre dig, hvad du umiddelbart tænker om de 2 ruter – selvom jeg kan læse, I ikke har været i Kalapita/Wilpattu, men måske I alligevel har en fornemmelse…
    Vi glæder os i hvert fald helt vildt – og igen tak for virkelig gode indlæg!

    Hvis I leder efter nye destinationer, vil jeg klart anbefale Costa Rica – det er virkelig et helt fantastisk sted. Vi kørte selv rundt i 3½ uge, da vores ældste var 3 år, og det var den vildeste oplevelse med søde mennesker, MASSER af dyr, smuk smuk smuk natur, zipline mellem trætoppene, riverrafting blandt krokodiller og meget mere 🙂
    De bedste hilsner Marie og co.

    • Michael Kammerlander // 26. februar 2017 ved 15:19 // Svar

      Hej Marie – Hvor er du sød, tusind tak for de fine ord 🙂 Forstår godt at Galapita trækker – det var SÅ fedt! Vi krydser fingre for at det lykkedes. Det første jeg tænker på når jer læser jeres rute og kærlighed til naturen er sinharaja forest og ikke mindst Hortons Plains – 2 steder som vi desværre ikke har besøgt endnu, men som mange anbefaler – vi har specielt mødt mange lokale som anbefaler Hortons Plains, skulle være super smuk natur. Kalapita/Wilpattu har vi desværre ikke nogen fornemmelse af. Støder i på nogle spændende ting under jeres tur må du endelige sig til hvis du har tid og lyst efterfølgende – kunne være super for nogle af vores andre læsere. Og tak for tippet med Costa Rica, det står faktisk højt på min liste, men Stine er lidt bekymret da det ligger i sydamerika – er det sikkert nok at rejse rundt I? Bedste hilsner og igen tak for dine fine ord 🙂 Michael

      • Vi sejlede fra Caribien til Stillehavet og følte os kun lidt utrygge i Mellem/Sydamerika i Colon, Panama… Costa Rica har ikke en gang sin egen hær 😉 Vi kørte selv rundt på Stillehavs siden, boede hos den sødeste familie (home-stay), var hjælpere på et “dyre-pensionat” eller hvad det nu hed, så dampende vulkane og badede i varme kilder og vandfaldr, var virkelig off the beaten track både med bil og på gåben uden/med guide og boede de vildeste smukkeste steder… Så en million-milliard fugle og dyr – lige ved siden af os, krokodiller, dovendyr, papegøjer, aber, tucaner, kolibrier, flere aber, flagermus osv. osv… De snakker spansk (ikke portugisisk) og engelsk. Der er nogle steder med mange amerikanere (mister lidt af Pura-Vida stemningen), men det kan man nemt undgå… Nå drømmer mig lige lidt væk… Godt vi har Sri Lanka i vente 🙂

        • Det er så her, at jeg lige kan mærke, at jeg også får gåsehud!!!! Hvor lyder det bare fantastisk!! Jeg tænker, at Costa Rica meget vel lliigggeeeee kunne gå hen og blive et rejsemål for os også! Det lyder til at kunne opfylde mange af de rejsedrømme, vi også har. Jeg kan tydeligt fornemme, at vi bliver nødt til at undersøge lidt nærmere. Grunden til, at jeg ikke har kigget på Costa Rica har netop været, at jeg har haft nogle idéer om, at der var farligt… 1000 tak fordi du lige fik den fordom visket væk 🙂
          1000, 1000 tak for de smukke billeder du lige fik skabt. Dejligt at starte ugen ud med masser af inspiration.
          De bedste hilsner fra Stine

    • Michael Kammerlander // 26. februar 2017 ved 15:48 // Svar

      Hov, blev lige korrigeret af Stine. Min hukommelse må har spillet mig et puds. Hun kunne godt høre Techno om aftenen, men det var svagt der hvor vi boede – sørg for at bo væk fra det centrale Arugam Bay (bare nogle hundrede meter) – så burde man kun sove fra det 🙂

Skriv en kommentar

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*


Follow my blog with Bloglovin