Find her inspiration til, hvad I skal opleve i Tamil Nadu i Indien!

tamil nadu

Rejseplan for Tamil Nadu i Indien

– krydret med planer om badeferie på Maldiverne efterfølgende!

Der har været lidt stille her på siden det sidste stykke tid, hvilket skyldes, at jeg desværre har været ramt af nyresygdom. Planlagte rejser er derfor til blevet aflyst, samtidig med at vi har været stålsatte i forhold til at VILLE udleve de næste! Og det er så det, vi står foran at skulle realisere lige om lidt – vi føler os heldige!
Om ganske kort tid drager vi igen til Asien. Denne gang for at udforske Tamil Nadu i Indien og efterfølgende besøge et par øer på Maldiverne. Alt i alt en god kombination af kultur og badeferie, hvis vi selv skal sige det 😉
I Tamil Nadu er vores forventning helt klart, at vi bliver væltet bagover af oplevelser og indtryk. Som noget nyt har vi denne gang ligeledes haft fokus på velgørenhed – affødt af vores ældste datters ønske om at gøre en reel forskel, da hun synes, at vi her i Danmark har så meget – modsat gadebørnene i Indien. Clara har derfor lavet en indsamling, og hver en krone, der kommer ind, bliver brugt på at bidrage til skolegang og uddannelse, og dermed en bedre fremtid for børnene på børnehjemmet “Arul Illam” i Chennai.

Da vi tidligere har kombineret Sri Lanka og Maldiverne, vil vi denne gang forsøge med en kombination af Indien og Maldiverne. Vi har en fornemmelse af, at denne mulighed er lidt overset, på trods af Indien er et land, der byder på et væld af oplevelser. Derudover er det en fordel, at Air India har nogle fantastiske muligheder for gode flyforbindelser fra Delhi og videre rundt i landet, og at meget i Indien er yderst prisvenligt!

Er I selv interesserede i Indien som destination, eller har I erfaringer fra rejser til landet, som I gerne vil dele med andre, så har vi på Facebook netop oprettet Indien Rejsefællesskab. Meld jer gerne ind 🙂

Tamil Nadu, Indien

Indien er et enormt land, der vel nærmest rummer uendelige muligheder for oplevelser.
Egentlig skulle vi have været til bryllup i Pune, men da brylluppet var et arrangeret ét af slagsen, valgte bruden at benytte sig af muligheden for at takke nej – sådan næsten lige i sidste øjeblik.
Vi har derfor af flere årsager i stedet valgt at udforske Tamil Nadu, som er en delstat i det Sydlige Indien. Udover det nordlige Indien er Tamil Nadu derudover et af de eneste områder, der ikke oplever at have massiv regn her om sommeren. Til gengæld er der enormt varmt, hvorfor vi også har valgt at booke overnatning på hoteller med pool – undtagen i bjergene, hvor klimaet er noget køligere.
Og nårh ja, så er jeg vel efterhånden også ved at blive lidt gammel og gnaven, hvorfor standarden på de steder, hvor vi skal bo, med alderen er blevet af stor betydning. Derfor har vi denne gang fokuseret lidt mere på at bo nogle lækre steder, hvilken nemt kan lade sige gøre til ok priser i Indien.

Kunne I selv have lyst til at blive inspireret til en rejse til Tamil Nadu i Indien, kan I i det nedenstående se vores rejseplan, og læse lidt om de fantastisk spændende steder vi skal besøge.

Chennai – hovedstaden i Tamil Nadu

Vi har fundet flybilletter ved Air India, og flyver fra København til Delhi og derfra videre til Chennai.
Når man flyver med Air India, er det muligt at flyve direkte videre – UDEN at skulle betale ekstra herfor –  til 9 forskellige byer i Indien, hvoraf Chennai er én af disse.
Den egentlige årsag til, at vi besøger Chennai, er, at det er i denne by, at børnehjemmet Arul Illam ligger, og at det lige præcis er det børnehjem, som vores ældste datter, Clara, har valgt at støtte med en indsamling, som rigtig mange gode mennesker har givet deres bidrag til.
Dagen efter ankomst til Chennai er planen, at vi mødes med en af Michaels tidligere samarbejdspartnere, hvis virksomhed også har valgt at støtte børnehjemmet. Han har dermed et indgående kendskab til, hvad børnehjemmet har brug for, og hvor disse ting kan anskaffes.
For de penge, som Clara har indsamlet, skal der købes skolekit og materialer, der kan understøtte uddannelse. Med en ordentlig skolegang og med mulighed for uddannelse er sandsynligheden for, at børnene på sigt får brudt med et liv i fattigdom langt større.
Vi ser meget frem til at besøge børnene og overlevere materialerne. Her er der i dén grad mulighed for at gøre en forskel!
Planen er, at vi bliver 3 dage i Chennai, og at vi her hovedsageligt kommer til at have fokus på børnehjemmet og indkøb af ting til børnene.
Vi er samtidig klar over, at vi lander i et klima, som måske er 20 grader varmere end det danske, hvorfor vi er bevidste om, at dette kan kræve en del omstilling. Vi har derfor booket et hotel med aircondition og pool – faktisk det vildeste af slagsen, nemlig Leela – The Palace Hotel.
Fint, at det ligger i starten af vores ophold i Indien, da vi så endnu har rent og knapt så ukrøllet tøj.
Får vi tid i overskud, rummer Chennai dog nogle fantastiske templer, og det ville også være spændende at opleve disse. Vi ønsker dog ikke at lægge for stram en plan, hvorfor vi tager det, som det kommer. Vi er jo på ferie!

Fra Chennai har vi valgt at booke en professionel chauffør via et bureau, og det er planen, at han følger os resten af ruten. Det er muligvis lidt dyrere, end hvis vi hyrede en chauffør fra sted til sted, men på denne måde har vi en mulighed for at kunne bevæge os frit, og tage til de steder, som falder os ind undervejs. Det giver en tryghed og samtidig en fantastisk følelse af frihed.

Mahabalipuram – badeferie i Tamil Nadu

Næste stop på ruten er Mahabalipuram, hvor vi blot har én overnatning.
Mahabalipuram skulle være et vaskeægte resort-område med lækre strande og rig mulighed for at holde badeferie – eftersigende er det et af de mest turistede steder i Tamil Nadu. Stedet har mange af de elementer, som en del rejsende familier muligvis kunne være interesserede i; strand, klippetempler ved vandet, stenhuggerier, der laver små og store figurer, lokale fiskere og rolig stemning af landsbyliv. Endvidere rummer Mahabalipuram UNESCO-beskyttede statuer og relieffer, som er hugget ind i klipper.
Vi skal bo på Taj Fisherman’s Cove Resort & Spa, og det ser himmelsk ud! Beliggende på stranden og med stemning af det mere luksuriøse Indien.

tamil nadu østkysten

Pondicherry

Årsagen til, at vi tager til Pondicherry er Auroville – et samfund hvis vision er enormt fascinerende, og som matcher vores eget menneskesyn og værdisæt spot on – i hvert fald vis man ser bort fra det spirituelle aspekt i det!
Arroville er et ”eksperimentelt internationalt samfund” – en lille slags landsby, der bygger på tanken om, at skabe en større menneskelig enhed og fælleskab med fokus på bæredygtig levevis og at leve i fred og harmoni uden at skelne til køn, etnicitet, religion og politik. Meget hallelujah, men også virkelig en inspirerende tankegang!
Der bor omkring 2500 mennesker i Auroville – bestående af 50 forskellige nationaliteter.
Vi er sikre på, at et besøg i Auroville kan give masser af stof til eftertanke, og også afføde et par gode samtaler og idéer, når det kommer til hvilket samfund, vi og særligt vores børn ønsker at leve i i fremtiden.
Vi skal ikke bo i selve Auroville, men i stedet i Pondicherry, hvor vi har booket en overnatning på Palais de Mahe , som ligger lige ned til havnepromenaden, der rummer masser af hyggelige restauranter og caféer, hvilket lægger op til nogle gode gåture, hygge og atmosfære.
Selve Pondicherry er kendt for sine tydelige aftryk af tidligere at have været en fransk koloni, men det er ikke fordi vi som sådan kommer til at udforske Pondicherry, som ellers har ry for at være meget laidback og boheme-agtig.

Tranquebar – en tidligere dansk koloni i Tamil Nadu

Tranquebar er en tidligere dansk koloni, og et besøg hertil vil ganske sikkert give os et vigtigt indblik i historien.
I Tranquebar skal vi bo på ”The Bungalow on the Beach , der er fra det 17. århundrede og som rummer masser af fortællinger. Hotellet har blandt andet tidligere huset den engelske administrationsbygning, da området var en britisk koloni.
”The Bungalow on the Beach” ligger direkte på stranden og lige ved siden af det gamle og velbevarede danske fort Dansborg, som er bygget i 1600-tallet.

Thanjavur 

Thanjavur er kendt for sine templer og kulturelle mindesmærker. Rent faktisk siges det, at Thanjavur har Indiens smukkeste templer, hvorfor et besøg dertil for vores vedkommende er et must.
I Thanjavur har vi to overnatninger på ”Svatma”, som er et af de smukkeste steder, vi nogensinde har set!
Svatma ligner noget fra en drøm, og har alle de elementer af særlig stemning, som vi altid er på jagt efter. Det bliver spændende at opleve stedet, som er beliggende i en lille landsby, hvorfor der er ro og idyl i omgivelserne. Vi håber på at finde en lille oase, og at nyde to dage i paradis.

På vej mod videre destination, Kodaikanal, er planen, at vi kører et smut til Trichy, der har store og farverige markeder, hvor man kan købe alt mellem himmel og jord.

tempel i tamil nadu

Kodaikanal – bjergene i Tamil Nadu

Næste stop på ruten er Kodaikanal, som ligger i Western Ghats, der er en 1600 km lang bjergkæde. Western Ghats er et UNESCO site, som rummer en helt unik biodiversitet, der kun er at finde i Indien.
Bjergkæden opdeler monsunen, således sydvest monsunen er vest for bjergene, hvorimod østsiden, hvor vi kommer fra, til gengæld er tør.
På et kort kan vi se, at det er nogle grumme vej vi skal køre på, og køresygetabletterne er indkøbt til denne tur. Vi håber selvfølgelig, at det er det hele værd!
Vi skal bo et virkelig eventyrligt sted, ”Elephant Valley Eco Farm Hotel”  som ser meget, meget specielt ud! Stedet har sådan lidt ”hobit-stemning” over sig, og ligger ca. 30 km nord for selve Kodaikanal.
I område skulle der være rig mulighed for at udforske naturens wildlife! Det siges, at hvis man har heldet med sig, så er der mulighed for at spotte både elefanter, leoparder, bisonokser og mange, mange flere forskellige dyrearter.
Hvis man er til stilhed, vandreture, vandfald, floder, uberørt natur og junglefølelse, så skulle ALT dette eftersigende være at finde lige præcis her.
Stedet ligger LANGT fra Alfarvej – og resten af den civiliserede verden – ude i ”bushen”!
Der er køligt i bjergene, hvorfor et par døgn her sikkert er kærkomne.

Valparai

Efter Elephant Valley er det planen, at vi bliver to ekstra dage i bjergene.
Med beliggenhed i theplantagerne, skulle et ophold på ”Sinna Dorai’s Bungalows” være en fantastisk oplevelse. De vilde elefanter går roligt omkring, og faktisk hørte vi forleden, at der var spottet vilde tigre i området! Intet under, da stedet er beliggende lige ved siden af ”Anamalai Tiger Nationalpark”.
Stedet er for natur- og dyreelskere. Og så for dem, der ønsker fredelige omgivelser. Vi håber, at internetforbindelsen er dårlig, og tænker, at det faktisk vil være rigtig godt for en familie, som vores, der nu har to teenagere i familien, og dermed godt gang i de sociale medier – temmelig konstant, faktisk! Her er mulighed for at få et break, og komme ned i gear – samtidig med, at vi får et strejf af kolonitiden i de smukt indrettede bungalows med den helt særlige beliggenhed.

Kochin – Tamil Nadu's smukkeste by

Efter vores ophold i bjergene, går turen igen nedad. Vi har altid drømt om at opleve Kochi, som vi  også tidligere har skrevet om på vores side. Byen er kendt for at være en af Indiens smukkeste – og så er Kochi særligt kendt for sine store kinesiske fiskenet.
I Kochi skal vi bo på ”The Tower House”, som er et af de få hoteller i Kochi, der ligger direkte ud til det sted, hvor man kan se de kinesiske fiskenet.
”The Tower House” er smuk, og ser ud som noget fra en gammel fortælling. Bygningen er opført i 1700-tallet, og som jeg læser det, er hotellet beliggende på et sted, hvor et gammelt fyrtårn blev opført i 1700-tallet.
Vi tager 3 overnatninger i Kochi, hvor vi naturligvis skal se fiskerne hive de store net ind – og er vi heldige, får vi måske lov til at deltage.
Endvidere er det vores plan, at vi en af afterne vil overvære et Kathakali skuespil, hvor historier fra gammel tid bliver fortalt med mimik og ekstrem maling af ansigtet.
Vaskerierne, der benytter gammeldags metoder og dermed vasker tøjet i hånden, hvorefter ufattelige mængder farverigt tøj hænges ud på store snore, og efterfølgende stryges med strygejern med kul, er også noget, vi vil kigge efter.

Læs her familien Bøgh Nedermarks rejseberetning fra Kochi!

Godt mættede af indtryk, flyver vi fra Kochi til Male på Maldiverne, hvor vi skal nyde livet sammen med ungernes moster, onkel, fætre og kusine på Maafushi, Fulidhoo og Felidhoo.
Her skal dykkercertifikatet udvides med Advanced, da pigerne har et ønske om at dykke ned på 30 meter, og dermed opleve de HELT store hajer og andet vildt på nært hold!
Mere om ferieplaner, dykning og paradis-øerne på Maldiverne i det næste indlæg!

Læs mere om Maldiverne her!

På vores YouTube-kanal vil I også fremadrettet kunne se videoer fra Indien. Hvis I følger os, bliver I automatisk opdateret.

Der forekommer reklame i indlægget. Reklamen er i form af henvisninger til netshops, der forhandler de produkter, vi selv har haft stor glæde af at medbringe på vores rejser, og som vi derfor anbefaler til andre. Købes produkterne via vores links, får vi provision af salget. For mere information, kan I evt. læse mere i vores cookie- og privatlivspolitik.

Skriv en kommentar

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*


Follow my blog with Bloglovin