Badeferie, afslapning og resort-ferie på tropeøen Cayo Coco

cayo coco

Badeferie og afslapning på Cayo Coco

Der forekommer reklame i indlægget. Reklamen er i form af henvisninger til netshops, der forhandler de produkter, vi selv har haft stor glæde af at medbringe på vores rejser, og som vi derfor anbefaler til andre. Købes produkterne via vores links, får vi provision af salget.
For mere information, kan I evt. læse mere i vores cookie- og privatlivspolitik.

I kan her læse om vores oplevelser i Havana, på Cayo Levisa, i Viñales, Cienfuegos og Trinidad, som vi besøgte inden vi tog til Cayo Coco.
I kan endvidere her se alle andre indlæg, vi har lavet om Cuba.

Cayo Coco

Da vi efter en lang køretur på ca. 4 timer endelig nåede dæmningen over til Cayo Coco, skulle vi vise pas ved en militær kontrolpost. Der skulle også betales lidt pesos.
På turen over dæmningen kørte vi forbi massevis af flamingoer – utallige, smukke, langbenede flamingoer, der stod og spiste i det lave vand i de flotte, flotte omgivelser! Sikke et syn! Ikke bare flamingoerne, men også selve det landskab, vi kørte forbi. Vi var ikke længere i tvivl om, at vi var i Caribien.

Efter en knapt så behagelig, meget lang og varm køretur ankom vi endelig til Sol Cayo Coco. Det var jo nærmest surealistisk at lande på et all-inklusive resort med plastikmusik og cafeteria-buffet efter at have været 18 dage i Cubas smukke og historiske byer, hvor vi næsten udelukkende havde boet i casas!

poolen på sol cayo coco
Dog var de to yngste i den syvende himmel! På med et armbånd, og så kunne de indtage ALLE de slushice, burgere og slatne pommes, de havde lyst til, mens larmen fra den høje cubanske musik bragede ud over hele poolområdet, og diverse medarbejdere på resortet tilbød underholdning i de caribiske omgivelser.
En overfrisk børneaktivitets-medarbejder, som gerne dansede og vrikkede med sin store numse til de cubanske toner, så snart hun kunne se sit snit til det, råbte konstant på Bjørk, som aldrig har prøvet at bo på sådan et resort før (hvilket vel også er en slags kulturel oplevelse!); ”Vaaaammmmooooooo Bior, vaaammmoooooo!”!

Vi fandt ret hurtigt ud af, at vi åbenbart befandt os på resortet i den periode, hvor resten af Cubas befolkning også holdte ferie, så resortet var fyldt til bristepunktet med glade og feriestemte cubanere, som gav den fuld gas! Cubanere, der enten fik sendt penge fra familiemedlemmer i udlandet, eller som selv arbejdede i turistbranchen, vel at mærke. Havde de arbejdet for staten, havde de aldrig haft råd til at tage på et resort!
Det var altså for os lidt af en øjenåbner at opleve, at der alligevel er sket en ændring i visse cubaneres indtægt. Dejligt!

party på cayo coco
Endvidere ankom der hver morgen utallige busser fyldt med cubanere, som alle nød ferietiden på Cayo Coco, hørte høj musik, spiste, drak og hyggede sig på stranden, der lå lige ved siden af vores resort. Der var virkelig liv og glade dage!

På Sol Cayo Coco var der altså fuld drøn på musikken, resortmedarbejdere, der brølede ind i en af de utallige mikrofoner, frodige kvinder i tætsiddende og neonfarvet tøj, vrikkende måse, vilde, glade og frie børn, mad og drikke, der blev indtaget alle steder, folk, der legede, larmede og lavede bomber i poolen.
Det var en ny verden, der åbnede sig for os, og vi var helt målløse over det leben, der udspillede sig også her! Vi danskere har jo en helt anden måde at være på blandt andre – måske sådan lidt reserverede, private og kontrollerede – men her gav folk den bare fuld gas, og gav ikke en fløjtende fis for, hvad andre tænkte!! Æhj, hvor dejligt befriende; vi kan altså godt lære lidt af cubanerne, vi danskere 😉

skøn udsigt over cayo coco
Mange af de cubanske kvinder er runde og har både til gården og gaden. Fantastisk at opleve, at de – modsat mange danske kvinder med former – gerne viser sig frem! Stolte kvinder klædt i udfordrende klæder, som vrikker med deres store numse, og på yderst feminin facon bevæger sig rundt med rank ryg! Bjørk var helt blæst bagover af al den kvindelighed, og spurgte på et tidspunkt lidt undrende, om det var hende, eller om egentlig ikke alle de cubanske kvinder mon sådan liiiiggggeeee var en smule overvægtige, hvilket jeg med et undertrykket grin kun kunne svare ”jo” til.
Jeg nød det!! Her skulle jeg i hvert fald ikke bruge unødige kræfter på at trække maven ind, hver gang jeg gik op af poolen!! Og faktisk resulterede alle de cubanske kvinders kropslige frihed i, at jeg hen mod slutningen af vores rejse i virkeligheden konstaterede, at jeg alligevel ret godt kunne lide mine egne runde former. Faktisk. Og det er da i virkeligheden lidt af en sidegevinst ved at rejse til Cuba, hvis jeg selv skal sige det 😉

Resortet ”Sol Cayo Coco”

Resortet Sol Cayo Coco, som vi boede på, er stort, og da vi var der i cubanernes sommerferie, var der fuld af larm, mennesker og musik.
Selve lobbyen og poolområdet er fint, men altså; det er stadig et cubansk resort, og dermed også cubansk standard, som er væsentlig anderledes end den standard, vi er vant til, når vi tænker 4*. Dette er nødvendigt at have med i sine overvejelser, når man har sit første ”møde” med resortet. Og også bare sådan helt generelt! Standardkravene på Cuba er helt overordnet set bare ikke helt de samme, som dem vi kender. Hvis man ved dette på forhånd, bliver man måske knapt så overrasket – eller skuffet, om man vil…

sol cayo coco

Sol Cayo Coco er udadtil pænt og rent, men selve værelserne er ret slidte og 1980’er-agtigt indrettet.
For eksempel kunne terrassedøren på vores ene værelse ikke åbnes, hvorimod terrassedøren i det andet værelse til gengæld ikke kunne låses – kun med en metalkæde, som sad fast i loftet. Derudover vrimlede det med bittesmå myrer både på badeværelset og inde på selve værelset. Myrerne var dog ikke noget, vi tog så tungt – efter en del rejser i troperne ved vi jo, at de små insekter er en del af pakken. Sidst, men ikke mindst, var det jo ikke på værelserne, vi opholdte os mest, så vi kunne sagtens leve med det.

værelserne på cayo coco
Noget man dog skal være meget bevidst om er, at der i området er VANVITTIG mange myg!!!! Som i virkelig mange!!!! Ikke om dagen, men kun efter solnedgang, hvor man godt kan indstille sig på at blive ædt, hvis ikke man har myggespray og lange bukser på!
Husk derfor myggespray, hvis I selv ønsker at besøge Cayo Coco – myg er efter sigende et generelt problem på Jardines del Rey.

palmehaven på cayo coco

Uanset hvad man er mest til på sine rejser – det turistede eller autentiske – så må jeg ærligt indrømme, at det under alle omstændigheder altså bare IKKE er det samme at være på resort, som at bo i en casa!
På et resort er der ikke den samme stemning af intimitet og hygge, som i en casa. Det kan naturligvis være betinget af hvilken form for resort, man bor på, men når man tager på ”samlebåndsresort”, så giver det naturligvis sig selv, at oplevelsen ikke bliver nær så personlig, som hvis I bor hjemme hos en familie, hvor I er de eneste gæster.

Køkulturen, som Cuba ellers er kendt for, var sat ud af spil på Sol Cayo Coco, og det var ofte en næsten stressende situation at bestille drikkevarer eller noget at spise i poolbaren. Særligt vores børn kunne stå i kø i enormt lang tid, da der ikke stod ”CUC” i panden på dem. Stillede vi voksne os op ved siden af vore børn, skete der dog lidt – drikkepenge var derfor klart vejen frem til den mere hurtige og personlige betjening 😉
Buffeten på resortet havde et stort udvalg af mad, og var derudover meget cafeteria-agtigt.
Det VÆRSTE var dog, at alt vandet var filtreret vand!!!! Ikke vand fra flaske! Og filtreret vand smager altså bare VIRKELIG dårligt!!!! Jeg oplevede chokket på egen krop, da jeg kylede 1Ž/2 liter filtreret vand direkte indenbords, og efterfølgende troede, at jeg skulle gå i koma!! Det føles som at drikke direkte af swimmingpoolen – så er I advaret!
Isklumperne var også lavet af filtreret vand, så alt havde en halvklam eftersmag af klor.
Der var dog en lille kiosk inde på resortet, hvor vi kunne købe kildevand på flaske og også cola light (cubansk version), så på trods af at vi havde all-inklusive, så blev vi storkunder i denne kiosk.

sol cayo coco poolen

I bund og grund er et ophold på Sol Cayo Coco i det store hele ikke dyrt. Vi gav 1100 kr. pr. person for 3 døgn på resortet, og det var inklusiv ALT, hvilket faktisk er en ret fair pris, efter vores mening.
Resortet ligger lige ned til en flot strand, hvor vi kunne bade i smaragd-grønt vand. Perfekt beliggenhed, som opvejer så meget andet.

Alt i alt ville vi vælge at tage tilbage til Sol Cayo Coco igen – dog ikke i mere end et par dage.

Dykning på Cayo Coco

Det havde hele tiden været tanken, at Michael og de to ældste piger skulle dykke, når vi kom til Cuba, men Michael ville også lige tjekke stederne ud, inden han vil besluttede sig endeligt.

inden vi skal dykke på cayo coco
Første dag på Sol Cayo Coco gik han derfor forbi dykkerstedet, Coco Diving, som lå umiddelbart i forlængelse af resortet. Medarbejderne på Coco Diving virkede utrolig rolige, meget hjælpesomme og spurgte især meget ind til vores dykkererfaring, som kun bestod af vores Open Water certifikat, som vi tog på Maldiverne sidste år, og herunder de 4 dyk vi fik på samme tid. Dykkercentret var af samme grund helt med på, at vi skulle have særlig attention, men dog alligevel ikke et opfriskningskursus. Vi følte os derfor egentlig ret trygge, og aftalte en tid til dykning næste dag for Clara, Pauline og Michael.
Den efterfølgende dag kom en af medarbejderne hen til resortets pool 30 minutter før aftalt tid, og ventede på os. Da vi fik øje på ham, blev vi enige om at gå ned til dykkerstedet med det samme, hvilket ville give os god tid til at finde og afprøve det udstyr, vi hver især skulle bruge. Dette betød dog også at vi havde våddragterne på længe, hvorfor Pauline begyndte at få det dårligt, og derfor efter lidt tid besluttede sig for at droppe dykningen. Man skal IKKE dykke, hvis ikke man er i topform – sikkerhed kommer før spændende oplevelser, hvilket vores unger heldigvis er klar over!

cayo coco på cuba

Det var et lille hold på 6 personer, der var med på dykkerbåden, og Clara og Michael havde deres egen instruktør, hvilket gav en følelse af større sikkerhed.
Dykkercentret tilbød omkring 20 forskellige destinationer til steder, der kunne dykkes, og i fællesskab blev vi enige om, at Clara og Michael kunne tage turen, som gik ned til 15-16 meter, hvilket passede fint til deres erfaring. Derudover skulle Clara og Michael ned og se et skibsvrag – noget de heller ikke havde prøvet før.
Alt gik fint, Michael og Clara dykkede ned og svømmede rundt ved vraget, og var hele tiden meget opmærksomme på det, de havde lært på dykkerkurset sidste år.
Scener fra gamle James Bond film hjalp lidt på fantasien, da Clara og Michael dykkede rundt ved skibsvraget, og var med til at understrege det spændende ved at dykke et sted, som gav plads til at udforske det lidt mystiske.

man kan tage gode gå ture på cayo coco hvis det ikke er for varmt
Havet omkring Cayo Coco bød på naturligvis også på forskellige tropiske fisk, hvoraf 5 fisk konstant fulgte med, og nærmest på “Dory-agtig-facon” kiggede ind gennem dykkermasken, men ellers var der generelt lidt mere tang end koraller. Måske vi også alle lider af en eller anden form for “skade” efter vi har været på Maldiverne… Intet kan på nogen måde sammenlignes med dykningen dér!
Både dykningen og opfriskningen af kommunikation under vandet var rigtig god træning, som blev udnyttet til fulde i form af leg med tegnsprog og nogle af de øvelser, man skal kunne. Clara havde fuldstændig styr på det, hvilket medførte, at Michael hurtigt kunne slappe af og nyde dykket. Specielt det at være vægtløs og så den særlige følelse det giver, når den eneste lyd man kan høre, er, når man trækker vejret gennem regulatoren, og samtidig kan nyde synet af boblerne, der siver op langs maskerne.
At dykke er bare en helt igennem ubeskrivelig oplevelse, som vi gerne vil opfordre alle til at få sammen med deres børn. Det er en slags frihed og stille eventyr i en verden under vand, som byder på noget ganske, ganske særligt.

Kombination af casas og resorts kan anbefales

I det store hele kan vi på en rejse til Cuba sagtens anbefale, at I kombinerer casas og resorts.
At bo i casas rundt omkring er naturligvis billigere (og faktisk mere charmerende), og giver samtidig en mulighed for at opleve det lidt mere lokale, og også at få et indblik i kulturen på Cuba.
At bo på resorts er til gengæld ren turist-liv og afslapning, hvor I ikke vil se skyggen af det autentiske Cuba, men derimod have mulighed for at bade i pools og for at være i nærheden af Cubas smukke strande og varme hav.

stranden ved cayo coco

Uanset hvad I vælger, står én ting klart; Cuba er under alle omstændigheder uden sammenligning!

Læs her om vores næste stop på Cuba – Cayo Guillermo

Vil I gerne finde et resort, som passer lige præcis til jer, kan I her se udvalget af resorts på Cayo Coco .

Endvidere kan I her se vores guide til oplagte destinationer, hvor I kan bo på resorts på Cuba

cuba

Denne side indeholder affiliatelinks.Køber du noget via disse links modtager jeg en lille procentdel af dit køb. Det betyder ikke noget for dig - men på den måde bidrager du til, at jeg kan finansiere dette projekt :-)

Skriv en kommentar

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*